HVORFOR KOMMER VI I KIRKE 
     I indgangsbønnen i gudstjene- 
sten hører vi de ord: " Herre, jeg 
er kommet ind i dette dit hus for at 
høre." Det er ikke os selv, der be- 
der bønnen; det er kirkesangeren, 
som siger ordene for os. 
Kirkesangeren har vi valgt til at at 
bede bønnen på vores vegne.  Det er 
for at der ikke skal være tvivl om, 
at vi er kommet i kirke for at høre. 
Og ikke høre os selv, men høre Gud. 
Det første ord i indgangsbønnen er 
da også: "Herre." Og det, som fylder 
mest, det er ordene om den, der ta- 
ler til os i kirken:" Gud fader, min 
skaber, du Herre Jesus min frelser, 
du gode helligånd, i liv og død  min 
trøstermand." 
     Indgangsbønnen er meget svær at 
sige. Og man kunne tro det var, for- 
di den er skrevet indviklet, og man 
bare kunne modernisere og forenkle 
den.  Men det er ikke grunden. Når 
indgangsbønnen er så svær at bede, 
så er det fordi den stemmer vores 
sind i en ny tone, som vi ikke er 
vant til. Den melodi, som vores sind 
arbejder efter ude i hverdagen, det 
er en sang, hvor ordet jeg forekom- 
mer hele tiden.  Hvis vi talte op i 
hverdagen, hvilket ord som bliver 
brugt mest eller underforstået mest, 
så er det ordet jeg.  Derfor er det 
nødvendigt, at vi bliver stemt i en 
helt anden toneart, når vi kommer 
ind i kirken. 
     Har I hørt et gammelt klaver, 
som ikke har været stemt i mange år. 
Så skærer det i ørene, når der bli- 
ver spillet på det. Sådan er det 
også, når vi går rundt ude i verden, 
at flere af vores toner bliver fal- 
ske, fordi vi tænker for meget på os 
selv og sætter os selv i centrum. 
Men når vi kommer ind i kirken, så 
bliver vi straks fra første ord 
stemt i den rigtige toneart.  Dér 
hører vi ordet: " Herre." 
     Ligesom klaverstemmeren drejer 
på strengenes skruer, så det knirker 
i hele klaveret, sådan bliver vi 
drejet, lige fra vi kommer ind i 
kirken, vi bliver drejet fra den 
tone, som hedder jeg, til den tone, 
som hedder Herre. Og det knirker 
selvfølgelig inden i os.  Derfor er 
indgangsbønnen så svær at bede, for- 
di vi bliver drejet 180 grader. 
     Vi kommer til gudstjeneste for 
at blive stemt i sindet, så der kan 
komme en smuk sang ud af vores liv, 
en sang til Guds ære. Derfor kommer 
vi til gudstjeneste for at sætte os 
selv ud af centrum, og få Gud sat på 
vores plads. 
     Det er nok også derfor vi i 
vores land har valgt bestemte menne- 
sker til at læse indgangsbøn og til 
at læse op af bibelen og prædike. 
Det kunne jo ellers godt gå på 
skift. Eller man kunne tage alle dem 
i sognet, der ikke var generte ved 
at læse op. Men så ville det nok 
ende med, at vi mere lagde mærke 
til, hvordan Hansen og Nielsen læste 
end indholdet i det som de læste. Og 
det kunne være, at vi mere interes- 
serede os for om det i dag var min 
tur til at træde frem for de andre. 
Når det er få og helt bestemte, som 
læser op, så glemmer vi forhåbentlig 
de personer og hører ind bag, ind i 
ordene og ånden, som taler til os, 
ånden fra Gud. 
     I en gudstjeneste er der nogle 
gange, hvor vi allesammen er i 
aktivitet. Det er, når vi synger. 
Men da hører vi ikke os selv. Vores 
stemmer går sammen i én stor lovsang 
af Gud.  Selvfølgelig er der nogle 
af os, som synger bedre end andre, 
men når vi synger sammen, så smelter 
vores sang sammen til en helhed. 
For ingen af os er hovedpersoner. 
