Det er godt at tænke tilbage på sidste søndag, når 
vi i dag hører om utilgivelig synd. Sidste søndag 
handlede prædiketeksten om en synderinde og en 
farisæer.  Synderinden var kendt som en umoralsk og 
letlevende person. Men Jesus sagde til hende: du er 
tilgivet. Gå bort med fred. Og farisæeren undrede sig. 
Jesus forklarede situationen over for ham med en 
lignelse.  En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene 
skyldte 500 denarer, den anden 50.  Da de ikke havde 
noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. 
Hvem af dem vil så elske ham mest?  Og farisæeren 
svarede: Den, han eftergav mest, vil jeg tro. 
     Der er meget underforstået i Jesu lignelse. Dels 
at vi mennesker alle er syndere. Vi ligner hinanden. 
Det mente farisæererne ikke. De mente, at de var helt 
forskellige fra synderne. Farisæerne mente om sig selv 
at de var fromme og frelste. 
     For det andet er der underforstået i Jesu 
lignelse, at farisæeren måske slet ikke er tilgivet, 
for han er ikke spor glad for Jesus.  Farisæeren elsker 
ikke Gud og den, som Gud har sendt.  Der er også 
underforstået i lignelsen, at vi skal glæde os sammen. 
Mon ikke de to skyldnere, som kom til pengeudlåneren og 
var bange for, hvad han ville sige, når de intet kunne 
betale, mon de ikke gik væk efter at deres gæld var 
strøget, og de sagde til hinanden: Hvilken lykke.  Det 
havde vi ikke ventet.  Nu er al vores frygt taget fra 
os. Og de talte sammen om pengeudlåneren og sagde: hvor 
er han en god mand. 
     Netop det var fejlen ved farisæerne, at de ikke 
kunne glæde sig sammen med synderne. De kunne ikke tale 
med synderne om hvor god Gud er, at Gud tilgiver os 
alle.  Derfor kunne farisæerne ikke glæde sig over det 
gode, som Jesus gjorde.  De kunne ikke glæde sig sammen 
med de syndere, som Jesus gav tilgivelse, eller de 
syge, som han gav sundhed.  Og så er vi ved 
prædiketeksten i dag. Lige før de ord vi har hørt om 
den utilgivelige synd siger farisæerne nemlig om Jesus, 
at det er med djævelens hjælp han gør undere. 
     Vi skal lægge mærke til, at syndere, selv de 
værste, hos os kan vi nævne narkomaner og forbrydere, 
selv de usleste mennesker kan Jesus give tilgivelse. 
På korset langfredag var det til en forbryder, som må 
have gjort noget meget ondt, da han havde fået lovens 
strengeste straf, men til ham sagde Jesus: I dag skal 
du være med mig i Paradis. Over for syndere talte Jesus 
aldrig om utilgivelig synd. Men over for farisæerne, 
over for de fromme sagde Jesus det altså dennne ene 
gang. Det må vi også lægge mærke til, at Jesus ikke 
mange gange talte om utilgivelige synder. Det er kun 
denne ene gang, og det er til nogle mennesker, som man 
slet ikke kunne forvente, at de havde gjort noget 
utilgiveligt, de fromme. 
     Og så er det vi igen kan tænke om der ikke er fare 
for os. Vi tror på Jesus. I den forstand vil vi gerne 
være fromme og troende, der hører Jesu ord og lever 
efter dem.  Er vi så udsat for den fare at vi kan begå 
en utilgivelig synd. Nej, vi er fromme på en helt anden 
måde end farisæerne. Deres fromhed kom jo ikke af, at 
de lyttede og troede på Jesus. Deres fromhed ville de 
selv bygge op med mange anstrengelser og stor 
lovoverholdelse. De havde al deres opmærksomhed vendt 
mod det, som de selv gjorde, så de ikke havde øje for 
det som Gud gjorde, at Gud sendte sin søn, for at vi 
skal have frelsen i ham.  Derfor måtte Jesus sige til 
dem, at alle deres anstrengelser intet var værd, fordi 
de havde gjort én utilgivelig synd, som alt det andet 
ikke kunne frelse dem fra.  Det var også groft det de 
havde sagt, at Jesus helbredte med djævelens hjælp. 
Det var ikke groft sagt om Jesus, men om ånden i det 
han gjorde, at kalde Guds ånd djævelen. Det viste, at 
de ikke havde øje for Gud eller tro på Gud. 
