Da tørken her i sommer var værst, var der en, som 
skrev i avisen, at tørken var sendt fra Gud for at 
opdrage os.  Tørken var udtryk for Guds kærlighed, at 
Gud ville tvinge os væk fra afgudsdyrkelse. 
Avisskriveren mente, at vi dyrker pengene og 
fremskridtet. Vi har vænnet os til hvert år stadig at 
skulle opnå 2, 3, eller 10 % bedre høst og vilkår. 
Stadig større velstand og højere løn. Og så vil Gud 
standse os i det afgudsdyrkeri. 
     Nu er det altid farligt at tolke en begivenhed som 
Guds vilje. Der er den fare, at det man i virkeligheden 
gør, er at opstille sig selv som Gud og giver sin egen 
mening ud for at være Guds. Hos jøderne var det en 
profet, som Gud talte til og fortalte sin vilje, og den 
profet gav Guds ord videre til folket. Profeten tolkede 
ikke selv det, som skete, men fik det hele at vide af 
Gud. Så vi skal ikke tro på enhver, som kommer og 
fortæller, hvordan en begivenhed skal tolkes. Kun hvis 
de siger, at de har det direkte fra Gud. Og da skal vi 
heller ikke altid tro dem, for vi har én profet, som 
skal lytte til frem for alle, og det er Jesus. 
     Da Jesus gik omkring i Galilæa, skete der engang 
en stor ulykke i Siloam, hvor et tårn styrtede sammen 
og 18 mennesker omkom, og jøderne tolkede ulykken 
sådan, at de 18 havde været store syndere og var 
straffet af Gud. Men Jesus sagde: "Mener I, at de 18 
var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, jeg 
siger jer, hvis I ikke omvender jer, skal I alle 
omkomme ligesom de. Jesus mener, at vi alle er syndere 
og fortjener Guds straf, men vi skal omvende os til 
evangeliet om vores tilgivelse og tro på den. 
     Det er ikke sådan, at Gud straffer bestemte 
mennesker, f.eks. landmænd ved at sende tørke, eller 
ved at sende sygdom til nogle mennesker. Der var engang 
Jesu disciple spurgte ham om en blind mand - han havde 
været blind lige fra fødslen - de spurgte: " Hvem har 
syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født 
blind." Og Jesus svarede: " Hverken han selv eller hans 
forældre har syndet. Men det er, for at Guds gerninger 
skal åbenbares på ham." Og med det mente Jesus, at han 
nu ville helbrede den blinde.  Det er Guds gerning at 
give sundhed.  Det er ikke Guds gerning at give ulykke 
og sygdom. 
     Det hører vi også i prædikestykket i dag. Jesus 
hjælper den lamme, som er fuldstændig hjælpeløs. Jesus 
giver ham det, som han beder om; han giver ham livet 
tilbage, og han giver det, selv om den lamme er en 
synder. 
     Jesus sagde også engang: Når I forstår at give 
gode gaver til jeres børn, hvor meget mere vil så ikke 
jeres Far, som er i himlen, giver gode gaver til dem 
der beder ham. Gud giver os ikke noget helt andet end 
vi beder om.  Gud giver os kun gode gaver. Apostlen 
Jakob skriver det så klart: alle gode og fuldkomne 
gaver kommer fra oven, fra lysenes Far, hos hvem der 
ikke findes forandring eller skiftende skygger. 
     Når Jesus hjalp syge, så sagde han, at det var 
djævelen han befriede dem fra. Han løste dem fra deres 
bånd. Og sådan føler vi det da også, når en ulykke 
eller sygdom rammer os, som om der er lænker, der 
binder os, så vi har svært ved at trække vejret og 
leve. Det er ikke fra Gud det kommer. Men der er meget 
ondt både i menneskenes verden og i naturens verden. Og 
frelsen kan vi kun finde hos Gud. Vi kan finde 
tilgivelse og tro og håb hos Jesus, som har fortalt os 
om vores gode himmelske Far. Den tro må vi leve i og 
holde ud i, også når alt visner omkring os.  Det vil 
vise sig, at Guds magt er større end djævelens, at 
livets kraft fra Gud vil overvinde al ondskab. 
