Påskemorgen

     Påskemorgen skete der et kraf- 
tigt jordskælv, og en Herrens engel 
steg ned fra himlen og trådte hen og 
væltede stenen væk fra graven. Og 
englens udseende var som lynild og 
hans klæder hvide som sne.  Når vi 
hører det, så skal vi ikke tænke, at 
englen væltede stenen fra graven for 
at Jesus kunne gå ud. For englen 
sagde jo straks til kvinderne: " Je- 
sus er ikke her.  Han er oprejst. 
Kom og se stedet, hvor han lå." Je- 
sus var ikke i graven, da englen 
væltede stenen væk. Men englen gjor- 
de det for at kvinderne kunne gå ind 
og se, at graven var tom.  Jesus var 
der ikke.  Han var allerede oprejst. 
Jesus rejste sig altså ikke var sit 
leje og gik ud af gravens dør.  Gud 
oprejste ham til himmeriget. Jesu 
døde krop blev liv og ånd og gik 
gennem sten og låste døre. Det er et 
stort under vi hører om påskemorgen. 
     Og lige så underfuldt er det, 
at disciplene ikke holdt det for sig 
selv, at de havde set den opstandne 
Jesus. De holdt det ikke hemmeligt. 
50 dage efter påskedag begyndte de 
at fortælle til alle som de mødte, 
at Jesus er opstanden. De følte 
ikke, at påskeordene kun var for 
særlig udvalgte og indviede, som 
havde lært troens begyndergrunde og 
havde chance for at fatte det under- 
fulde budskab. Nej, disciplene for- 
talte til alle: " Jesus er oprejst 
fra de døde." Disciplene var så 
overvældede og glade for det dejli- 
ge, at deres Herre og mester var 
opstået af graven, at de ville dele 
det med alle mennesker. 
     Det er underfuldt, at disciple- 
ne turde fortælle til alle om påske- 
morgen.  Men det er lige så under- 
fuldt, når de var så begejstrede for 
deres påskeoplevelser, at de ikke 
fortalte mere om dem.  Hvordan den 
opstandne så ud og hvor herligt det 
var at være sammen med ham, at de 
blev fyldt med varme og lys og følte 
et stort velvære. Det er mærkeligt 
at de ikke fortalte flere enkelthe- 
der fra påskedag. 
     Sådan er det jo for et kæreste- 
par, når de taler om første gang de 
mødtes, så kan de huske og fortæller 
gerne om alle de enkeltheder, som 
kan virke ligegyldige på andre.  Alt 
står prentet i deres hukommelse.  Og 
så stor en begivenhed var påsken jo 
for disciplene, som et kærestepar 
der møder hinanden. Det er mærke- 
ligt, at evangelisterne ikke fortæl- 
ler mange enkeltheder, som vi ville 
synes var overflødige, men som ville 
vise, at det hele stod lysende klart 
i disciplenes hukommelse, som det 
største de havde oplevet i deres 
liv. 
     Men beretningerne om påskemor- 
gen og påskedag er meget korte og 
fylder ikke meget i evangelierne. Og 
det er fordi disciplene pludselig 
indså, at den himmelske herlighed, 
som de mødte i den opstandne, den 
herlighed var også på korset lang- 
fredag - nu da de så tilbage.  Det 
var samme himmelske kraft, som strå- 
lede fra korset til håb og varme og 
tilgivelse for mennesker.  Og den 
samme opstandelseskraft kunne de nu 
også se i Jesu ord og gerninger fra 
Galilæa, ja, også i hans fødsel, at 
det var himmerigets kræfter, som 
havde lyst ud fra Jesus og givet dem 
han mødte velvære og fred. 
     Disciplene indså, at det hele 
hang sammen, og at de måtte fortælle 
alt om Jesus fra hans fødsel til 
død, og ikke kun om hans opstandel- 
se. For det hang sammen det hele. 
Der var samme lys over det hele som 
over opstandelsen. Og disciplene 
indså, at det er meningen, at alle 
mennesker får del i det lys. 
     Vores opstandne Herre og mester 
giver himmelsk kraft og glæde til 
os, så vi allerede her i troen må 
leve i himmeriget.  Det er jo de 
sidste ord Jesus siger: " Se, jeg er 
med jer alle dage." Vi skal ikke 
vente til efter døden, men allerede 
her er vi nær ved vores opstandne 
Herre, som følger os med kærlighed 
og varme. 
     Vores kristne påsketro er 
herligere end alle menneskelige 
oplevelser. For vi som er døbt i den 
opstandnes navn og i Guds Faders og 
Helligåndens navn, vi må finde hvile 
i den tro, en hvile som ikke kan 
rokkes af noget.  Vi må tro på vores 
opstandne Herre og mester, som er os 
nær, ja, Jesus er os hjertelig nær. 
     Hjerte er det samme som 
kærlighed.  Vi ved selvfølgelig, at 
rent fysisk har vores hjerte ikke 
følelser, men alligevel så banker 
hjertet hurtigere, når vi møder den 
vi har kær. 
     Det er påskeevangeliet, at 
Jesus er os hjertelig nær, så 
kærligheden må banke hurtigere i os.