Vi kan opfatte det som sker som ganske almindeligt og for- klarligt. Men vi kan også tage det som sker som underfuldt og overraskende. Det gælder fra det mindste til det største. En dugdråbe på et kornstrå, den klare blå himmel over os. Vi kan se på naturen og det grønne som ganske almindeligt. Vi sår og vi høster. Sådan har det altid været,og sådan vil det altid blive. Men vi kan også se på det grønne og groende som en vidunderlig og underfuld livs- kraft. En spire har en sådan kraft, at den kan vælte en sten, fordi spiren vil op.
I en af vores efterårssange kan vi helt håndgribeligt mærke dette syn på naturen som herlig. Jeg tænker på sangen: “ Det lysner over agres felt.” I et af versene står: “Vel, ræk mig da, o efterår, en gravensten, som smager af bækken ved min faders gård og mulden i hans ager.” En gravensten er et gråsteneræble. Og der er ikke noget mere herligt end sætte tænderne i et dansk æble. “ Jeg plukker mine nødder og trasker langs et brombærhegn med plovmuld under fødder.” Er det ikke næsten som om vi kan mærke støvlerne blive tunge og vi mærker efterårs- luften. Det er alt, hvad jeg begærer.
Jeg har fornylig læst en ny høstsang, hvor der også er dette håndgribelige syn på naturen som herlig. “Den første rim på tag og gren, den kolde luft i munden fortæller klart, at sommeren desværre er bortsvunden./ Dog tiden nu er også god; / de gyldne bær og blade, / den søde frugt i overflod / gør vores hjerter glade. / Og hvor går glade hjerter hen / med jublen over livet? / Til Skaberen i Himmelen / som alt har kærligt givet / Han givet har min gode bil / min hustru, børn og huset, / min løn, mit tøj, min næstes smil. Jeg er af fryd beruset. / Tak, gode Gud for denne skat. Ja, tak for al din nåde. / Lad mig nu leve smukt, så at / du høster, hvor du så'de.” /
Sådan lyder nogle af versene i den nye høstsang. Når vi
ser på livet som et
under og en gave, bliver vi relgiøse, og så vil vi takke Gud.
M.A.B.