11. søndag efter Trinitatis. Løgumkloster Kirke, 20. august
1998.
Tekster: 5. Mosebog 30,15-20. Lukas 7,36-50.
Salmer: 26, 131, 167, 63, 904.
"Himlen bukked sig til jorden, dengang du blev støvets søn".
Sådan sang vi lige før. Bedre kan det næppe sige, hvad det
betyder, at Gud lod sig føde som menneske. Verdenshistorien er
fyldt med menneskers fantasifulde og begavede forsøg på at
finde Gud, at nærme sig det guddommelige. Det kan også godt
være, det lykkes for nogle. Der findes mennesker med særlige
anlæg. Der findes også mennesker med stor udholdenhed, så de
bliver ved, til deres forehavende lykkes.
Så måske er det sandt, når en række store tænkere mener at
have fundet vejen til Gud. Spørgsmålet er bare, hvad vi gør, når
vi føler os elendige og utilstrækkelige? Hvad gør vi, når vi
aldeles ikke magter at klatre op ad nogen himmelstige? Eller når
vi alt for godt ved, at i de himmelske højder har vi ikke noget at
gøre, for vi er så jordiske og så grumsede, som vi kan blive?
Så løfter vi os ikke op mod himlen. Vi retter blikket nedad, kan
dårligt løfte os fra jorden.
Men når vi har det sådan, så kan Gud komme til orde overfor
os. Måske meget bedre end før. Når vi opgiver al vor stræben
og føler os helt umulige. Den, der står på toppen af den højeste
stige og vifter med flaget op mod himlen, opdager måske aldrig,
at himlen har bukket sig mod jorden. Derned, hvor de knugede
mennesker lever.
- Ikke fordi der er noget galt i at have det godt. Jeg mener, at
være knuget er jo ikke ligefrem noget, vi stræber efter. Og
selvfølgelig er Gud også nær ved os, når vi synes, livet er
vidunderligt. Det er pragtfuldt at løfte blikket mod stjernehimlen
og bare elske at være midt i Guds univers.
I kirken taler vi tit om at være knuget, om at føle sig lille.
Måske skal vi somme tider minde os selv om, at Gud elsker
også vores glæde. Ligesom når vi andre bliver helt salige, når
vores børn er rigtig glade, og det går dem godt, sådan har vor
himmelske far utvivlsomt nogle af sine stjernestunder, når vi ler
og elsker og jubler over livet.
Men når det er sagt, må jeg tilføje, at der er mange, som har
erfaringer, som minder om kvindens med alabasterkrukken: at
det er i de knugede tider af livet, vi for alvor oplever, hvem Gud
er.
Når vi føler os allerlængst borte fra den syvende himmel, kan vi
også føle os allerlængst borte fra Gud. Mange af os har da
erfaret, at hvis vi rækker en forsigtig hånd ud efter ham, - så er
han der. Fortællingen om synderinden i farisæerens hus viser os,
at jo længere vi er nede, desto nærmere er vi himlen. For himlen
bukker sig mod jorden - hvor vi er. Er vi helt nede i støvet, så
kommer himlen os nær.
I katolske lande er der tradition for, at menneskers gudsforhold
er lidt mere synligt end her. I kirkerne kommer der næsten hele
tiden mennesker for at bede, for at tænde et lys, eller bare for at
være stille overfor Gud. Hvem er det, man ser i de kirker?
Såvidt jeg har kunnet iagttage, er det ikke de glade, de
vellykkede. Heller ikke de meget afklarede med troen helt på
plads og i orden. Det er ikke dem, der fylder mest i kirkerne på
en almindelig onsdag eftermiddag. Nej, det er vistnok netop
mennesker, som af en eller anden grund er knugede. Sådan ser
det i hvert fald ud.
Paulus siger: "I min kraftesløshed udfolder din kraft sig helt."
Paulus var bestemt en Guds mand. Han levede ikke fjernt fra
Gud, efter at han først var blevet omvendt. Men også han
bekræfter, at det er i de knugede perioder af hans liv, han
allermest mærker Guds nærhed.