     Der er kristne, som er meget bange for ordene om 
den utilgivelige synd, og tænker, om de måske er 
fortabt, fordi de engang uden at vide det har begået en 
utilgivelig synd.  Men den synd kan aldrig være 
ubevidst. Jesus sagde jo på korset: Far, tilgiv dem, 
for de ved ikke hvad de gør.  Paulus sagde det endda om 
sine egne synder: Jeg fandt barmhjertighed, for i min 
vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde. Det er synd, 
også alt det forkerte vi gør uden at ville det og 
planlægge det, men Jesus døde på korset og skaffede os 
tilgivelse for det. 
     Nej, den utilgivelige synd er bevidst og planlagt, 
og den består i en falsk prædiken. Det var fordi 
farisæernes prædiken var falsk, ja, gudsfjendtlig, at 
deres synd er større end andres.  Farisæerne var mod 
Jesu ord og prøvede at overtale andre til at være mod 
Jesu ord. Når der er kristne, som er bange for at have 
gjort den utilgivelige synd, så skal de sige til sig 
selv, at deres frygt netop viser, at de tager Jesu ord 
meget alvorligt og tror på ham, og det var jo netop 
synden, at farisæerene ikke troede Jesus, og at de 
stædigt holdt fast på deres vantro.  Den utilgivelige 
synd er ikke noget man gør et øjebliks raseri eller et 
øjebliks uopmærksomhed.  Nej, det er noget vedvarende: 
at farisæerne talte mod helligånden, de udbredte det 
budskab, at Jesus kommer fra djævelen.  De holdt fast i 
den opfattelse, hvor meget de end hørte og så Jesus. 
Det er utilgiveligt at prædike og blive ved med at 
prædike, at Gud er djævelen. 
     Og så er det mærkelige, at Jesus måske alligevel 
tilgiver en sådan synd Det kan man se på Paulus. Han 
skriver om sig selv i sit første brev til Timotheus: 
Tidligere var jeg en spotter og forfølger og fór frem 
med vold.  Dermed mente Paulus, at han var en af de 
skriftkloge og han endda havde fået den opgave fra det 
jødiske råd, at drage fra by til by og opspore de 
kristne og få dem fængslet. Men på vej til Damaskus så 
han i et syn Jesus og blev omvendt, så han nu ikke 
prædikede mod kristendommen, men tværtimod blev en 
kristen apostel og rejste fra by til by og forkyndte 
evangeliet om den opstandne Kristus, som giver os 
tilgivelse fra Gud, endda tilgivelse til gudløse. 
Paulus siger i sit brev til Timotheus: Kristus Jesus 
kom til verden for at frelse syndre, og af dem er jeg 
den største. 
     Paulus havde gjort akkurat det samme som 
farisæerne, prøvet at standse Jesus og udbredelsen af 
evangeliet. Men Jesus tilgav og tog ham i sin tjeneste. 
Det viser hvor stor Guds barmhjertighed er. 
     Nu har jeg talt om, at prædiketeksten i dag er 
rettet mod farisæerne, og jeg vil slutte med, hvad vi 
kan lære af Jesu ord. Vi kan høre, hvor højt vi skal 
sætte Helligånden. 
     Paulus skriver sådan i 1. korintierbrev: Ingen, 
som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus. 
Og ingen kan sige: Jesus er Herre!  undtagen ved 
Helligånden. 
     Helligånden er en god kraft, som vi kun skal vente 
hjælp og glæde fra.  Helligånden må vi bede til og 
vente tro og håb fra.  Paulus skriver det sådan i Gal 
5: Vi venter jo ved Åndens hjælp og ud af tro den 
retfærdighed, som er vort håb.  Ånden er en hjælper. 
Alt hvad der gør os bange for Guds kærlighed og 
tilgivelse kommer ikke fra Helligånden.  Gud opdrager 
ikke ved at straffe eller tugte. Paulus skriver i 
Romerbrevet kap 8: I modtog jo ikke en ånd, der giver 
trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har 
fået den ånd, der giver barnekår, og i den råber vi 
Fader til Gud. 
     Helligånden vil ikke skille os fra Gud, men 
tværtimod føre os sammen med Gud, så vi bliver helt 
helt ét med Gud.  Og Helligånden har kraft til det. 
