I gamle dage var der mure omkring byerne. Det gjaldt
også Jerusalem. Der var en meget høj mur, som beskyttede
byens borgere om natten, hvor alle porte var lukket. I vore
dage er der også lande, hvor der er mure omkring husene.
Det er selvfølgelig de riges huse, som der er mure omkring.
Og der var kan være glaskår og pigtråd og
overvågningskameraer for at beskytte fr. Det gælder ikke
kun i ulandene, at de velstående beskytter sig. Det gælder
også i Amerika.
	Der var på Jesu tid nogle, som var åndeligt
velstående. Det var farisæerne og de skriftkloge. De havde
egentlig også bygget mure omkring sig for at beskytte sig
mod de almindelige mennesker, mod synderene.
	Farisæerne havde et udtryk, at de rejste et gærde eller
hegn omkring loven. Meningen var at de ville bevare,
beskytte loven, så den ikke blev nedbrudt. Denne mur
byggede farisæerne ved selv at overholde budene, selv de
mindste bud. Vi kan læse et sted, hvor Jesus spørger en
mand om han har holdt budene og manden svarer: Det har
jeg gjort lige fra ungdommen af. Man kan se også det hos
Paulus i et af hans breve. I Filipperbrevet kalder han sig en
lovtro farisæer, uangribelig i lovretfærdighed. Han
overhoveder loven fuldstændig. 
	Sådan er det med mure, og sådan er det med love, at
der er nogle indenfor og der er nogle udenfor.  Dem, der er
indenfor, føler sig bedre end de andre. 	I vore dage føler de
sig materielt bedre. På Jesu tid følte de sig åndeligt, religiøst
o g menneskeligt bedre, dem der var inden for lovens mure.
	Der selvfølgelig også porte i Jerusalems mur. Der var
en port, som hed fåreport. Enten blev fårene ført ud til
græsning den vej, eller de blev ført til marked, til torvet,
gennem den port. den kunne lyse som om det var en
arbejdsvej. Men lige inden for porten lå der noget meget
smukt. Det var en dam. Det var ikke sådan som vi tænker et
gadekær. Det var lagt marmor omkring dammen og der var
bygget søjlegange. Vandet i dammen var helt glat og
blikstille. Den lå jo ingen for murene og blæsten kunne ikke
komme derind. Og solen skinnede ned på vandet og gjorde
stedet smukt og romantisk.
	Hvis det ikke have været for alle de mennesker, som
lå der ved dammen. I vore dage ville de slet ikke have fået
lov til at ligge så smukt et sted. I Haderslev de usle
mennesker, som holder til ved torvet, de bliver jaget væk af
politiet. og når de usle mennesker så sætter sig ved
Haderslev dam, så bliver de også jaget væk. Det er en måde
vi rejser mure på. For når vi ikke kan se de usle mennesker,
når vi går i vores smukke by, så tror vi, at der ikke findes
mennesker, som har det dårligt.
	Men på Jesu tid var der nok endnu flere usle
mennesker. Man kunne ikke jage dem væk. Man blev nødt
til bare at lukke øjnene eller gå ud af en anden port.
Ved Betesda dam lå mange syge, blinde, lamme, krøblinge.
De lå i deres pjalter.
I en af Jesu lignelser kan man høre om hvordan det har
været. Jesus fortæller om en fattig mand ved navn Lazarus
lå ved en rig mands port, fuld af sår, v21 og ønskede kun at
spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene
kom tilmed og slikkede hans sår. Så ynkelige var forholdene
også omkring Betesda dam. De syge ventede bare på, at
vandet skulle komme i bevægelse, at der kom bølger på
vandet.
	De ventede. De havde et formål med at være der. De
håbede, at der ville ske et under for dem. Det var det eneste
vej frem. Intet kunne de selv gøre. De ventede på et under
fra himlen.
	Der lå så en mand, som var lam. Han havde været
lam i 38 år.  Han lå på en båre. Det måde betyde, at der var
nogen, som har båret ham derhen hver dag og hentet ham
om aftenen. Det var hans familie. De havde nok at se til i
løbet af dagen. Og så bar de deres lamme ven hen til
Betesda  dam. De troede ikke, at han kunne hjælpes dér.
