Påskeevangeliet

     Vi kan ikke se Gud. Gud er jo 
ikke en ting vi kan se med vores 
øjne.  Gud er meget større. Gud er 
også meget større end vi kan fatte 
med vores forstand.  Så selv om vi 
så Gud, kunne vores hjerne ikke 
registrere det vi så.  Jesus siger 
da også et sted: " Der er ikke 
nogen, som har set Faderen, kun den, 
som er fra Gud, han har set Fade- 
ren." 
     Derfor er der noget skjult over 
det vi hører påskedag, over Jesu 
opstandelse. For det er Gud, som 
handler og griber ind. Nærmere kan 
vi ikke komme til Gud, mens vi er 
her på jorden, end det vi hører 
påskedag. Men Gud får vi ikke at se. 
Det, som kvinderne får at se, er den 
store sten, som er væltet bort fra 
graven. Det, som de får at se, er en 
grav, som er tom. Og det, som de får 
at se, er engle. Og i Markusevange- 
liet er det ikke engang tydeligt, at 
det er en engel. Der står bare, at 
det er en ung mand i hvide klæder. 
     Der er noget skjult over det, 
fordi det er Gud, som griber ind. 
Det er Gud selv, som kommer nær. Og 
Gud kan vi ikke se. Derfor bliver 
kvinderne også så forskrækkede 
påskemorgen, fordi de mærker, at der 
er noget større på færde end de kan 
fatte. 
     Guds indgriben består i, at 
Jesus lever. Vi skal ikke søge Jesus 
i fortiden. Nej, der er han ikke. 
Graven er tom. Jesus lever. Han er 
hos os i sin ånd. Med sin magtfulde 
indgriben påskemorgen vil Gud vise, 
at han tænder lys i vores mørke, og 
at han vælter alt det væk, som kan 
spærre os inde. 
     Det hører vi, at kvinderne gik 
ud til graven allerede mens det var 
mørkt, og da de nåede derud, stod 
solen op. Det er et billede, som de 
ikke fattede lige i det øjeblik, men 
som betød, at Gud har tændt et 
lysende håb for os. 
     Kvinderne talte også om den 
store sten, og de så, at den var 
væltet bort fra graven.  Også her 
skal vi høre, at det er Gud, som har 
gjort det.  Og han har gjort det for 
os.  Jesus selv vil være hos os og 
føre os ind i Guds lyse rige og 
vælte alt det onde væk fra os, som 
kan spærre os inde i vores grave. 
     Jeg hørte engang en historie om 
en graver, der ikke rigtigt kunne 
fatte det med opstandelsen. Han 
vidste, hvad der skete med den krop, 
han begravede, men hvordan skulle 
man forstå det med opstandelsen. Han 
spurgte sin præst, og han sagde til 
ham: " Det kan jeg ikke forklare 
dig. Du må spørge Gud selv." Et par 
dage senere mødtes de igen og 
graveren fortalte, at nu havde han 
talt med Gud om det. " Og hvad sagde 
Gud så?" spurgte præsten.  Graveren 
svarede: " Gud sagde: Graver, du 
skal bare passe dit, så skal jeg nok 
passe mit." 
     Og meningen er jo, at der er 
meget vi kan se med vores øjne. Men 
vi kan ikke se ind bagved døden. 
Opstandelsen er Guds under. Og i 
påskeevangeliet hører, at troen på 
opstandelsen og det evige liv er 
knyttet til Jesus Kristus og hans 
opstandelse for os påskedag. Når vi 
sætter os ind i en flyvemaskine, 
skal vi ikke først gennemgå et 
kursus i flyvning. Vi må stole på, 
at flykaptajnen kan flyve maskinen. 
Sådan må vi også stole på Gud. Vi 
skal ikke bygge på det vi selv kan 
se og forstå, når det gælder så høje 
ting som opstandelsen. Nej, Kristus 
har givet os lov til at stole på 
Guds uendelige barmhjertighed og 
nåde også dér, hvor den ser helt 
umulig ud. 
     Vores tro er ikke rettet mod 
det vi kan se. Vores tro er rettet 
mod Gud, som griber ind og gør 
undere. Det må vi leve på allerede 
nu. Det skal være vores håb, som 
åbner livet for os, så vi ikke føler 
os spærret ind af udsigten til 
døden. Påskeevangeliet giver os et 
lyst håb til livet.