Guds egen kraft.  Ligesom Jonas blev frelst ud af 
hvalen, hvor han havde været flere dage, ligesom Jesus 
blev oprejst ud af dødens mørke grav, hvor han havde 
været i flere dage, sådan kan Gud frelse os ud af al 
den synd, som vil lukke livet for os. Det har 
Helligånden kraft til.  Derfor må vi bede trygt og 
vente os alt godt. Det var ved ånden, at det lille 
Jesus barn blev Guds søn.  Det var ved ånden, at Jesus 
talte så hans ord blev Guds ord.  Og det er ved ånden, 
at vi bliver gjort til Guds børn. Det blev vi i vores 
dåb. 
     Derfor må vi ikke hører ordene i dag sådan at vi 
bliver bange for Gud.  Nej, vi må bede til Helligånden, 
få håb fra den, blive styrket af den, få mod til at 
være små, nemlig Guds børn. 
 
ny præd 
 
     Der er god anledning til i dag at fortælle 
historien om Jonas. Jesus siger jo, at han vil give 
samme tegn, ja, et større tegn end Jonas.  Ved at høre 
historien om Jonas lærer vi, hvilket tegn vi får, og 
hvordan vi får mere med Jesus. 
     Gud sagde til Jonas: gå til Ninive og råb, at jeg 
ser deres ondskab.  Men Jonas turde ikke. Han flygtede. 
Han tog med et skib for at komme væk fra Gud. Men det 
kan man jo ikke. Så Gud lod en stærk storm rejse havet 
og skibet var ved at gå under. Sømændene blev meget 
bange og kastede alle deres ting overbord for at lette 
skibet. Jonas lå under dæk og sov dybt. Men kaptajnen 
gik ned og sagde til ham: Hvor kan du sove. Råb på din 
Gud, så han kan frelse os. Men de andre på skibet 
sagde: Lad os kaste lod om, hvem der er skyld i 
stormen. Og loddet fald på Jonas. Og han fortalte, at 
han troede på Gud men var på flugt fra Gud. Så de 
spurgte Jonas, hvad de skulle gøre. Og han sagde: " 
Kast mig i havet. Så vil havet lægge sig." Først 
forsøgte mændene at ro ind til land, men de kunne ikke, 
for bølgerne blev højere og højere. Så til sidst tog de 
Jonas og kastede ham i havet, og straks lagde det sig. 
Og mændene blev grebet af en stor rædsel. 
     Før jeg fortæller videre om Jonas, hvordan han 
blev reddet, synes jeg vi skal tænke på en historie om 
Jesus, som passer meget til det vi lige har hørt. Det 
er historien om stormen på søen. Jesus og disciplene 
sejler i en lille både over Genesereth sø og pludselig 
bliver det stormvejr og båden er ved at gå under. Men 
Jesus lå i bagstavnen og sov. Altså akkurat som Jonas. 
Disciplene kommer også og vækker Jesus og siger: Frels 
os. Men de mente ikke, at Gud havde rejste stormen og 
havet på grund af Jesus. De mente, at Jesus kunne 
frelse dem. Og Jesus stod op og talte til havet og 
bølgerne, og det blev helt blikstille. Og der står det 
samme som om Jonas, at de blev grebet af stor frygt, da 
de så det blikstille hav. Men Jesu disciple gjorde det 
med rette, for de indså, at Jesus talte Guds ord. 
Jesus turde sige sandheden fra Gud.  Jesus flygtede 
ikke fra Gud, men var en lydig søn, der gjorde sin Fars 
vilje.  Jesus er mere end Jonas. 
     Og alligevel spiller Jonas historien med i Jesu 
liv på en dybere måde.  Søfolkene ofrede Jonas for at 
formilde Gud. Jesus bliver også ofret. Men det er Jesus 
som ofrer sig selv, da han går i døden på korset. Eller 
måske skal vi endda sige, at det er Gud, der ofrer 
Jesus og lægger al straf på ham, for at fjerne straffen 
fra os, for at vi ikke skal gå under, men leve et liv i 
blikstille og smukt lys. 
     Når vi hører videre historien om Jonas, så skete 
det, da han blev kastet i havet, at Gud befalede en 
hval eller et stort havdyr at sluge ham, og Jonas var i 
fiskens mave 3 dage og 3 nætter.  Men da bad Jonas til 
Gud om frelse.  Ja, Jonas bad som om hans bøn allerede 
var hørt.  Han sagde: Jeg bad om hjælp, Gud, og du drog 
mit liv op af graven.  For Herren er frelse. Og da 
talte Gud til fisken og den spyttede Jonas op på 
stranden. 
