Tekst: Matt. 20,20-28:  Tordensønnerne

Salmer:
1. 374 - Nu ringer alle klokker mod sky
2. 264 - O Helligånd, kom til os ned
3. 142 - Øjne, I var lykkelige
------
4. 436 - Guds søn kom ned fra himmerig
5. 418 - Herre, hvor skal vi gå hen
6. 412 - O Herre god og frelser from

En lang fortælling, det er, hvad bibelen er. En fortælling
om Gud, - men den hævder også, at den er Guds egen
fortælling. Om mennesket.
H. C. Andersen og Karen Blixen fortalte historier for blot
at nævne de to mest kendte. Der er mange andre.
Gud fik startet en god tradition, må man sige.
Fortællingen fascinerer. Tryllebinder. Ofte allerede ved
sin allerførste sætning.
"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden."
"Der var engang en kejser."
"Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjærget Ngong."
"Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus."
En fortælling karakteriseres ved flere ting.
For det første: Fortællingen fører os ind i en verden, hvor
alt er etableret på forhånd. Man kan ikke spørge, hvad
der var før, eller hvad der kom efter. Hvad var der før
Gud skabte himlen og jorden? - eller levede Klods-Hans
og prinsessen virkelig lykkeligt til deres dages ende?
Den slags spørgsmål hører ikke hjemme i fortællingens
univers.
For det andet: Den gode fortælling presser sig på. Den
lader ikke sin læser eller lytter stå tilbage uberørt. Måske
inddrager den ligefrem den, som hører fortællingen og
gør ham til hovedpersonen. Det kender vi fra de
fortællinger, Jesus fortalte: Lignelserne. Umiddelbart er
det fortællinger, der handler om noget, der ikke har med
mig at gøre, og dog finder man sig pludselig inddraget.
Den barmhjertige Samaritan er den mest kendte. Den
munder ligefrem ud i et spørgsmål: Hvem var nu den
mands næste, der faldt blandt røvere? Og siden bliver
det til en opfordring: Gå du så hen og gør ligeså!
For det tredie: Fortællingen kan lade os stå undrende
tilbage med spørgsmål, eller den kan nådigt lade os
finde os selv i en anden eller ny forståelse af vores
verden og vort liv.
"En historie om en moder" kan man kalde den fortælling,
vi har hørt i dag - uden ellers at gå H. C. Andersen i
bedene. En navnløs kvinde, mor til Zebedæussønnerne
Jakob og Johannes. Tordensønnerne kaldte man dem,
Boanerges, sønner af braget!
Måske kaldte man dem sådan, fordi de var opfarende,
måske fordi de ved en lejlighed ville påbyde ilden at fare
ned fra himlen og fortære en samaritansk landsby.
Måske! Hvem ved? Ingen, og det viser blot, hvor dunkel
Jesu og disciplenes historie er.
Det gælder for Zebedæussønnerne - som for de øvrige
disciple - at vi ved ikke meget om dem. Fortællingen om
dem begynder ikke med deres fødsel, men med deres
discipelskab. Alt dér før fortaber sig i tågen.
Nu er det også deres mor, der er i fokus. En meget
autentisk repræsentant, kan man sige, for enhver, der i
Jesus ser sit store håb, men også sin store frustration.
Repræsentant for det menneske, hvis tro aldrig er en
enstrenget følelse af overbevisning, men indeholder
mange modsatrettede følelser af både frygt og håb.
Derfor vil et sådant menneske kunne genkende sig i den
lille fortælling, evangelierne bringer om hende. For lille
er den. Vi hører om hende sølle to gange. Og det er
Matthæus, der fortæller begge gange. De andre
evangelister kender historien om Zebedæussønnerne, -
men kun Matthæus fortæller om deres mor!
Det begynder en fredelig morgen ved Galilæas sø.
Johannes og Jakob er ude at fiske med deres far, og de
er i færd med at ordne garnene, da Jesus kommer forbi.
Han kalder på dem, og de to unge mænd forlader straks
båden og deres far og følger ham.
Så ordknap er historien om så bitter en skæbne. Bitter
for faderen og moderen, som øjensynligt snart skulle
blive enke. Faderen hører vi nemlig ikke mere til, mens
hun dukker op i kølvandet af Jesus, - og man kan med
rette spørge efter, hvad det er, som får hende til at følge
ham. Det er ikke på grund af det, han har givet hende.
Snarere på grund af det, han har taget fra hende.
