Kærlighed gør seende

Kære brudepar!
Det er altid en glæde for mig at samtale med et
kommende brudepar.  Med jer har jeg fået indtryk af et
ungt ligeværdigt par, som begge har noget på hjertet,
og begge har lyst til at samtale både med hinanden og
med andre om det dybe i tilværelsen.
Med mange års erfaring i at leve sammen - 10 år - og
familieudvidelse med jeres to drenge ved I meget om,
hvad et ægteskab drejer sig om.  I ved også, at det er
nødvendigt at sørge for, at der er frirum i familien,
så I alle kan trække vejret og ikke lade jer spænde for
den hæsblæsende vogn i tiden med udvikling og vækst.
Jeres arbejdsvilkår er derfor blevet sådan, så det gør
mindst ondt i familielivet.
Bryllup er for jer så at sikre hinanden økonomisk og
socialt. Længere kan I heller ikke sikre jer.
Men I melder udmed , at I fortsat vil forpligte jer på
hinanden.  Der er nogle bånd, der knyttes tættere
sammen. Og når man knytter bånd, kan det betyde to
ting: Bånd kan snære eller gøre fri.  Man kan ødelægge
hinandens liv på grund af gensidig angst og jalousi.
Man kan gøre livet surt ved at begrænse hinandens glæde
og livsudfoldelse. Man kan leve på hinanden i troen på,
at man skal have noget ud af det. det skal kunne betale
sig.
Men bånd kan også gøre fri. For netop det, at man ved
sig bundet til den anden, kan betyde, at man tør være
svag, tør udlevere sig selv. Man tør være sig selv, for
man ved, at den andens kærlighed ikke kun omfatter ens
stærke og positive og charmerende sider, men også
omfatter de svage og negative sider. Og det er kernen i
kærlighedens svære kunst: At turde være svag, at
udlevere sig selv og at give sig hen for den andens
skyld.  Det største, vi mennesker kan komme ud for - er
at vide os elsket som den, vi er, og ikke som den, vi
selv eller andre synes vi skal være.  Det er jo en
gåde, et guddommeligt mysterium, og et af de herligste,
som ikke skal åbenbares eller udforskes, at to
mennesker, som for jeres vedkommende har kendt til
hinanden i mange år, en skønne dag får øjnene op for
hinanden og ser hinanden med andre øjne.
Man siger, at kærlighed gør blind. Jeg mener af
erfaring ikke, det passer.  Forelskelse gør blind, men
kærlighed gør seende. I kærlighed ser man det andet
menneske som det er med både de hårde kanter og bløde
former, man ser alt det, som vi ofte skjuler for andre.
Og man kan udnytte det udi det groteske og voldelige
eller man kan tage imod det hele med tilgivelse, med
glæde og kærlighed.
Jeres JA til hinanden i dag er bekræftelse af den
bundethed, den forpligtelse og det ansvar, I har lovet
hinanden for længe siden.  Jeres løfte rækker ud over
denne dag, ind i fremtiden med både medgang og modgang,
med både styrke og svaghed, i surt og sødt, i lyst og
nød.  I kan spejle jer i den guddommelige kærlighed,
hvis velsignelse vi i dag vil bede Gud give jer i
vished om, at kærlighed og afmagt hører sammen og er
stærkere end døden. Men med velsignelsen hører også
jeres arbejde med at holde jer selv fast på, at I også
er til velsignelse for hinanden.  Jeg vil afrunde min
tale med at citere en lille salme, som skal være en bøn
for jer to og knytter sig til velsignelsesbønnen, vi
vil bede for jer, når I knæler ved alterskranken:
Vi beder, Herre, for de to,
som for dit alter står:
Giv dem i kærlighed og tro
at dele alle kår!

De lover bort, hvad ej de har,
for livet er jo dit.
Læg selv dit ja til deres svar,
så det må lyde frit!

Foreen dem med din nådes ord
i trofast kærlighed,
så intet skiller deres spor,
før livets sol går ned!
 (fra tysk af Jørgen Kristensen 1974
 i Tillæg til Den Danske Salmebog)
Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge