Opstandelsen

     Forskere har fundet ud af, at 
det første de kristne skrev ned var 
lidelseshistorierne om Jesu død og 
opstandelse. Det var det vigtigste 
for dem. Kun fordi de første kristne 
troede på, at Jesus var opstanden, 
fortalte de om hans død og hans liv. 
Og når de fortalte, så er det ikke 
som vi fortæller om en afdød, at vi 
mindes oplevelser sammen med vores 
kære, som ikke er mere, ja, at min- 
derne gør dem levende for os.  Nej, 
når de første kristne hørte Jesu 
ord, var det ham selv der kom og 
gjorde ordet levende for dem.  Han 
var midt i blandt dem i sin ånd. 
Derfor har ordet om Jesus en frel- 
sende kraft, fordi det er Jesus som 
igen taler til os. 
     Det er ikke til at forstå. Der 
var et ungt menneske, som skulle 
forklare påsken og sagde, at Jesus 
døde og opstod fra de døde og døde 
igen.  Da han fik at vide, at det 
sidste ikke var rigtigt, Jesus døde 
ikke igen. Så udbrød han: " Jamen, 
så lever Jesus jo nu." 
     Jesu opstandelse er ikke noget, 
som kun skete engang i fortiden, 
eller som viser frem til, hvad der 
engang skal ske med os. Jesus op- 
standelse påskemorgen betyder det 
utrolige, at Jesus lever. Han er os 
nær. Han hjælper os som vores herre, 
vi må gå til ham i bønnen.  Han har 
himmelsk liv og er med himmelsk magt 
ved vores side.  Han siger selv: "Se 
jeg er med jer alle dage indtil 
verdens ende." Vi lever under den 
opstandnes beskyttelse og forbøn. 
     Det er utroligt. Det er ikke 
til at forstå. Nu om dage, hvor re- 
ligionen er ved at vende tilbage, og 
hvor man offentlig tør tale om et 
liv efter døden, da har folk svært 
ved at godtage det utrolige og ufor- 
ståelige i påskeevangeliet.  Man 
mener, at der skal være fornuft i 
troen. Derfor er der folk nu om 
dage, som taler om genfødsel, altså 
at sjælen overlever og genfødes i en 
ny krop. 
     For det første tager man derved 
det uforståelige og uhyggelig fra 
døden, at et menneske dør helt med 
krop og sjæl. Vi kan ikke klare 
tanken om døden med vores forstand. 
De, som taler om sjælevandring, 
prøver så at forklare det med, at 
sjælen ikke dør. Den vandrer videre 
til en ny krop.  På den måde skabes 
der en logisk sammenhæng mellem 
dette liv og det næste. 
     I øvrigt vil de små og få sek- 
ter, der taler om sjælevandring 
og reinkarnation heller ikke godta- 
ge, at Jesus virkelig døde.  Han 
døde ikke rigtig, han levede videre 
i det skjulte sammen med sin familie 
i en lille landsby.  Men det er at 
fordreje bibelen. Bibelen lægger 
netop vægt på, at Jesus døde.  Sol- 
daterne stak et sværd i siden på ham 
for at sikre sig, at han var død. 
Når trosbekendelsen siger, at Jesus 
blev begravet, så ligger der også i 
det udtryk, at han var død.  Opstan- 
delsen var virkelig opstandelse. 
Jesu lig var der ikke.  Graven var 
tom. Jesus var oprejst fra de døde 
med legeme og sjæl. Det kan man også 
se, da han viste sig for sine disci- 
ple. De havde lukket sig inde i et 
hus. Men pludselig stod han hos dem. 
Han var gået gennem låste døre. 
Derfor blev de bange, men han sagde: 
" Det er mig." Og de måtte røre ved 
ham og røre ved naglemærkerne i hans 
hænder. Den opstandne var legemligt 
hos dem.  Men hans legeme var him- 
melsk.  De kunne se, at han var 
Jesus og samtidig at han var opstået 
fra de døde. Der var sket noget nyt 
med ham.  Det strålede ud fra ham. 
     Faren ved at tale om sjælevan- 
dring er netop, at man derved tager 
underet og frelsen ud af Jesu død og 
opstandelse. 
     Når man vil gøre døden logisk 
og forståelig, så tager man alt 
det glædelige og forunderlige ud af 
påskeevangeliet.  Og man tager alt 
det glædelige fra vores liv her på 
jorden. Når nogle taler om sjæle- 
vandring, så er det egentlig udtryk 
for synden i os, at vi ikke vil have 
noget at takke Gud for. De små sek- 
ter, som taler om sjælevandring, 
mener nemlig, at hvert menneske har 
en guddommelig del i sig, sjælen, 
mens kroppen er som et hylster vi 
bare kaster væk.  Men kristendommen 
siger, at vi er skabt af Gud med 
krop og sjæl.  Vi må takke Gud for 
alt det kropslige lige så meget som 
for det sjælelige.  Alle de ting vi 
ser omkring os og vores krop som er 
konkret, det er Guds mesterværker. 
Derfor er døden så uhyggelig, fordi 
vi dør på krop og sjæl. Vi bliver 
til intet. Af jord er du kommet, til 
jord skal du blive. Det er kun ved 
et under fra Gud, at Gud kalder os 
frem til livet hos sig, det evige 
liv. 
     Det er et overvældende under vi 
hører om i påskeevangeliet. Det er 
det helt utrolige, som ikke kan for- 
klares med noget hos os. For det er 
et under fra Gud.  Vi kan kun takke 
Gud for det, at Gud ikke vil miste 
os. 
     Opstandelse viser klart, det 
som gælder for hele vores liv, at vi 
har alt at takke Gud for.