"Nu sænker Gud sit ansigt over jorden
det store hjerte banker ganske stille.."
Sådan begynder Tove Ditlevsen et digt, som hun kalder
Forårsnat. Gud bøjer sit ansigt og ser ned på jorden, ned
på menneskenes verden. Han kysser dyrene og
børnene, der sover. Han græder over vågne, kolde
sjæle. Oppefra ser Gud ned på alt det, der vrimler på
jorden. Og i hans blik er der en kærlighed, som favner
det hele - både det, som er svøbt i tryghed og det, som
vender og drejer sig uroligt i natten.
Det er lidt den samme tanke, som når Luther siger: Gud
har ingenting over sig. Derfor ser Gud aldrig opad. Gud
har heller ingen ligemand. Derfor ser Gud ikke ud til
siderne. Gud ser kun nedad. Hans blik søger altid mod
dybet, for at finde og løfte den svage. 
Det blik, som søger mod dybet, det blev til kød og blod -
det blev menneske i Jesus fra Nazareth. Han steg ned
fra det høje til det lave, fra magt til afmagt, fra ære til
ringhed. Ikke for at være særlig ydmyg eller for at
snobbe nedad, men for at være hos den svageste og
bære med på livets byrder.
Det vakte tit forundring - også forargelse - for det går
imod den strøm, som vi mennesker normalt følger. Vi
søger altid opad - vi prøver i hvert fald på det - op mod
en eller anden platform, som vi kan stå på og leve fra - et
sikkert grundlag for os selv og vore nærmeste. Men
Jesus søger den modsatte vej. Og det vil han også lære
sine disciple: Det gælder ikke om at finde en ærefuld
plads - eller om at få tryghed og magt. Det gælder i
stedet for om at komme med i Guds bevægelse og være
hos den svageste. Det er det, evangeliet handler om i
dag. 
Problemet spidser til, fordi de to brødre Jakob og
Johannes kommer til Jesus med et spørgsmål. Dvs. de
kommer ikke selv. Det turde de ikke. Så de har sendt
deres gamle mor i stedet for. Hun sku spørge Jesus, om
ikke hendes to sønner ku få de bedste pladser ved siden
af Jesus - ikke bare nu, men også i det kommende
Gudsrige. Det var en stor ting at spørge om.
Selvfølgelig var der nogen, der blev sure over, at de
kunne finde på at spørge om det. De andre disciple
synes alligevel, at det er lidt for groft - at skubbe sig selv
frem på den måde - og trænge alle andre tilbage. For der
er jo kun én, der kan få den bedste plads. De mest
ærlige indrømmede måske for sig selv, at de var sure,
fordi de selv ville have spurgt om det samme, hvis bare
de ku ha fået sig til det. Men de ku ikke få sig til det, og
så blev de i stedet for forarget på dem, der turde spørge
så dristigt. De to brødres spørgsmål bragte virkelig
sindene i kog. 
Vi kender godt situationen. Hvis vi skræller alle de ydre
omstændigheder af, så er det jo egentlig det, meget af
vor stræben går ud på: At sikre os selv og vore
nærmeste så god en plads i tilværelsen som muligt. Og
vi ved godt, at jo rigere og jo mere sikret vi selv blir, jo
mere fattig og usikker blir tilværelsen for andre. Jo mere
vi forbruger, jo mindre blir der til folk andre steder i
verden og til vore efterkommere. 
Midlerne, som vi kæmper med, kan selvfølgelig godt
blive ufine. Det sker vel. Men de fleste mennesker bruger
de veje og de midler, som alle andre accepterer og
bruger. Så i den forstand behøves der ikke at være
noget ulovligt eller uærligt ved vor stræben. Men
alligevel blir livet hurtigt til en slags "alles kamp mod
alle". Og dybt inde i os selv ved vi også godt, hvorfor vi
blir sure, når der er nogen, der prøver at føre sig frem -
ligesom Jakob og Johannes gjorde det. Det er, fordi vi
føler, at der på den måde går noget fra os selv. Det er
ikke de andres mangel på beskedenhed, der er vort
problem. Men det er det, at vi rammes i vor egen
stræben. 
I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at
stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan
skal det ikke være hos jer! siger Jesus. Han bekræfter,
at livet tit er sådan en "alles kamp mod alle" hvor den
stærkeste er ovenpå. Men hans budskab til disciplene er:
Sådan skal det ikke være hos jer! Jesus vil indføre en
ny orden - en ny livsstil blandt disciplene. Og med sit
eget livs eksempel viser han, hvordan det skal være.
Jesus kom ikke for at lade sig tjene. Han kom ikke for at
leve på andres bekostning. Han stræber den anden vej.
Han vil selv være en tjener. Han lader de svagestes liv
og behov komme i første række - på bekostning af sit
eget liv og sine egne behov. Ligesom Guds blik søger
han altid mod dybet. Han søger derhen, hvor der er
svaghed, sygdom, sorg. 
Sådan var det dengang - sådan er det nu.
Det er ikke et udtryk for ydmyghed - i almindelig forstand.
Vi regner som regel ydmyghed og beskedenhed for en
dyd. Men når Jesus siger, at han er kommet for at tjene -
så er det noget helt andet end almindelig, jydsk
beskedenhed. Han vil være hos den svageste - og bære
med på hans byrder. Det er kærlighed - kærlighed til
den, der måske ikke engang er i stand til at gengælde
kærligheden. Sådan er Guds kærlighed. Sådan skal det
også være hos jer! siger Jesus.
Vi ku også bruge et gammelt kirkeligt ord, for at sige,
hvad det handler om. Jeg tænker på ordet "omvendelse".
Det ord har i tidens løb fået en dårlig klang. For mange
mennesker er omvendelse blevet til noget med at
granske i sit eget sjæleliv - og finde synder og svagheder
frem, som man så kan jamre over. Men den slags
selvkredsen og bagvendt selvdyrkelse har ikke noget
med omvendelse at gøre. 
Omvendelse er et socialt ord. Det har noget at gøre med,
hvordan vi opfører os i forhold til hinanden. Det har
noget at gøre med, hvad for en retning vort liv tager. Den
retning, som falder os nemmest, er den, der stræber
fremad og opad. Men Gud vil, at vi skal omvende os - at
vi skal finde en anden retning, så vi kommer med i hans
bevægelse, som altid går hen til den svageste. 
Sådan er Guds kærlighed. Og dér, hvor den kærlighed
får lov til at trænge sig ind, dér skaber den et rum, en
ramme, hvor vi kan leve for hinanden - og ikke af
hinanden.