For han var så lam, at han slet ikke kunne bevæge sig. Han
havde ikke en eneste chance for at komme ned i vandet.
Men han kunne da ligge og snakke med de andre og spørge
hvordan de havde det og hvornår mon vandet kom i oprør. 
	Så gjaldt det nemlig om at komme først ned i vandet.
Det har været et mærkeligt syn, når der kom den mindste
bevægelse i vandet. Alle råbte: Nu sker det. Og de
myldrede, kravlede. De blinde ragede afsted. Der var et
stort virvar og postyr og alle puffede og skubbede til
hinanden. Alle sprang de ud i vandet. Den første som ramte
vandet blev rask. De mente det var en engel fra himlen, som
rørte med en finger ved vandet, så det blev helligt. Og den
hellighed og gjorde underet og helbredte den først og så
havde vandet mistet sin kraft igen.
	Det var nok sket mange gange i de 38 år, at pludselig
både vandet og menneskeflokken kom i bevægelse og det
hele var en stor tummel og var den lamme lå tilbage og bare
kunnen se efter de andre.
	Men så kom Jesus en dag og han ser på manden og
siger: Vil du være rask.
Manden svarer. "Herre, jeg har ikke et menneske til at
hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og
mens jeg er på vej, når en anden i f¢r mig." "Rejs dig, tag
din båre og gå!" sagde Jesus. Jesus kom nemlig også fra
himlen. Jesus er Guds søn. Jesus er mere end en engel. En
engel er en budbringer eller en, som kan gøre ét under.
Jesus ligner Gud så meget, at det er Guds egen kraft, som er
i Jesus.  Jesus var ikke en budbringer som kom med en
enkelt meddelelse. Nej, Jesus holder taler og fortalte mange
historier.
	Jesus sagde til manden: Rejs dig op. Er det nu
manden, som selv rejser sig op. Eller er det Jesu ord, som
rejser manden op. Ja, det er vel begge dele. Men manden
føler nok, at det er på Jesu ord, at han kan gøre det umulige.
Nu kan han selv tage båren. Den som han lå på og andre bar
ham, nu kan han selv bære båren. Hans muskler duer. Det er
et under. Det er fra Gud det kommer. 
	Manden må adlyde Jesus. Også når Jesus siger: tag
båren og gå. Man den glemmer helt det er søndag. Han
måtte ikke bære rundt på noget. Der var en meget streng
sabbatslovgivning. Farisæerne gik meget op i de love. Bl.a.
stod der et sted i GT:  I må ikke bære noget ind gennem
Jerusalems porte på sabbatsdagen. v22 I må ikke bære
noget ud af jeres hus på sabbatsdagen. I må ikke gøre noget
som helst arbejde; I skal holde sabbatsdagen hellig, sådan
som jeg befalede jeres fædre." hvis ikke I vil adlyde mig og
lade være med at bære noget på sabbatsdagen, så vil jeg
sætte ild på Jerusalems porte, så den fortærer dens borge,
og den skal aldrig slukkes (Jer 17).
	Det var en meget alvorlig forseelse, når den lamme
gik omkring med sin båre. Det kunne medføre hele
Jerusalem blev lagt i aske.
	Den helbredte måtte sige, som sandt var, at han
havde fået besked på at gøre det og han kunne ikke lade
være. Hvem gav dig den befaling. Og den helbredte måtte
pludselig opdage, at han slet ikke vidste, hvem der havde
gjort ham rask. Han havde hørt ordene, troet som Guds ord,
handlet efter dem også selv om de modsagde loven og så
vidste han ikke hvem der havde sagt ordene. Han vidste, det
var en, som kom fra himlen. Men det var mere end en engel
han havde talt med.
	Manden tænkte, at han måtte hen i templet og takke
Gud. Det var derfra hjælpen kom. Det vidste han. Og dér
mødte han så Jesus og han sagde: Nu er du rask. Synd ikke
mere.  Det betød, at nu måtte den helbredte godt lægge
båren fra sig og nu måtte han godt fortælle, hvem der havde
gjort ham rask, nemlig Jesus. Nu skulle han ikke dække
over Jesus.
