Og hvad med naturen i os selv. Når man tænker over det, så er det mærkeligt, at diktatur og krig kan vare så længe. Hvorfor gør et folk ikke gjorde oprør meget før end de gjorde det f.eks. i østlandende. Menneskenaturen er mærkelig. Hvilken fornøjelse en tyran kan have i at udnytte andre og lave underjordiske gange, hvor han kan flygte, fordi han ved, at der kommer en dag hvor folket vender sig mod ham. Og det er mærkeligt, at en tyran kan få så mange til at arbejde for sig, når de dog må være de første til at indse, hvordan tyrannen er. Ja, det er mærkeligt i lande hvor der er krig, og hvor selv børnene sulter, at man ikke straks gør en ende på krigen, fordi selv en sejr er et tab for landet.
Naturen omkring kan vi ikke bestemme over; hvor dygtige vi end bliver, vil der altid ske noget som er mod vores planer. Naturen i os kan også gøre os bange, fordi vi ikke engang kan bestemme over den. Det gælder egentlig både for naturen omkring os og i os, at den har så store kræfter og kan blive så voldsom, at det forårsager store ødelæggelser.
Men Jesus siger: " Hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette træ: Ryk dig op med rode og plant dig i havet, og træet ville adlyde jer." Jesus siger, at troen, selv den mindste tro, som er så svær at se og finde som et sennepsfrø, der er mindre end alle andre frø, ja, den er som et sandskorn, - i en tro så lille er der så stor en kraft, at den gør os til herre over naturens vældige kræfter. Som sagt kan vi med redskaber gøre nogenlunde det samme. Der er i de sidste år fremstillet en kran, som kan skære rødderne over på et træ i en stor omkreds, og kranen løfter så træet op, så det kan køres et andet sted hen og plantes. Men det går meget langtsomt. Der er en anden fart over troen. Der skal man bare sige ordren og træet rykkes op med rode og planter sig et andet sted, siger Jesus. Det er en umådelige kraft, som er i troen. Når man sammenligner størrelsen på frøet og træet, og det er troen på størrelse med sennepsfrøet som kan flytte med træet så er det jo som musen, der befaler med elefanten.
Jesus havde den tro. Jesus kunne gøre sådanne undere. Der var engang hvor han forbandede et træ, der ikke havde frugter. Og da Jesus og disciplene om aftenen kom forbi træet igen, så var det visnet fra roden af. Det var også dengang hvor Jesus gjorde vand til vin. Det var ved et brullup, og vinen var sluppet op, men Jesus sagde, at de skulle hælde vand i nogle store vandkar, og de skulle øse det op i vinkarafler, og da var vandet blevet til vin. Der var også dengang, da de var ved at sejle over Genesereth sø og det blev stormvejr og de var nær ved at drukne, men Jesus sov rolig bag i båden. Da vækkede disciplene ham og bad om hjælp. Og Jesus beordrede bølgerne at lægge sig, og det blev helt blikstille. Ja, det største under, hvor naturens orden blev brudt og hvor frygten og sorgen blev afløst af glæde, det var påskemorgen, da Jesus opstod af graven.
Om det under, og om den kraft som her brød igennem døden, om det bruger Jesus selv et billede, at han er som frøet, der bliver lagt i jorden og dør, men så vokser der en levende plante op.
Det er den kraft han taler om i dag. Troens kraft er som et frø. Dvs. i grunden er troens kraft ikke en underfuld og pragtfuld magt, som viser sig i fantastiske kraftpræstationer. Nej, troens kraft er en magt, som fører gennem svaghed. Frøet dør, før underet sker: planten vokser op til høst.
Troens kraft viser sig ikke i pragtfulde undere. Men derimod i det skjulte, i udholdenhed og sejhed, som frøet der ligger i jorden; selv om der er mørkt, selv om der er frost, så bliver frøet liggende, og frøet går til men op kommer der en levende plante.
Derfor var det så få undere Jesus gjorde, hvor han viste sin magt over naturen direkte, og man kunne jo også se, at den magt havde disciplene ikke, for Peter ville engang ud til Jesus på vandet, da Jesus en mørk aften kom vandrende hen over søen til disciplenes båd, men da Peter var kommet ud på vandet, blev hans tro svag og han begyndte at synke ned i vandet, så Jesus måtte gribe ham og løfte ham op. Men det er kun disse 3 - 4 gange vi i det ny testamente hører om den slags undere, ellers består alle Jesu undere i at han hjælper mennesker, som har det dårligt enten i deres sjæl eller i deres legeme.
Det kan vi også høre i prædikestykket i dag. Dels kan vi høre det ud af det eksempel som Jesus giver, at en, som tro, siger til et træ : "Flyt dig ". Hvem skulle dog ønske at sige sådan til et træ. Jesus giver det overdrevne eksempel som svar til disciplene for at sige, at deres ønske om mere tro er forkert, hvis de vil bruge den magt til at gøre pragtfulde undere. Nej, troens kraft er i det skjulte, i udholdenhed og sejhed og i, at man opgiver sig selv, ja, opgiver at tage sig selv så højtideligt, at man ønsker mere tro for så at kunne udrette pragtfulde ting. Nej, den kraft vi får, det er frøets, dvs. til at leve også gennem mørke og kolde tider, når dagene følger efter hinanden og det ser ud som om igenting sker, men til sidst vokser der en plante op til Guds ære og til høstens tid.
