Johannes Døberen og Jesus var vidt
forskellige. Johannes nægtede sig selv det
allermest nødvendige. Det er nok overdrevet at
sige, at han hverken spiste eller drak. Men noget
er der om det. Alt hvad der er godt i livet sagde
han nej til. Han levede meget nøjsomt og han
levede meget alene. Han sagde nej til andre
menneskers selskab og han sagde nej til latter og
godt humør. Johannes tale var en klagesang. Og
det han ønskede at bevirke med den var jammer
og gråd. Han ville åbne folks øjne for deres synd.
Jesus var slet ikke sådan. Han skilte sig
ikke ud fra almindelige mennesker. Han spiste og
drak. Han levede et almindeligt liv. Og han sagde
ikke nej til at være i selskab ed mennesker. Jesus
foragtede ikke latter og godt humør. Hans ord er
som muntert fløjtespil, der kalder til dans. Jesus
ønskede med sine ord at skabe glæde og fest. Han
vil åbne synderes øjne, så vi ser Guds kærlighed.
Jesus bragte fest. I johannes-evangeliet er
det første under Jesus gør, at redde en
brylllupsfest fra at gå i stå fordi de manglede vin.
Jesus talte også flere gange i sin lignelser om at
Guds rige er en bryllupsfest, ja, en af de
allerstørste største, nemlig en kongesøns bryllup.
Der er også lignelsen om faderen, som slagter
fedekalven til sin hjemvendte søn og holder fest,
så musikken og dansen kan høres langt omkring.
Og i stykket i dag siger Jesus at han blæser på
fløjte for folk. En fløjte kan høres langt omkring
og den er et friskt og muntert instrument, som kan
spille kvikke melodier. Fløjten har en klang, der
virker opmuntrende.
Jesu ord har den samme klang. Han vil
skabe glæde og fest. Selvfølgelig ikke en
overfladisk form for fest. Det er ikke larm og pjat,
som Jesus vil. Der er fester, hvor vi spiser og
drikker, fordi vi er glade, fordi vi fejrer en stor
begivenhed. Da kan vi sidder mange timer ved
bordet uden at blive forspiste. Det er som om vi
glemmer tiden. Vi er sammen. Bagefter kan vi
huske det hele og det er som et gyldent minde
som vi kan tænke tilbage på med glæde.
Det er den slags fest, som Jesus bragte.
Han skabte fyldte timer for dem han var sammen
med. De blev glade fordi han ville være gæst hos
dem. De tog alt det bedste frem som de havde.
Og de var glade for at snakke med Jesus. Han var
ikke en dødsens alvorlig mand, som lagde
dæmper på festglæden. Nej, han var livets mand,
som de følte sig godt tilpas sammen med. De
glemte sig selv og tiden. Det var som om lidt af
evigheden gæstede dem. De oplevede helt
bogstaveligt, hvordan Guds rige er.
I stykket i dag taler Jesus hårdt til dem,
som ikke vil glæde sig. Jesus siger ikke kun, at
han er ked af, at de ikke vil med til festen. Når vi
inviterer til fest, og nogle af gæsterne ikke kan, så
blive vi nok kede af det, men vi skælder dem ikke
ud og siger, at det vil gå dem dårligt i fremtiden.
Så vigtig er festen ikke. Men det må den fest
være, som Jesu kommer med. For han skælder ud
over byerne Korazin og Betsajda og Kapernaum
og siger, at det vil gå dem dårligere på dommens
dag en Sodoma. Så vigtig er den fest og den
glæde som Jesus bringer at man ikke bare kan
sige nej til den.
Jøderne sagde heller ikke kun nej til Jesus.
De vidste godt, at det var mere end en almindelig
fest, for de sagde ikke kun høfligt nej tak. De
vrængede. De hånede Jesus og kaldte ham frådser
og dranker og ven med toldere og syndere. Det er
meget alvorlige ord i en jødes mund. I vore har vi
ondt af de mennesker, som vi ser sidde i byernes
parker eller hvor de bliver jaget hen og som
drikker dagen lang. Men sådan var det ikke hos
jøderne. I en af deres love i 5. Mosebog står der
endda, at forældre som har en ulydige søn, skal
sige til byens ældste: " Vores søn vil ikke adlyde
os, men er en frådser og dranker.' Så skal alle
mænd i hans by stene ham til døden. Sådan står
der i 5. Mosebog. Så alvorligt er det når jøderne
kalder Jesus en frådser og dranker. De mener, at
han skal straffes med døden.
Jøderne kunne ikke udholde, at Jesus ville
være sammen med alle og enhver og var glad for
det.
Hvis vi skal tage et nutidigt eksempel på,
at  noget glædeligt som kan være uudholdeligt for
nogle, så kan vi tage søndagen.
For nogle er søndagen en glædens dag,
hvor vi fejrer ugens højdepunkt. Vi går til
gudstjeneste og viser, at vi har god tid til Gud og
til hinanden. Vi besøger familie og går ture og
spise godt om søndagen.
Men for nogle er søndagen en uudholdelig
dag, som bare skal overstås. Der er mennesker,
som keder sig og bliver deprimerede om
søndagen. Alt er stille og de ved ikke hvad de
skal gøre af sig selv. Søndagen kan blive til et
helvede for dem, som ikke vil tage del i glæden.
Jøderne kaldte Jesus en frådser og dranker.
Den fest han bragte var en plage for dem, fordi de
ikke ville tage del i den. Men for synderne og
tolderne betød det alt, at Jesus ville spise og
drikke med dem. Det betyder frelse. Det betyder,
at Gud ser til os og besøger os. Det bliver søndag
for os.
Søndagen fortæller, hvad Gud gør for os.
Alt det gode, han giver og at han har mere end
god tid til os, han har evighed til os. Det fortæller
Jesus, ved at spise sammen med os syndere. Jesus
er som fløjtespilleren, der kalder til glæde. Han
gør, at det bliver søndag for os.