Bisættelsestale: Er Gud for os...?



GT-læsning: Salme 103 v. 13-17a.

NT-læsning: Rom. 8, 31-34.

Salmer       : DDS 12, 26 og 717.



Tale:



Det er hårdt, når børn dør før deres forældre. 

Vi synes jo, at der skal være en vis orden på livets gang.

Vi synes bevægelsen og rækkefølgen skal gå fra vugge til grav -

og ikke omvendt.

Men vi råder ikke. 

Vi kan intet hindre og intet ændre.

Døden tager, som den vil 

- og lader alle andre stå tilbage med sorgen og smerten. 



Sådan har det alle dage været og sådan bliver det nok ved med

at være, og svært, det er det lige godt, 

- vi vender os aldrig til det.

Men selv om det da skal være, så er der også noget andet, som

vi ikke må glemme.

Døden adskiller ikke blot dem, som holder sammen, 

men den får os også til at komme endnu tættere på hinanden.

Det er ligesom når kulden bider. Så kryber vi sammen, for at

varme hinanden og holde kulden ude af vort liv.



----------------------



Sådan havde I det jo med hinanden, du X og Y, 

da I mistede Z for nogle år siden. 

I havde altid haft det godt sammen, men måske ikke altid haft

tid til at udfolde det for hinanden. 

Der var så meget, som skulle gøres og passes hele tiden,

men da hun ikke længere var hos jer, måtte I til at passe på

hinanden - og I gjorde det. 

Y ringede til dig flere gange om dagen - blot for at høre,

hvordan det gik, og om søndagen kom han og lavede mad til

nogle dage, for det var han jo så god til.

Og du ringede til ham. 

Også i søndags, da du fornemmede, at noget var galt.

Men allerede dagen efter - i mandags - blev det klart, 

at den tid, I da havde haft sammen, den var nu forbi.



----------------



Men alt det, som I fik givet hinanden, det står dog fast og kan

ikke ændres. 

Alt det gode og varme, som I nåede at dele med hinanden, det

kan ingen kulde slå ihjel. 

Det var livet og kærligheden, som I delte.

Og livet er sårbart og forgængeligt, men kærligheden er evig!

Men lige nu, lige nu bliver der tomt, ja!

Og det bliver svært, ja! 

Men du har stadig gode naboer og venner, som nu må rykke

sammen om dig og hjælpe med at holde kulden ude. 

Og det tror jeg også at de vil.



Og Z og Y? 

Ja, hvis alt det, som I nåede at give hinanden, mens de levede,

hvis det var godt og kunne bære, mens I havde hinanden, så kan

det også nu.

Hvordan, det ved vi ikke, men vi har heldigvis lov til at gøre os

vore tanker om det, som vi synes var stort og vigtigt for os, da

vi levede, og tro på, at det ikke kan gå helt til grunde.



Det kan vi gøre, fordi vi ikke har noget andet valg.

Men vi kan også gøre det, fordi vi har en god grund.

Og denne gode grund er vores tro på Gud.

Ikke blot at han er til, men også hvordan han er og ser på os.



Vi har i dag sunget Brorsons smukke salme om “Al den ting,

som Gud har skabt” - om naturen i hele dens pragt.

Og vi har lyttet til salmisten fra det gamle Testamente, 

der ikke blot forundres over det uendelige univers med alle

stjernerne, men også over, at Gud midt i verdens mangfoldighed

husker på et menneske og tager sig af det mindste

menneskebarn. 



For Gud er jo ikke den, der er imod os.

Heller ikke, når det urimelige sker.

Guds kærlighed taler ikke andet sprog end det, vi kan forstå. 



At holde fast i det - på en dag som i dag - kan godt være svært,

men hvis ikke vi kunne det, hvad skal vi så gøre? 

Skal vi opgive meningen med alt det gode, som vi har mødt?

Kærligheden, gode stunder, udfordringer, lidenskab osv.



Nej, troen på alt dette må vi aldrig opgive !

Vi skal kæmpe for at bevare troen på det, som vi sætter højt, og

tilliden til at livet er godt. 

Det må vi altid støtte hinanden i. 

Også, når vi tvivler og bliver grebet af fortvivlelse.



Og kan vi ikke rigtigt forlige os med det, som er sket, 

så kan vi godt klage til Gud - han holder nok til det.

Men så skal vi også være parat til at høre hans svar 

- et svar, der nok kan overraske den, der ikke er forberedt.



For hvis vi synes at Gud udsætter os for et urimeligt slag, 

så skal vi også vide, hvad han har udsat sig for.

Som Paulus siger det:

“Han, som ikke sparede sin egen søn, 

men gav ham hen for os alle, 

vil han ikke med ham skænke os alt?”.



Guds sindelag mod os mennesker kender vi kun et sted 

- i Jesus Kristus, hvis kærlighed drev ham i døden, 

og som bad for dem, der slog ham ihjel. 

Hans kærlighed satte Gud sig bag, da han oprejste Ham fra

døden og lod Ham få plads ved sin side. Og der er han nu.

Hos Gud er han, og dér beder han for os og for alt det, 

som er svært for os.

Han kender det, for han har selv været igennem det, 

men han vil ikke at det onde og smertelige skal være altid.

Han vil at kærligheden skal sejre en dag.

Selv har han besejret døden og derfor spørger Paulus:

“Hvem kan (da) skille os fra Kristi kærlighed?”.

Svaret på dette spørgsmål er naturligvis : “Ingen”

Ingen og intet kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus.



Og derfor må svaret på spørgsmålet om, hvor Y og Z og alle de

andre, som vi har mistet, nu er, naturligvis være:

De er hos Gud, hvor kærligheden alene råder.

Og som den råder hos Gud, skal den også råde her hos os.

Det må I alle hjælpe hinanden til i tiden, der kommer.

Gud velsigne jer dertil.



Lad os bede:



Vor Far i himlen;

Vi takker dig for din kærlighed

gennem din søn, Jesus Kristus,

for alle livets gaver,

for vore kære,

og for alt, hvad du gav os i ham,

som vi nu har mistet.

Vi beder dig;

Tag ham i dine hænder,

trøst os i sorgen,

vær os alle en nådig dommer

og skænk os for Jesu skyld

en glædelig opstandelse.



Amen