     Noget andet er, at vi kan lære af alt hvad vi 
oplever. Og det første vi lærer både når vi oplever 
noget meget stort, kærligheden, eller et barns fødsel, 
eller når vi oplever noget meget ondt, det vi lærer er 
jo, at vi ikke er herre over livet. Vi er afhængige. 
Hvis vi kun lyttede til os selv, så følte vi os 
afhængige af skæbnen, der uden barmhjertighed kaster os 
fra det ene til det andet, fra lykke til ulykke og 
omvendt. Men når vi lytter til Jesus, så bliver vi sat 
ind i afhængighed af Gud, som er vores himmelske far og 
som tager sig af sine børn. 
     Det er nok ikke et tilfælde, at flere af Jesu 
disciple var fattige fiskere. De ejede ikke meget. Og 
de oplevede tit, at havet den ene dag rummede en 
overflod af fisk, og den næste dag var der intet at 
fange. De oplevede, at de ikke var herre over havet. 
Den afhængighed af stærke magter gjorde, at de lyttede 
til Jesus og fandt deres frelse i hans ord. 
     Det er nok heller ikke et tilfælde, at Jesus 
fortalte om en rig landmand, som kun tænkte på sig selv 
og ville sikre sig og havde svært ved at tro på Gud. 
Det ord bonde, betyder netop en person, som bor et 
sted, som er bofast.  Vi har lyst til for at overvinde 
naturen og usikkerheden. Derfor lægger vi planer, 
lægger til side og ser frem for at gøre os uafhængige 
af alle omskiftelser. 
     Og dér kan vi lære af alt det vi oplever, både det 
gode og det onde, at vi ikke kan gøre os uafhængige. 
Den eneste frelse vi kan finde er i troen og 
afhængigheden af Gud. Vi er ikke alene, heller ikke når 
det hele ser håbløst ud. Vi er heller ikke alene i den 
forstand, at Gud jo netop har sat os i menneskelivet 
for at hjælpe hinanden.  Gud har givet os alt godt. Og 
Gud har givet os til hinanden. 
     Jeg hørte en historie om en 3-årig pige, som lige 
havde lært ordet gratis. Hun spurgte om alle ting om de 
var gratis. Når familien var ved stranden, spurgte 
pigen, om vandet var gratis og muslingerne var gratis. 
Når familien var til middag hos andre, spurgte hun, om 
maden var gratis, eller om kusiner var gratis. Der var 
ikke ende på det hun spurgte om. Er sange gratis?  Er 
græsplænen gratis? Er mandage gratis? 
     Og pigens mor blev efterhånden helt bekymret. 
Havde hun virkelig talt så meget om penge, når pigen 
gik så højt op i, hvad der ikke kostede noget. Det var 
uhyggeligt, at en 3-årig skulle gå og spekulere på, om 
tingene var gratis eller ikke.  Hvorfor gjorde hun det? 
     Men en dag blev det opklaret.  Det var en dag, 
hvor pigen og hendes mor plukkede æbler.  Moderen havde 
svaret, at æblerne var gratis, fordi de voksede i deres 
have, og at stigen var gratis at stå på. Men så spurgte 
pigen: Hvem er Grati? Hvem er Grati? 
     Og nu indså moderen, at hun havde misforstået det 
hele. Den lille pige havde simpelthen gået ud fra, at 
alting må være nogens. Og alle de ting, der er gratis, 
de må altså tilhøre en mægtig hr. Grati. Det var den 
mægtige hr.  Grati, som ejede både græsplænen og 
kusinerne og havet og mandagene. Og vi har fået lov til 
at bruge løs af det altsammen. 
     Pigen spurgte: Hvem er hr. Grati? og svaret er 
soleklart. Det er Gud.  Gud har givet os lov til at 
låne alt det som er hans. Alle de dejligste ting, som 
vi kan dele med hinanden, de tilhører Hr. Grati. Han 
låner dem ud til højre og venstre. 
