11. s. e. trin. 1998.

 I en af Martin A. Hansens mindre artikler fortæller
han, hvordan han som ung i en periode næsten fik kvalme
af de bibelske beretninger. De smagte ham som “sveden
havregrød”. Samtidigt følte han sig mærkeligt
tiltrukket af den gamle bog, og ønskede at det var
muligt at læse den med egne øjne d.v.s. uden den tunge
belastning som moralske pegefingre i tidens løb havde
forsynet teksterne med. Takket være læsning af Georg
Brandes og andre kristendomsfornægtere blev bibelen
revet i stumper og stykker og han fik med  et øjnene
lukket op for den kendsgerning, at “evangeliet er
mærkeligt, voldsomt,, frygteligt på steder, forfærdende
for em smag, der ynder pænhed.... ja evangeliet er de
kristne livsformers hårdeste angriber samtidigt med at
det er fyldt med humor, der rinder af dybe væld.”  Og
en dag mødte Martin A. Hansen det ny-testamentlige
budskab i al sin vælde. - Ikke ved læsning i Bibelen,
men i skikkelse af en prostitueret ude på flisen i en
af byens gader: “ Hendes maske var af fedt og pudder,
som hun ikke havde givet sig tid til at lægge
ordentligt på, så den kunne dække den rå, ødelagte hud.
Sjusket, flot klædt, pletter på den snærende
silkekjole. På fødderne lyserøde sutter, den ene havde
tabt svanedunene. Der var ingen tvivl om, hvad hun var.
Hun bar en mælkespand, der ingen hank havde, og som hun
derfor bar med begge hænder. Hun passerede forbi,
stirende fjernt foran sig. Og dette blik, bart stift,
og mælkespanden hun bar, fik mig til at standse og se
efter hende. Og endnu før jeg rigtig selv forstod
tanken, spurgte jeg mig selv: Er hun på vej hen for at
salve Guds søn?” Og så tilføjer han: “Jeg erindrer et
sødladent billede af kvinden, der salvede Kristus, et
spædt, jomfrueligt pigebarn, lige hjemkommet fra
damefrisøren sandsynligvis. Dette søde løgnebillede var
det man viste os unge. Nu stod man og så efter hende
med mælkespanden. Det var som om husene begyndte at
ryste om  n; da man forstod, hvad det egentligt er,
evangeliet fortæller om Guds søn, der blev salvet.”

 Det har utvivlsomt været noget af et chok for Simon
Farisæer at være vidne til at Jesus lod denne kvinde
komme sig så nær og tilmed i hans -Simons - hus. Her
måtte der gøres indsigelse, her var pænhedens grænse
overskredet, noget sådant kan man bare ikke.  Men Jesus
kunne, og han vidste også at sætte Simon på plads. Han
rev ham ud af hans pænheds spændetrøje og fik ham til
at se, at der vitterligt er mere både ved og om livet,
der er vigtigt, end d t som kan holdes indenfor
pænhedens univers. Martin A. Hansen beholder nemlig ret
i, at evangeliet er de kristne livsformers hårdeste
angriber. Hvor hykleri, dømmesyge, from selvbevidsthed
ER, der fælder evangeliet straks en sønderlemmende dom.
Evangeliet vil ægthed, frihed og glæde; derfor
bandlyser det enhver farisæisk tendens.

 I Jylland har man på vestkysten en drik, som hedder en
lille sort. Alle kender naturligvis denne drik. Man
kommer først en 25-øre i bunden af en kaffekop, så
hælder man kaffe i koppen til 25-øren ikke mere kan
ses; og derefter hælder man snaps i til den bliver
synlig igen. Det er en virkningsfuld drik. For en del
år siden, var der en præst, der holdt meget af sådan en
lille  en, men han turde ikke, hvad ville folk dog sige?
Derfor fandt han på, at hælde fløde i. Og denne drik,
der således kamouflerede hvad der var i koppen, kaldes
den dag i dag: EN FARISÆER.  Går man ind på kroen og
beder om en farisæer, så får man en kop kaffe med snaps
og fløde eller flødeskum. Sådan har det folkelige
udtryk altså givet sit bidrag til at definere hvad en
farisæer er. Det er altså  n, der dækker over hvad han
foretager sig. Han skiller sig ud fra de andre, der
sidder og drikker små sorte, for han synes kun at
drikke kaffe med fløde. Men det er kun et synsbedrag.

