Din tro har frelst dig. Gå bort med 
fred. Det siger Jesus til synderinden. Det 
siger Jesus til os. Der er det særlige ved 
historierne om Jesus, at de ikke handler om 
noget, som skete engang. Det, som Jesus siger 
og det som han gør, det gælder ikke kun 
enkelte mennesker, som levede for mange år 
siden. Nej, det var eksempler Jesus gjorde, 
eksempler, som vi må bruge på os selv. Den 
store rækkevidde er der i Jesu liv, at han 
talte direkte til de mennesker han stod over 
for, men samtidig og med de samme ord taler 
han direkte til os. 
     Til os, som er kommet i kirke i dag, 
siger Jesus direkte: Din tro har frelst dig. 
Gå bort med fred. Jesus lægger stor vægt på 
vores tro. Og det kunne gøre os usikre. Ja, 
det kunne tage al fred fra os. Det kunne 
nemlig få os til at vende os mod os selv. Det 
skete engang for disciplene, så de bad Jesus: 
Giv os mere tro. De må have ment, at de havde 
svært ved at mærke deres egen tro.  De må 
have ment, at de havde svært ved selv at gøre 
noget ved det og de håbede, at Jesus ville 
hjælpe, give dem mere tro. Men det er ikke på 
den måde Jesus taler om tro, som om den skal 
være stor og stærk.  Det er ikke derved vi 
bliver frelst. Nej, troen består netop i, at 
vi vender os væk fra os selv. Vi må tro, at 
Jesus er Guds søn og at han kan gøre det 
samme som Gud, give os tilgivelse. Det var 
det, som frelste synderinden. Hun følte, at 
Jesus tog al skyld fra hende, ja, at Jesus 
tog alt det gamle fra hende, så hun blev et 
nyt menneske, kunne begynde på en frisk og 
mere end det, kunne begynde et liv hvor hun 
ikke ville ende med de samme fejltagelser og 
synder som hendes tidligere liv endte med. 
     Da kvinden kom til Jesus, følte hun sig 
helt fortabt.  Hun vidste, at alle andre i 
byen mente at hun var en synder. Og hun gav 
dem ret.  Men Jesus gav hende tilgivelse, 
vendte hende væk fra fortabtheden.  Det som 
hun ikke selv kunne, det gjorde Jesus: 
frelste synderinden. Hun vidste nu, at Gud 
tog imod hende som et elsket barn.  Det kan 
være andre mennesker blev ved med at fordømme 
hende. Men altoverskyggende var det, at Gud 
tog hende ud af hendes ulykke. Gud har mere 
ret end både min egen og andres dom over mig. 
Det hørte kvinden i Jesu ord.  I dem hørte 
kvinden Guds ord.  Det var hendes tro.  Den 
frelste hende.  Tilgivelsen gav hende fred at 
gå hjem med. 
     I stedet for fortabtelse kan vi også 
tale om fordømmelse. Hvoraf kommer egentlig 
vores tilfredshed og utilfredshed med livet 
og os selv.  Det kommer selvfølgelig af, 
hvordan vores liv former sig. Hvis vi mødte 
den ene ulykke efter den anden, blev vi vel 
kede af det. Ja, måske, men ikke 
nødvendigvis.  Der er mennesker, som er hårdt 
prøvet, og som alligevel går igennem det med 
en mærkelig ro og uden at kernen i dem bliver 
ødelagt.  Nej, det er nok mere vigtigt om vi 
føler andres og vores egen fordømmelse af os 
selv. Det er grunden til, at livet kan forme 
sig som en stor medgang og vi alligevel er 
utilfredse, fordi vi hele tiden tænker, at vi 
ikke er gode nok. Det er alle farisæeres 
problem. Der bliver ved med at være noget 
godt, som de mangler at gøre. De når aldrig 
til vejs ende med sig selv. Fordømmelsen 
ligger som en mørk sky og truer deres liv. 
     Men Guds tilgivelse tager al fordømmelse 
og utilfredshed fra os.  Når vi hører Jesu 
ord og i dem hører Guds ord, så er vi nået 
til vejs ende. Midt i livet at være nået til 
vejs ende. Kan vi forstå det. Nu skal vi ikke 
mere spejde efter mørke skyer, som pludselig 
kan opsluge os med fortvivlelse og håbløse 
tårer. Himlen er åben. Porten ind til Gud 
står på vid gab og Gud står med åbne arme og 
holder om os og smiler alle vores fejl og 
synder væk. Freden er jo hos Gud. Og når 
Jesus siger til synderinden og til os: Gå 
bort med fred.  Så betyder det, at dér hvor 
vi nu går hen, det er ind i fredens rige. 