Hendes sønner. Udover det følelsesmæssige dilemma,
det må have bragt hende i, har hun faktisk mistet sin
pension. Hun er blevet berøvet sin fortid, som sønnerne
skulle huske for hende, når hun ikke længere selv
kunne, - og sin fremtid, nemlig den økonomiske
forsikring sønnerne udgjorde.
Men til det altsammen svarer hun ikke med beklagelse,
men med en bøn for sine sønner. Hun ønsker for dem, at
de må få sæde i Jesu rige ved hans højre og venstre
side.
Det er muligt, det lyder vel ambitiøst, dette håb, denne
bøn. Hvad hun har forestillet sig, kan man kun gisne om.
Måske har hun forestillet sig Jesus som en politisk konge
i Jerusalem, hvor sønnerne kunne blive hans
håndgangne mænd, måske har hun forestillet sig Jesus
som himmelhersker, hvilket ikke gjorde siddepladserne
ved hans side mindre attraktive.
Men Jesus tager hendes spinkle håb fra hende. Han har
i forvejen taget hendes sønner med alt, hvad det
indebar, - nu tager han også det sidste, hun havde at
leve for: håbet. Og så stiller han både hende og
sønnerne lidelsen i udsigt.
Hvor meget de forstår af det, kan man stille
spørgsmålstegn ved, men bønnen, håbet, forstår de dog,
bliver langt fra indfriet.
Hvis talemåden om, at man kan tage alt fra et menneske,
når blot man lader håb tilbage, taler sandt, må mødet
med Jesus for denne mor have været den visse død. Nu
har hun nemlig intet tilbage overhovedet.
Herefter bør vi forvente, at vi ikke hører mere til hende.
Men Mattæus' fortælling om hende er mærkværdigvis
ikke slut.
Zebedæussønnerne fulgte Jesus helt til Jerusalem. De
var med ham i Getsemane Have den nat, da han blev
forrådt. Det var faktisk dem, han fandt sovende. De fulgte
ham "til dørs", men heller ikke længere. Det sidste, de så
til ham, var, da soldaterne slæbte ham bort mellem sig,
og de fik ham aldrig at se hængt op på det kors, hvor to
røvere fik det, sønnerne troede, var attraktive pladser
ved hans højre og venstre side.
Herefter har de sikkert siddet inde i byen og overvejet,
om det ikke bare var ungdommeligt vovemod, dengang
de gjorde oprør og forlod faderen og hjemmet for snart
tre år siden, - og mon ikke de har overvejet at vende
tilbage til fiskeriet og glemme alle de store drømme om
hæderspladser.
Moderen derimod fulgte ham ikke blot til døren, men til
den bitre ende. Matthæus nævner hende udtrykkeligt
som den ene af de tre, der så til på afstand, da Jesus
blev korsfæstet. Hun var én af dem, skriver Matthæus,
som havde fulgt ham fra Galilæa og også sørget for ham.
Lige indtil døden fulgte hun ham. Hun, som hverken fik,
hvad hun havde regnet med eller håbet på, fik til
gengæld, hvad hun var blevet lovet: lidelse og tjeneste.
Frataget alting, selv sit håb, sådan fulgte hun ham og
blev dog et af de første vidner til det ejendommeligste
håb, der nogensinde er formuleret i en fortælling, det håb
nemlig, at Gud er i lidelsen, i meningsløsheden, i tabet,
ja, selv i døden.
Det håb kan vi kun høre forkyndt til os i en fortælling.
Her er ikke plads til teori, lærersætninger og fine
formuleringer. Hvordan kan man for lidende, mislykkede,
mistrøstige mennesker forkynde, at lidelsen er
meningsfuld, omend den er uigennemskuelig, - at Gud
ikke slipper os midt i det altfavnende mørke, den isnende
kulde, den bitre død, - hvordan forkynde dette uden
gennem en fortælling?
Og her dukker hendes fortælling op blandt mange. Som
en lille kortfattet fortælling om et menneske, der har
mistet alt. Men trods tab og savn insisterer hun overfor
ham på sit liv.
Sådan bliver hun til en fortælling fra en bog, som ved alt,
forstår alt, håber alt og tror - ikke alt, men tror Gud.
Svaret på, hvorfor netop hun af alle stod ved korset, får
vi aldrig. Her stopper fortællingen.
Men det er vort håb, at hendes historie er vores, når
vores egen ender blindt.
Amen.