	Jesus gjorde jo sine undere for at det skulle blive
kendt, at han er Guds søn og at han er kommet for at
nedbryde alle mure mellem mennesker. Farisæerne så op til
sig selv som meget lovtro og de så meget ned på de lamme
og de syge. De måtte have gjort forfærdelige ting, når de
blev straffet med sygdom og måtte ligge i 38 år. Men Jesus
rev alle de mure ned, som er mellem os mennesker. 
	Det var dem, som intet kunne gøre, som han gav
Guds velsignelse. Det var børnene. Det var de syge. Det var
dem, som havde mistet håbet. Og når han gerne ville, at
farisæerne og de skriftkloge skulle høre om det, så var det
fordi han også gerne ville hjælpe dem. Det var for at vise
dem, at de mure, som vi bygger og som vi gerne vil beskytte
os selv med, de bliver et fængsel for os. De lukker os inden,
så vi endda er lukket for Gud og livet og kærligheden. Jeg
må rive mure ned og tale til os, så vi går ud i livet også når
det er farligt og vi nogle gange må gøre noget andre ikke
synes er rigtigt.  		

ny prædiken

     I historien i dag hører vi om to forskellige 
tilstande, at være i bevægelse eller at være fastlåst. 
Ved Betesda dam lå mange syge, blinde, lamme og 
krøblinge. De var låst fast på grund af deres sygdom. 
De ventede kun på hjælp. Dels ventede de på, at vandet 
i dammen kom i bevægelse, og dels måtte de have hjælp 
til at komme ned i vandet, for så troede de, at underet 
skete, at de blev løst fra alt det, som låste dem fast. 
Men den lamme, som havde ligget ved dammen i 38 år, var 
i dobbelt forstand i fængsel. Han var lam, så han ikke 
kunne bevæge sig og der var ingen, som kendte ham og 
ville hjælpe ham. 
     Betesda betyder barmhjertighedens hus. Men sådan 
tænkte den lamme nok ikke om stedet. Han havde ligget 
dér i 38 år. Han fik vel mad så han kunne overleve. Det 
tiggede han sig til. Men at ligge dér i 38 år, i 
ubarmhjertighedens hus. Sådan følte den lamme. De andre 
syge tænkte jo kun på sig selv, at komme først ned i 
vandet ved de mindste krusninger, der var at se i 
dammen. Han så altid de andre komme først. Der var 
ingen, som tænkte på ham eller hjalp ham. Så alene har 
han følt sig. 
     At være blind, det er forfærdeligt. Men det er 
egentlig værre, hvis man føler sig overset. Det er 
værre, hvis man tænker: der er ingen andre til, som ser 
mig og kender mig. 
     Hvem er det Jesus går til? Det er til den, som er 
låst fast. Hvordan kan Jesus vide, hvem der er uden 
håb. Der står jo, at Jesus vidste om den lamme at han 
havde ligget dér i mange år. Hvordan vidste Jesus det. 
Ja, det var fordi han kom fra Gud. Derfor havde han 
Guds øjne, så han kunne se ind i mennesker, se 
sandheden om dem. Og fordi Jesus havde Guds øjne og 
Guds hjerte, så gik han lige hen til det menneske, som 
var den mest håbløse af alle de syge ved Betesda dam. 
     Dér lå den lamme og tænkte, at ingen så ham og 
ingen kendte ham. Og så stod Jesus pludselig ved ham. 
Og Jesus skabte virkelig bevægelse i den lammes tanker, 
for Jesus spurgte: Vil du være rask. Mon ikke den lamme 
havde opgivet det efterhånden, når han havde set så 
mange blive helbredt, fordi de nåede ned i vandet før 
ham. Og så skaber Jesus bevægelse i mandens lemmer, for 
Jesus siger: Rejs dig, tag din båre og gå. Det var 
mærkeligt. Det eneste manden ønskede og så frem til, 
var at nogle løftede ham op og bar ham hen til vandet, 
når vandet kunne helbrede. Men nu stod der én, som han 
ikke kendte og sagde til ham, at han selv skulle rejse 
sig og bære sin båre og gå. Inden han vidste af det, 
gjorde han, som Jesus sagde. Han blev vel så forbavset, 
at han ikke kunne lade være. 