     Da bød Gud igen Jonas at gå til Ninive og tale om 
byens ondskab og dommen og straffen, som ventede byen. 
Og Ninive var en stor by. Det gamle testamente er flere 
steder humoristisk, og det kan vi se et eksempel på 
her.  Der står: Nineve var selv for Gud en stor by, tre 
dagsrejser stor. Men Jonas gik ind i byen og talte dom 
over den. Og folk i byen troede hans ord og de klædte 
sig i sæk og aske og råbte til Gud, for at formilde Gud 
og standse Guds vrede, så de ikke skulle omkomme. Og da 
Gud så det, ombestemte Gud sig, og han lod ikke 
straffen kommer over byen. 
     Og så er der igen et eksempel på, at Det gamle 
Testmente er humoristisk, for der står om Jonas: at han 
blev vred på Gud. Han tog det såre fortrydeligt op, at 
Gud tilgav byen. Han siger endda til Gud: Det var 
derfor jeg flygtede fra dig. Jeg vidste jo, at du er en 
nådig og barmhjertig Gud, og at du angrer det onde. Så 
lad mig nu dø. Og Jonas byggede en løvhytte uden for 
Nineve og satte sig i skygge under den for at se, 
hvordan det gik byen.  Han satte sig hen og håbede på 
byens undergang eller sin egen død. Han kunne ikke 
have, at hans ord ikke blev virkelighed. Han ønskede 
byens undergang for at få ret.  Han kunne ikke udholde, 
at Gud var tilgivende. 
     For et par søndag siden hørte vi Jesus udtale en 
hård dom over 3 byer, Korazin, Betsajda og Kapernaum. 
Han sagde, at de ville få en hård straf på dommens dag. 
Jesus var ikke bange for at tale Guds ord også når de 
var hårde ord om menneskers ondskab og vantro. Men 
Jesus satte sig ikke hen og ventede på, at dommen 
skulle gå i opfyldelse.  Jesus blev ved med at prædike 
evangeliet om Guds tilgivelse, også i de byer. 
     Hvordan kan det være at Jesus fortsatte med at 
forkynde Guds rige og Guds nåde. Han blev endda ved med 
at komme til de byer, som han havde fordømt. Det gælder 
f.eks. Kapernaum.  Dér havde Jesus et hus og han blev 
ved med at bo der.  I Mattæus evangeliet fem kapitler 
efter vores prædistykke står der, at Jesus kom til 
Kapernaum, efter en rejse rundt i Galilæa. 
     Der er en lignelse, som fortæller lidt om Jesu 
tanker i den tid, da han havde virket nogle år og ikke 
kunne se nogen resultater af sit virke. Det er i Lukas 
evangeliet kapitel 13. Dér fortæller Jesus om en mand, 
som havde et figentræ, som var plantet i hans vingård. 
Og han kom og ledte efter frugt på det, men han fandt 
ingen. Så sagde han til gartneren: " Se i tre år er jeg 
nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ 
uden at finde nogen.  Fæld det! Hvorfor skal det stå og 
tage plads op til ingen nytte? Men gartneren svarede: 
Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet 
omkring det og givet det godning. Måske bærer det så 
frugt næste år. Hvis ikke, kan du lade det fælde." Så 
mild og kærlig var Jesus, at han bad Gud have 
tålmodighed med Israel, Guds folk. 
     Det er netop på grund af hans død, da Jesus tog al 
vores straf og Guds vrede på sig, da Jesus ofrede sig 
selv for vores skyld.  Jesus vidste jo, at han skulle 
dø, og han vidste han skulle opstå fra de døde.  I 
Mattæus 5 kapitler efter vores prædikestykke står der, 
at Jesus kom til Kapernaum, og i versene lige før 
forudsiger Jesus sin død og opstandelse.  Netop på 
grund af døden og opstandelsen, som Jesus vidste lå 
foran ham, kunne han blive ved at komme i Kapernaum og 
i Jerusalem, selv om han vidste at de ikke vil omvende 
sig. Jesus finder sit håb og sin kraft og tro i sin 
egen død og opstandelse, også da han er mest skuffet og 
bekymret. Jesus vidste, at glæden vil vinde trods al 
modstand, ja, selv døden kan ikke standse glæden og 
livet fra Gud.  Ikke engang menneskers modstand og 
ondskab kan dræbe glæden fra Gud.  Jesus vidste, at 
Guds godhed er større end menneskers ondskab.  Han 
vidste, at Gud gennem opstandelsen påskemorgen viser en 
kærlighed, som er stærkere end alle menneskers hånlige 
afvisning af Jesus.  Jesus vidste, at folket var 
fortabt og fordømt.  Men han døde for os fortabte. 
