Med øjet, som det skabtes, 
himmelvendt      
 
Vi må ikke bekymre os. Det siger Jesus. Det siger 
han, fordi han ved, at vi bekymrer os for meget. Men 
bekymring er en dårlig følelse. Den tager kræfter fra os. 
Der er mennesker, som er så bekymrede, eller vi kan alle i 
nogle perioder være så bekymrede, at vi slet ikke har 
kræfter til at løse de problemer, som vi er bange for. 
Jesus mener selvfølgelig ikke, at vi kan gå gennem livet 
uden problemer. Han slutter jo i dag med at sige: Hver dag 
har nok i sin plage. Der er nok som plager os. Men det 
skal vi gøre noget ved i dag, og lade morgendagen have nok 
i sin plage. 
     Det første vi skal gøre er at tro på Gud. Jesus 
opmuntrer os med gode ord for at vi skal tro på Gud. Så 
vil bekymringerne forlade vores tanker og vi bliver frie 
til at leve dagen i dag. Vi må tro på Gud i alle livets 
spørgsmål. Jesus nævner de helt grundliggende, mad og tøj. 
Og med det mener han, at fra det mindste til det største 
vil Gud sørge for os. Og Gud vil sørge godt for os. 
Blomsterne klæder Gud bedre end konger, og vi er mere værd 
end blomsterne. Så må vi jo slutte, at Gud vil klæde os 
bedre end kejsere. 
     Søren Kierkegaard har skrevet en fortælling om en 
lilje, som blev utilfreds med sit liv. Det var en lilje, 
som stod ved en lille sø. I nærheden af blomsten var nogle 
nælder og andre småblomster. Liljen var dejligere klædt på 
end Salomo i al hans herlighed, og den var sorgløs og glad 
dagen lang.  Umærkeligt og saligt gled tiden hen. 
     Men så skete det, at der en dag kom en lille fugle og 
besøgte liljen.  Den kom igen næste dag, blev borte i 
flere dage, indtil den igen kom igen.  Den lille fugl var 
en slem fugl. Den glædede sig ikke over liljens skønhed, 
men lod liljen føle at den var ingenting. Fuglen fortalte 
om andre steder, hvor der var mange pragtfulde liljer, 
hvor der var fryd og munterhed, en duft, en farvapragt, en 
fuglesang, som overgik alt, mens liljen i sammenligning 
med sådan en herlighed var ingenting. 
     Så blev liljen bekymret, den sov ikke mere roligt om 
natten og vågnede ikke mere glad om morgenen. Den følte 
sig fængslet og bundet. Den fandt skovsøen kedelig og 
dagen lang. Den begyndte i sin bekymring at tænke på sig 
selv. Her står jeg mellem nælder og er glemt af alle. 
     En aften aftalte liljen med fuglen, at næsten morgen 
skulle der ske en forandring. Næste morgen huggede den 
lille fugl jorden væk fra liljens rod, så blomsten kunne 
blive fri. Da det var lykkedes, tog fuglen liljen under 
sin vinge og fløj af sted for at plante den, hvor de 
pragtfulde liljer blomstrede. 
     Men undervejs visnede liljen. Havde den nøjes med at 
være lilje, var den blevet stående, hvor den stod i al sin 
dejlighed. 
     Sådan fortæller Søren Kierkegaard. Nu er det jo et 
eventyr, fordi liljen og fuglen taler med hinanden og 
tænker over tingene. Men der er en dyb sandhed i 
eventyret, for jeg tror, at vi alle tænker, at en lilje 
umulig kan blive bekymret. Det er det sidste en blomst kan 
blive. Ganske vist har jeg læst om, at der er folk med 
grønne fingre, som taler med deres potteplanter for at få 
dem til at trives. Men en blomst kan ikke ønske sig et 
andet sted hen. Og det er netop hvad Søren Kierkegaard vil 
med sin historie, vise os, hvor umuligt det er når vi 
bliver bekymrede og tænker for meget på os selv og ønsker 
os alle andre steder hen. Det er lige så umuligt eller 
endnu mere umuligt for os, for i Guds øjne er vi meget 
mere værd end blomsterne. Vi skulle være endnu mere 
sorgløse end de. 
