Prædiken, 11. s.e. Trinitatis, 1998. 
Lukas 7, 36-50. DDS: 307-372-484/131-385.
En sen nattetime i forgangne uge kom omsider den indrømmelse
som en hel verden i spænding havde ventet på: en præsident
tilstod, hårdt presset, at have haft et upassende forhold til en
anden kvinde. 
En sådan indrømmelse afslører ikke så lidt om en præsident, der
gik til valg med et løfte om at højne moralen i samfundet og
styrke familien.
Den tvungne indrømmelse siger nu heller ikke så lidt om, at i
politik er alle kneb gyldige. Set under én synsvinkel kan det jo
være ret ligegyldigt, hvad manden foretager sig privat, sålænge
han anses for at være en god præsident for sit land. 
Og går man ud fra, at selve præsidentembedet automatisk skulle
sikre et menneske en fejlfri karakter, ja, så er man altså naiv. -
Det er nu nok heller ikke det, man er gået ud fra. Her var der
blot noget, præsidentens modstandere kunne bruge politisk.
Men at vi i året 1998 for åben skærm hører et lands præsident
indrømme sine upassende bekendtskaber, siger heller ikke så lidt
om selve den tid, vi lever i. Sagen er jo den, at man alle steder
og i alle kredse har fået tid til at beskæftige sig med moralen. 
For blot ti år siden ville en præsidents pligt til at blotlægge sit
privatliv for al verden have været utænkeligt. Da var der endnu
noget, der hed den kolde krig. Der var en ydre fjende at tage
vare på. Og jeg tror man skal have særdeles megen fantasi til at
forestille sig, at selv de mest arge modstandere af nogen
daværende præsident kunne have fundet på at tvinge
præsidenten til offentligt at bekende sine mere intime synder. 
- Hvorfor? Fordi det ville have udstillet ham som en svag
præsident. Og det dur ikke at afsløre en svag præsident, når der
hersker en kold krig, når der altså er en ydre fjende. - For, det
siger sig selv, så er det jo selve nationen, der er svag. 
Aviserne har jo ikke holdt sig tilbage med at berette om, at den
nuværende præsident ikke er den første, heller ikke i nyere tid,
som har haft upassende bekendtskaber. - Man har vidst om
disse forhold, også journalister. De har så blot tiet dermed, fordi
- ja, fordi tiden ikke var til det. 
Nu er tiden imidlertid blevet mere moralsk. Der er blevet tid til
at være det, fordi verden efter murens fald har forandret sig.
Men er nu det med moralen så let, som man ind i mellem vil
gøre det til? Ja, det er i hvert fald let at tale om de andres moral
eller mangel på samme. Det er et godt angrebspunkt, de andres
moral. Men hvad med ens egen? 
Tag nu f.eks. dagens fortælling hos evg. Lukas. Der trænger en
kvinde ind til middagsselskabet hos Simon farisæer. Ikke en
hvilken som helst kvinde. Nej, en kvinde, som levede i synd i
den by, hvor Simon farisæer boede, får vi udtrykkeligt at vide. -
Kvinden er m.a.o. en prostitueret, hun sælger sig selv til mænd.
- Simon er derfor heller ikke det mindste i tvivl om, hvad han
skal mene om denne kvinde. Hun er jo en af "den slags"
kvinder. ..
Og de andre gæster ved middagsbordet, som udelukkende har
været mænd - sådan var den tids middagsselskaber - har næppe
heller været i tvivl om, hvad de skulle mene om hende. - Men
måske var der nogle tilstede i selskabet, som faktisk godt kende
hende, men som i hvert fald ikke ville kendes ved hende nu! -
Og er det særlig moralsk? Nej. Det er derimod dobbeltmoral. 
Men Simon er alligevel den mest moralske af alle - eller rettere:
han kan slet ikke lade være med at være det. For som kvinden
stiller sig grædende bag ved Jesu fødder og salver dem med
olie, så kan Simon ikke undlade at tænke: Hvis den mand var
profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører
ved ham, at det er én, der lever i synd. 
