Høsten og fortællingen "forglemmigej"

     Høsten er en travl tid. Der 
skal handles hurtigt for at få 
kornet og halmen i hus mens det er 
tørvejr. Men travlhed kan være 
farlig. Den har det med at brede 
sig. Markerne skal jo også pløjes og 
tilsås igen. Det er ikke kun land- 
manden som har det sådan.  Vi kan 
alle i perioder fylde vores dag med 
for mange pligter, så vi bliver 
bange for om vi kan nå alt det vi 
skal. 
     Der er selvfølgelig også mange 
som er flittige og er glade i deres 
flid og sover godt om natten trætte 
efter dagens gerning.  Der er også 
landmænd, som i denne høst efter en 
lang dags arbejde spiser aftensmaden 
med god appetit og sover roligt om 
natten, fordi de er glade for den 
dag, som de har fået og som er gået 
godt. Vi må jo gerne være stolte 
over vores arbejde. 
     Kaj Munk siger sådan i en præ- 
diken, som han holdt under Anden 
Verdenskrig: " Der er mad til os 
allesammen i Danmark. Mærk jer bare 
det. Men vi skal slide for den.  Det 
er skam også rart.  Og vi vil gerne 
slide. I skal være stolte over jeres 
folk. De danske bønder har fantasi. 
De slår sig ikke til ro med, hvad de 
har vundet og fundet på. Nej, de 
hænger i og forbedrer og prøver nyt. 
Nu har krigen gjort det vanskeligt 
med foderstoffer og kunstgødning. 
Ja, men så laver de ensilage og hvad 
ved jeg. De giver ikke op. De lader 
ikke stå til. Nej, vi skal nok finde 
på udveje. Og de danske arbejdere de 
ser godt ud og de fører sig bredt i 
slaget, for de er frie mænd og med 
til at bestemme det hele, og så er 
de så dygtige.  Ude omkring i verden 
regnes deres arbejde for noget af 
det bedste." Sådan siger Kaj Munk. 
Og det gælder stadigvæk. 
     Jo, vi må gerne være stolte 
over vores arbejde.  Men vi må ikke 
gøre arbejdet til offergave, så vi 
tror vi kan formilde guderne, hvis 
vi gør det vi skal. Så har vi valgt 
en dårlig vej, som kun fører ind i 
frygt og uro. Hvor glade vi end kan 
være for høsten og lønnen vi har 
tjent, så kan det aldrig give os 
fred i hjertet. Det kan kun Guds 
ord. 
     Jeg har hørt en lille historie 
fra Adam og Evas tid, fra paradisets 
have. Det var dengang Gud skabte 
blomsterne og gav dem navne. Hver 
blomst fik sit eget navn. Men kort 
tid efter kom en lille blomst til 
Gud med tårer i dens himmelblå øjne 
og sagde: " Herre, jeg har i verdens 
støj og vrimmel glemt mit navn. Hvad 
var det, du kaldte mig?"  Og Herren 
så med sine milde øjne på den lille 
blomst og sagde: "Forglem mig ej!" 
Andet sagde han ikke. Så blomsten 
hedder den dag i dag Forglemmigej. 
     Egentlig er det også Guds ord 
til os. At vi ikke må glemme Gud. 
Men endnu mere, at Gud ikke glemmer 
os, selv når vi er kommet så langt 
ud, at vi ikke kan huske vores eget 
navn. Det var det ord Jesus kom med, 
Guds ord. Det skal give os en fred, 
som ingen bekymringer og uro og 
travlhed kan tage fra os. 
     Skal man give offergaver til en 
Far? Nej. Skal man formilde en far, 
som om han er et væsen, der står 
højt over os? Nej. Når Jesus taler 
om Gud som vores himmelske Far, så 
mener han, at vi er som små børn 
over for Gud.  Og det tror jeg alle 
forældre kan forstå, når de har haft 
små børn. Forældrene er opmærksomme 
på det mindste tegn på, at der er 
noget i vejen med deres børn, om de 
er syge eller mangler noget. Selv 
midt om natten står forældrene op 
for at trøste deres lille barn, når 
det græder. Så omsorgsfuld er Gud 
over for os, hans børn. Alt vil han 
gøre for os. 
     Det er evangeliet, som Jesus 
kom med og som tager al frygt fra os 
og giver os fred. Jesus gjorde en 
ende på offergavernes tid. Det gjor- 
de han med sine ord og det gjorde 
han med sin død. Da ofrede Jesus 
frivilligt sig selv, for at vi al- 
drig mere skal ofre til Gud. 
     Vi kan give Gud vores tak og 
vores glæde. Det vil vi også gøre i 
høstens tid.