Kong Skjold og Jesus


     Det 3. af de ti bud siger: du skal holde hviledagen 
hellig. Det bud adlyder vi ved at holde gudstjeneste hver 
søndag. Og vi adlyder budet, når vi føler, at der er noget 
særligt over søndagen.  I begyndelsen af vores bibel hører 
vi, at Gud selv hvilede på den 7.dag. Det var ikke fordi 
Gud var blevet træt efter 6 dages arbejde.  Men det var 
for at få tid til at glæde sig over alt det skabte: jorden 
og himlen, alt det grønne og levende.  Gud gjorde det for 
at give os et eksempel på, hvad vi skal gøre. At vi også 
skal give os tid til at glæde os. Det skal vi bruge 
søndagen til. Søndagen er en smuk dag, det mærker vi især 
ved en høstgudstjeneste, hvor vi tænker på alt det vi har 
at takke for. 
     Der er netop kommet en ny computer til Danmark. Man 
spænder en skærm foran ansigtet og øjnene, så det er som 
om man ser ind i en anden virkelighed, og ved at pege med 
hånden bestemmer man selv, hvorhen man skal gå. Det kaldes 
"næsten-virkelighed".  Og man mener, at om nogle år kan 
den computer vise mere realistiske billeder, så det er som 
om man går rundt på månen, altså uden selv at være der. 
Man kan rejse i troperne uden at være bange for slanger og 
vilddyr.  Der er nogle mediefolk som er bange for, at 
mange mennesker vil flygte fra vores egen virkelighed og 
ind i computerens kunstige verden.  Men der var en 
forsker, som udtalte, at jo mere man arbejder på at lave 
tænkende computere og robotter, jo mere opdager man, hvor 
fantastisk mennesket er. Menneskets måde at tænke og 
opleve og føle på, det er helt utroligt. 
     Så vi skal ikke være bange for, at nogle maskiner 
kommer til at overgå vores virkelighed. Tværtimod jo mere 
vi forsker, desto mere forunderligt ser vi, at alt det 
skabte er. Jo mere grund får vi til at takke Gud for livet 
og alt det grønne og levende. Jo mere grund får vi til at 
holde gudstjeneste og lovprise Gud. 
     Hvis vi spørger en ingeniør: kan du bygge et hus, som 
er ca.  500 gange så højt som det er bredt. Og samtidig 
skal det være så stærkt, at det kan bære en tung byrde, 
der er på dets øverste top. Og huset skal være så smidigt, 
at det kan bøjes næsten til jorden og alligevel rejse sig 
op igen.  Så ville ingeniøren nok svare: det kan ikke lade 
sig gøre.  Og vi kan sige: jo, det er sat i 
serieproduktion.  Sommeren er fuld af marker med gyldent 
korn, der bølger frem og tilbage.  Hvert strå er et 
vældigt underværk. 
     Det skal vi give os tid til at glæde os over. Det kan 
vi bruge søndagen og gudstjenesten til.  Det som er 
virkeligt, planter og dyr og mennesker, er helligt i den 
forstand, at det er uendeligt værdifuldt og uerstatteligt. 
Hvert enkelt menneske er uerstatteligt.  Når vi holder 
hviledagen hellig, betyder det ikke at vi giver os tid til 
ingenting at gøre, men at vi ser, hvor dejligt og 
værdifuldt vores verden og vores medmenneske er. 
     Det er sådan Jesus bruger den søndag, vi hører om i 
prædikestykket i dag. Det er en sabbat. Og Jesus er til 
middag hos en af de ledende farisæere.  De overholdt 
sabatten meget strengt. Men med alle deres bud og regler 
tænkte de vist mere på sig selv end på Gud og 
medmennesket. Farisæerne tænkte mere på, at de kunne gøre 
sig fine og fromme. I stedet for at se op til Gud og se ud 
på Guds dejlige jord, så lukkede farisæerne øjnene i deres 
egen lille kunstige verden.  Jesus derimod havde åbne øjne 
og han så den syge mand, som kom og stillede sig foran 
ham. Og Jesus kunne ikke lade være med at hjælpe ham, 
fordi også den syge var en af Guds dejlige og værdifulde 
skabninger.  Hvert øjeblik var uerstatteligt for den syge. 
Derfor ville Jesus ikke vente til næste dag med at hjælpe. 
Nej, det skulle være nu. 
     Når farisæerne og de lovkyndige blev sure på Jesus 
over, at han helbredte på en sabbat, så var det nok fordi 
de regnede sig selv meget højt.  Deres egne tanker og bud 
og regler overskyggede alt andet. Og de tænkte måske at 
den usle og elendige mand ikke var så vigtig, at Jesus 
skulle bruge tid på ham, i hvert fald ikke bruge sabatten 
på ham. Jesus må have regnet farisæerne højt. Ellers ville 
han nok ikke gå til søndagsmiddag hos dem. Men han regnede 
den syge lige så højt, for også han var en Guds skabning. 
