Litterære tekster til vielsestaler



Khalil Gibran: "Profeten" (Jespersen og Pio 1981).



- Om kærlighed; s. 12 - 14:

"Thi ligesom kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer.

Ligesom den øger jeres vækst, skal den også sørge for jeres beskæring.

Ligesom den hæver sig til jeres højeste og kærtegner jeres spædeste

kviste,

der sitrende strækker sig mod soeln,

således skal den også nedstige til jeres rod og ruske densklamrende fæste

i dybet.

......

Men dersom I af angst kun vil søge kærlighedens fred og kærlighedens

glæder,

da er det bedre for jer, om I dækker jeres nøgenhed

og begiver jer bort fra kærlighedens tærskelo,

til den uomskiftelighedens verden, 

hvor I skal le, men ikke al jeres latter,

og græde, mem ikke alle jeres tårer.



Kærligheden giver intet andet end sig selv og tager kun fra sig selv.

Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes;

Thi for kærligheden er kærlighed alt.



Når I er opfyldt af kærlighed, sig da ikke:

"Gud har taget bolig i vort hjerte",

men snarere skal I sige: ""Vi dvæler i Guds hjerte".

Og tro ikke, I kan bestemme kærlighedens kurs;

the dersom kærligheden finder jer værdige,

skal den bestemme jeres kurs".



- Om ægteskab; s. 13 - 16: 

"Elsk hverandre, men gør ikke kærlighed til en forpligtelse.

Fyld hinandens bæger, men drik af hvert sit.

Giv hinanden af jeres brød, men spis ikke af samme skive.

Syng og dans tilsammen og vær glad, men lad dog hinanden alene.

Ligesom lut´en strenge er alene, om end de sitrer med samme melodi.

Giv jeres hjerter, men ikke som hinandens besiddelse;

Thi kun livets hånd kan rumme jeres hjerter.

Og stå sammen, men dog ikke for nær hinanden;

Thi templets søjler er adskilt,

og cypressen og egetræet vokser ikke i hinandens skygge.



- Om venskab; s. 57 - 58.

N.F.S.Grundtvig: "Hvad er det min Marie" (1851) 



1. Hvad er det, min Marie, som gør det at vi to,

vi tale eller tie på færde og i ro,

os føle viet sammen som kirken og dens amen,

som præst og menighed?



2. Det er, at vi kan være hinanden, som vi er.

Det er, at vi kan bære hinanden, som vi er.

Det er, at vore munde, vi våge eller blunde,

dog mødes i et kys.



3. Kun på en egen måde vi er i grunden et.

Vort liv var os en gåde til vi opdaged´ det,

men nu har vi opdaget, i hjertefavnetaget

vort liv er fælles lyst.



4. Nu er det kun en gåde for os at tænke på,

hvordan vi af Guds nåde kan evigt leve så.

Thi uden ny og næde kun varer liv og glæde

af synd og død til trods.



5. Derfor vi os forbinder i tro og kærlighed

med dødens overvinder, som daled til os ned,

som til Gud Faders ære vil støvet klart hjembære

i Åndens favnetag.

                                (Teensangbogens nr. 141).



Søren Kirkegaard i "Kærlighedens gerninger":

"Som den stille Søe grunder dybt i de skjulte Kildevæld, hvilket intet Øje

saae,

 således grunder et Menneskes Kærlighed endnu dybere i Guds

kærlighed.

Dersom Gud ikke var Kærlighed, da var hverken den stille Søe,

ej heller et Menneskes Kærlighed".                        

                                                                                   (Fra Vielsestale nr. 2 s.

4).



Søren Kirkegaard i forordet til "Kærlighedens gerninger":



"Hvor skulle der kunne tales reteligen om kærlighed,

hvis du var glemt, Du kærlighedens Gud,

fra hvem al kærlighed er i himlen og på jorden;

Du, som intet sparede, men gav alt hen i kærlighed...

Hvor skulle der kunne tales reteligen om kærlighed,

hvis du var glemt, Du, der gjorde det åbenbart, hvad kærlighed er,

Du, vor frelser og forsoner, som gav dig selv hen for at frelse alle!

Hvor skulle der kunne tales reteligen om kærlighed,

hvis du var glemt, Du kærlighedens Ånd,

Du, som intet tager af dit eget, 

men minder om hint kærlighedens offer,

minder den treonde om at elske, som han er elsket, og sin næste som sig

selv.  



Tove Ditlevsen: Så tag mit hjerte



Så tag mit hjerte i dine hænder,

men tag det varsomt og tag det blidt,

det røde hjerte - nu er det dit.



Det slår så roligt, det slår så dæmpet,

for det har elsket og det har lidt,

nu er det stille - nu er det dit.



Og det kan såres, og det kan segne,

og det kan glemme og glemme tit,

men gelmmer aldrig, at det er dit.



Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,

det sov og drømte i lyst og leg,

nu kan det knuses - men kun af dig.

  





Svend Åge Madsen: 

"Se dagen lys" (om "udskiftningssystemet" og altings undværlighed). 

                                                            





Eventyret om Tornerose (er ikke bare et eventyr!).





Forfatteren Ellen Heiberg om kærligheden:



Kærligheden er en fugl,

som vi fanger for at høre den synge.

Vi tager den varsomt i hånden

- lytter og glædes

- før vi slår den ihjel.





