Love og næstekærlighed

     Love er vi gode til. Dem skal 
vi holde. Dem skal vi gøre. Men 
undere det har vi det sværere med. 
Vi forventer ikke, at vi kommer til 
at gøre undere. Og det er måske 
forkert. Undere, det er jo alt det 
som ikke er ventet, det som er ud 
over det almindelige, og det kan 
godt være lidt venlighed og hjælp- 
somhed. Mere behøver det ikke at 
være, for at være et under. 
     I vores land er der megen kon- 
trol. Arbejdstilsynet tager ud på 
arbejdspladser og ser om alt går 
rigtigt til.  Sundhedsmyndigheder 
tager ud til restaurationer og 
køkkener for at se om der bliver 
sløset med noget vigtigt.  Her i 
kirken mærker vi det ved, at kasse- 
rer i menighedsrådet får besøg af en 
revisor, som ser efter om alt går 
til efter loven. Det er godt. 
     Men måske skulle man også har 
et medmenneskeligt korps, som troede 
på undere og troede mere på venlig- 
hed og hjælpsomhed end på strenghed 
og straf. Det korps skulle så komme 
på uanmeldt besøg hos myndigheder og 
offentlige kontorer, og de skulle 
kræve at få alle breve og alle 
bestemmelser lagt på bordet.  Og det 
medmenneskelige korps skulle så 
undersøge hvert brev om der var 
venlighed nok i brevet. 
     Når en revisor har været på 
besøg hos en kasserer, så skriver 
revisoren en rapport. Og revisoren 
henviser til en masse paragraffer, 
og hvis han har opdaget den mindste 
fejl, så bliver den nævnt i rappor- 
ten. Det medmenneskelige korps 
skulle også skrive en rapport, når 
de havde været på besøg hos en 
offentlig myndighed. I rapporten 
kunne stå: " Vi beder om mere ven- 
lighed. Der er for streng en tone. 
Og nogle beslutninger er umenneske- 
lige. I må godt skrive nogle gange, 
hvis der er love, som I selv synes 
er for dårlige eller for gammeldags, 
så må I gerne skrive, at I er kede 
af at skulle dømme ud fra de love." 
Og den rapport fra det medmenneske- 
lige korps skulle ikke henvise til 
paragraffer, men til Gud. 
     Jeg har sat det skarpt op. Der 
er venlige mennesker også på offent- 
lige kontorer. Og det føles som et 
under og utrolig opløftende når de 
taler venligt til os. Love er ikke 
af det onde. Men hvis vores samfund 
bliver fyldt med lovmennesker og 
regulanter, så bliver det ikke noget 
godt samfund.  Vi skal hjælpe en 
syg, også selv om vi dermed bryder 
en regel. Det gjorde Jesus. Han 
viste hjælpsomhed og venlighed, selv 
i situationer, hvor han måtte bryde 
loven. 
     Er det nu så vigtigt med etik 
og moral. Jo. på handelsskolerne og 
på sygeplejeskolerne er der mange 
timer i etik og moral. Og hvis det 
er kristendom de lærer, så hører de, 
at det ikke er regler, som er det 
vigtigste, men medmennesket. Og 
nogle gange må vi gå mod almindelig 
moral for at gøre det rigtige. Vi må 
gøre undere, gøre ud over hvad vi 
har mod til, være ærlige og medfø- 
lende. 
     Jeg kom til at tænke på en bog 
jeg har læst om en afrikansk stamme, 
som det gik dårligt for. De var før 
nomader og havde et stort område 
hvor de frit kunne drage rundt. Men 
så bliver deres område delt op 
mellem 3 stater. 
     Før havde mændene en vigtig 
rolle ved jagten. Kvinder og børn 
drev dyrene hen mod mændene, som så 
fangede dyrene med net eller skød 
dem.  Alle hjalp hinanden. De var 
fælles om alt. De var kærlige og 
ærlige og lidenskabelige. 
     Men så blev det store område 
taget fra dem og de skulle leve i et 
bjergområde, hvor der ikke var megen 
vand og mad. De begyndte at sulte. 
     Når jagten var god og en jæger 
fik ram på et dyr, så havde han ikke 
lyst til at dele med noget. Han 
spiste til han var ved at revne og 
resterne solgte til andre end dem i 
hans egen stamme. Han delte ikke med 
sin egen familie. 
     Jo mere egoistiske de blev, 
desto mere mistede de evnen til at 
tage sig af andre. Børnene 
interesserede de sig lidt for. Men 
når børnene var 3 år gamle, så blev 
de jaget ud af huset. De skulle 
klare sig slev.  Hvis det regnede, 
måtte de måske lige sidde i døråb- 
ningen, men ellers skulle de finde 
deres eget sted at være. 
     De havde så lidt at glæde sig 
over, at de undertrykte alle evner 
til at føle noget. 
     Den forsker, som undersøgte den 
afrikanske stamme, kaldte dem " det 
kærlighedsløse folk". Det var meget 
vigtigt for dem, at de ikke elskede 
nogen, for på den måde beskyttede 
sig mod smerte og sorg. 
     Forskeren skriver: " Jeg har 
ikke set tegn på kærlighed, hvor man 
var villig til at ofre sig, at 
acceptere, at vi ikke er fuldstæn- 
digt alene, men at vi behøver at 
være sammen med andre." 
     Hver eneste var overladt til 
sig selv. Enhver var sig selv 
nærmest. Nogle gange er der fare for 
at det kan brede sig også til vores 
land, at enhver er sig selv nærmest. 
Men det skal vi være meget opmærk- 
somme på. Det skulle nødig gå sådan, 
at vi blev kaldt det kærlighedsløse 
folk. 
     Derfor er det godt at lytte til 
Jesus og til bibelen.  Den fortæl- 
ler, at vi ikke skal sætte os selv i 
første række. Vi må tro på undere. 
Vi må tro på venlighed og hjælpsom- 
hed, ja, netop det er himmeriget, at 
vi er sammen, med hinanden og med 
Gud.