Mon ikke kvinden følte, at hun altid gerne 
ville være sammen med Jesus. Men mon hun ikke 
også følte, at Jesus ikke sendte hende væk, 
når han sagde: Gå bort. Nej, fra da af følte 
hun altid Jesus hos sig, for hun var i hans 
rige, fredens rige. Og det rige kunne hun 
ikke gå ud af. 
     I den salme vi lige har sunget, taler 
Grundtvig om, hvor stærk Guds fred er, den er 
stærkere end døden, den er stærkere end 
angsten.  Vi finder den i Guds hånd, så føler 
vi end dødens pil, vi værger os kun med et 
smil. Vi får freden fra vores dåb, så vores 
bange sjæl bliver barneglad og bliver rolig 
selv midt i våbenbrag. 
     Og Grundtvig sammenstiller også freden 
og troen. Da Guds søn kom med freden, da var 
det kun tro han spurgte om. Så har vi tro, da 
skal med fred vi indgå til Guds herlighed. 
     Og troen går jo netop på, at det er Guds 
søn som kommer med freden.  Jesus er Guds 
søn, der tager os ud af fortabelsen og 
fordømmelsen og giver os adgang til Guds 
herlighed. Det må vi tro. 
     Grundtvig siger også, at grunden til at 
freden er stærk, det er at Jesus har bragt 
den i stand med angestsved. Og her tænker 
Grundtvig på langfredag, på Jesu død for os. 
     Jeg har hørt en sammenligning med 
lerkrukker. Hvis ting af ler skal kunne tåle 
varme og ild uden at gå i stykker, så skal de 
være brændt med en større varme end den som 
de senere skal bruges til. Når Jesu fred kan 
stå imod over for alt det vi kan komme ud 
for, så er det fordi freden er opstået i en 
endnu større brand end den verden kan udsætte 
os for. Freden er ildfast fordi Jesus har 
forarbejdet den på Golgatha, ja, man kan 
sige, at Jesus er gået gennem helvedes 
flammer, lagt djævelens rige i ruiner, så vi 
intet mere har at frygte. Vi frygter ikke 
fjendens magt. Som Grundtvig synger: Guds 
fred er mer end englevagt, den regner aldrig 
fjendes magt. 
     Det er på de vigtigste steder i bibelen 
vi hører om fred. Det er julenat, hvor 
englene synger: fred til mennesker med Guds 
velbehag. Det er påskedag, hvor vores 
opstandne Herre siger: fred være med jer.  Og 
Jesus siger det så stærkt et sted kort før 
sin død: Fred efterlader jeg jer. Min fred 
giver jeg jer. Jeres hjerte må ikke forfærdes 
og ikke være modløst.  Det er Jesu ord til 
os.  Det er Guds ord til os. 
     For der er det særlige ved Jesu ord, at 
de ikke kun blev sagt en gang til én bestemt. 
Nej Jesu ord er til hver enkelt af os og skal 
gentages, så vi aldrig går ud af dem, men 
bliver i hans rige. Jesu ord er stærke og 
befriende.  Jeg vil derfor slutte med en 
opfordring, som Paulus giver 
kollosensermenigheden: Lad Kristi ord bo i 
rigt mål hos jer, så skal Kristi fred råde i 
jeres hjerter. 
 
ny prædiken 
 
     Hvad kommer først troen eller frelsen. 
Det spørgsmål kan ikke besvares.  Uden tro er 
der ingen frelse. Og uden frelse, eller uden 
vores frelser, så havde vi ingen tro.  Men i 
prædikestykket i dag lyder det som om 
kvindens kærlighed kommer før tilgivelsen. 
Jesus siger: Hendes mange synder er tilgivet, 
for hun har elsket meget. 
     Der er dog ingen tvivl om, at kvinden 
har følt det sådan, at hendes hjerte 
strømmede over af taknemmelighed mod Jesus. 
Hun har følt, at hans frelse var det første. 
Hun har følt mødet med ham så overvældende, 
at hun måtte bøje sig for ham i ære og 
kærlighed.  Hun har ikke følt, at det kom fra 
hende selv. Glæden over at være nær ved Jesus 
overvældede hende. Hun har vel hørt ham 
prædike før eller anet, at Jesus ville tage 
imod hende. Hun troede, at der hos ham også 
var plads til hende;  og at det netop ikke 
skyldtes noget hos hende, men alene skyldtes 
Jesus.  Fra ham håbede hun på alt, sin 
frelse. 
