Jesus taler om at klage og om at danse.
	Og han siger, at folket ikke lader sig påvirke af
noget som helst. De klager ikke sammen med JOhannes
Døberen og de bliver ikke glade sammen Jesus. 
	Stykket i dag er gennemsyret af henvisninger til
GT. Vi kan først tænke på prædikerens bog, som taler
om, at der er: v4 En tid til at græde, en tid til at le. En tid
til at holde klage, en tid til at danse (Præd 3,4). Det har
folket ikke erkendt. Og man kan vel forstå at de ikke ville
græde med døberen, som kom med en hård dom over
folket. Men man forstår ikke, at de ikke vil danse
sammen med Jesus, for han kommer med frelse, han
kommer med evig tid til at danse. Egentlig er det Gud
selv som kommer til sit folk. Det kan se i GT.
	Det er opfyldelsen af mange profetier, som Jesus
kommer med. Og når vi bag ved hans ord hører
forudsigelserne om det herlige rige, som Gud vil oprette,
så er det mærkeligt at folket ikke tager imod frelsen og
glæden.
	 Dette siger Herren gennem profeten Zakarias
mund:Jeg vender tilbage til Zion og tager bolig i
Jerusalem.Da skal Jerusalem kaldes den trofaste by og
Hærskarers Herres bjerg kaldes det hellige bjerg.   v4
Dette siger Hærskarers Herre: På ny skal gamle mænd og
kvinder sidde på Jerusalems torve hver med sin stok i
hånden, fordi de er gamle.v5 Byens torve skal fyldes af
drenge og piger, der danser på torvene. v6 Dette siger
Hærskarers Herre:  Jeg frelser mit folk fra (Zak 8,3)
	 Profeten Jeremias fortæller, at Gud vogter sit folk
som hyrden sin hjord. v11 For Herren har udfriet Jakobog
l¢sk¢bt ham fra hans overmand. v12 Jublende kommer de
til Zions bjerg, de stråler af glæde over Herrens gode
gaver, over korn og vin og olie, over får og k¢er. Selv
bliver de som en frodig have, de skal ikke mere sygne
hen. v13 Da skal jomfruer danse af glæde, unge og gamle
skal juble. Jeg vender deres sorg til fryd, jeg tr¢ster og
glæder dem, der klager."
	Det er den herlighed Jesus taler om og kommer
med: sorgløshed, fest, dans, trøst og fryd. Det er Guds
rige, hvor der er plads til alle, børn, som danser,
jomfruer, som danser, unge og gamle jubler.
	Men jeg tror, at jøderne havde glemt profetierne.
De holdt sig mere til de afsnit i GT, hvor der er love og
regler. Det er meget alvorlige afsnit. Det er moral jo.
Efterhånden har jeg det dårligt med moral. Ja, der skal
ikke være i tvivl om, at jeg er meget moralsk i den
forstand, at vi skal være ordentlige mod alle mennesker,
særlig dem, der har brug for os, og selv om vi ikke kan
lide dem. Jeg er moralsk i den forstand, at jeg tager mine
pligter altfor alvorligt. Så jeg ligner såmænd nok jøderne,
at jeg har svært ved til hverdag at danse og juble. Derfor
er det godt at komme til fest, så er det tilladt at danse.
Heldigvis må en præst nu om dage gerne danse ved
fester. Men igen er jeg nødt til at være meget moralsk, for
mange fester både runde fødselsdage og fester hos
venner, det er om lørdagen, så jeg må tage tidligt hjem,
for jeg skal op om søndagen og være frisk. Jeg når aldrig
at få danset til den lyse morgen, for jeg har pligter jeg
skal passe.
	Så moralsk var jøderne. Vi kan se det et sted i GT
hvor der står:  (5 Mos 21,17)v18 Hvis en mand har en
genstridig og trodsig s¢n, der ikke vil adlyde sin far og
mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de
straffer ham, v19 skal hans far og mor gribe ham og f¢re
ham til byens ældste i byporten. v20 De skal sige til de
ældste: "Vores s¢n her er genstridig og trodsig, han vil
ikke adlyde os, han er en frådser og dranker." v21 Alle
mændene i hans by skal så stene ham til d¢de. Du skal
udrydde det onde af din midte. Hele Israel skal h¢re om
det og blive bange."  Frådser og dranker.
	Fordi jøderne var meget moralske, kaldte de Jesus
genstridig. Han er en frådser og dranker og kommer
sammen med dårlige mennesker. Jeg brød åbenbart
reglerne. Han var åbenbart ikke så moralsk som jøderne
og som vi mange gange er.