Jesus blev ikke vred på Gud, fordi Gud er barmhjertig 
mod syndere.  Jesus tog det ikke fortrydeligt op, sådan 
som Jonas, at Gud er tilgivende. Jesus viser med sit 
liv og sin død, at Gud er en nådig og barmhjertig Gud. 
     Det er på grund af Jesu død og opstandlse, at vi 
fordømte og fortabte kan finde trøst og håb og kraft 
til at leve som Guds børn.  Vi har hørt om Jesu 
opstandelse fra døden, at Gud bevarede og opvakte ham, 
da alt syntes slut.  Vi har hørt tegnet som ligner 
Jonas, at han var 3 dage og 3 nætter i havdyrets mave, 
men blev frelst, for Gud drog hans liv ud af graven. 
     Når vi hører de forfærdelige ord i begyndelsen af 
vores prædikestykke i dag om, at synd mod Helligånden 
ikke kan tilgives. Så skal vi for det første tænke på, 
at det var til farisæerne Jesus talte, sine 
modstandere, som ikke kun spottede ham, men også 
helligånden, for de sagde, at Jesus helbredte ved 
djævelens hjælp. De kunne ikke se, at det var Guds ånd, 
som virkede i Jesus, når han hjalp mennesker. Men for 
det andet skal vi også huske, at vi er døbte, og at 
Jesus beder for os, som vi skal synge om lidt i en 
salme. Han er altid rede med sine små at bede. Derfor 
skal vi ikke være bange, men trygt forlade os på Jesu 
og vores himmelske Far. Jesus har med sin død og 
opstandelse slettet vores synd. I ham er lovens bud 
opfyldt og slettet ud; i ham er nu os givet 
osptandelsen til livet; med ham er alt vi fremme og har 
hos Fader hjemme. Det skal være vores trøst og fred. 
Jesus har beredt os en plads i Himmeriget. Han er der 
som min næste, han er der til mit bedste. Han plads for 
mig bereder, mit Fadervor han beder 
 
ny præd 
 
     Vi hører ikke meget mere end de første ord af det 
som Jesus siger i dag Det er nogle af de ord, som har 
sat sig mest fast i mennesker i tidens løb.  Al synd 
skal tilgives mennesker, undtagen .. Ja, så er det vi 
spidser ører, så er det at det hele går i stå for os. 
Hvad hjælper det at alt bliver tilgivet os, hvis der er 
en undtagelse, hvis der er en utilgivelig synd. Så er 
det hele jo ødelagt for os, så kan vi aldrig blive 
sikre. Vi kan jo ikke vide om, vi har begået den 
utilgivelige synd. Og Jesus sætter jo trumf på.  Han 
siger at den synd ikke skal tilgives hverken i denne 
verden eller den kommende. Det er en evig utilgivelig 
synd. 
     Endnu værre bliver det af, at det som Jesus 
nævner: bespottelse mod Helligånden. Det er ikke særlig 
håndgribeligt. Hvad er bespottelse? Hvad er 
Helligånden?  Vi kan vel få det forklaret. Men mon den 
forklaring kan bruges ude i vores liv, så vi aldrig 
kommer til at bespotte Helligånden. Det kan vi vist 
ikke garantere os imod, så dan tænker vi i hvert fald. 
Hvis det bare havde været noget helt konkret, at vi 
ikke måtte spise kød eller at vi ikke måtte gå i krig 
og være soldater. Så vidste man hvad man havde at rette 
sig efter. Det ville vel også være svært. Men det ville 
også være en styrke, hver dag man holdt ud. Man kunne 
mærke med sig selv, hvor rigtigt man levede, og at man 
ikke gjorde noget utilgiveligt. 
     Men når Jesus taler om bespottelse af Helligånden, 
så har vi ikke noget at rette os efter. Vi ved ikke, at 
vi allerede har begået den synd. Vi ved ikke, om vi 
engang i et hidsigt øjeblik kan gøre den. Der kan jo 
ske meget for os, som kan gøre os vrede på tilværelsen, 
eller fylde os med så stor en sorg eller med en så stor 
følelse af utilstrækkelighed, at indvendig råber vores 
vrede mod himlen. Og det er måske den utilgivelige synd 
vi så begår. 