Det er sådan troen viser sig, i hverdagen. Jesus giver et eksempel. Jesus siger, at vi er som tjenere, eller snarere som slaver, der ejes af en Herre. Og på Jesu tid var der ingen regler for arbejdere, der var ingen hvilebestemmelser. I hvert fald hører vi om en slave, som kommer hjem fra marken, og det var hårdt arbejde, hvad enten det var at pløje eller at holde sammen på en fåreflok, men straks slaven kommer hjem, men selv om han er sulten efter dagens arbejde, så får han ordre til at lave mad og servere den, først derefter kan han selv spise. Det lyder ikke som en særlig spændende tilværelse. Men det er den troendes tilværelse, at arbejde og arbejde for andre. Den troende siger ikke til marken: Pløj dig selv. Den troende siger ikke til fårene: Pas jer selv. Nej, det er hårdt arbejde. Den troende siger ikke til bordet: dæk dig selv. Nej, det er arbejde at lave mad og servere den.
Mon ikke Jesus nævner disse ganske almindelige dagligdags gøremål, som at pløje og lave mad, for at sige at troens kraft, dvs. den kraft som over naturens grumsomhed og frygtelige kræfter, den troens kraft viser sig i dagligdagen, og er i det skjulte. Troens kraft er i udholdenhed og sejhed.
Sådan levede Jesus selv. Han sagde: " Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. " Det eksempel skal vi efterleve, i hvert fald så langt at vi tragter efter den tro, der holder ud i hverdagens små og almindelige gøremål, for så at få den slutning, som Påskemorgen blev for Jesus, en opstandelse til Guds herlighed.
ny prædiken
Giv os større tro. Det kunne vi også have bedt om. Mange gange oplever vi, at disciplene havde samme ønsker og drømme og tanker som os. I dag hører vi, at de også mente, at deres tro var for lille. Men hvad ligger der bag bønnen: Giv os større tro. Den skyldes, at vi ikke kan tåle at lide nederlag. Vi vil gerne kunne klare enhver situation. Og det ved vi, at vi ikke kan. Det gælder i vores privatliv, at vi føler vi ikke slår til. Og det gælder også på alle de andre områder vi har med at gøre. Mon der er derfor der sælges utrolig mange naturmidler, som lover mere energi og bedre humør og overskud. Vi ønsker, at det hele skulle gå lidt bedre end det gør. Jeg læste også om de studerende, de unge, som er under uddannelse, at der er mange af dem, som får psykiske problemer, fordi de ikke kan klare alle kravene. De føler sig bange og ensomme. Om dem, der er ude i erhvervslivet, hører vi også om stress. Vi søger et middel, som kunne gøre, at vi hele tiden er ovenpå. Og mon ikke disciplene mente, at troen var et overnaturmiddel. Bare de har nok af den, kunne de klare sig. Så kunne de knipse med fingeren og de onde og problemer forsvandt. Vi vil gerne have magt over vores tilværelse. Vi føler os som de små, hvis alt andet bestemmer over os og driver os.
Men Jesus svarer: Hvis I havde tro som et sennepsfrø, var det nok. Et frø er meget lille. Og et sennepsfrø er det mindste frø, som findes. Så lille en tro er nok. Selv den mindste tro er jo en tro på Gud, på Guds magt og Guds kærlighed. Og når vi er knyttet til Gud, sætter Gud al sin magt ind på at hjælpe os. Selv den mindste tro giver os hele Guds hjælp. Jesu svar viser, at disciplene ikke går på troens vej, når de beder om større tro. Det de vil, er, at de ønsker at stole på sig selv og at de selv kan klare tingene. Men det er en forkert vej. Den fører væk fra Gud. Og når vi går på den, er det sikkert vi bliver skuffet. Vi ser tit, at der skal uendeligt til at blæse et menneske omkuld. Vi bygger ikke på sikker grund, hvis vi vil bygge på os. Et enkelt vindpust, en enkelt fiasko, et lille uheld, river alt det ned, vi så har bygget op. Hvor højt vi end fik bygget vores hus, hvis grundlaget er troen på os selv, så skal der ikke meget til at det hele falder sammen.
Det sker ikke, når vi tror på Gud. Selv den mindste tro vil frelse os igennem hvad ondt der end må komme. Så bygger vi på fast grund, for så er det Gud selv som holder os oppe. Gud, den almægtige.
