Offergaver 		

     Før danskerne blev kristne, ofrede de til guderne. 
Det kunne være dyr eller korn. Det kunne være for at 
takke for en god jagt eller en god høst.  Det kunne 
også være for at formilde guderne. 
     Jøderne før Jesus ofrede også til Gud. Vi hører 
allerede om det i 1.  Mosebog. Adam og Eva fik to 
sønner, Kain og Abel. Kain blev agerdyrker og Abel blev 
fårehyrde. Og engang bragte Kain en offergave af 
jordens afgrøde til Gud. Også Abel bragte en offergave, 
et af hans dyr. Og Gud tog imod Abels offer, men Kains 
offergave tog Gud ikke imod. Senere i Gt hører vi om 
ofringer, og til sidst blev det jo i templet i 
Jerusalem, at jøderne kom med gaver til Gud for at 
takke eller for at bede om tilgivelse. 
     Som vi så med Kain og Abel er der noget usikkert 
over ofringer. Er det de rigtige gaver. Vil Gud lade 
sig formilde eller ikke. Og hvad kan man gøre, hvis man 
bliver afvist. Skal man så gå og være bange resten af 
sit liv. 
     Det var ikke kun danskerne og jøderne, som havde 
en sådan religion. Det har f.eks. også hinduerne. Jeg 
læste om en kvinde, som havde været hindu, men var gået 
over til kristendommen. Hun sagde: " Da vi var hinduer 
levede vi i en konstant frygt for, om vi nu også gjorde 
guderne tilfredse. Ellers kunne vi aldrig vide hvad der 
vil ske. Af og til kom der en mærkelig susen gennem 
huset og vi kunne mærke, at det var onde ånder. Så 
rensede min mor igen rummet og ofrede næsten dag til 
guderne. Jeg har aldrig siden vi er blevet kristne 
oplevet den susen og den frygt. Dog kan vi blive bange 
og tvivle, men vi ved, at det bare er at påkalde Herren 
Jesus så kommer freden tilbage." Sådan siger hinduen, 
der blev omvendt til kristendommen. 
     Jesus tager frygten fra os og taler freden ind i 
os. Mon det ikke var det, Maria følte, da hun sad ved 
Jesu fødder og lyttede til hans ord. Hun følte en fred, 
der fyldte hende helt, så alt andet mistede betydning. 
Al hendes bekymringer og al hendes uro forsvandt. 
     Høsten er en travl tid. Der skal handles hurtigt 
for at få kornet og halmen i hus mens det er tørvejr. 
Men travlhed kan være farlig. Den har det med at brede 
sig. Markerne skal jo også pløjes og tilsås igen. Sådan 
er det ikke kun landmanden som har det. Marthas måde at 
leve på er meget aktuel.  Travlheden har bredt sig ind 
i hendes sind og fyldt det med bekymringer og uro.  Vi 
kan ikke løbe fra frygten om vi så fylder vores dag med 
nok så mange pligter. Den slags offergaver til frygten 
ikke imod.  Man kan ikke løbe fra frygten.  Den er lige 
i hælene.  Og den er foran, for selv de, der har 
allermest travlt, er konstant bange for om de nu kan nå 
alt det de skal. Der er selvfølgelig også mange som er 
flittige og er glade i deres flid og sover godt om 
natten trætte efter dagens gerning.  Der har også været 
landmænd, som i denne høst efter en lang dags arbejde 
har spist aftensmaden med god appetit og har sovet 
roligt om natten, fordi de var glade for den dag, som 
de havde fået og som var gået godt. Vi må jo gerne være 
stolte over vores arbejde. 
     Kaj Munk siger sådan i en prædiken, som han holdt 
under anden verdenskrig: Der er mad til os allesammen i 
Danmark. Mærk jer bare det. Men vi skal slide for den. 
Det er skam også rart. 
     Og vi vil gerne slide. I skal være stolte over 
jeres folk. De danske bønder har fantasi. De slår sig 
ikke til ro med, hvad de har vundet og fundet på. Nej, 
de hænger i og forbedrer og prøver nyt. Nu har krigen 
gjort det vanskeligt med foderstoffer og kunstgødning. 
