Jesus taler om, hvad vi skal gøre og hvordan vi skal gøre det. Jesus taler om det, som skal til, for at vi kommer ind i det evige liv.
Først hvad vi skal gøre. Vi skal hjælpe. Det gjorde Jesus selv. Vi kan tage det punkt for punkt. De sultne mættede Jesus. Han gjorde det med et under, da han bespiste 5000 mennesker med 5 brød og 2 fisk. Han havde medlidenhed med folkeskaren, fordi de led nød. De tørstige gav han vand, dvs. han sagde: Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. De fremmede sagde Jesus ikke nej til. Han talte om Gud med en samaritansk kvinde. Han hjalp en romersk officer, som havde en syg søn. De syge fik også hjælp hos Jesus. Han sagde ikke nej til nogen, men gjorde dem raske, når de bad om det. Dem, der var i fængsel, ja, der var en, som var i fængsel, nemlig Johannes Døberen, og han sendte bud til Jesus om Jesus var Messias, og Jesus sendte nogle af sine disciple tilbage med svar. Der kan vi se, at Jesus ikke straks lagde alt til side for at besøge én, som var i fængsel. Og Johannes Døberen havde ellers religiøs tvivl. Han havde brug for at en talte Guds ord til ham. Men Jesus sendte nogle af sine disciple. Han gik ikke selv.
Jesus giver eksempler på det vi skal gøre. Og de gerninger, som Jesus nævner i lignelsen om dommedag, er ganske små. Det er at give lidt mad til en, som sulter. Vi ville nok synes, at det var altfor lidt. Var det ikke bedre, både at give mad og give en bolig og et arbejde, så vedkommende ikke skulle sulte næste dag. Men så højt behøver vi ikke at stræbe, siger Jesus. Det er nok at give et stykke mad til den, som sulter. Det er nok, når vi kender en, der er syg, at bringe lidt lindring. Det er ikke meningen vi skal gøre store undere og helbrede hver syg vi møder. Nej, det er nok at lægge en kold klud på panden af en febersyg og tilkalde lægen. Eller når vi kender en, som er i fængsel, er det nok at besøge ham. Vi skal ikke sørge for, at fængslerne bliver nedlagt og de fangne bliver sat i frihed, så de kan lære at leve et ordentligt menneskeliv. Det må vi selvfølgelig også arbejde på, at vores fængsler ikke er umenneskelige og vores sygehuse har midler nok til at gøre deres arbejde. Men først og umiddelbart kræves der ikke mere af os end noget ganske småt og beskedent, at besøge den sygej og den fængslede, at sige et ord eller give et smil til flygtningen. Selv om vi er kristne må vi også indrømme, at vores muligheder er begrænsede. Vi kan ikke ændre verden totalt eller komme med nye løsninger på alle de indviklede problemer. Det er nok at vi giver et stykke brød til den, som kommer til os og er sulten.
De små muligheder vi har, skal vi udnytte. Vi må ikke give op. Vi skal gøre det vi kan og hjælper andre, hvor småt det end er, et stykke brød, et glas vand, et besøg. Det er så småt så vi ikke engang selv lægger mærke til det vi udretter. Fordi vi ved, at Gud har taget imod os og gjort os til sine børn, fortvivler vi ikke, når vi ser hvor megen sult og sygdom der er i verden, og hvor mange flygtninge der er. Vi gør det vi kan, hvor lidt det end udretter, og vi gør det stille og roligt.
Netop af de eksempler, som Jesus nævner, hvor han fortæller det som vi skal gøre, kan vi se, at han vil opmuntre os. Der kræves ikke for meget af os. Selv om Jesus var selvopofrende, så var han også realistisk. Da Johannes døberen var i fængsel, da mente Jesus det var mest vigtigt at blive hvor han var og prædike Guds ord. Jesus mente ikke, at han skulle gå til Johannes i fængslet og befri ham. Jesus må vi gerne tage som forbillede. Han hjalp dem han mødte. Han sagde ikke nej til nogen. Men han gjorde ikke alle syge i landet raske. Han rejste ikke verden rundt for at frelse. Og når vi tager Jesus som forbillede, skal vi også lægge mærke til, at han gjorde undere, men det taler han ikke om at vi skal.
