Tekst: Matt. 12,31-42

Salmer:
10 - Alt, hvad som fuglevinger fik
355 - Min mund og mit hjerte
(1 dåb) - 697 v. 3-5
346 - Herrens røst var over vandet
------
354 - Guds ord blev aldrig bundet
556 - Jesus, se til os i nåde
359 - Guds ord det er vort arvegods

Intet menneske kan være til i tavsheden, uden
sprog.
 "Tale er sølv, tavshed er guld," siger vi.
Men sådan siger vi kun, fordi vi har en erfaring af, at
det, vi siger, ofte skaber utilsigtet skade. Og så er
det jo bedst at tie helt stille.  I Graham Greenes
roman Den menneskelige Faktor følte hovedpersonen
Castle normalt tavsheden som et lunt sjal omkring
skuldrene, men på et tidspunkt klemte livet sig til
omkring ham, og satte ham i en situation, hvor
tavsheden var som et lufttomt rum, hvor
han ikke kunne ånde. Tavshed var en mangel på alt,
selv tillid. Tavsheden var, siger han, en forsmag på
graven.  Tavshed er ikke guld. Tavshed er en forsmag på
graven.
 Ikke den tavshed, vi selv valgte, fordi vi
vidste, at vore ord ville være enten tåbelige,
overflødige eller måske til skade, men den tavshed, der
blev os et vilkår, vi ikke kunne komme ud af. Der, hvor
livet blev os for hårdt og bragte os til tavshed.
Der, hvor vi slet ikke kunne finde på noget at sige og
ledte efter ordene uden at finde dem. Den tavshed er en
forsmag på graven.
 I 1200-tallet herskede Frederik
II over Tyskland og Syd-Italien med Palermo som
hovedstad. Der fortælles en mærkelig anekdote om ham.
Dengang diskuterede de lærde ivrigt, hvilket af de
kendte sprog, der havde været menneskehedens ursprog.
Mange mente hebræisk, andre holdt på græsk eller latin.
Kejseren, som selv havde en stor interesse for sprog -
han talte seks, syv sprog flydende - fik den idee, at
spærre en flok spædbørn inde i et hus. Han ordnede det
sådan, at børnene blev plejet omhyggeligt på alle
tænkelige måder. Kun måtte ingen af dem
der passede børnene, sige noget til dem eller bare
så meget som udtale et ord, når børnene hørte på det.
Så ville det vise sig, mente kejseren, hvilket sprog
børnene rent spontant begyndte at tale med hinanden. Og
det sprog måtte så være ursproget.
Men børnene gav sig hverken til at tale hebræisk, græsk
eller latin. De gjorde noget ganske andet. De døde. Man
må formode - af mangel på sprog.
 Om anekdoten er
sand, er en historie for sig. Den er i hvert fald
udtryk for, hvordan man, dengang den blev fortalt, har
opfattet sproget som en afgørende forudsætning for
menneskets mulighed for at være menneske.
 Derfor er
pointen: Sig noget! Tal! Liv mellem mennesker afhænger
af, at nogen siger noget, og nogen lytter til det, der
siges.  Ord og liv hører sammen.
Og tavshed er en forsmag på graven.

Den tjekkiske præsident forfatteren Václav Havel levede
førhen i et land, hvor man satte mennesker i fængsel
for ord, et land, hvor en forfatterkongres eller en
tale kunne ryste systemet, hvor ord havde større vægt
end ti divisioner, hvor ord kunne vær
e en bombe under magtapparatet.
Han skriver i et essay om ordet, og kalder det et
hemmelighedsfuldt, mangetydigt, ambivalent, forræderisk
fænomen. Det kan være en lysstråle i et rige af mørke,
men det kan også være en dødbringende pil. Og det
værste af alt, det kan være det ene det ene
øjeblik og det andet det andet, det kan endda være
begge dele på een gang.
 Apostlen Jakob skrev noget,
der ligner, i det, vi læste sammen fra alteret. "Tungen
er en ild," skrev han. "Intet menneske kan tæmme den.
Med den velsigner vi, med den forbander vi." Det hele
begyndte med ordet, og det er, siger Havel, just ordet,
der gør os til mennesker. Uden ord, uden sprog, intet
liv, - måske nok et hjerte, der banker og blod, der
flyder. Men et bankende hjerte alene gør ikke et
menneskeliv.
 Hvad er det, som adskiller menneskene
fra dyrene? Det er sproget. Talens brug.  Mennesket er
i Guds billede skabt
Med Ordet i Kraft paa sin tunge,