     Farisæeren derimod ventede sig ikke 
meget fra Jesus.  Han så Jesus an og ville 
tale lidt med ham. Han modtog ham ikke 
engang, som man dengang modtog gæster. Der er 
to fortællingen i Det gamle Testamente, som 
viser, hvordan man skulle modtage gæster. 
Dels dengang da to engle kom til Sodoma for 
at besøge Lot. Han sad uden for byporten og 
da han fik øje på to mænd, som kom, gik han 
dem imøde og bøjede sig til jorden og sagde: 
Kære Herrer, tag dog ind og overnat i jeres 
slaves hus og vask jeres fødder. Og Lot 
tilberedte et godt måltid mad til dem. 
     Til forskel fra farisæeren i vores 
prædikestykke i dag, sørgede Lot for at hans 
gæster fik vasket deres fødder, ja, Lot tog 
imod dem ved at bøje sig til jorden for dem. 
     Det samme kan vi høre i fortællingen om 
dengang, da Herren besøgte Abraham.  Han sad 
uden for sit telt på den varmeste tid på 
dagen, og han fik øje på tre mænd, som kom 
gående, og straks løb Abraham dem imøde, 
bøjede sig til jorden og sagde: Herre, hvis 
jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke 
forbi din slave.  Men lad der blive hentet 
lidt vand, så I kan vaske jeres fødder og 
hvile jer. 
     Sådan tager kvinden imod Jesus i 
prædikestykket i dag. Hun bøjer sig for ham. 
Hun regner sig for hans slave.  Hun vasker 
hans fødder. Hun ser i ham sin Gud. 
     Måske er der flere lighedspunkter mellem 
fortællingen om Jesus og synderinden og de to 
fortællinger i Det gamle Testamente. Englene 
kom jo til Abraham og Lot for at bringe 
frelse. Det samme følte synderinden over for 
Jesus, at han er et sendebud fra Gud. Frelsen 
til Abraham var budskabet, at han nu endelig 
skulle få en søn. Sara, som også hørte de 
ord, hun lo, for hun troede ikke det kunne 
lade sig gøre. Synderinden, som vi hører om i 
dag, hun græder. Det er af glæde over at det 
umulige kan lade sig gøre, at også hun kan 
frelses. Hun græder af glæde og tro.  Englen 
siger da også til Abraham: Hvorfor ler Sara. 
Skulle noget være umuligt for Herren. Og det 
er netop sådan Jesus et sted taler om frelsen 
og siger: For mennesker er det umuligt. Men 
for Gud er alting muligt. Det tror 
synderinden, som vi hører om i dag.  Hun 
græder over det umulige, at Gud også vil 
frelse hende. 
     Der er ingen tvivl om, at kvinden følte, 
at hun intet kom med selv, tværtimod kom hun 
med al sin synd og kunne kun forvente straf. 
Det var alene af nåde at Jesus tog imod 
hende. Det var den nåde og kærlighed, som kom 
først, og derefter opstod glæden og 
kærligheden i kvindens hjerte. 
     Sådan kan man også læse lignelsen om de 
to skyldnere.  Det er først da deres gæld er 
eftergivet, at de føler lettelse. Synden er 
som en skyld, vi ikke kan betale os fra. Og 
det har ingen betydning om vores synd er stor 
eller lille.  Vi har intet at betale med. Men 
til gengæld har det betydning for vores glæde 
og lettelse, hvor stor en byrde vi føler 
bliver taget fra os.  Mennesker tager vel 
forskelligt på det at have gæld. Men mon ikke 
de fleste som går fallit med et stort firma, 
som de har arbejdet op, føler at hele deres 
livsgrundlag forsvinder og at de aldrig vil 
komme ud af det igen. Men hvis så hele deres 
gæld bliver strøget, så kan de begynde forfra 
på en frisk.  Så har de ingen overmenneskelig 
byrde at slæbe på.  Sådan er Guds tilgivelse 
af os, al vores synd bliver taget fra os. Vi 
skal ikke slæbe på den. Vores hjerte skal 
ikke tæres op indefra. Men vi må have helt 
ren samvittighed.  Ikke fordi vi har gjort 
noget godt, men fordi Gud er så uendelig god, 
at Gud eftergiver al vores skyld. 