	Der er forskel på tro og moral. Der er forskel på
kærlighed og moral. Der er forskel på glæde og moral. 
	Det er naturligt, at det er lettere at styre livet med
moral. Og man har bedre kontrol med andre, når moralen
er stærk. Det føles at give slip, hvis vi skal følge Jesus.
	Det er lettest at opdrage hinanden og børnene med
regler. Jeg læste i et skoleblad, at skolen havde mange
ønsker til den enkelte skoleelev, bl.a. udvise god opførsel
og være velopdraget, være arbejdsom, have orden i sine
ting, følge skolens undervisning regelmæssigt alle 200
skoledage i skoleåret.
	Det er lettest at have elever, som ikke stiller
spørgsmål ved autoriteterne og reglerne. Det er lettest
med elever, som kommer og sætter pænt sig på deres
plads og arbejder. 
	Sådan er børn heldigvis ikke. Men de kan let blive
ødelagt. De kan let blive tvunget af streng moral til at
undertrykke deres følelser, f.eks. deres dårlige følelser
eller dem moralske mennesker kalder dårlige følelser,
f.eks. vrede. Man skal jo være så pæn. Det kan ende
med, at et menneske helt glemmer, at man kan sige nej til
andre, man kan sige fra. Og når man glemmer nogle
følelser, så glemmer man også alle de andre, så kan man
ikke være ægte glad. Og i skolens ønsker manglede der
nogle meget væsentlige ord: glæde og humor.
	Hvad er det vigtigste: det som et menneske gør,
eller det som et menneske er, hvad er det vigtigste at
kunne meget eller at være glad. Det kan ske at streng
arbejdsmoral tager glæden fra mennesker, det gælder
både i skolen og senere. Og det mærkelige er, at hvis folk
var glade på deres arbejde og havde det sjovt med
hinanden, så fik de arbejdet meget mere. Og de havde
meget lettere ved at få nye ideer.
	Jesus respekterede hvert menneske, som det
menneske var. Han var sammen med syndere uden at
hæve en moralsk pegefinger over for dem. Jesus gav
mennesker friplads, hvor de måtte havde de følelser, som
de var fyldt med. De skulle ikke skamme sig over deres
følelser, men måtte vise dem akkurat som de var, glæde,
overstrømmende jubel, eller sorg og gråd. Mennesker
måtte komme med deres bekymringer og frygt og Jesus
lyttede og trøstede ved at respektere mennesker.
          Jesus taler i stykket i dag om visdommen og måske
tænker han på et sted i GT i ordsprogenes bog, hvor der
står om visdommen: v30 jeg var ved Guds side som hans
fortrolige; jeg var til glæde for ham dag efter dag, jeg
dansede foran ham hele tiden, v31 jeg dansede på hans
vide jord og glædede mig over menneskene." Sådan står
der om visdommen, og i dag taler Jesus netop om, at
visdommen har fået ret. 
	Når Jesus er sammen med mennesker, er det tegn
på, at han glæder sig over dem og vil have dem med ind i
Guds glæde.
	Men hvordan passer så anden del af stykket i dag,
hvor Jesus skælder ud over Tyrus og Sidon. Jo,
forklaringen på det kan vi også finde ved en henvisninge
til GT.   Det er hos profeten Zakarias, som skælder ud på
Tyrus og Sidon, Profeten siger ganske vist, at deres
visdom er stor. v3 Tyrus byggede sig en fæstning,
ophobede s¢lv som st¢v og guld som gadeskarn. v4 Men
nu tager Herren den i besiddelse, han styrter dens ringmur
i havet, og byen fortæres af ild."
Men ganske få linjer efter står der: v9 Bryd ud i jubel,
Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge
kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende
på et æsel, på en æselhoppes f¢l.
	Det er fordi kongen kommer. Glædens og jublens
konge, den retfærdige og sejrrige. Han kommer med
retfærdighed til alle de svage og fortrykte, alle dem der
trænger til hjælp, alle dem der er undertrykt af samtidens
strenge moral og krav og pligter. Jesus, Guds riges
konge, kommer med frelse og dans og fest og herlighed.
Hvordan kan Tyrus og Sidon ikke tager imod ham. De
har nok i deres guld og arbejdsomhed. De kan klare sig
selv. 
	Men vi dag vil synge. Her efter prædiken vil vi
synge

   7  Ej vil jeg bytte,
Gud, i din hytte
tiggerens plads
bort for det sæde,
stolte beklæde
h¢jt i palads;
godt ikke fattes, hvem du haver kær,
lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær.