13. søndag efter Trinitatis (II) – Mattæus 20,20-28

I.
"Du skal ikke tro, at du er noget," lyder det første
bud i den såkaldte Jante-lov. Lovens ophavsmand,
forfatteren Aksel Sandemose, har med sine sætninger
taget en god del af os danskere og vor mentalitet lige
på kornet.

Og har vi ikke helt forstået budskabet i den første
sætning eller første bud, lyder eet af de efterfølgende
"Du skal ikke tro, at du er mere end de andre". Vi
finder os ikke uden videre i, at nogen kommer for højt
op. Folk med høje ambitioner og tanker om sig selv skal
vi nok på pillet ned i en fart.

Ambitioner har de 2 disciple, Jakob og Johannes, som i
evangeliets fortælling kommer til Jesus for at bede
ham om noget. De har brudt det første og vigtigste bud
i Janteloven. De stiler højt. Ja deres ambitioner er de
højst tænkelige. De stiler efter pladserne i Guds rige
ved siden af Jesus, den ene på højre side af ham og den
anden på hans venstre side.

Eller måske er det snarere deres mor, som har de høje
ambitioner på sine sønners vegne, men det bliver det
ikke spor bedre af. Der er ikke noget så irriterende
som mødre, der altid skal skubbe deres børn frem foran
andre!

Vi kan derfor godte os over, at de alligevel ikke får
held af deres emsighed. De bliver pillet ned og vist
til rette på den plads, hvor de hører hjemme.

Men måske er det alligevel ikke så meget de 2 sønner af
Zebedæus, Jakob og Johannes, der er noget i vejen med.
Måske er det heller ikke så meget deres ærgerrige mor,
der er galt på den. Måske er det lige så meget alle os,
der lige som de 10 øvrige disciple bliver forargede på
de 2 brødre, fortællingen taler til.

Os som ikke tåler, at andre stikker næsen lidt for
langt frem. At nogen maser sig frem til billetlugen for
at få de bedste billetter. Måske er det lige så meget
alle os, dig og mig, der på bedste Jantelovsvis ikke
tåler eller under andre det bedste, der skal høre denne
fortælling. Den ærgerrighed der aldrig under andre
noget, er jo lige så nederdrægtig som dem, der altid
viser deres ambitioner.

Vores misundelse er jo også udtryk for en stræbsomhed
efter noget, som vi ved, at vi måske ikke kan opnå. Det
er ikke nogen Jantelov, Jesus prædiker i evangeliet.
Når han afviser Zebedæus-sønnernes og deres mors ønske,
er det ikke udslag af den smålighed, som så ofte
optager os. Så er det ikke en almindelig leveregel for
god opførsel, vi skal lære. Så er det evangeliets og
Guds riges verden han vil åbenbare for os.

II.
Discipelforholdet til Jesus, som ikke bare de 2, men
også de andre 10 stod i, var een eneste lang og
vanskelig læretid ikke bare i kærlighedens
livsbekræftende væsen, men også i dens smertefulde vej.
En lærdom som er svær at fatte, ja som nok aldrig
nogensinde kan læres til bunds.

Denne svære lektie, som Jesus dag ud og dag ind har
forsøgt at indprente sine disciple, har evangelisten
Mattæus i sit evangelium samlet i 3 små afsnit
undervejs, hvor Jesus forudsiger sin forestående
lidelse og død og derved forsøger at forberede dem på,
hvad der skulle ske der forude, og hvad der derfor er
kærlighedens livsbetingelse, at den også bærer smerter.

Lige forud for fortællingen, vi hører vi dag, har han
sagt det til dem for tredje og sidste gang. Og lige
lidt af det har disciplene øjensynlig forstået, men de
tror stadig, at det hele handler om fremgang, ære og
berømmelse. Linien i Jesu liv var ikke til at tage fejl
af. Den var ikke for opadgående, men for nedadgående.

Få kapitler længere fremme, da Jesus er overgivet til
sine modstandere, og de har fået ham dømt til døden, og
han nu hænger på sit kors, fortæller evangelisten
Mattæus, at blandt de kvinder, der stod og så på det,
var også Zebedæus-sønnernes moder. Mon hun stående der,
hvor hun så en røver længe på den ene side og en røver
også på den anden side, har kunnet undgå at tænke på
den situation og på det ønske, som hun fremførte for
Jesus den dag, som vi nu hører om?

Jesu svar til disciplene, både når han forudsiger sin
egen lidelse, og når han svarer de to i evangeliet i
dag, som han gør, da de fremsætter deres ønsker om de
gode pladser, det er også det svar, som han giver os,
når vi af og til i vores liv må stille spørgsmålet:
hvorfor?,- når vi tvinges til at skrige efter mening og
forståelse, fordi livet gør så ondt - så er det hans
svar til os!

Og vi ved godt, at det ikke er noget svar. Det er i
hvert fald slet ikke nogen forklaring. Men så viser han
os i det mindste, at han selv har gået vejen, den
vanskelige vej,- han som selv kom for at tjene og for
at give sit liv som løsesum for mange.

III.
Vi mennesker kan så mange ting - som regel da. Ja
efterhånden magter vi næsten det utrolige. Endda også
"at sætte et blad på en nælde", hvilket Brorson ikke
kunne forstille sig, da han skrev sin salme. Men eet
kan vi ikke: Vi magter ikke vores eget liv i den
forstand, at vi kan kontrollere det, beherske det i
alle ender og kanter, på samme måde som vi kan
kontrollere så meget andet.

Selv det højst kvalificerede menneske kan komme til
kort med sit liv og stå lige så hjælpeløst med det som
det enfoldige menneske. Hvad skal jeg sige?  Mine ord
vil ikke meget sige! Hvad skal vi da med
hæderspladserne og alle de tildelte ordener og
medaljer!!

Derfor vender Jesus op og ned på alle begreberne for
os: Den der vil være stor blandt jer, skal være jeres
tjener, og den der vil være den første blandt jer, skal
være jeres træl. Stort bliver småt, og småt bliver
stort.  Først bliver sidst, og det som er kommet om bag
i køen, bliver sat frem i første række. Det ringe
bliver værdifuldt, og det opblæste bliver værdiløst.
Det er værdiernes omvendelse. Ikke fordi det skal være
interessant at vende op og ned på det hele, men fordi
livet og alting med det ved Kristus har fået et nyt
perspektiv.

Han som ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at
tjene og give sit liv som løsesum for mange. Han har
derved gjort det ringeste og lavest agtede i
tilværelsen til det største og mest værdifulde. Han har
vel ikke kasseret al vor stræben og alle menneskelige
ambitioner, men han har vist os, at livets dybde og
livets indhold ikke findes i alt det, men findes i den
kærlighedens tjeneste, som han selv gik ind i.

Den yderste konsekvens af den tjeneste, som han påtog
sig, var at give sit eget liv "til løsesum for mange".
Dette udtryk "for mange" er en nytestamentlig måde at
sige på, at det gælder for alle mennesker.

IV.
Ordet løsesum er et hovedord i Det nye Testamente. Det
betyder, at Han har betalt indsatsen for vores liv,-
den indsats, som vi ikke magter at honorere, hvor højt
vi så forsøger at kvalificere os. Da har han med sit
liv sat os fri til at leve vores liv uden tanke på,
hvor højt vi nu kan nå.

Han lader ingen få nærmere plads hos ham end andre.
"Herren god, som uden grænser elsker dem, han haver
kær, ingen forskel hos dem ænser, ønsker dem sig lige
nær, lige dristig fri og trælle tør sig blandt hans
venner tælle." (Grundtvig DDS 153,1)

Løsesummen betyder, at er end magtbegæret og
misundelsen bundløst og ufatteligt i os, så er Han
tjeneste og Hans kærlighed til os endnu mere bundløs og
ufattelig. Nok vil ingen af os kunne undgå at møde
lidelse og smerte i vores liv, men ingen af os kan
eller skal tømme den kalk, som han har kunnet tømme,
soningens offer for al vor skyld.

Du satte sig selv i de nederstes sted.
Du satte sig op mod de stores fortræd.
Du satte dig ind i de yderstes nød.
Du satte dig ud over dødsangst og død.
(Hans Anker Jørgensen nr. 825 v.1)

Amen.

Salmer: 300 – 153 / 323 – 433 - 848