Prædiken, Hellig 3 Kongers Søndag, 1998.
Matthæus 2, 1-12.
DDS: 696-349-115/113-664.
Endnu holder vi jul i kirken. Er det sådan, at vi
stadigvæk har adventskransen hængende derhjemme, og
står juletræet endnu på sin fod, så er det som det skal
være. For som kirkelig højtid varer julen til den 6.
januar, Hellig tre kongers Dag. At det så
 i mellemtiden har været nytår, spiller ingen rolle.
Skiftet fra 1997-98 er det borgerlige nytår. Det
kirkelige nytår har for længst været: 1. søndag i
advent.  Til julen hører evangeliernes fortællinger om
barnet Jesus. I dag, Hellig 3 Kongers søndag, som i år
falder endnu inden julen er klinget helt ud, er det så
også en barndomsfortælling: Matthæus' fortælling om de
vise mænd fra  sterland - eller som de siden
kom til at hedde:
                                       De hellig tre
                                       konger, så
                                       hjertensglad fra
                                       hjemmet de droge
                                       til Bethlehems
                                       stad,
de toge sig for den rejse så lang
at finde Jesus i krybben trang.
De havde jo set en stjerne. Siden hen gjorde B.S.
Ingemann denne stjerne til selve solen, som alle
stjerner nejer sig for:
                                       Og alle stjerner
                                       nejer sig, hvor
                                       østens sol går
                                       frem, den synes
                                       dem hin stjerne
                                       lig, der stod
                                       ved Bethlehem.
Andre igen mener, at der virkelig var en ny stjerne på
himlen i forbindelse med Jesu fødsel. Det er jo noget,
man faktisk godt kan beregne sig tilbage til ved hjælp
af astrofysik og matematik. - I år 7 før Kr. skulle der
ifølge astronomerne således have
været en særlig klart lysende stjerne.
Og Matthæus selv lader i hvert fald en stjerne spille
en vis rolle. Men vel mest af alt for at få sagt, at så
skelsættende var fødslen julenat, at selv universet er
draget med ind i den. Fødslen angår alt, hvad der er
skabt på himmel og på jord, -for
det er Skaberen af jord og himmel, der nu træder frem
og lade høre fra sig. Himlen ligger nu på mulde, Gud er
blevet jordens gæst. Ånders konge blev støvets gæst.  -
Sådan bliver stjernen da til det som Grundtivg kalder
en ledestjerne. Det gør den ikke ringere. Det sætter
den kun på plads, på himlen, som en ledestjerne. Derfor
skal vi ikke gå ud og kigge stjerner for at blive kloge
på vort liv, men vi skal kigge
ned i krybben og se det barn, som julenat blev født, og
som stjernen leder hen til.  Det er populært at kigge
stjerner. At lytte til horoskopet. Der er også sket en
udvikling i det. Det er ikke længere kun forbeholdt den
hjemmegående husmor lige for en stund at studere i
ugebladene, hvad stjernerne siger om den kommende uge.
Erhvervslivet,
sågar amter, bruger i større og større grad
astrologer, når de skal ansætte personale, og ikke kun
i de ledende stillinger.  For nylig kunne et af vore
dagblade fortælle om en sygehjælper, der havde søgt
ansættelse på en hospitalsafdeling. Hun skulle i
ansættelsespapirerne angive fødselstidspunktet. Altså
ikke fødselsdagen, men selve klokkeslættet for fødslen.
Til hvad nytte?
Jo, så at en stjernetyder, en astrolog, kunne afgøre,
om vedkommende var egnet til at fungere på lige netop
denne hospitalsafdeling. - En anden, kunne samme avis
fortælle, måtte for afdelingssygeplejersken ikke
påbegynde et nyt arbejde på en mandag.
Sådan trives religiøsiteten på bedste måde da stadigvæk
i dagens Danmark. Det er muligt, at kirkerne er
halvtomme, eller det er de vel, hvis det endda kan gøre
det. Det er muligt, at sådan noget som vores folkekirke
efterhånden er blevet reduceret til
en servicestation. Sine steder er det vel sådan. -
Men derudaf kan man ikke aflæse folks religiøsitet. Den
er der skam. Og den trives så godt som nogensinde. -
Faktisk tales der i disse år om en helt "ny tidsalder"
for alt, hvad der på nogen måder har med det åndelige
at gøre. "New age". Som ikke er en
 bestemt religion. Snarere en sammenblanding af alt
muligt. Og først og fremmest af alt det, man gerne vil
høre. Som ikke sårer. Som ikke ved om ondskab og død,
eller skyld. For i den nye religiøse tidsalder vil man
altså ikke trædes over tæerne.  Naturligvis findes der
dårlig religion og god religion. Man bør gøre sig det
klart. Og der findes kristendom som måske slet ikke er
nogen religion. - I hvert fald: horoskopet og
kristendommen kan ikke være i stue sammen.  Horoskopet
vil oplyse os om vores skæbne. Der er årshoroskoper,
som kan købes i boghandelen, og som bliver købt, og som
straks fortæller alt om os og vores skæbne for et helt
år. Ikke ubeskedent. Der er ugehoroskoper og
månedshoroskoper, som så er lidt
mere beskedne og tilbageholdende, men man prætenderer
jo det samme: At sige noget om det, som det skulle være
umuligt at sige noget om.  I kirken, hvor evangeliet
skal lyde, da siger vi derimod: Ske din vilje.. Dvs.:
vi beder. Forskellen er, at med det ene, horoskopet, da
søger man sin egen sikkerhed, som ikke findes; med det
andet tager vi hverdagen op i tillid til vor Gud og
Fader.  Og hvor man må fortvivle, når horoskopets
beregninger viser sig ugunstige, hvilket de sagtens kan
gøre, når man søger ansættelse, så holder vi her fast
ved Fadervor, også når det uforståelige sker. For der
er forskel på at være født under en eller ande
n stjerne eller i et eller andet stjernetegn, og så det
at kende som børn vor Fader blid.  Fadervor og
horoskopet. De to kan ikke gå hånd i hånd. For hvor
stjernetyderne vil udlevere os til skæbnen, så vil
evangeliet befale os i Guds hånd. - Godt kan vi nu ved
nattetid kende som børn vor Fader blid. - Dvs.:
Skaberen af stjernerne er nu trådt
 frem. Stjernerne, de er i sig selv ingen ting. De er
ikke guder og kan ikke giver orakler. Men stjernerne
har en skaber, og han viser nu ansigt. -Det er stjernen
over Bethlehem et tegn på. Den er en ledestjerne. Viser
hen til Jesus Kristus. Han, som urokket står for vist,
falder end hver stjerne. Han, som er du soles sol fra
Bethlehem, hvem tak og lov og pris tilkommer, fordi her
blev døden kaldt
for død. Og dog for en overvundet død - af Guds
barmhjertighed. Og livet blev kaldt dette - dit - liv.
Med skyld og synd. Og dog et liv af Guds barmhjertighed
- og på hans ord. - Dette lys og dette klare ord skal
stjernen over Bethlehem minde os om.

Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er
hans guddoms- ord det klare,

som han os lod åbenbare

til at lyse for vor fod.  Så drejer det hele sid da om
guddomsordet. Stjernen over Bethlehem skal vi derfor
ikke fordybe os yderligere i. Enhver stjerne er skabt.
Det er deres herlighed, men det er også deres
begrænsning.  Det var jo heller ikke således, at
vismændene drog hjemmefra for at tilbede stjernen. Nej,
de drog ud:
for den konge at oplede, for den konge at tilbede, som 
var født i samme stund.
                      
De brød op fra deres eget, drog til et fjernt sted,
tilbad, og med den tilbedelse bag sig drog de atter
hjem. - Modsat Herodes. Modsat hver den, der klammer
sig til sin magt. Modsat hver den, der er bange for at
blive afsløret som en kejser uden klæder.
Modsat hver den, hvis selvretfærdighed kan afgøre
alt.  Vismændene, de er derfor forbilleder. De holdt
ikke hårdnakket på deres eget. De havde ikke allerede
slugt alverdens visdom. De kunne være blevet derhjemme
og være gået til i selvretfærdighed, men de gjorde det
ikke. De affærdigede ikke på forhånd, at
der kunne være nyt under solen, om det så også ikke
passede ind i deres regnskab. - Men de lod egen visdom
være visdom, rejste til et fjernt sted, tilbad, og på
denne tilbedelse drog de så hjem igen.  At gå til kirke
er vismændenes rejse. På mange måder er det jo også en
fjern rejse. Måske ikke kilometer-mæssigt. Men et
fjernt sted er kirken jo i den forstand, at her læses
der ikke det samme som i ugebladene; nyhederne er på
alle måder gamle, men ud
mærker sig ved, at de ikke kan slides op. - Og i
særdeleshed gælder det, at her må vi bryde op fra vort
eget. Vore egne forestillinger om skæbne, om magt, om
liv og død. - For her lægger vi det hele i Guds hånd,
og lever så vort liv på eget ansvar.  Ja, her skal vi
tro, at året, der er begyndt ikke er stjernernes år,
men Herrens år. Vi må tro Guds ordet, der blev kød og
tog bolig i blandt os. Og tilbede Gud for dette
livsalige ord. Og så tage vort liv op igen.


Amen.