     Og så kom der virkelig bevægelse i både mandens 
sind og krop. Mon ikke han følte det som om han dansede 
for hvert skridt han tog. Jublen sad både i hans sind 
og i hans krop. Og oveni hans helbredelse, så følte det 
som et dobbelt under, at der var et menneske, som 
kendte ham og havde set til ham.  Og selv om han ikke 
havde hørt om det menneske, Jesus, så måtte han jo 
tænke, at der var noget særligt ved Jesus, at han havde 
en guddommelig og befriende omsorg for den mindste og 
svageste. Jesus havde Guds øjne og Guds hjerte. Jesus 
var bedre end en engel. 
     Til os når vi føler os overset og alene, til os 
kommer Jesus.  Vi får at høre, at der er en, som ser os 
og kender os i vores inderste. Det er Gud, som holder 
himlen og jorden i sin hånd, det er den almægtige Gud, 
der netop ønsker at hjælpe os, når vi føler os små. 
     Men det gælder også når det går os godt, og vi går 
omkring, glade og aktive, at Gud er hos os, så det er 
til ham vi skal rette vores tak. 
     Jesus havde nemlig en mærkelig måde at hjælp på. 
Vi mennekser, som ikke har guddommelig magt, kan kun 
give hjælp ved at støtte og gøre noget for de svage. 
Jesus hjalp på en måde, der gav de håbløse selvrespekt. 
Jesus hjalp, så de kunne selv. Han satte dem fri.  Det 
var ikke Jesus, der bar rundt på den lamme og hans 
båre. Nej, Jesus satte manden fri, så han gjorde det 
selv.  Den helbredte følte sig båret af Jesu kærlighed 
og ord. Han følte, at han stadig var i Jesu kærlige 
tanker. Men netop det gav ham nye og sunde kræfter til 
at gå, til at leve, til selv at leve. 
     Det er på den måde Jesus hjælper os, giver os 
frihed til selv at leve og nyde det gode i livet. Jesus 
giver os selvrespekt og selvværd, fordi han siger og 
viser, at Gud ser på os med kærlige øjne. Vi er ikke 
overset og alene. Gud ser os og kender os og følger os 
og giver livet, så vi selv skal leve det og takke Gud 
for alt det vi selv kan gøre. Den lamme følte det som 
et Guds under og som noget han skulle takke for, at han 
nu selv kunne gå. 
     Men det er ikke kun sygdom, der kan låse os fast. 
Det er ikke kun håbløse tanker, der kan låse os fast. 
Det er lige så meget alle de bud og regler, som er her 
i vores verden. Hvordan mon den helbredte følte det, da 
han glad og jublende gik afsted med sin båre, at de 
første han mødte, de sagde: Det er sabbat. Du må ikke 
bære omkring på din båre.  Det var noget af en spand 
vand at få i hovedet. Jesu ord var befriende. Men 
jødernes ord til den helbredte var nedslående. De 
henviste til det 3. af de ti bud: du skal holde 
hviledagen hellig. Det var et meget vigtigt bud for 
jøderne, sabbatsbudet og enhver, som overtrådte det, 
var en stor synder. Det sagde de til den helbredte: Du 
er en stor synder. 
     Sådan kan mennesker være over for hinanden. Mere 
dømmende end Gud. Gud giver fri og rejser op. Men 
altfor tit lægger mennesker tyngende byrder på 
hinanden.  Det sagde Jesus om farisæerne, at de binder 
tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på 
menneskers skuldre. De lukker Himmeriget for mennesker. 
Mon ikke den helbredte følte det som himmerige, da han 
kunne gå. Men det fik farisæerne ham hurtigt ud af. De 
sagde til ham: Du overtræder det helligste bud i loven. 
Nogle gange er det som om mennesker vil være mere 
hellige og mere alvorlige end Gud.  Ingen af de ti bud 
kunne da betyde, at der ikke må ske gode ting her i 
vores verden.  Det er som om jøderne nedlagde forbud 
mod, at Gud gjorde undere på en sabbat.  De satte de ti 
bud over Gud. 
