Juleaften

Her er en fortælling af Selma Lager- 
løf. 
     Der var engang en mand, som gik 
ud i den mørke nat for at låne ild. 
Han gik fra hus til hus og bankede 
på. " Hjælp mig," sagde han, " Min 
kone har netop født et barn, og jeg 
må tænde ild for at varme hende og 
barnet." 
     Men ingen svarede ham. Manden 
gik og gik. Til sidst så han et lys- 
skær langt borte. Han gik derhen og 
så nu, at skæret kom fra et bål. 
Mange får lå og sov omkring bålet, 
og en gammel hyrde sad og passede på 
dyrene. Da manden kom hen til fåre- 
ne, så han, at der lå tre store hun- 
de og sov.  De vågnede, og åbnede 
gabet, som om de ville gø.  Men der 
hørtes ikke en lyd. Manden så hunde- 
nes skarpe tænder, og at hundene for 
løs på ham. Men tænderne, som hunde- 
ne ville bide med, ville ikke lystre 
dem, og manden led ikke den mindste 
skade. 
     Da manden næsten var nået hen 
til bålet, så hyrden op. Han var en 
gammel mand, uvenlig og hård mod 
alle. Da han så den fremmede nærme 
sig, greb han en lang stav og kaste- 
de den mod den fremmede. Men staven 
fløj til side og ramte ikke manden. 
     Nu kom manden hen til hyrden og 
sagde til ham: " Hjælp mig. Lån mig 
lidt ild. Min kone har lige født et 
barn, og jeg må have ild til at var- 
me hende og barnet." 
     Hyrden havde mest lyst til at 
sige nej, men da han tænkte på, at 
hundene ikke havde kunne gøre manden 
noget ondt, og at staven ikke kunne 
ramme ham, blev han underlig til mo- 
de og bange, og han turde ikke sige 
nej. 
     " Tag så meget du vil," sagde 
han til manden.  Men ilden var næs- 
ten brændt ud. Der var bare nogle 
gløder tilbage, og den fremmede hav- 
de ikke nogen jernspand eller skovl 
at tage dem med.  Da hyrden så det, 
gentog han: " Tag så meget du vil." 
Og han glædede sig over, at manden 
ikke kunne få noget af ilden.  Men 
manden samlede gløderne op af asken 
og lagde dem i sin kappe. Og gløder- 
ne brændte ikke hans hænder og sved 
ikke hans kappe. 
     Da hyrden så det, spurgte han 
forundret sig selv: " Hvad er det 
dog for en nat, siden hundene ikke 
bider, staven ikke dræber og ilden 
ikke brænder?" 
     Han kaldte den fremmede tilbage 
og sagde til ham: " Hvad er det dog 
for en nat? Hvoraf kommer det, at 
alle ting viser barmhjertighed?" 
     Da svarede manden ham: " Jeg 
kan ikke sige det, når du ikke selv 
kan se det." Og han ville skynde sig 
bort for at skaffe sin kone og sit 
barn varme. 
     Men hyrden sagde til sig selv, 
at han ville følge efter manden, for 
at finde ud af, hvorfor denne nat 
var noget helt særligt. 
     Hyrden så, at manden gik ind i 
en stald, hvor der ikke var seng 
hverken til moderen eller det nyfød- 
te barn, så hyrden blev rørt og 
tænkte, at han ville hjælpe barnet. 
Ud af sin rygsæk tog han et blødt 
fåreskind, gav det til den fremmede 
og sagde, at det kunne barnet sove 
på. 
     Men i samme øjeblik blev hans 
øjne åbnet. Og han så, at rundt 
omkring dem stod en tæt kreds af 
engle med sølvhvide vinger og alle 
sang de med høj røst: " Frelseren er 
født." Da forstod han, hvorfor alle 
ting var så gode i denne nat, at de 
ikke kunne gøre ondt. 
     Der var en sådan uendelig jubel 
og glæde og sang i den mørke nat. 
Hyrden blev så glad for, at hans 
øjne var åbnet, at han faldt på knæ 
og takkede Gud. 
     Lad os bede Jesus om, at han 
vil åbne vores øjne, så vi ser frem 
med glæde til vores frelser og 
spreder den glæde og godhed omkring 
os til dem, som vi møder.