Hvis du har kommentarer så skriv
hertil
|
Kære Kk og Mm.
Jeg har hørt, at I er interesseret i sport, særlig
håndbold. Det er en sund interesse, men for jer må det være
lykken; det var vel grunden til at I mødte hinanden. Jeg har
hørt, at det var på en håndboldtur til Spanien, hvor Kk
skulle spille og hvor Mm var chauffør. En franske filosof
har sagt, at "Kærligheden er den stærkeste af alle
lidenskaber, fordi den samtidig angriber hovedet, hjertet og
sanserne" Og jeg er sikker på, at I efter den tur til Spanien
følte jer hårdt angrebet.
I havde det vel sådan som Adam og Eva må
have haft det, da de første gang mødte hinanden. Der er en
digter, Egon Nielsen, som har gengivet fortællingen om
skabelsen. Det fortælles i bibelen, at mens Adam sov, havde
Gud taget et ribben ud af ham og over det havde han skabt
kvinden, fordi Gud ville give Adam en at være sammen
med.
Og så fortæller Egon Nielsen: "Adam vågnede med et sæt
og tog sig til siden.
Han syntes, han havde haft en mærkelig drøm - som om
nogen ville have fingre i ham.
Og måske drømte han endnu. For hvad var det for en
yndefuld skabning, der stod foran ham med øjne som
nattens stjerner? Hvilken gave fra Gud!
Man kunne sandelig se, at Gud havde fået mere øvelse,
tænkte Adam og lod blikket glide ned over sin egen kantede
krop.
Og så er hun magnetisk, tænkte han - og det skønt
magnetismen ikke var opdaget endnu. Han kunne mærke,
det trak i ham. Han blev ligesom suget hen til hende. Hun
skal hedde Eva! røg det ud af ham.
Der kom han nok Gud i forkøbet, men Gud så meget
tilfreds ud, for det var et godt navn, Adam havde hittet på.
Eva", betyder "Liv".
Det er livet at være sammen. Når to elsker hinanden,
så bliver de trukket mod hinanden, suget sammen af
kærlighedens magnetisme. Og det følte I nok, Kk og Mm,
efter Spaniensturen, at kærligheden kan man ikke kæmpe
imod.
Holdsport og den kristne tro er ens på nogle punkter.
Sport, det ord betyder egentlig at more sig, at fornøje sig.
Og det samme siger den kristne tro, at vi ikke skal bekymre
os, vi skal ikke lade livet ødelægges af bekymringer, for
Gud er vores Far, dvs vi er børn af Gud, og børn leger.
Sport er netop en leg, - som man også tager meget alvorligt.
Det gælder jo om at kæmpe så godt som muligt, bruge sin
fantasi og sine kræfter fuldt ud. Det gør børn når de leger;
de bruger alle deres tanker og deres krop i legen. Gud vil, at
vi skal bruge livet og os selv på den måde.
Holdsport lærer os, at vi kun når et godt resultat ved
at arbejde sammen og at der samtidig skal være enere på
holdet. De er nødvendige. Dem skal vi respektere. Det siger
den kristne tro også, at vi er sammen, vi er som en stor
familie. Vi skal tage os af hinanden, og særlig af dem som
er svage. Vi skal respektere hinanden og dem der er
forskellige fra os. De er lige så uundværlige som os.
Det gælder i et ægteskab, at et ægtepar skal arbejde
sammen og respektere hinanden også i deres
forskelligheder. Det har jeg hørt, at I er gode til, Kk og Mm,
at arbejde sammen. Hvad enten det gælder når der skal træ
hjem fra skoven eller når I renoverer jeres stuer, så er I
gode til at hjælpe hinanden. I har skabt gode rammer for
jeres børn.
Og I er gæstefrie over for andre. I er parat til at
række en hjælpende hånd.
Sport er en idræt, som vi udøver i fritiden. Hvis man
taber altfor tit, er det ikke rart. Men det er alligevel sjovt at
være sammen i spillet. Det er en god fritidsinteresse. Den
kristne tro fortæller også om fritid. Ja, egentlig hører vi i
bibelen at Gud har givet os fri for altid. Jesus fortæller om
himmeriget, som vi allerede mærker nu i kærligheden. Det
er et rige, hvor vi er fri til at være os selv og være sammen.
Vi kan ødelægge både livet og vores idræt, hvis vi for
tit er bitre og skælder ud. Det kan ske i håndbold efter en
kamp at nogle giver de andre skylden for nederlaget. Eller
de giver måske dommeren skylden.
Der er en af forskellene mellem kristendom og sport.
Bibelen siger, dommeren har altid ret, dvs. Gud gør kun det
rigtige. Vi må gerne skælde ud på Gud. Vi mennesker har
det med, når der sker noget uforklarligt at vi bliver oprørte
og vrede. Men bibelen fortæller os, at Gud aldrig tager fejl.
Det kan håndbolddommere gøre. Men det kan Gud ikke.
Jesus giver os lov til at tro, at Gud forstår os fuldt ud både i
sorg og i glæde. Og Jesus giver os lov til at lægge det
uforståelige i Guds hånd. Jesus giver os lov til at slippe de
tanker, som vi ikke kan rumme, og i stedet glæde os de
gaver og den tid som Gud giver os og lade det vinde over
alle mørke tanker.
Jeg har hørt om jer Kk og Mm, at I giver jer god tid
til jeres børn. Netop det er meningen, at glæde sig sammen.
I dag holder I fest, for det som I har sammen, at I har fået
hinanden. I fejrer jeres sammenhold. I fejrer at I er en
familie. Brylluppet er en fest for kærligheden; den er stærk,
fordi Gud står bag den.
Man kan næsten blive religiøs af at være med til
bryllup og føle at vi ikke kun skal takke hinanden, men at vi
må takke Gud. Og jeg har fundet et vers i salmebogen, som
jeg vil slutte med, hvor ordet idræt nævnes:
Højt over himlenes himle han troner, den Herre,
jorderig råbe med glæde og give ham ære!
Synger i kor!
Lad os med idræt og ord
tak ham af hjertet frembære!
|
|