Vi høster mere end vi sår
 
     Det skete på en sabbat, det vi hører om i dag. 
Jøderne så meget strengt på sabbatten, hviledagen. Man 
havde ikke lov til ret meget på en sabbat. Der var ikke 
ret meget man måtte gøre på søndagen. F.eks. var de nødt 
til at lave mad dagen før. Det måtte de ikke på selve 
hviledagen. Det var blevet så strengt, at det var blev 
surt. Det kender vi også fra love, at de kan udvikle sig, 
så de ikke mere hjælper, så samfundet kører fornuftigt 
rundt; nej lovene kan blive så indviklede, at det bliver 
surt for alle, fordi selv eksperter ikke kan finde ud af 
dem. Sådan var sabbatslovene blevet så indviklede, at selv 
farisæerne ikke kunne finde ud af dem. F.eks. var der 
nogle, som diskuterede om man måtte spise et æg, som hønen 
havde lagt på en sabbat. 
     Det var ellers ud af stor fromhed, at jøderne holdt 
hviledagen hellig.  Det stammede jo lige fra jordens 
begyndelse. Gud skabte himlen og jorden og alt livet på 
seks dage, og på den syvende dage hvilede Gud fra alt sit 
værk.  Derfor er sabbatten, højdepunktet på ugen. Det er 
den dag, hvor menneskene skal holde fri og glæde sig 
sammen med Gud over alt det smukke i verden. 
     Men fra at være en glæde og en gave, så var 
helligdagen blevet til en lov og en pligt.  Det var blevet 
en sur pligt, hvor de kunne pege fingre ad hinanden og 
sige: " Det må du ikke på en sabbat." 
     Hvor er det mærkeligt at mennesker kan ødelægge alt, 
selv det mest glædelige kan menneskene ændre til en sur 
pligt. Og det mest mærkelige er, at det sker ud fra det 
bedste hensigter, der kan tænkes. Det var jo fordi jøderne 
var så samvittighedsfulde, at de ville overholde Guds bud 
til punkt og prikke, også det 3. bud: Du skal holde 
hviledagen hellig.  Jøderne misforstod det, sådan som alle 
mennesker fristes til at misforstå livet, så det vigtige 
bliver, hvad vi gør. Sådan er nemlig ikke kun jødernes 
tankegang men alle menneskers både i øst og vest, at livet 
afhænger af hvad vi gør.  Selv budet om at holde fri kunne 
jøderne få drejet, så det blev noget de skulle gøre og 
overholde. Det er en selvmodsigelse, at endda det at holde 
fri, det at slappe af fra alle gerninger, kan blive en 
gerning, man skal gøre, og som man kan rose sig selv af. 
     Det er ikke kun en fristelse som var i gamle dage i 
et land langt fra os. Hos os sker der også tit det, at man 
misforstår livet, så det hele afhænger af hvad vi gør. Man 
hører tit folk prale med alt hvad de har nået i ugens løb. 
Man hører aldrig nogen prale med, at de intet som helst 
lavede hele søndagen, men slappede totalt af og var sammen 
med hinanden. 
     Den ugentlige fridag er lige så stor en gave, som 
jorden og naturen og livet. Det er ikke uden grund, at Gud 
slutter sit skaberværk med helligdagen.  Mennesker, som 
lægger så meget vægt på hvad man får udrettet, de synes 
nok det var vigtigere, det som skete de seks første dage, 
og det som sker i vores hverdag. Men vægten i bibelen 
ligger på den syvende dag, helligdagen, hvor endda Gud 
selv slapper af og glæder sig over alt, det som er til. 
     Helligdagen viser os, at livet ikke afhænger af os. 
Tværtimod skal vi slappe helt af og ikke tillægge vores 
gerninger livsvigtig betydning. Nej, det livsvigtige det 
får vi fra Gud, det er Guds gave. Selvfølgelig skal vi 
arbejde. Selvfølgelig skal vi slide i det. Men hvis vi 
mistforstår det vi udretter, så vi lader vores livs 
betydning og livs lykke afhænge af hvad vi får udrettet, 
så var det bedre, at vi lagde det hele til side og rettede 
vores opmærksomhed mod den eneste, som kan give os lykke 
og liv, nemlig Gud, vores Skaber. Derfor er den ugentlige 
hviledag så vigtig, fordi den skal være en lejlighed for 
os til at se, at vores gerninger ikke er så vigtige. 
     Her ved en høstgudstjeneste er det godt at høre om 
Guds gaver. Vi sang jo om det i første salme: Ham takker 
alle vi med sang, for alt hvad han har givet, for hvad han 
vokse lod i vang, for ordet og for livet.  Høsten kunne jo 
ellers forstås og misforstås på samme måde som sabbatten. 
