Hvis du har kommentarer så skriv hertil

 		
 

Prædiken til 12. s. e. trin. 1998

 “Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med”!
Altså er det ikke spor mærkeligt, at de der på
mirakuløs vis havde fået deres hørelse igen ikke kunne
holde mund med det vidunderlige, der var overgået dem.
Det, der  er mærkeligt, dét er at Jesus giver dem
taleforbud! Hvorfor gør han det? Det har der været
skrevet romaner om, det har der været gisnet om, lærde
teologiske værker har beskæftiget sig dermed uden at
svaret nogensinde er blevet entydigt udlagt. Også vi må
lade det blæse i vinden!

 Men naturligvis kunne de ikke holde mund, de måtte da
udråbe fra tagene at dét, der var overgået dem havde
givet dem adgang til en ny verden, der før var totalt
lukket for dem. Tænk blot hvordan det må være for den
døve - musikkens verden er for eksempel lukket land -
det kan så være hvad dét er, men værre endnu - den
døve er afskåret fra almindelig kommunikation med sin
omverden - samtalen er en umulighed. I vore dage findes
der godt nok både tegnsprog og skrivetelefoner - men
dengang var den døve henvist til sin egen verden i
enhver henseende. Det var altså intet mindre end et
mirakel af ganske eksistentiel karakter, der således
blev den døve til del da han fik sin hørelse.

 Vi kan ikke selv forholde os mirakuløst til miraklet.
Dets sandhedsværdi er meget langt fra os hvis
omverdensforståelse er af fornuftskarakter. Lad os
derfor lade være med dét og i stedet se på hvorledes
historien alligevel kan gribe ind i vores eksistens og
i vores virkelighed! Det kan den nemlig - lad os se
hvordan:

 Det blev før sagt, at vores omverdensforståelse er af
fornuftskarakter.  Det vil sige at vi forholder os til
det der er måleligt og vejeligt, vi er - som det hedder
- resultatfikserede. Det er godt nok - det skal vi også
være; men det er gudskelov ikke hele sandheden om os.
Vi er også noget mere, vi er også indfældet i en anden
dimension, én i hvilken vi ikke kan måle og veje, én
i hvilken jagt på resultater og fortjenstfuldhed ingen
rolle spiller. Den dimension er  troens dimension. Ikke
overtroens men troens. I den dimension er vi ofte døve
og stumme. Fornuftsdimensionen overdøver tit troens
dimension - det er dét der er synd både i Bibelens
sprogbrug  og også i den forstand, at det er synd for
os. Det er nemlig synd for os når vi lukker af for
kærlighedens budskab, det er det nemlig som er kernen i
troens dimension. Vi har brug for et mirakel således at
vore øren kan lukkes op - for troen kommer visseligt af
“Det der høres”.  Men når først så vore øren er lukket
op - så ser også vores verden anderledes ud, for nu
kommer kærlighedsbudskabet os ved! Vores verden bliver
forandret, græsset bliver grønnere, ondskaben om ikke
mindre så dog i det mindste sat i et andet perspektiv.
At tro er tage imod - når vi tager imod noget, som vi
ikke havde i forvejen - så får vi overskud. Det
overskud kan vi øse af således at også vores omverden
får gavn deraf. Gamle Morten Luther sagde det sådan
her:” Det er ikke de gode gerninger, der gør et
menneske godt - men et godt mennesker gør gode
gerninger.” Logikken er klar nok - hvis vi alene gør
gode gerninger fordi det er fornuftigt eller fordi det
godt kan betale sig - så er der tale om det man kunne
kalde et gustent overlæg - så er man ude på noget - så
kan gerningerne være så gode de være vil - men udøveren
bliver til stadighed et mindre menneske  - overskuddet
er brugt op. Mens dén, der ikke kan lade være med at
gøre gode gerninger - han øser af sit overskud, der til
stadighed bliver fyldt op.

 Nu turde det være ganske klart, at begge sider er
tilstede i det samme menneske - snart vil fornuftsiden
eller præstationssiden have overtaget - snart modtage-
siden. Det er nemlig menneskeligt! Når fornuftssiden
får overtaget så  lammes vi i vores menneskelighed i
den forstand at vi bliver døve for andet end os selv,
dermed mister vi evnen til både at lytte og  at
kommunikere. I samme tilstand er det også at vi fyldes
af angst og smerte - ikke mindst ved tanken om den død
der en skønne dag også er vores visse skæbne. Den kan
vi ikke præstere os væk fra. Derfor har vi - om nogen -
brug for at få lukket vore øren op, således at vi kan
få at høre, at  livet visseligt er større end døden.
Det er nemlig dét, der er kernen i det kristne
opstandelsesbudskab. Det er ikke spor fornuftsstridigt,
for det er et budskab, der taler et ganske andet sprog
end fornuften kan! Når dét budskab høres, når dét
effata luk dig op trænger ind - så ser
også´fornuftsverdenen anderledes ud.  Det er der ikke
spor mystisk ved, der er intet hemmelighedsskræmmeri
overhovedet.  Det skal råbes ud fra tagene, det skal
proklameres overalt og allevegne.

 Lad os så alligevel vende tilbage til Vorherres pålæg
om tavshed - for der var nu nok alligevel en dybere
mening bag! På Jesu tid vrimlede det med troldmænd, med
religiøse plattenslagere og fusentaster - det gør der
foriøvrigt til alle tider - ikke mindst når tidsånden
netop forlanger at dét er fornuften, der skal råde!
Det kan vel nok tænkes, at radikaliteten af Jesu
budskab ville blive slemt udvandet såfremt han skulle
slås i hartkorn med disse plathylere. Derfor lød
fordringen om hemmelighed; men budskabet ville ud, dét
kunne ikke holdes hemmeligt fordi de, der havde hørt og
nydt godt af det ganske enkelt ikke kunne holde på dén
hemmelighed.

 Også i vores tid har de religiøse fusentaster travlt.
Senest har en direkte kristendomsfjendsk  dille søgt at
vinde indpas i Den danske Folkekirke. Der tænkes her på
det  fænomen, der kaldes reinkarnation eller
sjælevandring.  Tankegangen er ganske enkelt dén at
vore sjæle skifter hylster når vi dør - alt efter vores
opførsel i live tager sjælen bolig i en højere eller
lavere skabning. Fortjenstfuldheden spiller med andre
ord en uomgængelig rolle ud fra denne tankegang, der så
slet ikke har øren for modtage-  eller tros-siden af et
menneskeliv.  Derfor er talen om reinkarnation et
kætteri, der skal bekæmpes når den som en tyv om natten
vil vinde indpas blandt os. Det har været hævdet, at
når den slags tanker overhovedet slippes løs - så kan
det skyldes at vores tid lider af åndelig sult! Til den
påstand må siges: “spis nu brød til!” Eksotiske retter
af den art kan kun give åndelig mavepine! Lad os
endelig blive fri for dem, for de gør os tillige døve
overfor kærlighedens budskab!

Kærlighed er lovens fylde
og fuldkommenhedens bånd,
den er, hvad vor Gud vi skylde,
den er frugten af hans Ånd.,
derfor med Guds-kærligheden
vokser op om kap Guds-freden,
vorde skal vi og med den
ét med sjælens bedste ven.

     AMEN!!
 
                                             


  			
Siden er opdateret den 240898
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email