     Hvad er dog meningen med de Ord? Hvad er det Jesus 
vil? Det ligner slet ikke ham. Han sagde jo engang: 
Den, som tager tro fra en af de små, som tror på mig, 
ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om 
hans hals og han var sænket i havets dyb.  Men kan de 
ord om den utilgivelige synd, da ikke tage troen fra 
enhver, særlig os, der føler os små i troen. 
     Ja, meningen med ordene i dag er da netop at gøre 
os usikre. Vi skal være usikre på vores egne gerninger 
og ord. Livet er nemlig ikke så let, som mange 
religiøse bevægelser og sekter vil gøre det til. Det er 
ellers besnærende, at man levede rigtigt, hvis man bare 
lod være med at spise kød eller hvis man bare gik i 
kirke hver søndag.  Men så enkelt er det desværre ikke. 
Og dem, der vil fange mennesker ind i det net, er 
falske. Den sikkerhed kan vi aldrig få, at bare vi 
gjorde noget bestemt, så var det hele i bedste orden. 
Hvis vi lægger vægten på, hvad vi gør og siger her i 
livet til hinanden og til os selv, så er der mange 
unyttige ord og mange utilgivelige synder.  Eller der 
kan let komme det. 
     Det er jo til farisæerne Jesus taler. Det kan jo 
misforstås, når prædikestykket i dag begynder med 
ordene: Derfor siger jeg jer. Vi hører de ord, som om 
Jesus taler direkte til os. Men i virkeligheden er det 
til farisæerne Jesus taler. Hans tale begynder 6 vers 
før i kap 12. Og dér står at fariæserne havde dårlige 
tanker om Jesus. Og da han kendte deres tanker, sagde 
han til dem. Det er til farisæerne Jesus taler. Derfor 
siger jeg jer.  Farisæerne var endnu værre end os til 
at tænke i gerninger, altså til at lægge vægten på, 
hvad der kom ud af et menneskets liv, eller om et 
menneske opførte sig rigtigt. Farisæerne metne, der var 
en stor kraft i gode gerninger. De sagde f.eks., at 
hvis de bare kunne samle nok gode gerninger, så ville 
der til sidste blive en sådan skat af fortjeneste, at 
Guds rige ville bryde frem. Derfor levede farisæerne 
lige efter lovens bogstav. De fastede, de gav til 
indsamlinger. De gik i synagogen. De læste i bibeln.De 
bad til Gud. Alt det som man skal.  De stjal ikke. De 
løj ikke. 
     Til dem er det, at Jesus siger: Hvis I gør noget 
mod Loven, hvis I overtræder den.  Hvis I lyver, 
stjæler, ja, vel endda begår mord. Alt det kan 
tilgives. Det er slet ikke loven og jeres egne 
gerninger I skal gå sådan op i.  Nej, det er 
bespottelse mod Helligånden som er den værste synd. Det 
vil sige, at vi slet ikke skal kende loven, kende 
bibelen, kende alle moralske bud. Nej, det eneste vi 
skal tænke på, er Helligånden. 
     Jesus vil altså tage farisæernes og vores tanker 
væk fra vores handlinger. Det er slet ikke sådan, at 
den som gør en masse godt, så af den grund bliver et 
godt og rigtigt menneske godkendt af Gud. Nej, det er 
omvendt siger Jesus: hvis man er et godt menneske så 
kan man ikke gøre andet end gode gerninger. Hvis man er 
et dårligt mennesker, så hjalp det ikke hvor meget godt 
man end forsøgte at gøre, om man holdt alle love og 
regler og moral og aldrig syndede. Et dårligt træ bærer 
dårlige frugter. Men det betyder jo, at vi intet selv 
kan gøre til, at vi bliver gode mennesker.  Det er kun 
Helligånden som kan ændre os indefra og give os et godt 
hjerte. give os et godt forråd, som vi kan tage gode 
ting frem af. 