     Gud giver det hele til os for at glæde os, og for 
at vi skal dele den glæde med hinanden.  Den mægtige 
hr.  Grati eller Guds Skaberen er meget rig, og det er 
en stor rigdom han giver til os. 
     Og den største rigdom, som Gud har givet os, - det 
er, at Gud har givet os sin søn, så vi ganske gratis må 
tro på ham og blive frelst ind i paradis.  I den tro må 
vi hvile.  I den tro må vi leve i taknemmelighed.  Det 
gælder os alle. De landmænd, som blev ramt af tørken, 
skal ikke tro, at Gud har vendt sig fra dem som en 
straf eller for at opdrage dem. De mennesker, som er 
ramt af sygdom, skal ikke tro, at Gud har glemt dem. 
Nej, tværtimod er det sådan, at Guds tanker og hjerte 
netop er vendt mod de små, som er i nød, og vi føler os 
jo alle som små mennesker, når modgangen rammer os. 
Jesus har givet os den tro, at i vores nød kan vi finde 
hjælp hos Gud, for Gud er vores himmelsk far, som har 
omsorg for alle sine børn.  Gud har givet os mange gode 
gaver og vil hjælpe os ud af al nød, endda døden redder 
Gud os ud af.  Alle gode og fuldkomne gaver kommer fra 
oven, fra lysenes Far, hos hvem der ikke findes 
forandring eller skiftende skygger. 
 
     Vil du være rask? Det spørger Jesus om.  Mon det 
er fordi han ved, at vi mennesker har svært ved at 
bestemme os for, hvad vi vil. Nogle gange ser det så 
enkelt ud. Det er når der er sket noget forfærdeligt 
for os. Hvis vi er syge. Hvis der er noget vi savner. 
Så siger vi til os selv, bare jeg får det som jeg 
ønsker, så bliver alt i orden. 
     Sådan må den syge ved Betasda dam have tænkt. Han 
havde været syg i 38 år. Det var en skæbne han havde 
været bundet til. Hvert år havde han vel håbet, at han 
blev rask. Det var det eneste han ville. Ja, det er 
utroligt, at vi mennesker selv i håbløse situationer, 
kan bevare viljen og håbet. Han sagde jo selv, at han 
ikke havde nogen, der kunne hjælpe ham hen til vandet. 
Og alligevel blev han liggende dér ved dammen. Det må 
have været det helt utrolige held han håbede på. Der 
var jo mange andre syge. Der ville altid være én, som 
kom ned i vandet før ham. Hvad lå han der for? Jo, han 
håbede stadig. Han ville være rask. Det ønske 
overskyggede i den grad alt andet. 
     Derfor spørger Jesus:"Vil du være rask." Er det 
det eneste du vil. Kan du slet ikke tænke dig noget 
andet, som du ligesom gerne vil. I den forstand kan man 
sige, at en ond skæbne kan besætte et menneske, så 
tankerne bliver helt låst fast, og man kun kan tænke på 
én ting. 
     Jeg læste i et missionsblad om en missionær på 
Madagascar. Dérnede tror man på onde ånder. Både inden 
for kirken og udenfor tror man på dæmoner, som kan 
besætte mennesker og gøre meget ondt. Mennesker, som er 
besatte, ved det selv og lider meget under det. Ja, på 
Madagascar mærker man stærkt grænserne mellem lys og 
mørke.  Missionæren skriver, at konstrasterne står 
skarpere.  Man fornemmer mørkets og dødens skygger 
kolde og klamme og skræmmende. 
     Dæmonuddrivelser er et dagligdags fænomen på 
Madagascar. Og den danske missionær fortalte om én han 
havde været til. En håndfuld fra menigheden samledes 
med den lokale præst ved en kvinde, som var besat og 
som pintes voldsomt ved det. De sang i en time, den ene 
salme efter den anden. Præsten lagde sin hånd på hendes 
hoved og bad for hende og tilsagde hende synderes 
forladelse. Og så følte hun sig fri. 