     Men man kan så stille det drilske 
spørgsmål: hvor glade og lettede vi er over 
vores synders forladelse. Om farisæeren må 
man jo sige, at han slet ikke elskede Jesus. 
Han så ikke på Jesus med kærlige øjne, men 
med kritiske øjne.  Og da kan man slutte 
tilbage, at når han ikke elsker Jesus, så har 
farisæeren altså ikke fået eller taget imod 
tilgivelsen. Synder er farisæeren jo.  Også 
selv om han måske kun mener, at han skylder 
Gud lidt.  Tilgivelse er det eneste, som kan 
frelse ham. Men hans manglende kærlighed er 
jo tegn på, at han ikke til tage imod og tro 
på tilgivelsen, som Jesus bringer. Og det 
mærkelige er, at så må farisæeren straks 
erkende, at han stadig er i sin synd, hvor 
stor eller lille den end er. Og måske mærker 
han, at den pludselig er blevet større. For 
han må jo indrømme, at han nu har skilt sig 
selv fra Gud.  Og da han er en from mand, så 
indser han i sit hjerte, at det eneste han 
kan gøre, er at bede om Guds tilgivelse. 
     Mon ikke fortællingen har den virkning 
på os alle, at vi tænker på kvindens 
overstrømmende kærlighed og tænker, at vi 
gerne ville ligne hende.  Og da er vi nået et 
langt stykke. Det var ellers den sidste man 
ville ønske at ligne, en synderinde. 
Farisæeren derimod, som levede et solidt og 
pænt liv, ham kunne man bedre forstå hvis han 
skulle efterlignes. For folk på Jesu tid var 
det endnu mere uforståeligt. Der var ingen 
kvindelige farisæere.  Men Jesus tager imod 
kvinden, også selv om hun har levet et liv så 
langt fra farisæerens rene som man kan tænke 
sig. Det betyder, at Gud tager imod og 
tilgiver os alle, hvem vi end er. Det giver 
håb til alle os syndere.  Vi skal ikke leve 
op til farisæerens strenge og rene liv. Vi må 
være sammen med Jesus selv om der kan sættes 
mange pletter på vores liv. 
     Kun det kan give os en ægte fred i vores 
hjerter.  Jesus siger jo til kvinden: Din tro 
har frelst dig. Gå bort med fred. Freden 
kommer alene af, at Gud tager syndens byrde 
fra os. 
     Martin Luther har fortalt om en 
erindring fra sin barndom. Det var engang, en 
sommer, at to svalepar havde bygget deres 
reder inde under loftet i stuen i det 
lutherske hjem  og det var nok især én dag, 
en varm sommerdag, han mindedes, at alle døre 
og vinduer stod åbne i huset, og der var en 
flyven af de her svaler ud og ind, - det var 
ligesom stuen eller hjemmet gik i ét med hele 
den store sommerdag udenfor. 
     Det stod for Luther som billede på Guds 
forhold til os. Gud gør, at vores liv går i 
ét med hele hans kærlighed. Også selv om der 
kun er lavt til loftet hos os, selv om 
syndens byrde hænger over os, så kommer Guds 
ånd som en svale eller en due svævende til os 
og fjerner alt det, som skiller os fra Gud. 
Himlen er åben. 
     Sådan følte synderinden det. Hun følte 
sig i himmerige, da hun hørte Jesu 
tilgivelse. Hun følte en fred, som intet 
kunne tage fra hende, hverken hendes egne 
fejl eller andres foragt. Sådan må vi alle 
føle det, at vores lille livs stue står i ét 
med hele den store sommerdag udenfor, Guds 
lyse rige. 
 
ny prædiken 
 
     Jesus er inviteret til en herrefrokost. 
Og det er de ledende mænd i den by, som er 
med ved bordet. Pludselig kommer en kvinde 
ind. Hun er ikke inviteret, og hun er ikke en 
af de ledende i byen. Hun har et meget 
dårligt rygte. De fine mænd kender hende og 
hun kender måske også dem. Det er grunden til 
at de ikke smider hende ud. De vil nødigt, at 
det skal blive offentlig kendt, at de ved, 
hvem hun er. 
