Høsten

     I gamle dage var der mange 
smukke skikke knyttet til høsten. 
Her i Sønderjylland blev det sidste 
neg på marken pyntet som en yndig 
pige og man kørte det hjem med stor 
glæde og hyldest. Og når man bagte 
brød, var det også med stor ærbødig- 
hed.  Man bagte til flere uger ad 
gangen, og så snart dejen kunne 
holde sammen, tegnede husmoderen et 
kors i den.  Hver gang man skar af 
brødet, blev man mindet om, at brø- 
det og høsten er en Guds gave til 
os. 
     Når vi høster, så kommer vi 
sikkert nogle gange til at tænke på 
slægterne før os. De gik med høstle 
og rive på de samme marker, hvor de 
store maskiner nu synger en anden 
melodi, men alligevel føler vi et 
bånd til slægterne før os. 
     Vi er stadig så gammeldags, at 
vi tænker, at en slægt bliver fattig 
og fuld af bekymringer den dag, da 
den holder op med at takke Gud for 
det daglige brød. En slægt bliver 
fattig, hvis den ikke længere kan få 
øje på Guds undere i det daglige. 
     Selv om vi ikke har så mange 
skikke ved høsttid og selv om høsten 
foregår meget hurtigere, måske ikke 
lettere end førhen, så har vi alli- 
gevel nogle af de samme tanker som 
slægterne før os. Derfor kan vi også 
synge med på de sange, vores digtere 
har skrevet om kornet. 
     Joh. V. Jensen skriver i sangen 
"Hvor smiler fagert": 
  Den danske mark i en bølgen går 
  som åndedræt af en venlig kvinde. 
  Sødt gynger byggen sit silkehår. 
  og rugen ånder med sol i sinde, 
  og vinden iler til hvedens bryst. 
  Hvor fager smiler den danske kyst. 
Og Åkjær har skrevet nogle af vores 
bedste sange, som handler om kornet. 
Nu er det længe siden, om rugen. Han 
fortæller om høsten som en højtid. 
Og han skriver også om taknemmelig- 
heden til Gud. At faderen er lidt 
indadvendt: 
  En skælven i et ydmygt sind 
  en bøn til altets skaber. 
Og når dagen er slut og høsten er i 
hus så slutter far i Jesu navn og 
hjemmet går til hvile med høsten i 
sin favn. 
     Eller Åkjærs sang til havren, 
hvor han skriver, at lærkesangen er 
groet sammen med havren.  Det kan 
kolde hjerner ej forstå: Jeg er 
lærkesangen på et strå. 
     Det kunne vi godt huske lidt 
mere, hvor smukt kornet er, at det 
er som en sang der priser Gud. 
     En mark er en uhyre tæt skov af 
millioner af strå, der bøjer sig 
yndefuldt for enhver lille luftning. 
Alle stråene ligner hinanden, og er 
alligevel forskellige som snefnug og 
blomster, som børn og stjerner.  Men 
de arbejder sammen mod det ene mål: 
høsten.  De strækker akset op mod 
lyset for at blive brød til os. 
     Den skik  skulle vi gerne blive 
ved med, at vi ved høsttide synger 
til Guds ære.  Sommerens varme og 
næring er bevaret i kornet, så vi 
kan stå imod kulden og døden. 
     Både med Jesu ord og med 
høsten, det daglige brød, vil Gud 
gøre, at vi kan leve vores hverdag, 
så vi sammen med slægterne før os, 
hvad enten det er dem, der før 
arbejdede på markerne her omkring, 
eller det er de mennesker vi hører 
om i evangelierne, sammen med dem 
kan vi lovsynge Gud, fordi han 
forvandler vores golde og umulige 
liv, så der bliver høst også for os.