Det er Gud vores sang er rettet til. 
     Jo, der er også et andet 
tidspunkt i gudstjenesten, hvor 
mange af os er i aktivitet. Det er 
ved nadveren. Men også her er det 
tydeligt, at det er en aktivitet, 
som er helt forskellig fra det vi 
gør ude i vores hverdag.  Dér 
bevæger vi os. Dér fremstiller vi 
noget. Ved nadveren knæler vi. Det 
er helt uvant for os. Det er ikke 
kun når man er ældre og lidt stiv i 
benene, at man har svært ved at 
komme ned og knæle. Det er det også 
i overført betydning svært for de 
unge. Det er en lidt besværlig stil- 
ling for os.  Når vi knæler, kan vi 
ikke ret meget, men må læne os til 
alterskranken.  Når vi knæler, kan 
vi ikke bevæge os; når vi er til 
alters, er vi modtagende og kan ikke 
støtte os til noget af det vi selv 
gør. Vi modtager og støtter os til 
det, som Jesus giver.  Han giver os 
sin kærlighed. 
     Ja, i hverdagen er det et andet 
sted, hvor det også er skik, at man 
knæler, eller sådan var det i gamle 
dage.  Det var ved frieri. I gamle 
dage var det ved at knæle ned, at 
manden erklærede sin kærlighed og 
bad om et svar, helst et ja.  Ved at 
knæle viste han, at han helt lagde 
sin skæbne i sin kæreste hånd; alt 
afhang af hendes svar. 
     Også her betød det at knæle 
altså at udlevere sig selv. Man gav 
slip på sin værdighed og viste sine 
inderste følelser helt åbent. Ved at 
knæle viste man, at man glemte sig 
selv for noget vigtigere, nemlig 
kæresten og kærligheden. 
     Det samme kan man sige om det, 
som vi gør ved altergangen. Også dér 
ser vi bort fra os selv - vi ser op 
- og bekender vores kærlighed og 
vores tro.  Grundtvig skriver det 
sådan i en salme, at over porten til 
Guds-staden står der skrevet på et 
skilt:" Bekend din tro!  fornægt dig 
selv!" Og Grundtvig fortsætter: " 
Det er den snævre port for sjælen / 
for det i os, som siger "jeg",/ hvis 
ære med den dybe knælen/ indlysende 
forliges ej;/ skønt intet værd er, 
hvad vi mister,/ os egenkærlighed 
dog frister/ til på "os selv" at 
holde fast." 
     Jesus siger et sted, at porten 
ind til Guds rige er så snæver som 
et nåleøje. Ja, Jesus siger det 
sted, at en kamel går lettere gennem 
et nåleøje, end en rig går ind i 
Guds rige. Og mon det ikke er fordi 
jeg-følelsen bliver altfor stor, når 
vi har mange ting. Så frister egen- 
kærligheden til, at vi holder fast 
på os selv. Det gælder os allesam- 
men. Det gjaldt i hvert fald 
disciplene.  De følte sig ramt af 
Jesu ord og spurgte: " Hvem kan så 
blive frelst?" Og Jesus svarede: " 
For mennesker er det umuligt.  Men 
ikke for Gud, alle ting er mulige 
for Gud." 
     Når det er muligt for Gud at 
frelse os, så er det fordi Gud viser 
en sådan kærlighed, at vi glemmer os 
selv.  Ved Guds ord og ved Guds ånd 
bliver vi drejet 180 grader bort fra 
den falske jeg-tone til den sande og 
smukke tone, hvor vi lever i kærlig- 
hed til Gud og vores næste.  Kun når 
vi lever sådan, er vi virkelig os 
selv. Så mærkeligt er det, at kun 
ved at opgive os selv, bliver vi et 
sandt og godt menneske.  Det ved 
blandt andre enhver, som har friet, 
at man da ikke mere selv er hoved- 
personen i sit liv, men at der sam- 
tidig ikke findes nogen lykkeligere 
på hele jorden, når kæresten har 
sagt ja. Den, som ser bort fra sig 
selv i kærlighed, er et sandt og 
godt og glad menneske.