12. søndag efter trinitatis



Brevlæsning: Jakob 3,1-12.

Evangelium : Matt. 12,31-42

Salmer        : DDS 700, 574 - 484 og 333



Prædiken:      



Hvert år forsøger vi i familien i løbet af sommerferien at få

læst en af de rigtigt lange og gode historier sammen. 

Vi læser højt og på skift, så det virkeligt bliver en historie, 

der samler og griber os alle sammen.



Et år var det Michael Endes “Den uendelige historie”. 

Fortællingen handler om den forknytte dreng Bastian Balta¬

sar Bux, der på flugt fra nogle kammerater stjæler en bog og

gemmer sig på et loft. 

Under læsningen af bogen suges han ind i historien om den

katastrofe, der truer landet Fantasien.

Store områder af ingenting, huller af tomhed og tavshed op¬

suger landet, og de af dets forunderlige skabninger, der ikke

når at flygte, forsvinder for aldrig mere at komme igen.

Landet Fantasien er altså truet på sin eksistens. 

Undervejs erfarer Bastian dog, at der findes en redning:

Hvis nogen kan give Den barnlige Kejserinde, der regerer i

landets hjerte, et nyt navn, vil det frelse Fantasien. 

Fortællingen om den uendelige historie handler da om, 

hvordan det langsomt går op for Bastian, at det er ham, 

der må gribe ind - han, der tror, at han står magtesløst uden¬

for fortællingen, er den eneste der kan redder landet og alle

dens væsner. 

Han må tale, og med sit ord må han gribe ind i fortællingen.

Han kan ikke - uden alt går tabt - forblive udenfor. 

Og da det endeligt sker, er ikke blot landet, men også han

selv blevet en anden, end han var, da han første gang åbnede

bogen med “Den uendelige historie”.



Og sådan er det jo med alle “eventyrlige” fortællinger 

- dvs. de fortællinger, der sprænger alle snævre grænser for,

hvad der kan lade sig gøre og hvad der er umuligt.

Og den, der ikke vil erkende, at sådanne fortællinger er et

spejl, hvorigennem vi ser os selv, og gennem dramaet

forandres og bliver til nogen andre, end vi var ved

begyndelsen, han er ikke blot stejl og blind, men har med

evangeliets sprogbrug gjort den synd mod Helligånden, som

der ikke er tilgivelse for. 

Og det problem er ikke så svært at forstå, som mange gør det

til. Det drejer sig ganske enkelt om spørgsmålet:

Vil du være med i fortællingen om Riget eller vil du ikke? 

Synden mod Helligånden er da at høre og blive berørt af

evangeliet, men derefter ikke at ville være ved det. 

Man vil ikke lade sig gribe og føre med af det, man har hørt. 

Man vil intet risikere, være sikker, og må derfor helt naturligt

holde sig på afstand af dramaet, hvor alt sættes på spil.

I stedet vælger man sig selv og sin egen begrænsede verden,

for den har man dog styr på.



Selvom der ret beset ikke er meget ved det, så er der ikke

noget, Gud kan gøre ved det - heller ikke tilgive.

For tilgivelse forudsætter vilje til at sætte sig selv på spil

overfor den, der skænker tilgivelsen og syndernes forladelse.

At have tillid til, at det er sandt - at tro på Gud.

Vil man ikke det, kan Gud intet gøre.

Gud kan tale, men Han kan ikke tvinge det hjerte, 

som nok hører, men ikke vil lade sig berøre af det, 

der bliver sagt. 

Gud taler hele tiden, men vil vi ikke høre, 

ja, end ikke vil erkende, at der bliver talt, 

så vælger man også tavsheden og intetheden. 

Og hvor meget end Gud ville forhindre det, så er det hans

grænse - Gud kan ikke tvinge den ind i samtale og fælles¬

skab, som vælger tavsheden og intetheden.

Hvad Gud kan - og altid vil - er at prøve at få os til at lytte,

trænge igennem panseret af selvoptagethed eller fortvivlelse.



Og dette er, hvad den bibelske fortælling om Guds Rige

handler om. Det er en fortælling om os alle.

Den begynder som i alle eventyr ved tidernes begyndelse,

hvor Gud skabte mennesket til at leve der, hvor han altid er. 

Men Adam og Eva lod sig lokke til at mene, at de kunne leve

uden denne nærhed, at de kunne leve for sig selv.

De valgte sig selv, trodsede budet og måtte forlade haven -

og fællesskabet med Gud.



Men alligevel opgav Gud dem ikke.

