10. søndag efter trinitatis



Læsning     : Ez. 33,23.30-33

Evangelium: Math. 11,16-24 

Salmer       : DDS 1, 128 - 278 og 694.



Prædiken:



Søren Kierkegaard var ikke blot teolog, filosof og tænker.

Han var også en skarp iagttager af det samfund, han levede i. 

Og som tiden er gået, er det i stigende grad blevet klart, hvor rammende

hans kritik i virkeligheden var, idet han netop stod ved begyndelsen til

det moderne samfund, vi lever i dag.

 

En af de skarpe iagttagelser, som ikke har mistet relevans, 

er Kierkegaard kritik af samtidens borgere for at distancere sig fra livet,

leve uegentligt eller, som han kalder det; 

at være “Publikum”.

For er der noget, der kendetegner vor moderne tid, så er det, at vi mere

eller mindre frivilligt acceptere at være reduceret til passive tilskuere

for alt, hvad der er vigtigt og væsentligt.



Dette skyldes selvfølgeligt bl.a. medierne.

Medierne er vore forlængede sanser ud i omverdenen.

Gennem medierne modtager vi information om alt;

Om oversvømmelser i Kina, terrorbomber i Østafrika, 

folkemord i Albanien, men selvfølgelig også spørgsmålet om renovation  af

skolebygninger, prioriteringer i sundhedsvæsnet og revnerne i soklen på

Storebæltsbroen.

Meningen er ganske vist, at vi gennem en almen orientering og viden om alt

dette skal blive oplyste samfundsborgere, 

der kan tage stilling og handle ansvarligt, 

men der skal ikke megen iagttagelse til for at konstatere, 

at dette netop ikke er tilfældet.

  

For aldrig har vi vist så meget som i dag - og aldrig har så mange forholdt

sig så passivt til det, der sker omkring dem.

Mest grelt er det naturligvis, når nogen bliver overfaldet i et S-tog eller

på gaden, og de fleste bare skynder sig forbi. 

Men også noget så fredsommeligt, som at tage del i ansvaret for ledelse af

foreninger i lokalsamfundet, skolebetyrelser, de politiske partier,

menighedsråd eller måske, vist man går højt - kommunalbestyrelsen eller

folketinget - alt dette er som oftest kun for de få trofaste lærlinge af

general Napoleon.

Overalt, hvad der arbejdes med disse ting lyder meldingen;

de fleste vil gerne være med, når det er let og sjovt, færre vil være med

til at tage ansvar og få tingene til at fungere. 

Med andre ord: 

Heller være publikum på distancen end selv tage ansvar! 



Måske er det, når det kommer til stykket, ikke så mærkeligt. Det er jo så

meget, man kunne kaste sig over, så man er jo nødt til at skære igennem,

vælge til og vælge fra, eller som det hedder på moderne nudansk “prioritere

sine ressourcer”.

Og det gør vi så, prioritere det, der er nærmest: arbejdet, familien og

vore egne interesser, mens vi overfor fællesska- ber i bredere forstand

nøjes med at forholde os som tilskuere.

Gennem de tilbagevendende afstemninger, som vi opfatter som fundamentet for

demokratiet, giver vi de folkevalgte politikere karakter efter, hvor godt

de spiller deres roller, hvordan de er klædt og hvordan de takler 20 min.

talkshow med en smuk kvindelig studievært og en politisk modstander.



Og for rigtigt at understrege, at dette jo kun er skuespil, er vi som regel

altid sekunderet af et indkaldt publikum i studiet.

Dermed ender vi der, hvor publikumseffekten fordobles; 

Vi ser på og følger reaktionerne hos et studiepublikum, der repræsenterer

os overfor de folkevalgte politikere, som igen er nogen, vi har valgt til

at repræsentere os i det politiske liv.

Men hvor er vi selv? 

Vi er udenfor - vi ser på! Vi er reduceret til publikum!



Det samme kan vi iagttage i kulturlivet, hvor kunst, sport og en hel masse

andre menneskelige aktiviteter, trækkes væk og bliver noget, der foregår

langt fra os, og som vi enten ikke har mulighed for eller lyst til at gribe

ind overfor.

Det moderne samfund er blevet et underholdningssamfund 

- en stor scene, hvor den ene forestilling afløse den anden uden anden

reaktion end publikums applaus eller hylekor.



Og hvad er der så egentligt galt ved det,?

Vel ikke andet end at vort liv langsomt, men sikkert tømmes for alvor. Alt

bliver pjank og underholdning. Vi bestiger bjerge eller kaster os ud i

faldskærm eller elastik, for blot at mærker suset af at være en levende,

der balancerer på kanten og spiller narefis med døden - men kun for sjov!

Eller vi søger suset på TV, så det eneste krav politikkerne efterhånden har

respekt for, er kravet om flere kanaler, billigere teletakster og større

kapacitet på bredbåndsnettet.

Og når alt bliver underholdning og intet mere er alvor, så lurer

katastrofen lige om hjørnet.



Søren Kierkegård fortæller et sted om et teater, hvor der gik ild i

kulisserne. Bajadsen dvs. forestillingens klovn løb ind på scenen og bad

publikum forlade teateret, men man troede, det var en vittighed og

klappede.

