Gamle skikke 		


     I gamle dage var der mange smukke skikke knyttet til 
høsten. Her i Sønder Jylland blev det sidste neg pyntet 
som en yndig pige og man kørte det hjem med stor glæde og 
hyldest. Og når man bagte brød, var det også med stor 
ærbødighed. Man bagte til flere uger ad gangen, og så 
snart dejen kunne holde sammen, tegnede husmoderen et kors 
i den. Hver gang man skar af brødet, blev man mindet om, 
at brødet og høsten er en Guds gave til os. Når vi høster, 
så kommer vi sikkert nogle gange til at tænke på slægterne 
før os. De gik med høstle og rive på de samme marker, hvor 
de store maskiner nu synger en anden melodi, men alligevel 
føler vi et bånd til slægterne før os. Vi er stadig så 
gammeldags, at vi tænker, at en slægt bliver fattig og 
fuldt af bekymringer den dag, da den holder op med at 
takke Gud for det daglige brød. En slægt bliver fattig, 
hvis den ikke længere kan få øje på Guds undere i det 
daglige.  Selv om vi ikke har så mange skikke ved høsttid 
og selv om høster foregår meget hurtigere, måske ikke 
lettere end førhen, så har vi alligevel nogle af de samme 
tanker som slægterne før os. Derfor kan vi også synge med 
på de sange, vores digtere har skrevet om kornet. Joh. V. 
Jensen skriver i sangen Hvor smiler fagert: 
               Den danske mark i en bølgen går 
               som åndedræt af en venlig kvinde. 
               Sødt gynger byggen sit silkehår. 
               og rigen ånder med sol i sinde, 
               og vinden iler 
               til hvedens bryst. 
               Hvor fager smiler 
               den danske kyst. 
Og Åkjær har skrevet nogle af vores bedste sange, som 
handler om kornet.  Nu er det længe siden, om rugen. Han 
fortæller om høsten som en højtid. Og han skriver også om 
taknemmeligheden til Gud. At faderen er lidt indadvent: 
               En skælven i et ydmygt sind 
               en bøn til altets skaber. 
 
               Og når dagen er slut og høsten er i hus 
               så slutter far i Jesu navn 
               og hjemmet går til hvile 
               med høsten i sin favn. 
Eller Åkjærs sang til havren, hvor han skriver, at 
lærkesangen er groet sammen med havren. 
               Det kan kolde hjerner ej forstå: 
               Jeg er lærkesangen på et strå. 
Det kunne vi godt huske lidt mere, hvor smukt kornet er, 
at det er som en sang der priser Gud. En mark er en uhyre 
tæt skov af millioner af strå, der bøjer sig yndefuldt for 
enhver lille luftning. Alle stråene ligner hinanden, og er 
alligevel forskellige som snefnug og blomster, som børn og 
stjerner.  Men de arbejder sammen mod det ene mål: høsten. 
De strækker akset op mod lyset for at blive brød til os. 
     Den skik  skulle vi genre blive ved med, at vi ved 
høsttide synger til Guds ære, ligesom naturen har gjort 
det sommeren igennem.  I år har sommmeren været så god. 
Det har varmet og trængt ind til selv kolde hjerner, at 
Gud er god. og at han giver gode gaver til os.  Høsten 
lykkedes også helt godt i år Høsten skal få os til at 
rette blikket både frem og tilbage. Vi skal se, at det 
igen gik godt på trods af alle vores bekymringer.Vi skalse 
Guds hånd i det.  Og vi skal se frem, at Gud med høstens 
gave vil hjælpe os over vinteren.  Sommerens varme og 
næring er bevaret i kornet,  så vi kan stå imod kulden og 
døden. Ja, kornet er billede, som vi ikke kan lægge for 
meget i. 
     Jesus brugte mange gange kornet som billede på Guds 
rige. Han sagde: Med Guds rige er det ligesom med en mand, 
der har tilsået sin jord og sover og står op, nat og dag, 
og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af 
jsig sel giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld 
kerne i akset. Når kornet så er modent, går han straks i 
gang med seglen, for høsten er inde." Jesus brugte kornet 
som billede på, at Gud vil give os gode gaver, også når vi 
ikke kan se, hvordan det kan lade sig gøre. Også når vi 
ikke kan se Guds finger i det, som sker, så arbejder Gud i 
det stille og i det skjulte, så det bliver høst. Jesus 
bruger billedet med kornet for at give os tro på Gud, at 
Gud vil hjælpe os, også når det ser umuligt ud, også når 
vores liv ser ud til at være goldt, vil Gud gøre det 
under, at høsten bliver stor. 