     På vejen hjem spurgte den lokale præst den danske 
missionær om man også gjorde sådan i Danmark. Og 
missionærern svarede, at det havde han ikke oplevet i 
Danmark. Og da var jo så det naturlige spørgsmål, om 
der ikke er dæmoner i Danmark, som piner mennesker. Og 
missionæren svarede: " Jo, det tror jeg da bestemt." 
men på spørgsmålet, hvad man så gjorde ved de onde 
ånder, hvis man ikke drev dem ud, på det spørgsmål 
kunne missionæren ikke svare. 
     Det kunne han ikke fordi han havde svaret forkert, 
da han sagde,at vi tror på onde ånder. Dem tror vi ikke 
på.  Dem forsager vi. Derfor behøver vi heldigvis ikke 
leve i den klamme og kolde og skrækindjagende stemning, 
som de åbenbart gør på Madascar. Og som de også gjorde 
ved Betesda dam. Det var lidt af den samme tro, de 
havde. Ja, der må have været en uhyggelig stemning dér 
mellem søjlerne.  De troede, at der kom en ånd ned i 
vandet i dammen, en hvid engel, og den kunne drive alt 
mørket ud af dem. Når der kom bevægelse i vandet, så 
kom der endnu mere bevægelse i de syge. De kravlede, de 
puffede til hinanden, trak i hinanden. Bare for at 
komme først ned i vandet. Man ville gøre alt for at 
blive rask. Men hvor tit måtte de ikke se andre gå 
derned før dem.  Og der må have været mange syge.For 
der står intet om det nu også skete hver gang at den 
heldige som vandt kapløbet om han sagde farvel til de 
andre og gik helbredt. Men der var vel simpelthen så 
mange syge, at det ikke var til at konstatere, hvem der 
blev hjulpet af englen i vandet. Man blev i hvert fald 
ved med at tro det. Hvad gør man ikke for at blive 
rask. 
     På den måde ligner vi både de indfødte på 
Madagascar og de syge ved Betesda dam at vi også kan 
blive besat af en tanke, af et ønske, et behov, så vi 
vil gøre alt for at få det opfyldt. 
     Derfor er det Jesus spørger: " Vil du være rask?" 
Han vil have os til at tænke. Hvad er det vi virkelig 
vil. Han spørger for at befri os fra alt det, der 
besætter os, så vi bliver os selv. Vi kan også have det 
sådan, at vores øjne kun er rettet et sted hen. Sådan 
var de syges øjne ved dammen kun rettet mod vandet. De 
skulle helst være de første til at se,når der kom 
bevægelse i vandet. Jesus rokker den lammes øjne og 
tanker væk fra det som de er fæstnet ved. 
     Og selv om den lamme ikke giver noget klart svar, 
så hjælper Jesus kort og godt. Han siger: " Stå op, tag 
din seng og gå." Det er forskelligt fra det som 
missionæren fortalte om Madagascar, hvor de sang salmer 
i en time og bad længe over den syge.  Det er næsten 
som om Jesus siger: " Ikke mere pjat med dig.Gå hjem." 
     På samme måde spørger Jesus os:" Vil du være 
menneske?" og så væver vi måske noget om, at vi ikke 
har nogen som kan hjælpe os til det, hvergang vi prøver 
at blive rigtige mennesker, så kommer der noget i 
vejen. Men så er det Jesus svarer:" Stå op og gå." Det 
er nødvendigt, at Jesus siger det til os. I nogle 
perioder af verdenshistorien har man troet, at vi ved 
vores fornuft kunne sige til os selv, hvordan vi blev 
rigtige mennesker.  Her sidst var det for 10-20 år 
siden, at man troede på videnskaben. Men nu er 
overtroen kommet tilbage med fornyet styrke. Fornuften 
kunne ikke holde overtroen, uhyggen og det kolde og 
klamme og skrækindjagende væk. I den forstand er det 
rigtigt, at der også er dæmoner her i Danmark, sådan 
som missionæren sagde. 