Han vedblev at søge og kalde dem. 

Det blev en lang, lang historie.

Ja, det blev en fortælling om ulykkelig kærlighed.

Gud sender Moses med Loven, som skulle være grundlaget

for forholdet til Gud, men den blev gang på gang brudt.

Gud sendte profeterne, den ene efter den anden, med bud om

at vende om, komme tilbage og tage imod det det fællesskab,

som Gud ville dele med folket, men de ville ikke.

De kunne selv, ville selv - de valgte tomheden og intetheden.



Til sidst, fortælles det, sendte Gud sin Søn, 

og gennem ham viste Gud nu den kærlighed, han ønskede

skulle råde i verden, så intethedens trussel blev afværget. 

Men selv kærligheden kan ikke påtvinges den, som ikke vil

være mål for kærligheden.



Jesus, Guds ord blev forkastet. 

Pisket, hånet og hængt op på et kors, så alle kunne se, 

hvor tåbelig Gud var.

Og om denne kærlighed er det, der skal tales her.

Kirken er stedet, hvor Guds Ord skal forkyndes, 

også selvom ingen ønsker at høre eller tage bestik af det.



Hvad vi ofte gør, er at vende det døve øre til 

eller nægte, at det er os, der bliver tiltalt - vi vil ikke være

med, vil ikke blande os i det drama, der handler om at give

den barnlige kejserinde et nyt navn.

Vi vil bare stå udenfor og kigge på.

Overfor det kan Gud ikke gøre andet end at byde sig til. 

Vel tåler Han afvisningen, men hvad hjælper det at tale, 

når den, der tales til, ikke vil være ved det.



Da truer tavsheden og intetheden med at opløse kærlighedens

uendelig Rige - om man vil: 

Fantasien, hvor den barnlige kejserinde regerer, kan kun

opretholdes, hvis der er nogen at være kejserinde for, 

hvis der er nogen, der vil være i Riget, og på dets betingelser

ved at sætte sig selv på spil og være med.



En præst fortæller, hvordan en flok konfirmander forstod

spørgsmålet om synden mod Helligånden: 

“I en konfirmandtime havde vi talt om Pinsen.... 

om Helligåndens sendelse til verden og om alle de mange

betydninger af ånd, vi kender. 

Om det at Guds Ånd holder os i live, og at når han tager

den tilbage, dør vi. 

Om Guds Helligånd, der gør fællesskab om liv og kærlighed

mulig, og gør hans ord levende, så mennesker tror dem. 

Og vi havde talt om duen som symbolet på Helligånden. 

Da fortalte jeg dem til sidst om det sted i NT, hvor der står,

at der er én synd, som ikke kan tilgives menneskene, og det

er synden mod Helligånden.

Og jeg spurgte, hvad de troede, det betød. Da var der én,

der svarede: “Det er vel, hvis man slår duen ihjel?”

Og jeg spurgte videre: Hvad mener du?”

- Jo, det er vel ikke at tro på, at Helligånden kan det, som

Gud siger den kan, men at jeg kan selv”(Brink og Arendt s. 67).



Duen, er symbolet på Guds vilje til at være os nær.

Duen var den fugl, der efter syndfloden bragte bud til Noah

om, at verden var frelst og livet var begyndt igen.

Duen var den fugl, der fra Jesu dåb i Jordan hvilede over

ham, fordi han var den, som Gud havde fundet velbehag i.

Og endelig er duen tegnet på den Hellige Ånd, vi får givet i

dåben, det symbol, der viser, at Gud er og bliver hos os.

At slå denne due ihjel er derfor at afvise alt det, 

som Gud har gjort for os.

Gud kan alt, ja, men han kan ikke tvinge den, 

som ikke vil være mål for hans kærlighed.

Vælger vi Ham fra, da elsker Guds stadig, 

men vi er nødt til at vende om og tage imod hans gave på ny.

Gør vi ikke det, kan Guds Hellige Ånd intet gøre ved det.

Vi har selv valgt tomheden og intetheden, 

og går da alene vor ødelæggelse i møde.



Men skulle det gå op for os, og skulle vi fortvivlet vende os

om efter noget, der kan redde os, da er Gud der stadig.

Vil vi ikke fortabelse i os selv, da vil Gud overbevise os om,

at han ikke er underlagt intetheden og tomheden,

og vi vil se, at vort liv er afhængig af, om vi får del og

fællesskab med hams liv.



Sker det, og det kan vi ikke andet end bede om og håbe på,

da lever håbet og duen stadig.



Amen.