     Men er det ikke for voveligt sådan at kaste alt over 
på Gud.  Ville det hele ikke gå i stå, hvis vi bare var 
glade for at være de mennesker vi er.  Ville det ikke være 
uansvarligt bare at lade stå til. Og hvor sikre kan vi 
være på, at Gud virkelig hjælper os. Her den sidste tid 
har det regnet forfærdeligt og det har været til stort 
besvær for landmændene. Måske er der endda nogle som har 
fået den tanke, om det er Gud, som lægger hindringer i 
vejen for os, eller at Gud har glemt os. 
     Men vi hørte jo i stykket fra alteret, at Gud efter 
syndfloden lovede, at Gud aldrig mere ville forbande 
jorden på grund af menneskene, at Gud aldrig mere ville 
udryde alt levende. Gud lovede, at så længe jorden såtr, 
skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, 
dag og nat, ikke ophøre. Den pagt oprettede Gud. 
     Hvad der end sker i naturen, må vi aldrig tænke, at 
Gud gør det for at udslette os eller straffe os. Endnu 
mere klart siger Jesus det. Jesus kom jo med en ny pagt, 
hvor det er endnu mere klart, hvor meget vi må stole på 
Gud.  Og jeg tror at mange af os, når vi ser tilbage på 
vores liv, kan se, at Gud har ført os og at vi sagtens i 
endnu højere grad skulle have kastet vores tro på Gud, for 
Gud førte os endda gennem det, der var svært, Gud vendte 
det, så vi kom nærmere til ham. 
     Jo mere vi vender vores øjne og sind i taknemmelighed 
mod vores himmelske far desto bedre. Det medfører ikke, at 
vi slipper fra de bånd eller fra det sted, hvor vi står. 
Men vi føler det som en stor glæde og frihed, at Gud netop 
har sat os på dette bestemte sted. Det er en gave fra Gud. 
Det er ikke et uanseligt sted, mellem nælder og i en 
afsides krog. Nej, her hvor vi er, er vi midt i Guds 
hjerte og i Guds omsorg. Nej, det kan gøre, at vi får lyst 
til frit at virke i det små, hvor vi er sat og have mere 
end nok i det. 
     Grundtvig har skrevet i et vers: Med øjet, som det 
skabtes, himmelvendt, lysvågent for at skønt og stort 
herneden. Fra først af er vi skabt til at have vores blik 
vendt mod Gud. Derfor siger Jesus også: Søg først Guds 
rige og hans retfærdighed. Det giver os en fred i vores 
hjerte, når vi søger ind i Himmeriget. Og ansøgningen til 
det rige skal ikke skrives i flere eksemplarer og gennem 
mange instanser for at godkendes. Nej, en lille bøn i 
vores egne ord er nok, så har lukket os ind i sin kærlige 
favn. Og det giver os en fred i vores hjerter, så vi ikke 
behøver at bekymre os for dagen i morgen. Når Jesus siger: 
søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det 
andet gives jer i tilgift. Så betyder det jo, at Guds rige 
er en gave, som Gud skænker os. Retfærdigheden, dvs. at vi 
i Guds øjne i fulde og hele mennesker, som ikke skal 
stræbe længere eller højere for at blive accepteret, men 
vi har allerede nået målet, retfærdigheden, den er en 
gave, som Gud skænker os uden nogen betingelser, når vi 
beder om det. Guds rige og retfærdigheden er herlige gaver 
vi får fra Gud, og alt det andet gives i tilgift som en 
sidegevinst. Alt det andet, tøj og mad osv, er også Guds 
gaver til os, herlige gaver, som vi får oveni. Derfor må 
vi også have et lysvågent blik for alt stort og småt 
herneden. 
     Derfor skal vi ikke se på arbejdet, heller ikke 
høstarbejdet, som bekymrende og krævende. Det er Guds gave 
til os. I begyndelsen af vores bibel hører vi jo, at Gud 
satte Adam i Edens have for at Adam skulle dyrke og vogte 
den som sin egen. Sådan har Gud også sat os her i vores by 
og på vores jord, for at vi med øjet, som det skabtes, 
himmelvendt, lysvågent for at skønt og stort herneden.