Bisættelsestale: “Guds kærlighed”.



GT-læsning: Salme

NT-læsning: Johs. 3,16

Salmer       : DDS 726, 717 og 727



Tale



Der findes i Biblen udsagn, der med ganske få ord udtrykker

kernen i den kristne tro.

Det vers, jeg netop har læst, siger sin korthed til trods det

væsenligste og det vigtigste.

Ja, denne lille sætning er som en blomst, der i sig bærer

universets skønhed, dybde og uudgrundelige mysterium.

Og dog er det bare en blomst; skabt til at leve - og dø.   



Ikke uden grund kaldes verset da også for “Den lille Bibel”, der

bærer det jødiske folks tusindårige historie såvel som kristnes

erfaring af Gud som den, vi altid kan møde med tro og tillid,

fordi han er kærlighedens grund og kilde.

Skal vi finde dækkende ord for Guds væsen, sådan som det

kommer til udtryk i hans måde at møde mennesket på,

da er vi nødt til at gribe til billeder af det største, vi kender;

Kærlighed - Guds kærlighed.



Den dybe uudgrundelige kærlighed, vi ikke forstår 

- slet ikke kan forklare, men heller ikke kan leve uden.

Vil vi udtrykke vor kærlighed til hinanden, 

kan vi forsøge at give den ord, 

men som oftest vælge vi dog et symbol 

- en gave - at udtrykke os med eller gennem.



Sådan også i det forhold, Gud har sat os ind i.

Heller ikke her slår ord rigtigt til.

Det gamle og Det nye Testamente er fulde af ord og forsøg på

at beskrive Gud og forholdet til ham, men gang på gang synes

det som om ordene kommer til kort.

Men selvom de kun er fattige menneskeord, kan de dog stadig

sige noget, for med ordene takker vi Gud for de gaver, der

rummer og udtrykker hans kærlighed til os.



Således er det også med den gammeltestamentelige salme, jeg

læste til indledning, hvor salmisten takker for Guds omsorg for

ham.

Som en hyrde leder og beskytter Gud mennesket, ikke blot

gennem livet, men også “i mørkets dal”, som det hedder i vores

nyeste bibeloversættelse. 

I den gamle oversættelse taltes der på dette sted om 

“I dødsskyggens dal” - dvs. når livet uigenkaldeligt var forbi.

Og fordi salmisten er urokkelig i sin tillid til Gud, taler han

tillige med håb om et nærvær, som skal vare “alle dage”.



Er salmisten fuld af tillid og tro, så skal vi også være det.

For netop vi kender Guds sindelag gennem den allerstørste

gave, han har givet os mennesker, nemlig Jesus Kristus.

“Således elskede Gud verden”, skriver evangelisten, 

“at han gav sin enbårne Søn”.



For gennem den, der stod ham selv allernærmest, 

er Gud nu kommet os så nær, som overhovedet muligt. 

Gud er - for at møde os der, hvor vi er - blevet som en af os.

For at sige: “Jeg elsker dig højere end alt” blev han et

menneske, der levede vort liv og døde vor død.

Og derfor gælder det, fortsætter evangelisten Johannes, at

“den, der tror på ham, 

ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

For I ham overvandtes døden - også den død, vi må lide.



-------------------------



Sådan lyder det også i dag, hvor du, XX, og I børn, svigerbørn

og børnebørn, tager afsked med jeres elskede mand, far og

bedstefar.

Hans tid er nu forbi, men gennem alt det, som I delte med

hinanden, forbliver han dog stadig hos jer. 

Dette gælder ikke mindst den kærlighed, vi ikke kender

dækkende ord for, som vi næsten ikke kan tale om, 

men som vi heller ikke kan give slip på.

I den kærlighed bevares mindet og båndet, som bandt jer

sammen. Et langt og rigt liv har I delt med hinanden, 

og meget godt fik I gjort for hinanden.

Og selv om de sidste år blev svære, 

fordi det ikke er nemt at erkende afmagt, 

ikke nemt at acceptere at livets muligheder begrænses, 

så kan det ikke ændre, at der også har været mange rige og

gode stunder. 

Hold fast i det, glemt det ikke - og tak for det, som har været.



-----------------------



Og er det da stadig med sorg og smerte vi møder døden, 

som den magt, vi intet kan stille op overfor, 

så skal det her i dette rum dog lyde et trodsigt nej til påstanden

om, at døden tager alt håb.

For hvor stærk end døden er, så er den dog besejret af Gud.

Den kristne tro rummer ikke kun taknemmelighed for det liv,

som vi fik at leve, men også tillid til at han, som kaldte os til

livet, ikke gjorde det for at vi skulle dø, 

men for at vi skulle leve med ham.

Og vi tror også, at Guds kærlighed er stærkere end døden.

I sin kærlighed gav han os i Jesus et tegn, en gave, et billede på

kærlighedens magt.



Ikke vores smertelige afmagt, men den kærlighedens magt han

deler med os, 

når han skænker os det, 

vi ikke selv kan vinde.



For opstandelsen til evigt liv i troen på Jesus Kristus er som

livet også Guds gave til os - en erklæring om kærlighed og

nærvær, der lyder selv der, hvor alle vore ord og handlinger er

blevet stumme.



Og derfor kan vi - og vil vi - også midt i sorgen og savnet dog

takke Gud og bede ham tage vare på vore elskede, 

som vi må nu må give slip på.



Lad os bede:



Vor Far i himlen;

Vi takker dig for din kærlighed

gennem din søn, Jesus Kristus,

for alle livets gaver,

for vore kære,

og for alt, hvad du gav os i ham,

som vi nu har mistet.

Vi beder dig;

Tag ham i dine hænder,

trøst os i sorgen,

vær os alle en nådig dommer

og skænk os for Jesu skyld

en glædelig opstandelse.



Amen