     Ligesom der er ydre fjender, som vores militær 
skal holde væk. Sådan er der også indre eller åndelige 
fjender, som kun vores kristendom kan holde væk. Det er 
ikke nok at bruge fornuften. Den er ikke et stærk nok 
våben mod overtro og uhygge. 
     Den lamme havde ligget ved Betesda dam i 38 år. Og 
man skal ikke forestille sig, at det var idylisk at 
ligge dér. Det var en ophidsende og klam og kold 
stemning som var i søjlegange omkring dammen. Men Jesus 
sagde til ham: " Stå op og gå." Og den lamme gik ud 
under åben himmel væk fra den indelukkede stemning ved 
dammen. 
     Så stærke er Jesu ord, at de får os til at gå ud 
af de tanker og ønsker og behov, som kan besætte os, så 
vi går ud under åben himmel. Jesu ord får os til at gå 
væk fra overtro og skræktanker. 
     Når vi lever i troen på Jesu ord, er vi under et 
forsvar og en styrke, som gør, at vi ikke behøver at 
skænke andre ånder en tanke. Og det er vel derfor der 
ikke er og ikke skal være dæmonuddrivelser her i 
Danmark. Vi har kun én Herre over os, én hersker. Han 
er så stærk, at vi ikke skal være bange for, at andre 
ånder eller magter besætter os. Vi hører mange gange 
om, at Jesus uddrev onde ånder.  Men det var altid fra 
mennesker, som ikke havde mødt ham før. Derimod dem, 
der blev kristne, de blev ikke besat af det onde.  Det 
hører vi ikke om et eneste sted i bibelen.  Så det skal 
vi ikke være bange for. 
     Paulus skriver i 1. Korintierbrev: " Selv om der 
også er såkaldte guder, enten det nu er i Himlen eller 
på jorden - sådan som der jo er mange guder og mange 
herrer -så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra 
hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og én Herre, 
Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er 
skabt." 
     Ja, når man hører om vandet ved Betesda dam kan 
man ikke lade være med at tænke på vandet i dåben. Det 
er på grund af det vand at vi tilhører Jesus at vi er 
sat ind under ham og hans ord, der kan holde al overtro 
og uhygge væk fra os.  Det er på grund af dåbens vand, 
at vi ikke behøver at spilde en eneste tanke på 
dæmoner, men må leve under åben himmel, dvs. uden at 
være lukket inde af dårlige tanker. Og hvor godt er det 
dåbens vand ikke i forhold til Betesdas vand. For vi 
skal ikke vente på, at der kommer bevægelsel i vandet. 
Vi skal ikke kunne sætte os i bevægelse for at komme 
hen til det frelsende vand.  Nej, vi bliver båret til 
dåben, og det sker før vi overhovedet har kunne nå at 
vente, nemlig mens vi er helt spæde. 
 
ny prædiken 
     I gamle dage var der mange smukke skikke knyttet 
til høsten. Her i Sønder Jylland blev det sidste neg 
pyntet som en yndig pige og man kørte det hjem med stor 
glæde og hyldest. Og når man bagte brød, var det også 
med stor ærbødighed. Man bagte til flere uger ad 
gangen, og så snart dejen kunne holde sammen, tegnede 
husmoderen et kors i den. Hver gang man skar af brødet, 
blev man mindet om, at brødet og høsten er en Guds gave 
til os. Når vi høster, så kommer vi sikkert nogle gange 
til at tænke på slægterne før os. De gik med høstle og 
rive på de samme marker, hvor de store maskiner nu 
synger en anden melodi, men alligevel føler vi et bånd 
til slægterne før os. Vi er stadig så gammeldags, at vi 
tænker, at en slægt bliver fattig og fuldt af 
bekymringer den dag, da den holder op med at takke Gud 
for det daglige brød. En slægt bliver fattig, hvis den 
ikke længere kan få øje på Guds undere i det daglige. 