Når vi er langt nede, er der al mulig grund til at række ud for at
mærke Guds nærhed. I bøn. I stilhed. Mange gange vil vi da
opleve, at selv om vi ikke føler os elskede af nogen anden,
mindst af alt af os selv, så er vi omsluttet af en kærlighed, der
kærtegner os i vores elendighed. En kærlighed, som fortæller
os, at der er én, for hvem vi har værdi. En kærlighed, der bliver
større i takt med, at vi selv føler os mindre. Og så får selv det
knugede liv værdi. Vi oplever mørket som en anden slags mørke
end før - et mørke, som ikke er gudsforladthedens truende
intethed, men som er en nats hvile på vej mod en ny dag.
Det er en forsmag på evigheden. På det mørke, som vi en dag
går ind i, når livet er slut. Det kan give os håb om, at også det
mørke er en nats hvile på vej mod en ny dags lys.
De oplevelser, vi kan have med Guds nærhed i knugede
perioder af livet, kan vi tage med os, når forhåbentlig mørket
letter, og livet bliver lysere igen. Vi har set mere af Gud, end vi
kunne have set, hvis vi gik smertefrit gennem livet.
- Hvad så hvis vi ikke synes, vi kan bede? Kvinden med
alabastkrukken havde i det mindste så meget mod, at hun
masede sig ind i farisæerens hus og hen til Guds søn. Det er
ikke altid, vi har det mod. Flere kan berette om, at når de har
allermest brug for det, synes de slet ikke, de er i stand til at
bede. De ville ønske, de kunne, men de kan ikke.
Hvad så? - Så må vi minde os selv om, at når vi længes efter
Gud, så længes han også efter os. Lige meget hvad der adskiller
os fra ham. Længslen er gensidig. Jeg tror, at enhver, som har
prøvet at være adskilt fra sin elskede i længere tid, ved, at det at
leve i en gensidig længsel efter hinanden - det er også at leve i et
kærlighedsforhold. Den anden er nær i længslen.
Gud er os nær, når vi længes efter at kunne bede til ham. At
længes efter Guds nærhed - det er tro. Længslen i sig selv kan
være båndet mellem Gud og os - selv om vi måske ikke er i
stand til at nå hinanden, så vi kan mærke hinanden rigtigt. Gud
er os nær i vor længsel efter ham. Og hvis vi giver os selv lov at
længes, er selve denne længsel hjertets ordløse bøn til ham, som
hører al bøn, der kommer fra hjertet.
De fleste kirker er åbne i dagtimerne. Man behøver ikke være
katolik for at kunne bruge sin kirke på en hverdag. At gå stille
ind i kirken og sætte sig på en bænk, helt alene. Eller knæle
foran alteret, når ingen andre ser det. Det er at få kroppen til at
udtrykke den hjertets bøn, som ikke rigtigt kan finde ord.
Hvis man er så heldig at bo et sted, hvor der er mulighed for at
tænde et lille lys i kirken, kan det være ens bøn. Her i kirken har
man fået en lysglobe - de findes efterhånden i mange kirker. Det
er en meget stærk bøn at gå hen og finde et lys, sætte det i
stagen, og tænde det. Som en ordløs bøn om, at Guds lys må
finde vej ind i ens liv. Eller til en, man holder af.
Nu er vi i en kirke, hvor der er en lysglobe. Uden at gøre et
stort nummer ud af det, vil jeg godt opfordre til, at mange af os
her i aften, når vi går fra gudstjenesten, går hen forbi lysgloben.
De, der længes efter, at lyset skal skinne ind i deres mørke, kan
tænde et lys som en stille bøn til Gud. Og de, som har
mennesker, de holder af, som lever i mørke, kan tænde et lys
som en stille bøn til Gud om, at de må se glimt af Hans lys. Det
er det, lysgloberne er der for. De er ikke til pynt - de er til os,
der har svært ved at sætte de rigtige ord på vores bøn. Gud
forstår.
Det er, når vi er mindst værdige til det, at Gud viser os sin
kærlighed allermest. Det er, når vi længes allermest efter ham,
at Gud er os allermest nær.
Amen