Ja, men så laver de ensilage og hvad ved jeg. De giver 
ikke op. De lader ikke stå til. Nej, vi skal nok finde 
på udveje. Og de danske arbejdere de ser godt ud og de 
fører sig bredt i slaget, for de er frie mænd og med 
til at bestemme de hele, og så er de så dygtige. Ude 
omkring i verden regnes deres arbejde for noget af det 
bedste." Sådan siger Kaj Munk.  Og det gælder 
stadigvæk. 
     Jo, vi må gerne være stolte over vores arbejde. 
Men vi må ikke gøre arbejdet til offergave, så vi tror 
vi kan formilde guderne, hvis vi gør det vi skal. Så 
har vi valgt en dårlig vej, så kun fører ind i frygt og 
uro. Hvor glade vi end kan være for høsten og lønnen vi 
har tjent, så kan det aldrig give os fred i hjertet. 
Det kan kun Guds ord. I den forstand har Jesus ret, når 
han siger: ét er fornødent. Og dermed mener han, at 
lytte til Guds ord. 
     Jeg har hørt en lille historie fra Adam og Evas 
tid, fra paradisets have. Det var dengang Gud skabte 
blomsterne og gav dem navne. Hver fik sit eget. Men 
kort tid efter kom en lille blomst til ham med tårer i 
den himmelblå øjne og sagde: Herre, jeg har i verdens 
støj og vrimmel glemt mit navn. Hvad var det, du kaldte 
mig? Og Herren så meget sin milde øjne på den lille 
blomst og sagde: Forglem mig ej!  Andet sagde han ikke. 
Så blomsten hedder den dag i dag Forglemmigej. 
     Egentlig er det også Guds ord til os. At vi ikke 
må glemme Gud. Men endnu mere, at Gud ikke glemmer os, 
selv når vi er kommet så langt ud, at vi ikke kan huske 
vores eget navn. Det var det ord Jesus kom med Guds 
ord. Det skal give os en fred, som ingen bekymringer og 
uro kan tage fra os. 
     Der er mennesker, der har så travlt i det ydre med 
at få ting til at ske eller i det indre med at 
forestille sig alle de ting, der kunne ske, de har så 
travlt, at de ikke mere selv er med i deres liv. Et 
sted i GT står der: Gud har skabt menneskene, som de 
bør være, men de har så mange sære ting for.  Det er jo 
sært, når mennesker lever deres liv uden at de selv er 
med i det.  Og det er lige så sært, når vi lever, uden 
Gud er med i vores liv. For det er Gud, som har skabt 
os og hver dag giver os livet. Ja, Gud giver os i 
overflod. 
     Det var evangeliet, som Jesus bragte, at Gud 
Offergaver 
 
Skaberen er vores himmelske Far, der giver os alt godt. 
Gud er bedre end vi nogensinde kan forestille os.  Selv 
om vi er sære og glemmer Gud, så glemmer Gud ikke os. 
     Skal man give offergaver til en Far? Nej. Skal man 
formilde en far, som om han er et væsen, der står højt 
over os? Nej. Når Jesus taler om Gud som vores 
himmelske Far, så mener han, at vi er som små børn over 
for Gud.  Og det tror jeg alle forældre kan forstå, når 
de har haft små børn. Forældrene er opmærksomme på det 
mindste tegn på, at der er noget i vejen med deres 
børn, om de er syge eller mangler noget. Selv midt om 
natten står forældrene op for at trøste deres lille 
barn, når det græder. Så omsorgsfuld er Gud over for 
os, hans børn. Alt vil han gøre for os. 
     Det er evangeliet, som Jesus kom med og som tager 
alt frygt fra os og giver os fred. Jesus gjorde en ende 
på offergavernes tid. Det gjorde han med sine ord og 
det gjorde han med sin død. Da ofrede Jesus frivilligt 
sig selv, for at vi aldrig mere skal ofre til Gud. 
     Vi kan give Gud vores tak og vores glæde. Det kan 
små børn ikke lade være med over for deres forældre. 
     Og det gør vi ved højstgudstjenesten i dag.  Vi 
takker Gud, fordi Gud har velsignet vore hænders værk 
og givet sol og regn over vore marker.  Vi beder til 
Gud: giv os altid at nyde vort daglige brød med 
taknemmelighed og under alle forhold at stole på dig. 
Bevar os for overmod, når tiderne er gode, og fra 
mismod under trange kår. Hjælp os at bruge dine gaver 
ret, os selv og vor næste til gode og gavn, og dig til 
ære.  Amen