Benny Andersen:



Mødes og skilles og mødes igen

varmt er det hjerte, der bløder

livet begynder bag smerten, min ven

lykken må vandre på gløder

Tekster fra "Størst er Kjærligheden - Tekster om

samliv" 

En antologi ved Egil Elseth.  (IKO-forlaget 1989/95)





Den norske forfatter Hamsum:

"Da Gud sagde: "Bli lys!" blev kærligheden til"  (s.10).





Den norske forfatter Nordahl Grieg:



Det glitrer blankt i sykkelstyre.

Nu er det juni og heggeduft.

Og unge jenter har tynne tøyer

imellem sig og den lyse luft.



De går på veien med hver sin sykkel.

I taushet vandrer de, to og to.

Men bak den driver de unge gutter

i søndagsblådress og brune sko.



Og de blir modige: Lån mig syklen!

Det får de lov til, de unge menn.

Blå dresse suser langs hvite hegger.

Så får hun sykkelen sin igjen.



Men nu går gutten ved hendes side,

hans djerve plan er blett kronet med hell:

han holder taket i sykkelstyret!

Og rundt omkrinng er det junikveld.



Og hennes hånd er på den anden siden,

den gjør et kjærtegn, en litten sving:

vi går og holder i noe sammen!

Og begge later som ingenting.



De går på veiene ganske tause,

med hjertet fylt av hva begge vet,

mens neven knuger det blanke nikkel.

O sykkelstyre. O kjærlighet.



Den franske filosof Voltaire:



"Kærligheden er den stærkeste af alle lidenskaber, fordi den samtidig

angriber hovedet, hjertet og sanserne" (s.13).



André Bjerke:



Her på jorden opererer den hemmelige armé

uten våpen, ubevæpnet som en eng af kløverblomster.

Uavbrutt mobilisert i millioner sammenkomster

vil arméen styrke være. Den vil vokse som et tre.



Den er uten uniformer, distinktioner og befal,

men soldatens sold er livet. Han får rikelig betaling.

Og han lystrer ingen ordre - uten hjertes dagsbefaling,

som er gitt ´en gang for alle av en ukendt general.



Det er bare to soldater i hver enklet bataljon,

men arméen selv er veldig og har mektige reserver.

Den forstærkes uophærligt. Og hver nu rekrutt den verver,

er en overvunnet mulighet for krig og destruktion.



Anonyme er den helter. Og de er det også nu.

De blir glemt. Men i et drama af udødelig teater

har en dikter hedret to af hærens falne frontsoldater

fra Veronas ætterfeide: Capulet mot Montague.



Ubemerket av all verden vil arméens vilje ske.

Den har satt seg - ganske ubevisst og uten felttogsplaner -

større mål enn noe jordisk efterretningsvæsen aner.



Alle elskende på jorden er en hemmelig armé.



Ferdinand Freiligrath:



Elsk så lenge som du kan, og har en venn å holde av,

for timen kommer da du står og gråter ved en grav.

Og la ditt hjerte flamme rent, og elske høyt og elske hett

så længe som en anden sjel vil med din egen sjel bli ett.



Og gjør alt godt du kan mot den som lukker opp for dig sitt bryst,

og gi ham ingen times kval, men gi ham alle timers lyst!

Og vokt din egen tunge vel: Det falt så lett et heftigt ord.

Du mente ikke hva du sa, men den du elsker, gråter da.





Piet hein:



OM AT GI OG FÅ



Den kolde grå økonomi:

Pas på at få, lad vær at gi -



den vejer tungt men glemmer let

et enkelt punkt på sit budget,



og det består i de værdier,

den bare får som bare gir.



TO IDEALER



Den drøm, som dybest i dit hjerte rinder,

er den at stå som ubesjret vinder.



Men det, der står som målet for din skaber,

er måske drømmen om den gode taber.



Egil Utaleig



IKKE FOR NÆR



Ikke for nær

nei ikek fornær

da skygger vi for hverandre

vi vil leve i solen



men ikke for langt bort

for greinene våre må fp styrke

hverandre i kveldsvinden



og i de dype nettene

vil vi føle den andres langsomme åndedrett

i takt med stjernerne og skuerne som driver sakte vekk

og i det første glitter av morgen

vil jeg høre løvet ditt rasle nær meg



ikke for nær

så vi suger næreing av samme jord

for da kan vi aldrig bli store



men så tett sammen

at vi kan ta hevrandre

når vi er ensomme

og falle nær hverandre

til slutt



Viggo Stuckenberg



TO SOM ELSKER HINANDEN



Thi to som elsker hinanden,

kan volde hinanden mer ondt

end alle de argeste Fjender,

som hævner sig jorden rundt;



og to som elsker hiannden,

kan læge de ondeste Saar

blot ved at se på hinanden

og glatte hinandens Haar.

Märta Tikkanen



PÅ KINESISK SKRIVER MAN



På kineisiske skriver man

ordet "kris"

med tecknet för "Fara"

og tecknet for "möjlighet"



Länge har jag känt faran

som hänger över dej och mej

Många gånger har jag undrat över

att den ännu inte

har fallit ner över oss

och krossat oss



När du hade blivit en främling

som gick omkring bredvid mej
och la sej på mej trodde jag

att ingenting annat fanns kvar  för os

än vägen från noll til minus

den ville jag förskona oss



En hel dag satt du i stolen

med hatten på dej 

och handskerne i handen

på vägg att gå

men du gick inte

och jag bad dej inte

att du skulle gå



Istättaet talede vi plötsligt med varandra

och lyssnade på vad vi så