Selv om vi ikke har så mange skikke ved høsttid og selv 
om høster foregår meget hurtigere, måske ikke lettere 
end førhen, så har vi alligevel nogle af de samme 
tanker som slægterne før os. Derfor kan vi også synge 
med på de sange, vores digtere har skrevet om kornet. 
Joh. V.  Jensen skriver i sangen Hvor smiler fagert: 
               Den danske mark i en bølgen går 
               som åndedræt af en venlig kvinde. 
               Sødt gynger byggen sit silkehår. 
               og rigen ånder med sol i sinde, 
               og vinden iler 
               til hvedens bryst. 
               Hvor fager smiler 
               den danske kyst. 
Og Åkjær har skrevet nogle af vores bedste sange, som 
handler om kornet.  Nu er det længe siden, om rugen. 
Han fortæller om høsten som en højtid. Og han skriver 
også om taknemmeligheden til Gud. At faderen er lidt 
indadvent: 
               En skælven i et ydmygt sind 
               en bøn til altets skaber. 
 
               Og når dagen er slut og høsten er i hus 
               så slutter far i Jesu navn 
               og hjemmet går til hvile 
               med høsten i sin favn. 
Eller Åkjærs sang til havren, hvor han skriver, at 
lærkesangen er groet sammen med havren. 
               Det kan kolde hjerner ej forstå: 
               Jeg er lærkesangen på et strå. 
Det kunne vi godt huske lidt mere, hvor smukt kornet 
er, at det er som en sang der priser Gud. En mark er en 
uhyre tæt skov af millioner af strå, der bøjer sig 
yndefuldt for enhver lille luftning. Alle stråene 
ligner hinanden, og er alligevel forskellige som 
snefnug og blomster, som børn og stjerner.  Men de 
arbejder sammen mod det ene mål: høsten.  De strækker 
akset op mod lyset for at blive brød til os. 
     Den skik  skulle vi genre blive ved med, at vi ved 
høsttide synger til Guds ære, ligesom naturen har gjort 
det sommeren igennem.  I år har sommmeren været så god. 
Det har varmet og trængt ind til selv kolde hjerner, at 
Gud er god. og at han giver gode gaver til os.  Høsten 
lykkedes også helt godt i år Høsten skal få os til at 
rette blikket både frem og tilbage. Vi skal se, at det 
igen gik godt på trods af alle vores bekymringer.Vi 
skalse Guds hånd i det.  Og vi skal se frem, at Gud med 
høstens gave vil hjælpe os over vinteren.  Sommerens 
varme og næring er bevaret i kornet,  så vi kan stå 
imod kulden og døden. Ja, kornet er billede, som vi 
ikke kan lægge for meget i. 
     Jesus brugte mange gange kornet som billede på 
Guds rige. Han sagde: Med Guds rige er det ligesom med 
en mand, der har tilsået sin jord og sover og står op, 
nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved 
hvordan. Af jsig sel giver jorden afgrøde, først strå, 
så aks, så fuld kerne i akset. Når kornet så er modent, 
går han straks i gang med seglen, for høsten er inde." 
Jesus brugte kornet som billede på, at Gud vil give os 
gode gaver, også når vi ikke kan se, hvordan det kan 
lade sig gøre. Også når vi ikke kan se Guds finger i 
det, som sker, så arbejder Gud i det stille og i det 
skjulte, så det bliver høst. Jesus bruger billedet med 
kornet for at give os tro på Gud, at Gud vil hjælpe os, 
også når det ser umuligt ud, også når vores liv ser ud 
til at være goldt, vil Gud gøre det under, at høsten 
bliver stor. 
     Det sagde Jesus også med en anden lignelse om 
kornet.  Han spurgte: Hvad skal vi sammenligne Guds 
rige med?  Hvilken lignelse skal vi bruge om det?  Det 
er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er 
det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er 
sået, vokser det op og bliver større end alle andre 
planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge 
rede i dets skygge. 
