Hvis du har kommentarer så skriv hertil



Barrabas

     Når vi tænker på den langfredag 
dengang, hvor Jesus døde, så bliver 
det nok mere nærværende for os, hvis 
vi tager en af de personer fra den- 
gang, som var med. Vi kan tænke på 
Barrabas. Han var en forbryder.  Han 
havde brudt loven. 
     Vi kan forestille os, at vi går 
til Barrabas for at tale lidt med 
ham.  Han lignede sikkert en af 
vores terrorister, langskægget med 
vilde øjne. Når en mand er besat af 
én eneste tanke, ser han som regel 
også fanatisk ud.  Og vi kan spørge 
ham: " Barabbas.  Du var allerede 
dømt til døden.  Du stod lige foran 
henrettelsen.  Men i sidste øjeblik 
blev du benådet.  Folket råbte, at 
du skulle gives fri.  Hvad tænkte 
du, da soldaterne kom og lukkede din 
celle op og du kunne gå ud i frihe- 
den?" 
     Og Barabbas svarer: " Jeg havde 
altid regnet med, at jeg til sidst 
blev taget til fange.  Det er den 
risiko man lever med som frihedskæm- 
per. Jeg var jo mange gange tæt på 
romerske soldater, faldt over dem 
fra baghold, skød dem med pile, så 
de faldt af hestene, og jeg stak min 
dolk i deres hjerte.  Jeg vidste at 
det var farligt og pludselig ved en 
razzia skete det.  Jeg blev opdaget 
og kunne ikke flygte. Porten i bag- 
gården var låst.  Jeg endte i døds- 
cellen. Lidt henne ad gangen var en 
anden fange låst inde. Det var en 
vis Jesus fra Nazareth. Jeg havde 
hørt om ham. Vi var ikke af samme 
opfattelse.  Han mente, at vi ikke 
skulle bruge vold over for romerne. 
Han var for blød.  Men egentlig kun- 
ne jeg godt lide ham." 
     Så kan vi spørge Barabbas: " Du 
vidste, at Pontius Pilatus hver på- 
ske havde den skik at frigive en 
fange.  Hvordan mente du at dine 
chancer var?" 
     Barabbas ryster på hovedet: 
" Helt håbløst. Tænk på, at flere 
gange når vi havde angrebet romerne 
og trukket os tilbage, så hævnede 
romerne sig på civilbefolkningen. 
Det vidste de også i Jerusalem. 
Folket ville da ikke vælge en fange 
til frigivelse, en fange, der havde 
været skyld i mange lidelser for 
dem. Jeg så mig selv helt sikkert 
hænge på korset. Men det utrolige 
skete.  Gennem celledøren hørte jeg 
i det fjerne de mange stemmer råbe: 
Giv Barabbas fri.  Nogle minutter 
efter kom soldaterne og åbnede cel- 
ledøren og sagde til mig: Forsvind." 
     Vi spørger: " Barabbas, gik du 
lige hjem eller gik du under jorden 
og forsvandt." 
     Han svarer: " Nej, jeg stillede 
mig i sikker afstand og så på, hvor- 
dan de korsfæstede Jesus og to oprø- 
rere, som jeg havde kæmpet sammen 
med.  Jeg var helt rystet.  Jeg tænk 
te: egentlig var det mig, som skulle 
hænge dér. Det ville have været ret- 
færdigt. Men Jesus, hvad ondt har 
han gjort. Jeg så på manden, der tog 
min lidelse og død på sig.  Dér dør 
en uskyldig, mens jeg synder er gået 
fri. Jeg var selvfølgelig glad for, 
at jeg ikke skulle dø. Men jeg for- 
stod ikke noget som helst.  Men det 
kan I, som lever i det 20. århund- 
rede sikkert ikke sætte jer ind i." 
     Og så er det vi kan svare: 
" Jo, Barrabas. Vi er ganske vist 
ikke terrorister, sådan som du. Men 
vi har overtrådt loven, Guds lov, 
Guds bud.  Det skulle vi straffes 
for.  Det spærrer os inde, al den 
skyld, som vi hver dag samler sam- 
men. Men Gud har valgt Jesus til at 
dø i vores sted, for at vi må gå fri 
fra straffen. Også vi må sige om 
Jesus, at dér dør en uskyldig, mens 
vi syndere går fri. 
     Når vi ser op på korset lang- 
fredag, kan vi tænke ligesom Barra- 
bas, at vi har fået en ny chance, at 
vi har været heldige og må gå frit 
ud i livet. Jesus har taget vores 
lidelse og vores død på sig. På 
Korset på Golgatha har Gud skænket 
os livet påny og tilgivet vores 
synd, så vi er frie mennesker. 

 
                                             


  			
Siden er opdateret den 240898
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email