 Intet menneske kan sige sig fra for sådanne farisæiske
tendenser.  Bevares de kan da være mere eller mindre
udtalte. Vi kender til at smålyve for os selv, det gør
vi f.ex. når vi dækker frygt for egen utilstrækkelighed
til - med en fandenivoldsk holdning til sagerne. Når vi
bevidst overhører kroppens signaler om sygdom og
lidelse, så er vi også farisæere. Den farisæisme går
naturligvis kun ud over os  selv, men i sig rummer den
kimen til noget, der også kan gå ud over vores næste.
For en rigtig farisæer der er den absolutte modsætning
lig med at være synder. Noget tyder på at den
modsætning nu er totalt ophævet. Ud fra dagens
beretning, der er det farisæeren, der synder; og
synderinden, der bliver retfærddiggjort. Om hende får
vi at vide, at hun havde syndet meget, og at hun derfor
fik meget tilgivet. Men hvori bestod da hendes synd?
Farisæeren dækkede over sin egen selvbevidsthed og
bedreviden; det gjorde hun ikke, hendes synd var
åbenbar. På gammelt dansk kaldte man sådan  n som hende
for et offentligt fruentimmer, på nutidsdansk hedder
det en luder, og skal man være lidt mere dannet, så
taler man om en prostitueret. Det kunne ingen
overhovedet være i tvivl om. Men hende var det, der fik
sine synder forladt. Hendes synd bestod ikke i, at hun
overskred pænhedens grænse - den sættes og kendes kun
af farisæere.  Hendes synd bestod i, at hun gjorde
kærligheden til en handelsvare; det der ikke kan tinges
om,  det gjorde hun til en vare. Og det blev hun
tilgivet for. Og lige som vi ikke kan sige OS fri fra
farisæiske tendenser - lige så lidt kan vi sige os fri
fra prostitution. Hver gang vi går på akkord, hver gang
vi kompromitterer vores samvittighed og affinder os med
en ringere løsning på sager, der står vores hjerte nær
-da prostituerer vi os. Jeg skal nok undlade at
udpensle eksempler - vi kan hver især komme i tanke om
dem i læssevis. VI har ikke noget at lade synderinden
høre, det gavner os kort sagt intet at være farisæiske
overfor hende - ligesålidt som hun kan gøre sig til af
sin syndsbevidsthed, det ville jo så blot gøre hende
til farisæer.

 Kristendommens kritikere kritiserer ofte kristendommen
for at have et negativt menneskesyn, når den påstår, at
alle er syndere.  Det er ikke et menneskesyn, men
snarere et stykke kras realisme båret af årtusinders
erfaring, der får kristendommen til at sige sådan.
Rigtigt er det derimod, at hvis den standser d r og
giver sig til at opbygge systemer om ret adfærd og
kristen moral - så skal der komme noget negativt ud af
det, og det der kommer ud deraf har ikke ret meget med
evangelisk kristendom - ret forstået - at gøre.
Evangelisk kristendom har som sin eneste opgave at
sætte mennesker i frihed fra angst og bekymring. Det
har aldrig været opgaven, at skærpe angsten og
bekymringerne ved at presse et moralslk system ned over
hovedet på folk, som nidkære farisæere så kan
administrere. Evangeliet er et ord, der skaber hvad det
nævner: når det taler om firihed, så skaber et frihed;
når det taler om fred, så skaber det fred; når det
tilsiger os, at vore synder er os forladt, så er de
forladt. Der stilles ingen betingelser, der kræves
ingen særlige kvalifikationer. Martin A. Hansen måtte
vejen om af kristendomsfornægternes skole for at lære
at høre den saft og den kraft, der er i evangeliets
ord, en saft og en kraft som vi heller ikke kan være
foruden i den komplicerede verden, der er vores.

 Hvor evangeliet forkyndes, der bliver der fest og
glæde. At få tilsagt sine synders forladelse, at blive
fri for tyngende bekymringer, det inviterer altid til
fejring. Den måde hvorpå vi fejrer det bedst, det er
ved at gå ud fra dette sted og hver på vores sted -
leve vores gudgivne liv frimodigt, frit og godt. Det er
d t evangeliet fordrer af os, og det er også d t, som
det glædelige budskab giver os mod og kræfter til.

  Så gå da frit
  enhver til sit
  og stole på Guds nåde
  da får vi lyst og lykke til
  at gøre gavn, som Gud det vil
  på allerbedste måde.

     AMEN.