skrev Grundtvig. Det er altså ordet, sproget, som er
tegnet på, at vi er skabt i Guds billede.  Derfor: Brug
ordene. Sproget. Tal. Sig noget. Det er menneskelivets
kendemærke.  Og dog kan man blive helt bange for
ordene, når man hører, hvad Jesus siger i dag.  Et
menneske kendes på mange ting. Dets påklædning, dets
højde, drøjde, skæg, briller, krum næse. Og vi dømmer
hinanden på det ydre, især er det moderne at dømme
hinanden på hudfarven.  Men som et træ ikke kendes på
dets ydre, derimod på dets frugt, sådan kender man
først rigtigt et menneske på ordet, på det, det
siger.
 Ethvert ord, skrev Havel også, rummer den
person i sig, som udtaler det. Vi er altså eet med vore
ord.  Det var det samme, Jesus sagde: "Hvad hjertet er
fuldt af, løber munden over med." Altså det, som bor i
os, bliver til i ordet, i sproget. Gennem det, vi
siger, fortæller vi til de andre, hvem vi er. Vi
afslører os gennem vort sprog, vore ord.
 Og det ved
vi godt. Det var derfor, vi af og til kom til at bide
os selv i tungen. Fordi munden afslørede os. Det ord,
vi talte, fortalte mere om os, end vi brød os om. Vi
talte, før vi tænkte, siger vi. Havde vi bare nået at
tænke, ville vi have tiet,
 for vi ville have indset, at ordene ikke ville
fortælle noget godt om os.  "Hvis een ikke fejler i
tale, er han fuldkommen," skrev Jakob, og det erfarede
vi mange gange, at det har han ret i. Vi fejler i vores
tale gang på gang. Nok er vi skabt i Guds billede, men
guder er vi så langt fra. Ordene afslører os, de
fortæller, hvem
vi er. Derfor kommer det heller ikke bag på os, at
Jesus tager ordene alvorligt. Han spørger efter, hvad
vi siger. For et menneske er eet med sit ord. Vore ord
fortæller, hvem vi er.
 "På dine ord skal du
frikendes, og på dine ord skal du fordømmes," siger
han.  Her tæller hverken de mange gode gerninger eller
de kærlige tanker. Her tæller blot de ord, vi fik sagt.
Ordene, som skabte glæde omkring dig, - prøv at tælle
dem.  Her spørges heller ikke efter de gerninger, som
vi bagefter fortrød og måtte bruge kræfter på at
fortrænge, - det kan vi så glæde os over, at de ikke
tæller med -, mens der ikke er meget glæde at hente i,
at regnskabssiderne er fyldt med de ord, som fø
rte dårlig stemning og mismod med sig blandt vore
kære.
 Prøv også at tælle, hvor mange det blev til
af den slags ord.  Der er også andre ord. De tomme
nemlig. Dem skal vi aflægge regnskab for, siger Jesus.
Hvor mange tomme ord blev det til for os? De tomme ord,
de ligegyldige, som afslørede, hvad hjertet er fuldt
af.
 Det er karsk tale, som understreger denne
ubrydelige sammenhæng mellem ord og liv.  Vi må
nødvendigvis tale for at holde livet i live.  Vort liv
er afhængig af, at vi overhovedet kan tale og lytte til
hinanden.  Vort liv med hinanden hører uløseligt sammen
med ordet, at vi får noget sagt.  Vore ord afslører,
hvem vi er.

Ikke underligt, at vi og vort liv skal bedømmes på vore
ord. Vi gør det selv hele tiden, dømmer hinanden og os
selv på ordene. Og alt for ofte, når vore ord var med
til at lægge livet øde, bragte den dom os til tavshed,
en tavshed, som er forsmag på graven.
Så meget betyder vore ord.

Livet dukker frem i dem, og livet går til med dem.
Evangeliet, som altid rækker os livet på ny, når det er
gået til for os, er selv et ord, Guds ord, det eneste,
hvormed han giver sig til kende.  Ordet, der skaber lys
i mørke.
Ordet, der skaber liv af døde.

Ordet, der holder fast i os, også når vore egne ord
bliver tomme eller slipper op.  Og det evangelium lader
aldrig os få det sidste ord.  Derfor ikke blot kan vi
alligevel tale - og synge. Men vi skal. I troen på, at
selv ved vore ord kan han ved sin Ånd skabe liv og
glæde.  Så tal. Sig noget.
Amen.