     Når vi om søndagen giver os tid til at tænke over, 
hvor uerstatteligt og værdifuldt alt det levende er, og 
hvor fantatisk vi mennesker er skabt, så skal vi huske, at 
det gælder alle mennesker. Vi skal ikke sætte os selv 
øverst.  Vi skal ikke sætte os på de fineste pladser. Det 
siger Jesus i anden halvdel af prædikestykket. Vi skal 
ikke tiltage os selv æren. Men vi skal netop bruge 
søndagen til at give Gud æren. Som vi jo beder i Fadervor 
til Gud: dit er riget og magten og æren. Ære er et gammelt 
ord. Og i gamle dage tog de det meget alvorligt. Hvis man 
blev krænket på sin ære, følte man det som om man blev 
slået og man havde ret til at slå igen. Man følte det som 
om andre stjal noget af det vigtigste man ejede, og man 
havde ret til oprejsning også selv om man selv skulle 
skaffe sig det med magt. I dag føler vi ikke på samme måde 
med ære. Vi er blevet mere lige. 
     Men nogle gange hører vi om danskere, som netop er 
utilfredse med, at vi er blevet så lige. Det er som regel 
danskere, som har udmærket sig på en eller anden måde. De 
har tjent mange penge. De har vist stor dygtighed. Men de 
føler ikke, at de her i Danmark får den frihed og 
anerkendelse, som de fortjener, og så rejser de til 
udlandet. De, som gør det, må virkelig være optaget af 
deres egen ære. De er meget optaget af sig selv og rejser 
hen, hvor de bedre kan udfolde sig. Og det må jo vise, at 
de tænker mest på sig selv og ikke vil leve for andre. Men 
det er netop det Jesus siger vi skal. Vi skal opgive vores 
egen ære. Vi skal ydmyge os selv, ikke sætte os selv 
først, men sætte vores medmenneske højt.  Når vi gør det, 
så vil det også ende med at vi bliver ophøjet. 
     Jesus viste det med sit eget liv.  Han ydmygede sig 
selv og gjorde sig til en tjener for andre. Jesus var 
ellers noget helt for sig selv. Han var stærk.  Han vidste 
mere end andre.  Han kunne mere end andre. Men han tænkte 
ikke på sig selv.  Han ydmygede sig. 
     Paulus skriver det sådan i sit brev til Filipperne, 
at Jesus i begyndelsen var hos Gud i lysende herlighed, 
men Jesus gav afkald på sit eget, tog en tjeners skikkelse 
på og blev som et menneske, og han ydmygede sig og blev 
lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud 
højt ophøjet Jesus. 
     Jesus har selv sagt det sådan: Hvis hvedekornet ikke 
falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men 
hvis det dør, bærer det mange fold.  Det er godt at tænke 
på ved en høstgudstjeneste. Kornet, der blev sået og 
forsvandt, har båret en stor høst. Sådan døde Jesus og han 
opstod fra de døde, og giver os den samme store høst. 
     Der er en anden konge, som også bragte løfter om en 
god høst til Danmark. Der er kong skjold.  Det var engang 
i gamle dage, hvor Danmark havde været uden konge i lang 
tid.  Og der var ufred i landet og det hele gik dårligt. 
Da så man en dag et skib komme ind mod land.  Det var et 
stort og prægtigt skib. Men der var ingen folk at se på 
det. Kun ved masten lå der et lille barn og sov med et 
kornneg som hovedpude; omkring barnet lå der våben og 
guld, og over barnet vajede en gylden fane. Og danskerne 
forstod at barnet var sendt fra himlen, at de kaldte ham " 
Skjold" på grund af hans våben og fordi han skulle 
beskytte dem og være deres konge.  Mon ikke danskerne også 
i det kornneg, som barnet lå på, så et tegn om at han 
ville hjælpe dem til god høst og dagligt brød. 
     Allerede tidligt viste kong Skjold stor mod og 
styrke. Det var da han var dreng og var med på jagt. Han 
var blevet skilt fra de andre og pludselig sprang en stor 
bjørn frem mod ham fra krattet.  Men han kæmpede med 
bjørnen og bandt den med sit bælte, indtil mændene kom og 
dræbte bjørnen. 
     Kong Skjold blev en god konge, mild mod de svage, 
retfærdig og gavmild, og stærk mod fjenderne.  Men det var 
jo kun jordiske fjender. Og historien om kong Skjold er 
kun et sagn. Og han døde til sidst, og så var hans tid 
forbi. 
     Måske lå Jesus også på halm, da han lå i krybben i 
Betlehem.  Men han talte ikke om et kornneg, men om et 
enkelt frø, som dør.  Jesus var også mild mod de svage, 
retfærdig og gavmild, og stærk mod fjenderne.  Men det var 
ikke kun jordiske fjender, han besejrede.  Det var også 
døden og djævelen og helvede, som Jesus har lagt i gruset 
med sin død på korset. For Jesus er frøet, som dør og 
bringer en stor høst til os.  Jesus havde ingen våben 
eller guld eller fane; og døden og det onde bandt ham. Men 
han sprængte dødens bånd. Derfor er hans tid ikke forbi. 
Jesus bliver ved med at være konge, en konge, som holder 
sit skjold op for os.  Det er den virkelighed, som vi må 
leve i og takke Gud for på denne helligdag, ved denne 
høstgudstjeneste. 
     Himmelske Far, du som er giveren af alle gode gaver, 
vi takker dig, fordi du har velsignet vore hænders værk og 
givet sol og regn over vore marker.  Vi beder dig: giv os 
altid at nyde vort daglige brød med taknemmelighed og 
under alle forhold at stole på dig. Bevar os for overmod, 
når tiderne er gode, og fra mismod under trange kår. Hjælp 
os at bruge dine gaver ret, os selv og vor næste til gode 
og gavn, og dig til ære. Amen.