     Det er utroligt så meget mennesker 
ligner hinanden til alle tider. Også hos os 
er der nogle, som kan få et dårligt rygte, 
som andre helst vil smide dem ud.  I sidste 
uge var der en fjernsynsudsendelse, som 
handlede om en 15-årig pige. For 50 år siden 
kom hun til en lille ø for at være 
tjenestepige i præstegården.  Hun blev 
forelsket i en af drengene på øen og gik 
meget sammen med ham, men de holdt kun 
hinanden i hånden.  Præsten må have ment, at 
det var farligt eller at de unge levede i 
synd, for han sendte pigen væk. Han spurgte 
om hun ikke ville på højskole, men i 
virkeligheden var det et hjem for vildfarne 
piger, hun blev sendt til. Dér levede hun i 3 
år, selv om hun ikke havde gjort noget 
forkert. 
     Det ligner det som skete på Jesu tid, at 
de pæne er gode til at dømme andre, og nogle 
gange er dommen uretfærdig. Det er også ens, 
at de fine hos os kommer sammen ligesom 
farisæerne, for at styrke hinanden i deres 
tro.  Også hos os, i Haderslev, er der mange 
klubber eller loger, hvor mænd mødes en gang 
om ugen til spisning for at tale sammen. Det 
er som regel de ledende i samfundet som 
mødes. Det er dem,som har en høj stilling og 
som andre ser op til. Det ligner den 
herrefrokost Jesus er inviteret til. 
     Der er ikke stor forskel på farisæerne 
dengang og vores ledere, hvad enten de er 
kvinder eller mænd.  Farisæernes eneste tanke 
var at tjene retfærdighed. Den rigdom de 
søgte var altså himmelsk, men de følte, at 
den rigdom smittede af på dem allerede her i 
deres jordiske liv og gav dem stor anseelse. 
De førte sig på samme måde, som rige gør hos 
os, med selvbevidsthed og stolthed. 
Farisæerne mente at de kunne tjene 
retfærdighed ved hårdt arbejde, nemlig ved at 
overholde alle Guds Gud, gerne gøre mere end 
Gud krævede. 
     Vore dages ledere, kvinder eller mænd, 
har også kun en tanke, at tjene rigdom. Den 
rigdom er ikke himmelsk, men har sammen 
virkning for dem, som for farisæerne, at den 
styrker deres selvbevidsthed og stolhed. Og 
de mener også, at det er med hårdt arbejde, 
det skal lykkes. Dem, der tjener allermest, 
sover kun 4 timer om natten, kunne man høre i 
en tv udsendelse om pengenes magt. 
     Der er også mange af vor tids ledere, 
som dømmer andre mennesker hårdt.  Dem, der 
klarer sig dårligt, er dumme og dovne og selv 
skyld i deres ulykke. 
     Når det er penge og pengebegær, som har 
magten, er det nødvendigt med en hård moral. 
De dårlige arbejdere bliver fyret. De 
firmaet, som ikke tjener penge, blive opkøbt 
af andre og lukket. 
     Den hårde moral udtrykte en meget rig 
mand i fjernsynsudendelsen om pengenes magt. 
Han blev interviewet på et stort slot. I hans 
stue var dyre malerier og guldlamper.  Han 
tjente penge ved at overtage firmaet, som 
ikke gik godt.  Så fyrede han ledelsen og 
mange af arbejderne og svingede pisken over 
dem, der blev tilbage, så de fik gang i 
produktionen.  Han sammenlignede det med 
naturen, hvor det er nødvendigt med rovdyr. 
Hvis ikke rovdyr renser ud og skaber frygt, 
så uddør det hele eller går i stå. Det var 
hans moral. 
     Lige så hårde var farisæerne. Deres 
moral var lige så dyrisk. Det var også begær, 
som drev dem. De prøvede også at sætte gang i 
andre ved at svinge pisken over dem og skabe 
frygt. Og det endte som regel med at de 
fyrede eller dømte andre til at være syndere 
og tabere. 
     Den dyriske moral i vor tid skaber 
tabere. I fjernsynsudsendelsen hørte man om 
New York, at der under det økonomiske opsving 
er kommet mange nye milliardære, men der er 
også kommet flere fattige, ja, der er opstået 
en underklasse, som ikke ejer andet end de 
kan have i en papkasse, og de sover i 
parkerne om natten. 
     Synderinden i prædikestykket i dag hører 
med til en sådan underklasse.  Hun er mere 
end fattig. Hun er udstødt. Man kan se det 
af, at farisæerne ikke vil have hun kommer 
dem nær, eller rører ved dem. 
