Tro er meget omfattende. Det har med vores forstand at gøre. Vi kan ikke tro uden at vores forstand er med i det. Paulus skriver et sted, at han hellere vil tale fem ord med sin forstand i menigheden og lære andre noget, end tusindvis af henrykkede og åndfulde ord.
Men vores hjerte må også være med. Uden tro er vores liv hjerteløst og uden farver. Glæden, betydningen, alvoren kommer med troen. Men den omfatter mere end vores bevidsthed. Det omfatter samværet mellem mennesker. Troen viser sig, når vi har øje og hjerte for andre.
Vi kender ikke det at have stor tro. Det ser ud som om andre kan have det. Og disciplene mente vel, at Jesus havde stor tro. Men det er kendetegnende, at ægte mennesker ikke mener om sig selv, at de har stor forstand eller et stort hjerte eller en stor tro. Ægte mennesker er ydmyge med hensyn til sig selv og meget realistiske, men det forhindrer dem ikke i at være udadvendt og gøre det som er nødvendigt.
"Giv os en større tro!" Disciplene mener vel, at de blev nogle større mennesker, hvis deres ønske gik i opfyldelse. De kunne klare mere. De ville ikke være så meget i tvivl om sig selv og livets store spørgsmål.
Jesus svarer på en måde, så man tænker, " jeg har vist ingen tro" og man tænker " jeg ved ikke om jeg har lyst til alligevel at få mere tro." Skulle vi ikke gå og passe meget på vores ord, hvis vi med et ord kunne flytte et træ. Eller som Jesus siger i Mattæus-evangeliet. Med et ord kan kan vi sige til et bjerg Løft dig op og styrt dig i havet og det vil ske. Eller Flyt dig herfra og derhen! og bjerget vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.
Hvem kan flytte bjerge. Det kan Gud. Hvem kan det umulige. Det kan Gud. Det var Gud som talte, og så skete det: træerne, bjergene, lyset. Har vi lyst til en sådan magt.
Har der været troende i alle årene siden Jesus. Nej, ikke hvis vi skal tage Jesu definition. Jeg har ikke hørt om kristne, som talte til et bjerg og det flyttede sig. Jeg har ikke hørt om kristne, som talte til et træ, og det flyttede sig.
Nemt ville det være, hvis Jesus slet ikke mente sine ord bogstaveligt. Men det er en fristelse vi altid er udsat for, når der er noget vi ikke forstår, at vi siger: der menes noget helt andet end det der siges. Og så ændrer vi udsagnet, så det passer med noget vi forstår.
Vi forstår ikke Jesu tale om bjerget og træet som kan flyttes af den mindste tro.
I Det gamle Testamente er det hellige billeder: træet, bjerget og vandet. Der er livets træ. Vandet er også billede på liv: den rindende kilde. Bjerget er det sted, hvor Gud åbenbarer sig.
Sidste søndag var der netop en fortælling, hvor vandet og bjerget blev omtalt. Det var mødet mellem Jesus og en kvinde. Jesus sagde, at han kunne give hende levende vand. Og han sagde, at fra nu af skulle Gud ikke dyrkes på et helligt bjerg eller i den hellige by Jerusalem. Nu skulle Gud dyrkes i ånden.
Måske kan vi sige, at troen flytter os, så vi ikke skal være nær ved vand for at overleve, og vi skal ikke være på bjerg for at være nær ved Gud. I ånden er vi nær ved Gud, hvor vi end er.
Og nu er jeg så ved at fortolke Jesu ord og tage kraften ud af dem. Men det gør vi lidettroende. Der er et sted i Det gamle testamente, hvor der tales om en træ og om hvor nødvendig vand er for et træ. Der tales også om et bjerg. Det er i Jobs bog
For et træ er der håb, hvis det fældes, kan det skyde igen; det holder ikke op med at sætte friske skud. v8 Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben dør i mulden, v9 gror det igen, så snart det mærker vand, og sætter grene som et nyplantet træ.
v10 Men dør en mand, er det forbi med ham, udånder et menneske, hvor er det så? har mennesker lagt sig til hvile, rejser de sig ikke; de vågner ikke, før himlen forgår, de vækkes ikke af søvnen.
v13 Gid du ville huske mig igen! v14 Kan en, der er død, få liv, da ville jeg holde ud alle min trængsels dage,
v15 Du skulle kalde, og jeg ville svare, du skulle længes efter dine hænders værk.
v18 et bjerg kan styrte sammen, en klippe kan komme i skred; v19 sten rives med af vandet, jord skylles væk af skybrud - og du slukker menneskets håb (Job 14,7) Sådan råber Job i sin fortvivlelse til Gud
Træet står for håb. Et træ kan spire og gro bare det får vand. Men Job klager over døden. Den er endelig. Job har jo ikke fået den kristne tro, som giver os et levende håb om opstandelsen. Når Jesus taler om træet som får vand og bjerget som flyttes, så er det måske opstandelsen han taler om, at døden ikke er endegyldig. Som Job siger: dør en mand, er det forbi med ham, har mennesker lagt sig til hvile, rejser de sig ikke.
Men troen som Jesus giver os, er svaret på al Jobs ulykke. Troen flytter stenen fra vores grav. Troen gør det umulige, at vi er nær ved Gud og midt i himmeriget, hvor vi end er. Vi er ved den livgivende kilde. Vi behøver ikke mere tro, så vi kan tale et ord og det sker som vi siger. Nej, vi kristne er glade for at Gud kalder på os og vi svarer. Det er nok for os at svare på Guds kalden. Gud kalder os frem fra mørket. Vi går efter hans røst og han leder os, så vi holder ud på vores vandring. Gud længes efter os. I den tro kan vi ikke det umulige, men vi kan holde hverdagen ud, hvor vi gør den daglige dont, som der ikke er meget at prale over. Vi har ikke gjort det umulige. Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre. Det er en befrielse, at Jesus taler om vores hverdag. Vi gør for det meste som vi har fået besked på og ikke så meget mere.
Jeg er sikker på, at Jesus har tænkt over Jobs ord. Job siger: v18 et bjerg kan styrte sammen, en klippe kan komme i skred; v19 sten rives med af vandet, jord skylles væk af skybrud
Det ligner nøjagtig slutningen på bjergprædikenen. Jesus siger: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Vi skal ikke bygge livet på vores tro, men på Jesu ord, så er vores liv bygget på en klippe som ikke kan rokkes og vores liv er ved det stille vand, hvor vi kan finde kraft på ny.
Det er et paradoks ved vores tro, at den kun består i, at vi hænger på Gud. Vi kan ikke gøre det umulige. Vi kan gøre det daglige. Men alligevel lever vi på en fast klippe, hvor lille vores tro end er, også selv om vi må sige: Jeg tror, hjælp min vantro. For Gud har givet os et levende håb ved Jesu opstandelse, et håb, som gør at vi kan holde ud i vores hverdage og i vores trængselsdage.