Jesu ord i dag er ikke særlig opmuntrende. De
bliver mere forståelige, når vi tænker den
sammenhæng, som stykket kommer fra. Jesus
havde helbredt en syg. Og farisæerne beskyldte
ham for at han havde helbredt ved djævelens
hjælp. Derfor spurgte Jesus dem, hvordan
djævelen kunne bruges mod sygdom, mod noget
djævelsk, så var den onde jo kommet i strid med
sig selv. Og Jesus fortsætter: 'Men hvis det er ved
Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo
kommet til jer (Matt 12,28)'
	Jesus bragte Guds ånd. Og da er det
forståeligt, hvorfor han bliver vred over det, som
farisæerne siger. Han er ikke vred på sine egne
vegne. Om ham må de såmænd sige, hvad de vil.
Det skal tilgives dem. Men de får for vidt, når de
kalder Guds ånd for djævelen, når de kalder Gud
for den onde. Og det drejer sig ikke bare, om at
farisæerne een gang har sagt det. Nej, de taler
imod Helligånden. De vil overbevise andre om, at
det er den onde, som arbejder gennem Jesus.
	Det er altså ikke, fordi der er kommet til at
sige et ord, bruge et forkert ord om Helligånden.
Nej, det som ikke kan tilgives, er når de taler
vedvarende om Guds ånd som det onde og prøver
at få andre til at tænke på samme måde.
	Sådan skal det forstås, når Jesus siger: 'den,
der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i
denne verden eller i den kommende (Matt 12,32)' Jesus
advarer farisæerne mod i deres angreb at gå for
langt. De må gerne tale mod Jesus, men de skal
passe på, at de ikke med fuldt overlæg taler mod
Gud.
	Det vi skal bemærke er ikke, at der er
noget, som er utilgiveligt. Vi skal ikke give os til
at spekulere på, om vi uden at vide det har gjort
os skyldige i dette utilgivelige. Vi ved  hvad Jesus
sagde, da han blev regnet for en forbryder og blev
korsfæstet. Han sagde: ' Far, tilgive dem, for de
ved ikke, hvad de gør.' Så langt kunne
menneskene komme ud i ondskab, uden at Jesus
regnede dem for håbløst fortabte. Han bad for
dem. Det ville have været forståeligt, hvis han
havde sagt, at det aldrig skulle tilgives dem,
hverken i denne verden eller i den kommende.
Men Jesus bad for dem. Han ville, at de skulle
tilgives.
	Langt værre end korsfæstelsen, -
mennesker gjorde Guds søn ondt, dræbte ham,
pinte -  langt værre end det må synden mod
Helligånden være, det som Jesus kalder
utilgiveligt. Det som ikke kan tilgives, er når
farisæerne taler vedvarende om Guds ånd som det
onde og prøver at få andre til at tænke på samme
måde.
	En utilgivelig synd består ikke i at vi tvivler
eller er vrede på Gud.
Vi har et brev fra 2. verdenskrig fra en tysk
soldat, som faldt ved Stalingrad. I brevet skriver
han til sin far: ' Du er sjælesørger, far, og siger
kun det, som er sandheden. Men jeg har søgt efter
Gud i hvert granathul, i hvert udbombet hus, på
hvert gadehjørne, hos hver eneste kammerat, når
vi lå i skyttegraven og jeg har søgt efter ham i
hans himmel. Gud viste sig ikke, når mit hjerte
råbte efter ham. Husene lå i ruiner, mine
kammerater var lige så tapre - eller lige så feje
som jeg, på jorden rådede hunger og død, kun
Gud var intetsteds at finde. Nej, far, der er ingen
Gud. Jeg gentager det og ved, at det er
uhyggeligt, og jeg kan aldrig gøre det godt igen.
Men skulle der alligevel være en Gud til, så
findes han hos jer i salmebøgerne og bønnerne, i
præsternes taler, i klokkeklangen. Men i
Stalingrad er han ikke.'
	Sådan skrev den tyske soldat. Hans råb
efter Gud, hans tviv og fornægtelse, er det
utilgiveligt? Han siger slev, at det er uhyggeligt,
og at han aldrig kan gøre det godt igen. Når han
taler sådan mod Gud, er det da den tale mod
Helligånden, som Jesus kalder utilgivelig?
 	Nej, den tyske soldat bliver snarere nævnt
det sted i bjergprædikenen, hvor Jesu siger: 'Salige
er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
v4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
v5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
v6 Salige er de, som hungrer og tørster efter
retfærdigheden,
for de skal mættes (Matt 5,3)'
I sin tvivl og i sin anklage mod Gud er den tyske
soldat fattig i ånden, fattig på håb. Han er
sørgende. Han hungrer og tørster efter
retfærdighed. Så langt fra at være opgivet af Gud,
er det snarere sådan, at Guds kærlighed netop
gælder den lidende tyske soldat. Men hvordan
kan det ses? Tyder tegnene i Stalingrad ikke kun
på, at Gud er forsvundet?
	Sådan tænker mennesker, hvad enten det er
farisæerne, som står over for Jesus, eller den
tyske soldat, som er i ingenmandsland, eller os,
som er optaget af hverdagens glæder og sorger.
Vi spørger alle efter tegn. Og Jesus svarer: 'tegn
end profeten Jonas' tegn. v40 For som Jonas var i bugen
på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal
Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre
nætter (Matt 12,39)' I vores virkelighed finder vi
ingen uimodsigelige tegn på, at Gud er til for os.
Det eneste tegn på Guds kærlighed, som findes,
er Jesu død. Der ser vi, hvor nær Gud vil være os,
og hvor langt hans tilgivelse rækker.
	Apostlen Paulus siger i Romerbrevet: '
Mens vi var svage, døde Kristus for os, som var
fjendtlige over for Gud. Ja, Gud viser sin
guddommelige kærlighed til os ved, at Kristus
døde for os, mens vi endnu var syndere.' Så langt
rækker Guds tilgivese. Derfor skal vi ikke over
for teksten til i dag spekulere på, om vi har gjort
os skyldige i noget utilgiveligt.
	 Vi må huske på, i hvilken situation Jesus
sagde ordene, nemlig til farisæerne, som med
fuldt overlæg, koldt og nøgterne, kaldte
Helligånden for den ondes magt.
	Vi skal ikke give os til at tænke på, om vi
har gjort det samme, enten fordi vi havde det ondt
som soldaten, eller fordi vi havde glemt Gud. Nej,
vi må holde os til det tegn, som er uimodsigeligt:
Jesu død, der viser, at Gud tilgiver os syndere.