     Hvordan bedømmer Jesus farisæerne og 
dermed vores pengesamfund. For det første 
skal man lægge mærke til, at han åbenbart 
ikke mener, at der nogle, som er vindere og 
nogle tabere. I hans lignelse, som han 
fortæller farisæerne, er begge personer 
skyldnere. Forskellen er, at den ene skylder 
mere end den anden. Dem, der ser ud til at 
have vundet i livets lotteri, adskiller sig 
altså ikke så meget fra os andre. Man kan 
også se det af, at rigdommen hurtigt kan 
smuldre for milliardærerne. Der er jævnligt 
skandaler, hvor det viser sig, at den rige 
har været drevet af pengesyge, så han blev 
drevet ud i ulovligheder.  Hele hans pæne liv 
falder fra hinaden, at det viser sig, at han 
i virkeligheden er en skyldner. Han har i 
hvert fald tabt over for pengesygen. 
     For det andet fortæller Jesus, at det 
rigtige liv og lykken kan vi ikke tjene til, 
hverken ved hårdt arbejde eller hård moral. 
Den eneste frelse vi kan finde er i Guds 
tilgivelse.  Det betyder ikke, at vi ikke 
skal være moralske. Men det kan ikke være en 
moral, hvor vi vil tjene anseelse, eller 
dømme andre. Det er kærlighedens og glædens 
moral, hvor vi tilgiver andre og hjælper uden 
at se ned på dem. 
     Man kan spørge, hvor megen glæde mon de 
rige har.  Nogle af dem har ikke tid til at 
spise frokost, fordi de skal følge med i, 
hvordan aktiekurserne udvikler sig i hele 
verden, dag og nat. Og dem, der er nyder der 
rigdomme og holder store fester, mon de ikke 
er omgivet af mange behagesyge og uærlige 
mennesker, som ikke tør være sig selv over 
for værten. Det er kun et overfladeliv. 
     Jesus holder os fast på, at vi alle er 
syndere og skyldnere, og han giver os Guds 
tilgivelse, så vi kan være sammen i kærlighed 
og glæde. Glæden som Jesus giver er til alle, 
til underklassen og til dem, som synes de er 
fine og pæne. 
     Det som Jesus giver os er en ægte glæde. 
Vi får ikke anseelse og selvbevidsthed, så vi 
kan rose os selv og se ned på andre. Vi får 
tilgivelse og den kan man ikke tjene sig til. 
Virkningen er ikke et strålende liv i stor 
rigdom, moralsk eller materielt, men et liv i 
tro, dvs.  i kærlighed.  Det vi får er fred, 
dvs. fred fra alt begæret som driver de 
pengesyge og magtsyge, fred til at være 
sammen med andre uden at dømme dem. 
     Jesus stiller altså det pæne liv over 
for den ægte glæde. Vi som lever et pænt liv 
kan let blive altfor kolde over for andre og 
ikke særlig imødekommende.  Vi skal lære, at 
den ægte glæde kan vi kun få som gave. Vi kan 
ikke tjene til den ved nok så hårdt arbejde 
eller hård moral. 
     Glæden kan vi alle få som gave, nemlig 
ved at vi får tilsagt vores synderes 
forladelse, hvor forskellige vi end er. Jesu 
ord til os må vi hage os fast i. 
     I epistlen som vi hørte fra alteret 
hørte vi jo, at troen kommer af det som 
høres, og det som høres kommer i kraft af 
Jesu ord. Det er Jesu ord til os om vores 
synd og vores tilgivelse som fremkalder tro i 
os, den tro som viser sig i taknemmelighed og 
glæde og kærlighed og frelse. 
     Vi må altså se bort fra al vores ulykke, 
vores fiasko, vores skuffelse over os selv. 
Det eneste vi skal gøre er at høre Jesu ord. 
Vi skal se bort fra al vores pænhed og og 
selvtilfredshed. Det er ikke den, som kan 
frelse os. Nej, den kan snarere ødelægge 
vores forhold til Gud og til andre mennesker, 
skabe skel, så vi ikke ser vores næste eller 
Gud. Vores pænhed og selvtilfredshed kan 
blive til et rækværk, vi ikke kan se over. 
Det skulle jo nødig gå sådan, at den glorie 
man mener man har over hovedet, at den falder 
ned og bliver til den horisont man har, så 
man ikke kan se længere end til sig selv. 
     Vi må bede til, at Jesu ord vil bryde 
igennem både vores skuffelse og fiasko og 
gennem vores pænhed og selvtilfredshed. Sådan 
som Jesu ord jo nåede ind til både 
synderinden og farisæeren, og hos den, som 
troede Jesu ord, skabte det en overvældende 
glæde.