Så det falder vel helt naturligt, at midt i det hele rejser vi os op og bekender i fællesskab vor kristne tro. Efter alle skriftens opfordring til at tro virker det som det helt rigtige svar at sige: Lad os bekende vor kristne tro - og så kommer det, vi tror på. Trosbekendelsen. Ja. Og alligevel....
Om vi så stod på ét ben og fremsagde den apostolske trosbekendelse med den største overbevisning, så ville det alligevel ikke være et svar på bibelens opfordring til at tro. Om vi så tog trosbekendelsen sætning for sætning og krydsede dem alle sammen af - ja, det tror jeg på, og det tror jeg også på.... - så ville det alligevel slet, slet ikke være et svar på bibelens opfordring til at tro.
Trosbekendelsen er ord. Med den begrænsning, som ord har. Vi siger: Lad os bekende vor kristne tro. Og så siger eller synger vi trosbekendelsen. Det er den måde, vi gør det på i gudstjenesten. Men det betyder langt fra, at vi kan tage trosbekendelsen og gennemgå den og så erklære, at det her, det er vor tro. Vel er det ej. Det er nogle trossætninger. Man kan heller ikke tage et blad med noder på og sige, det er musik. Noder er ikke musik. Noder er bare et hjælpemiddel for den, der vil spille musik. Musik er meget mere, end hvad der kan indfanges af nogle tegn på et ark papir. Noderne er en støtte til hukommelsen, et springbræt for den, der vil spille musik.
Det er ikke sådan, at bag et godt stykke musik ligger nogle gode noder, et godt partitur. Det er omvendt. Bag et godt partitur ligger et godt stykke musik. Musikken udtrykker ikke noderne. Noderne forsøger at beskrive musikken.
Når en tiårig klaverelev spiller Chopin, går det ud på slet og ret at omsætte noderne til lyde, så korrekt som muligt. Men når en kunstner sætter sig til flyglet, kan enhver høre, at her er der uendeligt meget mere end en korrekt gengivelse af nogle noder på et stykke papir. Her er der et liv, som aldrig kan gengives på anden måde end i levende, spillet musik. Nogle taler om, at musikken har sjæl. Måske vil vi endda bruge ordet "ånd"?
På samme måde er vore ord om troen, vore trossætninger, kun et fattigt forsøg på at give lyd til den langt større virkelighed, som er hjertets virkelighed.
Ordene i trosbekendelsen er ikke særligt vigtige i sig selv. Men trosbekendelsen giver os en mulighed for at udtrykke noget af hjertets virkelighed med munden. Det trænger vi somme tider til. Ligesom vi somme tider trænger til at erklære vores kærlighed overfor den, vi elsker. Vi ved godt, at det ikke er ordene, der er vigtige, det er den vished, som hjerterne giver hinanden i samværet. Men vi trænger til at sige ordene, og vi trænger til at høre dem. Somme tider siger vi da heller ikke "jeg elsker dig", men måske bare mmmmmm.... - og det virker præcis på samme måde.
Nu har vi af historiske grunde en trosbekendelse, som er lidt tungt formuleret. Den er lidt af en opremsning af, hvad der er overleveret os om den treenige Gud, eller om det, man kalder frelseshistorien. Når vi siger trosbekendelsen - eller synger den, tror jeg ikke, mange af os tænker dybt over alle de enkeltudsagn, den består af. Det er den heller ikke beregnet til. Vi er ikke til eksamen i rettroenhed.
Den fælles bekendelse af trosbekendelsen er først og fremmest en hjælp til, at munden kan få lov at afspejle lidt af det, som er hjertets virkelighed: Troen! Hjertets forbundethed med Gud. Glæden over, at Gud er i vort liv. Eller - måske endnu tiere - længslen efter, at Gud skal være i vort liv. Højskolemanden Jens Rosendal har skrevet en salme, der hedder "Troen er ikke en klippe". Her siger han: "Troen er ikke artikler trykt i en indbunden bog. Tro er at vove sig udad, varsom og kærlig og klog." - At vove sig udad! At turde leve. Som Abraham turde, da han som barnløs i en meget høj alder lagde sit liv tilrette ud fra håbet om at blive stamfar til et stort folk.
Som den unge jøde turde, der sad i koncentrationslejren Theresienstadt uden udsigt til at overleve, næsten uden udsigt til, at hans slægt og hans folk skulle overleve. Hvad gjorde han: Han plantede et lille træ! Det træ kan i dag ses udenfor Israelmuseet i Jerusalem. Den unge jøde, der plantede det, er død. Men træet er ved at blive stort. Og står som et symbol på en tro, der satser på livet og håbet, når alt ser håbløst ud.
Tro er det også, når et menneske, der er kommet over halvvejs i livet, holder fast i sine drømme - og risikerer noget for at leve dem ud, selv om fornuften siger, at toget er kørt. Vi kender sådan nogle mennesker. Med et misvisende udtryk siger man somme tider, at de bliver ved med at være unge. Vel gør de ej. De bliver bare ved med at være mennesker, hele mennesker, der tror på, at de er skabte i Guds billede, og at han derfor stadig har en masse i posen til dem. Gaver og opgaver. De bliver ved med at stille spørgsmål til livet, - og Gud bliver ved med at give dem svar - det ene mere mærkeligt og uforudsigeligt end det andet.
At tro er at holde fast ved livet. Når Gud har givet os det, må det være spændende! Og når Gud har givet os døden ved livets ende, er også den noget, vi kan nærme os med spænding. Angst, ja, selvfølgelig. Hvem frygter ikke det ukendte? Men ikke resignation!
Et andet vers i Jens Rosendals salme lyder: "Tro er det levende, nære, som gir mig kræfter og mod, så jeg går med dig på vejen, selv om jeg ikke forstod." - Siger det ikke mindst lige så meget om hjertets virkelighed som hele den lange trosbekendelse? Jo, det gør. Men det får os ikke til at afskrive trosbekendelsen. Tværtimod - det får os til at sige den med endnu større varme. For vi ved, at der ligger noget bag ved de ord, vores mund siger, noget som er stort og varmt og levende, og som ingen ord kan yde retfærdighed.
Trosbekendelsen giver ord til den hjertets virkelighed, som i sig selv er ordløs. Ligesom Fadervor giver ord til den hjertets bøn, som i sig selv er ordløs, men som alligevel gerne vil ud gennem munden. Og ligesom de romantiske klichéer giver ord til de følelser, der er for store til at kunne formuleres. Vi ved godt, at det ikke er ordene, der skal lyttes efter. Det er hjertets tale bag ordene. Uden den er ordene værdiløse. Men uden ordene kan hjertets virkelighed have svært ved at ånde - somme tider vil den ud gennem munden.
Så når vi siger eller synger trosbekendelsen i kirken, synger hjertet: Tro er utrolige kræfter som vil forandre alt. Vove sig dybt ind i mørket når der for alvor er kaldt.