Der er en salme i Det gamle Testamente, som handler om det. Det er en meget smuk salme. Der står: Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord. Du, som bredte din højhed ud over himlen. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham. Sådan står der i salme 8. Så stor, så herlig er Gud, og så vil Gud tage sig af os små mennesker, når vi tror på Gud. At tro betyder ikke kun, at vi mener Gud er til. Det ville i øvrigt ikke hjælpe os meget. Nej, det vigtige er at vi må vide, at Gud er til for os. At tro er det samme som at vi må overgive magten til Gud. Vi skal ikke selv klare os. Det må vi lade Gud gøre. Og der er ingen, som er bedre til at give os et godt liv end Skaberen, som kender livet til bunds, fordi Gud Skaberen har skabt livet.
Da disciplene talte om større tro, da var det ikke troen, som talte gennem dem, men derimod deres ønske om magt, så de ikke skulle være svage og afhængige af andre. Men troen siger netop, at det er godt af være afhængig af Gud. Det er godt, når vi lader Gud have magten.
Det ser vi også i den bøn, som Jesus har lært os at bede. Fadervor. Der ser vi, at det onde ikke er noget vi selv kan klare. Det onde skal vi frelses fra. Hvis fadervor har løftet os op under himlen, mens vi bad: helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje, så sætter bønnnen os til sidst ned på jorden i vores egen svaghed, hvor vi slutter med at bede: Dit er riget og magten og æren.
Vi kan føle det som om vores tro ikke giver os nok tryghed. Og så mener vi, at der er noget i vejen med vores tro. Men det er der ikke. Vores tro er det samme som svaghed, hvor vi må kaste al vores tillid på Gud. Paulus skriver om engang, hvor han helt havde mistet håbet. Enten var det fordi han var forfulgt eller i fængsel. Det var han tit på sine rejser. Eller måske var han syg. Han skriver i hvert fald i 2. kor. kap 1, at en overvældende byrde, der oversteg vore kræfter, blev lagt på os, så vi endda opgav håbet om at redde livet. Ja, i vore egne tanker havde vi fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke skulle sætte vor lid til os selv, men til Gud, der opvækker de døde. Og han friede os fra den store dødsfare og vil fri os. Vi har det håb til ham, skriver Paulus.
Når vi tænker, at vores kræfter ikke slår til, ja, selv når vi mener, at vi ikke kan redde livet, så må vi tro på Gud, som opvækker de døde. Så stor en kraft er der i troen. Så stor en kraft har Gud, at vi må bevare håbet på ham, at han vil fri os.
Også deri må vores tro ligne sennepsfrøet. Det er levende begravet i jorden. Alt er mørkt. Men frøet holder ud og spirer og kommer op som en smuk blomst. Vi må holde ud, når vi føler os svage. Gud vil fri os ud af mørket og kalde os op af jorden, så også vores liv kan blomstre og bære frugt.
Jesus har ikke lovet os, at livet er let. Han taler i anden halvdel af prædikestykket om, at vi er som slaver og tjenere. På Jesu tid var der jo slaver. Men det er der såmænd også i vores dage. Hvis vi ikke havde gjort os til slaver for vores ønsker og behov, så havde vi mere tid til at være mennesker og være sammen. Mon ikke mange slider i det som slaver for selv at kunne bestemme over deres liv, købe de ting de vil, ikke være afhængig af andre.
Men Jesus siger, at vi skal være tjenere eller slaver for Gud. Gud er en bedre arbejdsgiver end vi er over for os selv. Gud kender jo til, hvad vi kan overkomme. Gud har selv givet os vores evner. Gud ved, hvad han kan pålægge os. Mon ikke mange menneskers ulykke kommer af, at de har drevet sig til noget, de alligevel ikke kan overskue. De har drevet det for vidt. Men Gud sætter os ikke til mere end vi kan.
Gud har sat os til at arbejde. Også det kan vi læse i den smukke salme 8 i Det gamle Testamente. Der står: Gud, du satte mennesket over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder, småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk. Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord.
Det er en velsignelse, at Gud sætter os i arbejde. Gud vil bruge os. Gud vil, at vi skal bruge jorden, bruge vores liv fuldt ud. Men vi skal gøre det som tjenere eller slaver. Det er Gud, som er vores Herre. Og vi kan ikke nå længere end til at sige: Vi har kun gjort, hvad vi skulle. Længere skal vi ikke stræbe.
Det skal give os ro til vores liv, at Gud hvert øjeblik viser os, hvad vi skal og tager os i sin tjeneste. Det kan være lidt Gud vil bruge os til, at snakke med en anden, at lave mad til familien, at arbejde i marken. Men længere skal vi ikke stræbe.
Vi er kun usle tjenere. Sådan står der i den nye oversættelse. I den tidligere oversættelse, står der, at vi er unyttige tjenere. Det græske ord kan betyde begge dele. Unyttige er vi ikke helt, når Gud kan bruge os. Men vi er usle i sammen forstand som vi hørte det fra salme 8 i Det gamle Testamente, at vi intet er i forhold til Gud, vores evner og kræfter og tro er intet i forhold til Gud. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham. Men netop os usle og små vil Gud tage sig af. Det er vores tro.