M.a.o.: Simon vil stadfæste en bestemt moral. Han vil give én
bestemt moral gyldighed frem for andre. Og det er en moral, der
for det første fastslår, hvem der er et ordentligt menneske og
hvem ikke; og for det andet: det er en moral, der kan fastslå,
hvem der har adgang til sådan noget som Guds barmhjertighed,
og hvem ikke. - Og er det, når alt kommer til, særligt moralsk?
Jamen, det er præcis det, der sker, når vi vil til at fastslå, hvad
der er moralsk og umoralsk: vi kan komme til at sætte en moral,
der måske slet ikke er spor moralsk, og i værste fald kun er en
dobbeltmoral! - 
Vel er der forskel på op og ned, på ret og forkert, på godt og
ondt. Det skal der ingenlunde herske tvivl om. Men enhver skal
se sig for, at han ikke kommer til at spænde ben for sig selv
Det er der i øvrigt nogen, der har gjort, påstås det, når en
præsident bliver tvunget til at blotlægge sit mest intime privatliv
for offentligheden. Man argumenterer som så: der er intet
politisk embede, der kan fungere på de vilkår. Verden bliver
usikker, skønt den kolde krig ikke længere findes, for det er
vigtigt for hele verdens stabilitet, at dette store land mod vest
har en handlekraftig præsident, hvis politik store dele af verden
har tillid til. Hvorfor der var nogen, der burde have vidst at
skelne mellem det private og det offentlige.
Nej, det er ikke så let og ukompliceret, det med moralen. Man
kommer så let til at havne i en dobbeltmoral; man kommer så let
til at spænde ben for sig selv. Men til både de meget moralske
og de meget umoralske har evangeliet dog et svar at give: 
Det fremhæver nemlig ikke eet menneskes moral på bekostning
af et andet menneskes moral. Her er det ikke sådan at nogen
fordømmes mere end andre. Er der noget at sige om denne
kvinde, så er der også noget at sige om Simon, og andre med
ham. Ja, har den ene skyld, så har den anden det også. 
Én kan have oparbejdet en gæld på fem hundrede denarer; en
anden en gæld på blot halvtreds denarer. Men der er ingen, der
ikke er kommet til at sidde i gæld. - Alle har vi syndet og
mangler herligheden fra Gud, var der en apostel, der siden hen
sagde. Den ene har slet ikke noget at skulle lade den anden
høre.
Men klart er det, at den, der billedligt talt har oparbejdet den
helt store gæld, må være desto mere glad, når gælden viser sig
at kunne blive eftergivet.
Derfor græd kvinden i farisæerhuset jo. Hun græd. Ja, hun
kunne vel egentlig godt have grædt af frygt for, at der var
nogen, som af hende ville forlange en offentlig skyldbekendelse.
Men så ville hun vel slet ikke være trådt ind i huset. - 
Nej, hun græd i forvisningen om, at i dette selskab af meget
moralske mænd, var der én, der ikke blot ville forstå hende, men
som tillige også ville tage hende alvorligt, - ja, som på Guds
vegne ville tilgive hende. 
Hun vidste om sin skyld, ønskede den overhovedet heller ikke
bortforklaret. Hun ønskede blot sine synder tilgivet, så at hun
kunne gå videre med fred i sin sjæl. Og hun var overbevist om,
at dette ønske magtede Jesus at imødekomme. Så stor en tiltro
havde hun til ham. - Derfor også alabastkrukken med olie. - Og
Jesus gav hende ret i hendes tiltro til ham: Din tro har frelst dig.
Gå bort med fred! 
Og så er moralen da den, at der er noget i denne verden, som
kan gå hen og blive til et anliggende udelukkende mellem
Vorherre og os selv.
Amen.