Jesus taler om at vi skal yde ganske almindelig hverdagsagtig hjælp, et stykke brød til en sulten, et glas vand til en tørstig, et besøg til en, som trængte til det. Det er ikke overdrevne krav Jesus stiller til os. Han siger ikke, at du eller jeg skal tage os af alle, som er sultne i hele verden, eller alle, som er syge. Det er for stort et ansvar for den enkelte af os. Men vi skal gøre det lidt vi kan. Vi skal give den ringe hjælp som vi kan. Og sammen kunne vi måske hjælpe mere end vi tror.
Jesus vil opmuntre os til at hjælpe. Og det han særlig vil opmuntre os til, det er at have respekt for andre. En hjælpeløs sulten, et menneske, som er kommet så langt ud, at han ikke engang kan skaffe sig selv vand, når han er tørstig, en fremmed, som ikke mere har et fædreland, en syg, som ligger og intet kan gøre, et menneske, som er i fængsel, og selv er skyld i det. Dem må vi ikke foragte. Vi skal endda have den højeste respekt for dem, for det er Jesus vi møder i dem. Og vores respekt for de mindste er afgørende for, hvordan dommen over os bliver.
Jeg var fremmed og I tog jer ikke af mig. Sådan siger Jesus. I hver flytning skal vi se ham. Jeg læste en gang om en mand, som tog et år fri. Det var i et af landene sydpå. Og så vandrede han rundt. Og han var meget overrasket over, så godt folk tog imod ham, når han bad om lidt at spise. Men så fik han at vide, at der i det land var den overtro, at Jesus kunne komme i forklædning, f.eks. som en vagabond, for at prøve en familie, hvordan det stod til med deres kristendom. Derfor hjalp de hver fremmed så godt de kunne, for det kunne jo være Jesus, de stod over for. Det var overtro. For den kristne tro siger, at vi i hver eneste fremmed står ansigt til ansigt med Jesus.
Men har vi så den respekt for de mindste. Gør vi som Jesus siger?
Når jeg hører om dom efter gerninger og om fortabelse, så tænker jeg, at jeg er fortabt. Selvfølgelig prøver jeg da at leve et rigtigt menneskeliv. Men dels er der da mange gange, hvor man godt ved, at man skulle have gjort noget, men så skød man det fra sig, og alle de undskyldninger man så kunne finde: at vi ikke kan tage andres liv på os, eller at vi ikke kan være alle steder,ja, undskyldninger er der nok af. Tilbage står at man ikke gjorde alt hvad man kunne for at hjælpe. Men værre er endda, at der jo sikkert er mange tilfælde, hvor vi slet ikke ved af eller har øje for det gode, vi skulle have gjort.
Og det siger Jesus jo også i prædikestykket i dag, at vi slet ikke ser det gode og det onde vi gør. Hvordan skal vi så frelse os? Og der er både evig frelse og evig fortabelse. Jesus taler i dag om at arve Guds rige eller at ende i den evige ild under forbandelse.
Men hvornår får vi dog lært, at det er ligegyldigt hvad vi gør, vi kan ikke frelse os fra fortabelsen. Hvis det kommer an på os, så er spørgsmålet ikke, hvordan vi kan frelse osm nej, svaret er, at hvis det kom an på det, så går alle fortabt.
Nej, den eneste som kan frelse os fortabte er Jesus og troen på Gud. Jesus siger et sted: Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Så store er ordene. Så sikker er frelsen. Jo, der er dom og fortabelse, men i troen på Jesu ord og i troen på Gud, da kommer vi ikke for dommen, og vi behøver ikke engang vente på det evige liv, det begynder nu. Sikrere kan det ikke være.
Og vel at mærke er troen ikke noget vi skal præstere, som om den var en
betingelse. Troen består jo netop i den glæde og lettelse, at Jesus er kommet
som hyrden, der vil bære os hjem til Gud. Troen er ikke en byrde, der bliver
lagt på vores skuldre, nej, troen består i den lettelse, at Jesus tager os på
sine skuldre og bære os hjem til Guds dejlige rige
Tryk her tilbage til forside