     Det er meningen med de frygtelige ord i dag om den 
utilgivelige synd.  Jesus vil vende os fra at se på os 
selv, vores pænhed og vellykkethed og ydre 
overholdelse, og vende os til Helligånden. Jesus vil 
have os til at regne med Helligånden, med den kraft, 
som Helligånden er.  Der er ingen kraft i alt det vi 
gør, men derimod i Helligånden, for det er den levende 
GUds kraft.  At bespotte Helligånden er altså, afvise 
hjælp fra Helligånden. Bespottelse mod Helligånden er, 
når man lægger vægten på sine egne gerninger og ikke på 
Guds gerning.  For det er kun Gud, som kan gøre os til 
gode mennesker. 
     Når vi selv vil gøre det, så kommer der kun ulykke 
ud af det. Farisæere gør andre mennesker til tabere. 
Farisæere vil heller aldrig komme af med den frygt, om 
de nu har gjort nok. Farisæere, enten de findes i form 
af karrieremennesker eller religiøst vakte og sekter, 
de ødelægger livet for sig selv og andre. De lukker, 
istedet for at åbne. De ensretter, i stedet for 
acceptere forskelle. De træder ned, i stedet for at 
rejse op. De lægger byrde på mennesker i stedet for at 
give fred og trøst. 
     Det er kun Guds helligånd, som kan gøre os til 
gode mennesker. Så det er helt forkert, hvis vi frygter 
helligånden. Jesu ord om den utilgivelig synd, 
bespottelse mod Helligånden, skal ikke få os til at 
frygte helligånden. 
Man kan endda sige det så stærkt, at hvis du bliver 
bange på grund af ordene i dag. Hvis du tænker, at 
Helligånden er noget uhyggeligt, som vil bevirke din 
fordømmelse og ulykke. Hvis du tænker sådan, så er det 
djævelens ånd, der taler til dig og vil tage troen fra dig, 
og den ånd skal du vise væk. 
     Helligånden er nemlig en god kraft, som vi kun 
skal vente hjælpe og glæde fra.  Helligånden må vi bede 
til og vente håb fra.  Paulus skriver det sådan i Gal 
5: Vi venter jo ved Åndens hjælp og ud af tro den 
retfærdighed, som er vort håb.  Ånden er en hjælper. 
Det synger vi også om lidt i en salme af Grundtvig. I 
den salme står der mange sandheder om Helligånden. I et 
ord kan det alt udtryk, hvad for evigt gør vor lykke. 
Ja, Helligånden skænker, hvad den nævner, gør os, trods 
de svage vner, visere end Salomon. Visere til død at 
øve, visere til åndeprøve, visere til salighed.  Så 
gode ting virker Helligånden. Derfor er det ikke helt 
rigtigt, når Grundtvig i et af versene skriver, at 
ånden tugter de trygge.  Helligånden giver tryghed, Den 
kan ikke give frygt. Alt hvad der gør os bange for Guds 
kærlighed og tilgivelse kommer ikke fra Helligånden. 
Gud opdrager ikke ved, at straffe eller tugte. Paulus 
skriveri Romerbrevet kap 8: I modtog jo ikke en ånd, 
der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, 
men I modtog en ånd, de giver barnekår, og i den råber 
vi Fader til Gud. 
     Helligånden vil ikke skille os fra Gud, men 
tværtimod føre os sammen med Gud, så vi bliver helt 
helt ét med Gud.  Og Helligånden har kraft til det. 
Guds egen kraft.  Ligesom Jonas blev frelst ud af 
hvalen, hvor han havde været flere dage, ligesom Jesus 
blev oprejst ud af dødens mørke grave, hvor han havde 
været i flere dage, sådan kan Gud frelse os ud af al 
den synd, som vil lukke livet for os, udaf al den 
ulykke, som vores gerninger vil lægge på os.  Det har 
Helligånden kraft til. Derfor skal ikke bespotte den, 
men bede til den og vente os alt godt fra den.  Det var 
ved ånden, at det lille Jesus barn blev til Guds søn. 
Det var ved ånden, at Jesus talte så hans ord blev til 
Guds ord. Og det er ved ånden, at vi bliver gjort til 
Guds børn. Det blev vi i vores dåb. 
     Derfor må vi ikke hører ordene i dag sådan at vi 
bliver bange for Gud.  Vi skal høre ordene sådan, at vi 
ser væk fra alt det vi selv gør, alt det vi selv går og 
roder med, hvor noget er godt og noget dårligt, og hvor 
vi ikke ved, hvad det ender med. Alt det skal vi ikke 
bruge tanker på. Nej, vi må bede til Helligånden, få 
håb fra den, blive styrket af den, få mod til at være 
små, nemlig Guds børn.