     Jesus har hentet dele af den lignelse fra Det 
gamle Testamente. I Daniels bog fortælles, at den store 
konge i Babylon Nebukanezer havde en drøm og den 
fortalte han til sine drømmetydere: Jeg drømte og så et 
træ, der stod midt på jorden.  Og det var meget højt. 
Træet voksede og bliv vældigt, dets top nåede himlen, 
og det kunne ses til jordens ende.  Dets løv var smukt, 
og det havde mange frugter, så der var mad til alle på 
træet.  Under træet fandt markens dyr skygge. I træets 
grene boede himlens fugle, og allesammen fik de mad fra 
træet.  Og drømmetyderene forklarede selvfølgelig, at 
drømmen betød, at kongens store rige ville blive til et 
verdensrige. De støttede kongens tro på sig selv og sin 
egen magt. 
     Jesu lignelse er forskellig. Han begynder ikke med 
et stort træ, som bliver endnu større. Han begynder med 
et lille frø, som er skjult, og det vokser til et stort 
træ.  Jesus ikke var en konge, der havde et jordisk 
kongerige, som kunne vokse til et verdensrige. Jesus 
begyndte fra grunden.  Det var så at sige en gold mark 
han såede på.  Jesus fortalte, at Gud nu ville begynde 
at herske, at Guds rige var nær; det, som jøderne havde 
håbet på i mange år.  Jesus fandt også mennesker, som 
troede på hans ord. Men det var mennesker, som var både 
religiøst og socialt udenfor det gode samfund.  Som 
f.eks. den lamme, der lå ved Betesda dam, og som vi har 
hørt om i prædikestykket i dag.  Derimod var de 
religiøse og politiske ledere mod Jesus og ville slå 
ham ihjel.  Det står også lige efter prædikestykket i 
dag.  Der står, at de ledende jøder gav sig til at 
forfølge Jesus, fordi han havde helbredt den lamme på 
en sabbat. Men selv om Jesus mødte stor modstand og 
blev forladt af sine tilhængere og kun så døden i 
øjnene, så blev han ved med at fortælle om Guds rige og 
hjælpe syge.  Han sagde: at det er tegn på, at Guds 
rige er nær.  Høsten er nær.  Det var utroligt han 
kunne det, når det var en gold mark han så på.  På 
trods af alt bevarede han sin tro. Og med sine lignelse 
om kornet gav han os den trøst, befrielse og det 
spirende håb, at Gud vil hjælpe og give en god ende, 
selv når vi synes det er meget vi har mistet eller selv 
om vi er fortvivlede og nedtrykt. 
     Den lamme ved Betesda dam var meget nedtrykt. Han 
mente om sit liv, at det var helt umuligt. Det havde 
det været i 38 år.  Det kan man høre, da Jesus spørger 
ham: " Vil du være rask." For den lamme svarer slet 
ikke på spørgsmålet. Han forklarer, hvorfor det er et 
helt umuligt ønske. Der er ingen, som vil hjælpe ham. 
Han havde indstillet sig på, at hans liv var goldt. Men 
så er det, at Jesus med ét ord både sår og høster på én 
gang. Han siger: Rejs dig op. Og straks høster den 
lamme sin fulde førlighed. Han ved ikke selv hvordan. 
Han gør bare som Jesus siger. Han rejser sig og tager 
sin seng og går. Og han går selvfølgelig hen til 
templet, til kirken, for at takke Gud og lovsynge Gud. 
Sådan som vi gør, når vi har høstet. 
     Både med Jesu ord i lignelser og undere, og med 
høsten, det daglige brød, vil Gud gøre, at vi også kan 
rejse og leve vores hverdag, så vi sammen med slægterne 
før os, hvad enten det er dem, der før arbejdede på 
markerne her omkring, eller det er de mennesker vi 
hører om i evangelierne, sammen med dem kan vi lovsynge 
Gud, fordi han forvandler vores golde og umulige liv, 
så der bliver en god høst også for os.