     Det sagde Jesus også med en anden lignelse om kornet. 
Han spurgte: Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? 
Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et 
sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end 
alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det 
op og bliver større end alle andre planter og får store 
grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge. 
     Jesus har hentet dele af den lignelse fra Det gamle 
Testamente. I Daniels bog fortælles, at den store konge i 
Babylon Nebukanezer havde en drøm og den fortalte han til 
sine drømmetydere: Jeg drømte og så et træ, der stod midt 
på jorden.  Og det var meget højt. Træet voksede og bliv 
vældigt, dets top nåede himlen, og det kunne ses til 
jordens ende.  Dets løv var smukt, og det havde mange 
frugter, så der var mad til alle på træet.  Under træet 
fandt markens dyr skygge. I træets grene boede himlens 
fugle, og allesammen fik de mad fra træet.  Og 
drømmetyderene forklarede selvfølgelig, at drømmen betød, 
at kongens store rige ville blive til et verdensrige. De 
støttede kongens tro på sig selv og sin egen magt. 
     Jesu lignelse er forskellig. Han begynder ikke med et 
stort træ, som bliver endnu større. Han begynder med et 
lille frø, som er skjult, og det vokser til et stort træ. 
Jesus ikke var en konge, der havde et jordisk kongerige, 
som kunne vokse til et verdensrige. Jesus begyndte fra 
grunden.  Det var så at sige en gold mark han såede på. 
Jesus fortalte, at Gud nu ville begynde at herske, at Guds 
rige var nær; det, som jøderne havde håbet på i mange år. 
Jesus fandt også mennesker, som troede på hans ord. Men 
det var mennesker, som var både religiøst og socialt 
udenfor det gode samfund. Som f.eks. den lamme, der lå ved 
Betesda dam, og som vi har hørt om i prædikestykket i dag. 
Derimod var de religiøse og politiske ledere mod Jesus og 
ville slå ham ihjel.  Det står også lige efter 
prædikestykket i dag.  Der står, at de ledende jøder gav 
sig til at forfælge Jesus, fordi han havde helbredt den 
lamme på en sabbat. Men selv om Jesus mødte stor modstand 
og blev forladt af sine tilhængere og kun så døden i 
øjnene, så blev han ved med at fortælle om Guds rige og 
hjælpe syge.  Han sagde: at det er tegn på, at Guds rige 
er nær.  Høsten er nær.  Det var utroligt han kunne det, 
når det var en gold mark han så på.  På trods af alt 
bevarede han sin tro. Og med sine lignelse om kornet gav 
han os den trøst, befrielse og det spirende håb, at Gud 
vil hjælpe og give en god ende, selv når vi synes det er 
meget vi har mistet eller selv om vi er fortvivlede og 
nedtrykt. 
     Den lamme ved Betesda dam var meget nedtrykt. Han 
mente om sit liv, at det var helt umuligt. Det havde det 
været i 38 år.  Det kan man høre, da Jesus spørger ham: " 
Vil du være rask." For den lamme svarer slet ikke på 
spørgsmålet. Han forklarer, hvorfor det er et helt umuligt 
ønske. Der er ingen, som vil hjælpe ham.  Han havde 
indstillet sig på, at hans liv var goldt. Men så er det, 
at Jesus med ét ord både sår og høster på én gang. Han 
siger: Rejs dig op. Og straks høster den lamme sin fulde 
førlighed. Han ved ikke selv hvordan.  Han gør bare som 
Jesus siger. Han rejser sig og tager sin seng og går. Og 
han går selvfølgelig hen til templet, til kirken, for at 
takke Gud og lovsynge Gud. Sådan som vi gør, når vi har 
høstet. 
     Både med Jesu ord i lignelser og undere, og med 
høsten, det daglige brød, vil Gud gøre, at vi også kan 
rejse og leve vores hverdag, så vi sammen med slægterne 
før os, hvad enten det er dem, der før arbejdede på 
markerne her omkring, eller det er de mennesker vi hører 
om i evangelierne, sammen med dem kan vi lovsynge Gud, 
fordi han forvandler vores golde og umulige liv, så der 
bliver en god høst også for os.