Der er vel mange som mener, som den gode høst i år i høj 
grad skyldes landmændenes dygtighed og flittighed. De 
pløjede og såede, de plejede kornet og afgrøden sommeren 
igennem. Og de arbejdede i døgndrift, da så høstens tid 
var inde. Hvis landmændede bare havde sat sig ned med 
hænderne i skødet, så var der ikke kommet noget korn i 
lade. 
     I den forstand passer det gamle ordsprog: Som man 
sår, så høster man.  Det ordsprog er rigtigt på den måde, 
at der er noget vi skal gøre. Vi skal bruge vores hverdage 
til god beskæftigelse. Men hvis det ordsprog lægger vægten 
på vores gerninger, så alt afhænger af det vi gør, så er 
det forkert.  Man kan jo se det allerede af det faktum, at 
landmanden høster meget mere end han sår. Det er derfor vi 
holder høstgudstjeneste og takker Gud. Hvis det passede: 
som man sår, så høster man, så ville det jo vise sig i, at 
landmanden gik ud her i efteråret og kun kunne samle de 
korn op, som han selv havde lagt i jorden i foråret og at 
der ikke var kommet mere ud af det: som han havde sået, 
måtte han høste. Men det er jo tværtimod sådan, at der er 
sket et under, at landmanden kan høste 50 gange så meget 
som han har sået.  Det viser, at Gud selvfølgelig gerne 
vil have, at vi gør et dagværk, men udbyttet det kommer af 
Guds velsignelse. Det er Guds gave. 
     Jamen, bruges det ikke flere steder i bibelen, dette 
ordsprog " Som man sår, så høster man." Hos Paulus i 
Galaterbrevet står der, at den, som sår i sit eget kød, 
skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, 
skal høste evigt liv af Ånden.  Men meningen med det er 
ikke, at vi får efter som vi har gjort. Tværtimod siger 
Paulus i samme brev og i alle hans andre breve, at frelsen 
får vi ikke ved vores gerninger, om vi så opfylder alle 
lovbud.  Nej, hvis det skulle gå efter vores gerninger, så 
var det eneste vi høstede fortabelse og fortvivlelse. Nej, 
frelsen høster vi alene ved tro, og dvs. ved at vi sår i 
Ånden, Guds ånd; at så dér betyder det samme som at vi 
lægger det hele i Guds hånd.  Vi må stole på, at Gud vil 
give os en lige så god høst til sidst som Gud i år har 
ladet resultatet af markerne blive godt. 
     Da høste vi som fugle nu, der ikke så og pløje, da 
komme aldrig mer i hu, vi jordens strid og møje.  Sådan 
skriver Grundtvig også i salmen vi sang til at begynde 
med. Og det er jo taget fra Jesu ord, hvor Jesus taler om 
at vi må stole på Gud og lægge alt i hans hånd, for Gud 
sørger for himlens fugle, der ikke sår og ikke samler i 
lade, hvor meget mere vil vores himmelske Far så ikke 
sørge for os, siger Jesus. 
     At så og høste, det kalder vi også at dyrke jorden. 
Og selvfølgelig plejer og passer landmændene markerne på 
den bedste måde, bruger fornuften og arbejder ud fra den 
nyeste videnskab og de mest moderne metoder for at få et 
så godt resultat som muligt. Og alligevel er det rigtigt, 
at de høster mere end de har sået.  Det viser, at over for 
Gud dér skal vi ikke bruge vores forstand og videnskab og 
udspekulerede metoder. Selv om det også hedder, at vi 
dyrker Gud, så skal og kan vi ikke bearbejde Gud for at få 
noget fra ham.  Tværtimod er den eneste måde vi skal dyrke 
Gud, at tro, og dvs. at lægger alt i Guds gode hænder og 
modtage alle gode gave fra ham. 
     Vi høster meget mere end vi sår. Guds gode gaver 
strømmer ud over os, som ikke har fortjent dem. Derfor en 
høstgudstjeneste en takkegudstjeneste.  Høsten peger 
tilbage til jordens og livets begyndelse og fortæller os 
på samme måde om vores gode Gud og Skaber.  Høsten kornet 
og maden er Guds kærlighed til os. Uden de ting kunne vi 
ikke leve. Vores himmelske Far ved, at vi trænger til dem. 
Men ikke nok med at kornet og maden fylder vores maver. De 
fylder også vores sind med glæde. Hvis ikke naturen var 
der, skoven og havet, dyrene og markerne med deres 
afgrøde, så var vores liv en ørken.  Bare synet af skoven 
eller den modne kornmark giver hvile og glæde til vores 
sind. 
     I dobbelt forstand giver marken og dens afgrøder 
energi til os, både til sjæl og legeme. Fra kornet 
strømmer Guds godhed ind i vores liv. Gud mætter os med 
med føde og fylder os med glæde. Vi er omgivet af Guds 
kærlighed, så vi har meget at takke for. Det skal vi bruge 
denne helligdag til, at vende vores hjerter til Gud og 
slappe af fra alt vores eget og takke Gud for alle hans 
gode gaver.