Klovnen  gentog sin advarsel og man jublede endnu mere.

Og derefter slutte Kierkegård:

“Således tænker jeg, vil verden gå til grunde under almindelig jubel af

vittige hoveder, der tror at det er en vits”. 



Stikordet “”Publikum”, som I nu har været udsat for, udspringer af dagens

tekst, hvor Jesus bebrejder sin samtid, 

at den ikke forstår alvoren i hans budskab og ikke vil være med, når han

indbyder dem til Guds Rige. 

Man vil hellere vil være publikum end være med.



Jesus bruger billedet af børn, der leger begravelse og hentyder dermed til

samtidens reaktion overfor Johannes Døber, der som dommedagsprofet tordnede

til folks dårlige samvittighed uden dog at det fik dem til at reagere.

Så kom Jesus selv med budskabet om Guds Rige, med tilgivelse, nåde, fred og

kærlighed - alt som det Gud forud skænker mennesker at træde ind i. 

I modsætning til Johannes Døbers budskab skulle man ikke anstrenge for at

modtage Guds kærlighed, men konstatere, at den var givet, vende sig om mod

giveren og derefter leve sit liv frimodigt i troen og tilliden til, at Guds

ikke var den moralske dommer, men den kærlige og barmhjertige far.

Og over dette budskab burde reaktionen naturligvis være fest og glæde, sang

og dans, men publikum sidder bare og keder sig, fordi de holder sig selv

udenfor.



Derfor bliver Jesus naturligvis vred: 

“Ve dig Korazin og Ve dig Besajda! For hvis de mægtige gerninger, der er

sket hos jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de forlængst omvendt sig i

sæk og aske.”

Hvad Jesus siger er, at hvis man vil andet end at underholdes, så må man

tage bestik af, hvad der foregår omkring sig. 

Man kan ikke bare være publikum, men må forholde sig til det, der sker -

ja, i sidste ende skal man være parat til at træde op på scenen og sætte

sig selv på spil i stykket.



Kristendom og evangelium er ikke information, man forholder sig til, ikke

viden, man præsenteres for, ikke en lære, man tilegner sig. 

Kristendom er, siger Kierkegaard; “Eksistensmeddelelse” 

- et tilbud om at se sit eget liv i et ganske bestemt lys. 

Og vil man se sit eget liv i evangeliets lys, må man nødvendigvis forlade

tilskuerpladsen og træde ind på scenen. 

Man må lade sig udsætte for det skærende og afslørende scenelys og være

indstillet på at spille med i den rolle, 

som man får tildelt. 



Overført på det, som er evangeliets anliggende, kan man sige, at Gud ikke

brug for os som “Publikum”.

Prøv bare at smage på dette udtryk: “Guds Publikum”!

Det er et udtryk uden sandhed og realitet.

Der er ikke noget liv, ikke noget varmt eller forfriskende, intet

helbredende og frihedsskabende i at være publikum.

Der er ikke noget direkte og personligt, intet lidenskabeligt over et

publikum, der skjuler sig i sin egen selvfordobling og hele tiden undviger

det direkte møde - det øjeblik, hvor alt står på spil, fordi man kun har

sig selv at sætte ind.



“Guds Publikum” er et hoved uden ansigt, en krop uden hænder og fødder - et

liv uden konsekvens, ansvar og alvor!

Og ligesom Gud har et publikum heller ikke brug for Gud.

For publikum er evangeliet kedeligt og overflødigt.

Publikum ved, hvad de har krav på, ved, hvilke forventninger, de kan rette

til showet og de medvirkende, har fin føling med, hvornår de må kede sig,

og hvornår succes er i hus uden at de selv skal bidrage til det.

Publikum, som kommer i kirke, kan fortælle om dagens forestilling, om

præsten var god  eller dårlig, om barnet skreg og hvor tit organisten

spillede fejl.

Publikum i kirken, det er når der blandt 60 fremmødte til bryllup eller

barnedåb er 8 fotografiapparater, 3 videokameraer og 3 salmebøger, fordi

det er blevet vigtigere at mindes end selv at være med og åbne sig for

begivenheden? 

  

Nej, fri os fra publikum i kirken!

Og fri os fra publikumsmentaliteten i samfundet! 

Lad os løbe risikoen og selv tage ansvar for vort liv. 

Lad os dog bare for en gangs skyld spørge, om det ikke er alvor, når Jesus

raser over Korazim og Betsajda? 

Lad os overveje om ikke hans vrede her er mere berettiget end den

sukkersøde fremstilling af ham som børnenes og de svages beskytter, vi så

ofte dækker os bag, når vi har svigtet vores ansvar?

Lad os for en gangs skyld glemme, hvordan vi gør os udadtil, glemme den

fine facade og spørge, om det virkeligt er sandt?

At han satte sit liv på spil for at åbne Guds Rige for os?

For så er der for en gangs skyld virkeligt noget på spil, 

vi ikke bare kan forholde os til på afstand.

Vi må enten træde ind og være med eller blive udenfor og klappe af

forestillingen. 

Det sidste er måske, når det kommer til stykket, lige så dumt som at klappe

af klovnen, der fortæller at teateret brænder!



Amen!