     Det var ikke kun dengang, at den slags kunne ske. 
Jeg læste en kronik i avisen, hvor en kvindelig 
fuldmægtig fra finansministeriet skriver om alle de 
regler og love vi har i Danmark. Hun mener, at der er 
overregulering, at det er handlingslammende. Og så 
siger jeg: Er det ikke fuldstændig som farisæernes måde 
at leve på. Det var handlingslammende. Helt modsat 
Jesus.  Han rejste den lamme op. Han sendte den lamme 
ud i livet. Han satte ham i bevægelse. 
     Den kvindelige fuldmægtig skriver om vores regler 
og love, at de anses for gudgivne helligdomme, som ikke 
må rives ned. Det hindrer nytænkning. Og jeg siger, at 
sådan var farisæerne. De stillede alle deres regler 
over Gud, så de slet ikke havde øje for de undere, som 
Gud gør. De kunne ikke se glæden, som Gud giver. De 
kunne ikke deltage i andre menneskers glæde. De skulle 
jo have jublet sammen med den helbredte som vi hører om 
i dag, i stedet for at tage glæden fra ham. 
     Den kvindelige fuldmægtig skriver, at hun ikke er 
mod regler.  De er nødvendige, for at vi kan fungere 
sammen og støde ind i hinanden, f.eks. i trafikken. Men 
regulering har det med at udarte og degenere i 
menneskehænder.  Og hun skriver: Tid og tanker bruges 
alle vegne på at finde rundt i og fortolke overflødige 
og uforståelige regler, hvor kræfterne i stedet kunne 
bruges på noget konstruktivt. Og jeg siger: sådan var 
farisæerne. De tænkte hele tiden på reglerne. De så 
ikke deres medmenneskes nød og glæde. Og de tog hverken 
del i medmenneskets ulykke eller lykke. 
     Hvordan kan det være, at mennesker mange gange 
både på Jesu tid og i vores tid er mere alvorlige og 
hellige end Gud. Det gælder også, når man f.eks. siger, 
at vores liv er en gave og en opgave. Altså hvis man 
mener, at Gud har givet os livet og at Gud samtidig har 
givet os den store opgave, at vi skal være gode mod 
andre. Hvordan passer det på Jesu ord til dem lamme i 
prædikestykket i dag. Jesus siger: Rejs dig, tag din 
båre og gå. Det lyder som Jesus giver den lamme et 
arbejde at gøre, giver ham en byrde at bære på.  Men 
sådan føler den lamme det ikke. Han føler det som et 
under, at han kan rejse sig og gå ud i livet. Og mon 
han ikke har smilt og jublet til de mennnesker han 
mødte. Han spredte glæde. Han følte det ikke som en 
opgave.  Han kunne ikke lade være med at springe af 
glæde. Man kan også sige, når man giver et barn et 
stykke legetøj som gave og barnet straks giver sig til 
at lege og er helt opslugt i sin leg. Så føler barnet 
ikke, at det både har fået en gave og en opgave. Nej, 
legen er en gave og en glæde det har fået.  Så gavmild 
er Gud mod os. 
     Jesus sagde engang: Kom til mig alle I som er 
trætte og bære på tunge byrder og jeg vil give jer 
hvile. Og da tænkte Jesus på os, som må leve under 
regelmagernes tyrranni. Jesus vil befri syndere fra de 
byrder, som enhver tids farisæere lægger på vores 
skuldre. 
     Hvorfor gjorde Jesus undere? For at sætte 
mennesker i bevægelse.  Han hjalp de mennesker, som 
ikke kunne finde hjælp og som var låst fast.  Og han 
gjorde det mod de regler som fandtes. Jesus viste om 
regler og moral, at det skal være indrettet efter 
mennesker. Jesus viste om Gud at han ikke er fastlagt 
af regler, ikke engang sine egne, når det gælder at 
hjælpe. Nogle gange er mennesker mere hellige end Gud. 
Jesus vil sætte mennesker i bevægelse væk fra falsk 
hellighed og fastlagte regler.  Jesus giver os 
befrielse til at gå ud og springe højt af glæde.