Bisættelsestale: “Lad mig nu kun drage.....”



GT-Læsning: Salme 139

NT-læsning  : Math. 11. v. 28:

Salmer         : DDS 700, 46 og 720



Tale:



Livet er en kostbar gave.

Vi får det for intet.

Vi lever det en tid.

Til tider kæmper vi for det og med det,

men til sidst kommer den dag,

hvor vi må slippe det

og alt synes at svinde hen i mørke.



Det vidste vi i går 

måske vidste vi det også for en uge eller en måned siden,

men da kunne vi lettere skyde tanken fra os.

Nu er det uafviseligt. 

Når først døden kommer tæt på os, 

kan vi ikke længere skjule det 

- ej heller kan vi skjule os selv for den.

Vi må stoppe op og se det i øjnene.



Heldigvis var der også dage, hvor livet lever med sin egen ret,

og var helt uanfægtet af vor viden om, at det får ende.

Heldigvis var der også dage, hvor tilværelsen fyldte os med tak-

nemmelighed og glæde over dette, blot "at være til." 

Jeg tænker, det var en sådan overvældende forundring 

Jacob Knudsen var grebet af, da han skrev salmen

"Se, nu stiger solen af havets skød".

Her møder vi et menneske, der kæmper for at favne hele livet -

en livsholdning, der bygger på erfaringen af mødet med både en

overvældende afmagt og et sprudlende livsmod.



Jacob Knudsen skildrer en morgen, 

hvor han er vandret ud til kysten. 

Her står han - fyldt med triste tanker og følelsen af at være

isoleret og ladt alene - nattens mørke råder i hans indre.



Men midt i dette mørke kommer der med ét noget andet ind.

Fra den opgående sol rammes han af et lys og en varme, 

der ikke lader sig afvise. 

Det trænger ind i kroppen og helt ind i hans mørke sind, 

så han overvældes af glæde og taknemmelighed.



Og ud af denne glæde kan han da pludseligt takke for den nye

dag, der selvom den er mærket af synd og død alligevel gør livet

værd at leve. 

Ikke blot kan han takke, men Jacob Knudsen kan nu også give

sig både livet og døden i vold:



“Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

lad mig ikkun stævne imod min grav;

Livets Gud mig skærmer,

jeg er hans barn

ud hans hånd mig river 

af dødens garn”.



For solens stråler har mindet ham om, 

at bag livets gave og dødens afgrund står en magt, 

der er større og mægtigere end ham selv og hans skæbne.



Vita-del:



Nu er det ikke Jacob Knudsen, vi er samlet om i dag, 

men jeg har fundet, at hans kamp for at favne hele livet,

og tage både medgang og modgang, 

som både en gave og en udfordring, 

er en vigtigt ting at holde fast ved i dag,

hvor vi tager afsked med jeres XX.



For også i hendes og i jeres liv med hende har der været både

solskin og mørke, varme og kulde, medgang og modgang.

Hun var den hustru, som du, XX, har delt alt med.

Hun var en del af det hjem, hvor I børn voksede op og fik givet

den faste og trygge sammenhæng, 

hvorfra I har kunnet gå videre selv.

Men alt for tidligt måttet indstille jer på, at hendes helbred ikke

var, hvad det kunne være.

Og nu kom så den bratte afslutning, som er så svær for alle.

Afgørelser, som ikke kan gøres om, og om hvis rigtighed, vi

aldrig får vished.

I alt det, som denne situation har rejst hos jer, må I nu støtte

hinanden, og det gør I bedst ved ikke at tie, men tale om det,

som er så svært.



-------------------



Men er end døden det sidste, vi favner i livet, så er døden ikke

den sidste, der får ordet, når vi samles her i kirken.

Her skal vi ikke blot tegne et billede af det liv, vi er fælles om,

såvel det liv, hver enkelt af os får lov til at  leve, 

men vi skal også forkynde det håb, der peger ud over og

sprænger dødens grænse.



Et sådant håb finder sit udgangspunkt i troen på, 

at der én, som allerede har overvundet døden,

og som derfor er i stand til at "rive os ud af dødens garn"

- og denne ene er Jesus Kristus, vor Herre.

Det var hans ord, vi lyttede til for et øjeblik siden; 

"Kom til mig, 

alle I e livsmod og glæde. 

Ganske vist taler de ikke døden væk, men de taler ind i dødens

virkelighed og spreder som lyset nattens mørke.

De giver os håb,

 - håb om, at vi i både livet og døden er omslutte af Guds

omsorg og kærlighed, så der ikke i evighed vil være et sted og

et øjeblik, hvor vi er overladt til os selv.



Hvor dette håb bliver forkyndt og vinder fodfæste, der kan vi

med Jacob Knudsens tærke ord give os selv og vore kære Gud i

vold,

og med troen og håbet om hans nærvær og kærlighed synge:



“Se, da stiger solen af hav på ny,

alle dødens skygger for evigt fly,

o for sejersjubel, for salig lyst:

Lyset stander stille på livets kyst”.



Lad os bede:



Vor Far i himlen;

Vi takker dig for din kærlighed

gennem din søn, Jesus Kristus,

for alle livets gaver,

for vore kære,

og for alt, hvad du gav os i hende,

som vi nu har mistet.

Vi beder dig;

Tag hende i dine hænder,

trøst os i sorgen,

vær os alle en nådig dommer

og skænk os for Jesu skyld

en glædelig opstandelse.



Amen