Bøn 
  " Når du beder, så gå ind i dit 
kammer og luk din dør og bed til din 
Far, som er i det skjulte," sådan 
siger Jesus i Mattæus evangeliet 
kap. 6. 
 
           FORSONINGSDAGEN 
   I jødernes tempel var der mange 
torve: hedningenes forgård, kvinder- 
nes, mændenes, præsternes, og aller- 
inderst var selve helligdommen, og 
inde midt i det var et rum, som hed 
"Det Allerhelligste". Man skulle 
gennem et forhæng for at komme 
derind og kun  ypperstepræsten måtte 
komme der. Han måtte kun gå derind 
én gang om året.  Mon ikke han 
gjorde sig ekstra ren den dag, tog 
rent tøj på, rensede sine tanker. 
Selv om ypperstepræsten havde en 
meget høj stilling og uddannelse, 
var han nok lidt bange den ene dag, 
hvor han skulle gå ind til Gud. 
Meget afhang af det. Præsten skulle 
bede Gud om tilgivelse for hele 
folket.  Derfor kaldtes dagen 
forsoningsdagen. 
 
             LANGFREDAG. 
   Det højeste man kunne nå hos 
jøderne var stillingen som ypperste- 
præst. Det var på linje med kongen. 
Den laveste hos jøderne var en for- 
bryder, og allerværst de forbrydere, 
som blev idømt dødsstraf. Det blev 
Jesus. Og den dødsstraf han fik, var 
den mest ydmygende, der fandtes, 
døden på et kors. Der var meget 
langt fra ypperstepræsten til den 
korsfæstede Jesus. Men Langfredag, i 
det øjeblik, Jesus døde, da 
flængedes forhænget ind til Det 
Allerhelligste i to stykker fra 
øverst til nederst.  Netop i det 
øjeblik, hvor Jesus var længst fra 
jødernes høje og hellige tempel, da 
gik han ind i Det Allerhelligste, 
ind til Gud. Og Jesus rev tæppet 
væk, som skjulte Gud. Med Jesu død 
Langfredag har vi alle åben adgang 
til Gud. 
   Vi skal altså ikke have en høj 
stilling. Vi skal ikke være rene 
indvendig og udvendig for at gå ind 
til Gud. Og det er ikke kun én gang 
om året vi må gå derind. Jesus døde, 
så at vi alle ganske naturligt må gå 
ind i Det Allerhelligste. Vi må gøre 
det hver dag. 
 
         DET ALLERHELLIGSTE. 
   Man skulle tro, at Det 
Allerhelligste var den højeste og 
smukkeste kirke i Danmark, og at det 
var dér vi skulle gå hen. Jødernes 
tempel, var i hvert fald utroligt 
flot med marmor, guld, pragtfulde 
mure og søjlegange. Der var porte så 
store, at der skulle 2o mand til at 
åbne og lukke dem. Men da Jesus døde 
Langfredag, da rev han alt det ned, 
som spærrer Gud inde; alt det som 
mennesker har muret Gud inde med, 
rev Jesus ned. Efter Langfredag er 
Gud ude hos os i hverdagen i vores 
huse.  Gud er ikke kun i de høje og 
hellige kirker.  Nej, Det Allerhel- 
ligste, det er vores kammer. 
 
         GUD ER I HVERDAGEN. 
   Så meget rensede Jesus os. Så høj 
en stilling gav han hver af os, at 
vi, enhver døbt, er som den øverste 
præst og frit kan gå ind til Gud. 
Der er intet tæppe, som skjuler Gud. 
Der er ingen mure, som skjuler ham. 
Og vi må gå lige så naturligt og 
frit, som var det til én af vores 
forældre. Det er ikke den fine stue 
vi skal gå ind i. Det er vores 
kammer. Dér må vi gå ind og bede til 
Gud, vor Far, som er i det skjulte. 
   Jesus talte aldrig om, at vi skal 
gå i kirke; men han siger altså, at 
vi skal gå ind i vores kammer. Det 
er højtideligt og smukt at komme i 
kirke til gudstjeneste. Men Jesus 
siger, at det ikke kun er i kirken, 
at vi kan finde Gud og tale med ham 
og høre hans ord. Det kan vi også i 
så simpelt et rum som et kammer. 
   Når Jesus siger, at Gud er i det 
skjulte, så betyder det, at Gud ikke 
er skjult i fine bygninger bag fine 
tæpper. Nej, Gud er skjult i vores 
hverdag. Dér møder vi Gud. Dér ser 
vi Gud, hvis vi havde øjne til det.