<H5></H5> Jesus taler om sin død. Timen er kommet. Han er bange for det, som skal ske. Han siger: Min sjæl er i oprør. Men han bruger også et ord om sin død, som vi mennesker aldrig ville komme på, når vi tænker på vores død. Jesus taler om herliggørelse. Det har vi mennesker så svært ved at forstå, at Jesus må bruge et billede. Hvedekornet. Et frø må dø. Et frø må opgive sig selv og forsvinde for at planten kan vokse op og give overskud. Når frøet dør og spirer og vokser op, bliver det mange frø og til liv for mennesker. Sådan dør Jesus. Af hans død udspringer liv til mange. Og det liv er evigt liv.

Min sjæl er i oprør og hvad skal jeg sige. De ord kender vi. Det kan være når vi bliver fyret fra et arbejde, hvor vi følte os sikre. Det kan være når der pludselig sker en ulykke, som helt ændrer vores liv. Og der skal vel mindre til. Hvis en af vores venner eller familie har sagt noget, som vi føler er uretfærdigt, kan vi også bliver oprørt og såret.

Men kender vi også til herligheden. Kan vi vende alt det negative og triste, så vi ser en herlighed i det. Nej, for vi er ikke Guds søn. Det er kun ham, der kan overvinde mørket og lade lyset spirer frem. Det er kun ham, der kan gå ind i døden og overvinde den og med Guds kraft gå ud af graven igen.

Og så taler Jesus alligevel om, at vi skal følge ham. Han drager os efter sig gennem død til opstandelse. Den vej ville vi aldrig gå af os selv. Den vej taler os imod. Men Jesus bliver ved med at kalde og drage os, til vi går den vej, hvor vi opgiver os selv og får evigt liv. Det ligger så dybt i os, at elske vores liv, holde fast i alt det jordiske. Vi er så bange for at miste. Vi hører om banker, som går fallit, og hvor hver aktionær mister mange hundrede tusinder kroner. Det må være et chock for dem. Lige så stort et chock må det være for ansatte, som pludselig får den besked: du er fyret. Sådan vil det være for os alle, hvis vi kom i den situation. Men er det ikke at sætte penge og arbejde for højt, hvis vi føler, at når vi mister dem, så mister vi os selv.

For nogle år siden ville skolerne lære børnene at spise sundt og man brugte det slogan: Du er, hvad du spiser. Hvis du kun spiser usundt slik, bliver du usund. Man kunne bruge det samme slogan over for voksne: Du er, hvad du nyder. Går du højt op i at tjene penge, så bliver du som pengene, og de er ubarmhjertige og kolde. De er begærlige og kender ingen grænser i jagten efter flere penge. Går du højt op i arbejdet og karrieren, så bliver du som arbejdet, nøjeregnende, overflittig, blind for det smukke og nytteløse i livet. Du er, hvad du nyder.

Og Jesus tilføjer: Den, der elsker livet, mister det. Hvis vi kun går op i penge og arbejde og økonomisk sikkerhed, så mister vi livet. Hvis vi kun nyder alt det vi har og ejer, så mister vi det væsentlige i livet. Og mange opdager også, at de pludselig mister meningen med det de gør. Pengene førte intet godt med sig. Arbejdet blev tomt. Og sikkerheden blev til tomhed og kedsomhed.

Jesus taler tit skarpt, for at vi skal få ørerne op. Jesus sætter tit en sag på spidsen for at vi skal lytte og dog forstå lidt af hvad han siger. Det tror jeg også han gør, når han siger: Den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Hvis vi intet kunne lide ved dette liv, hvordan kunne vi så elske Gud, som har givet os jorden og alt det vi går og tumler med. Nej, Jesus må mene, at vi skal opgive os selv for at få det rigtige liv. Det er der god fornuft i. Hvis vi hele tiden kun har øje for os selv og vores eget, så bliver vores verden meget lille. Så ser vi slet ikke, hvor meget vi får fra andre. Men hvis vi glemmer os selv og alt det der er så vigtigt for os, så oplever vi lykken.

Til hverdag tænker vi, at hvis vi opgiver vores eget, så bliver vi til intet. Men det er forkert. Hvis vi kun ser ud på haven og tænker: græsplænen skal slås eller bladene skal rives sammen. Hvis vi aldrig tænker, at plænen er forunderlig grøn og træernes bare grene står som tegninger mod himlen, hvis vi aldrig glemmer os selv og vores pligter og problemer, så kan vi slet ikke opleve livet, og så er haven og naturen og himlen uden noget værdi for os. Og sådan også med menneskenaturen. De mennesker, som hviler i sig selv, de har netop glemt sig selv. De skal ikke hævde sig. De er ikke nødvendigt for dem. De skal ikke prale med det de gør. Det har de ikke brug for. De skal ikke være noget i andres øjne. De hviler i sig selv. De er, hvad de er. Sådan var Jesus. Også når vi ser bort fra, at Jesus kom fra Gud og er Guds søn -hvis man kan se bort fra det. Men hvis vi kun ser på Jesus som et menneske, så har jeg ikke læst om nogen så stor og stærk personlighed. I dag hører vi et af de få steder, hvor han taler om sig selv: Min sjæl er i oprør, siger han. Ellers taler han kun om Gud. Han gør kun ægte og gode ting. Han sætter sig selv i baggrunden. Og dog mærker vi i alt, hvad han gør og siger, hvordan han er. Tålmodig, trøstende, opmuntrende, fyldt med visdom, han går ikke uden om de hårde sandheder. Han er ubestikkelig ægte. Han tager ikke hensyn til andres dom, men gør det, som han mener er sandt. Egentlig er det forkert, når vi siger om den slags mennesker, som ikke går op i deres eget, men tænker på andre, at de hviler i sig selv. For det giver jo ikke nogen hvile, at bygge på sig selv. Jesus er så stor en personlighed, så stærk og tryg, fordi han hviler i Gud og kun lever ud af Gud.

Sådan kan vi aldrig blive, tænker vi. Men Jesus siger, at vi skal følge ham. Og at han selv vil kalde og drage os, så vi følger ham for at vi skal være hvor han er. Det vil han, at vi er hos ham.

Det er vi bl.a. her i kirken. Her bliver vi vendt væk fra vores eget. Vi bliver stemt i en anden toneart end den vi kommer med.

Har I hørt et gammelt klaver, som ikke har været stemt i mange år. Så skærer det i ørene, når der bliver spillet på det. Sådan er det også, når vi går rundt ude i verden, at flere af vores toner bliver falske, fordi vi tænker for meget på os selv og sætter os selv i centrum. De falske toner kan være alle de vrede ord og skældsord, vi bruger. Men når vi kommer ind i kirken, så bliver vi straks fra første ord stemt i den rigtige toneart. Dér hører vi ordet: " Herre." Ligesom klaverstemmeren drejer på strengenes skruer, så det knirker i hele klaveret, sådan bliver vi drejet, lige fra vi kommer ind i kirken, vi bliver drejet fra den tone, som hedder jeg, til den tone, som hedder Herre. Og det knirker selvfølgelig inden i os. Vi bliver drejet 180 grader.

Vi kommer til gudstjeneste for at blive stemt i sindet, så der kan komme en smuk sang ud af vores liv, en sang til Guds ære. Derfor kommer vi til gudstjeneste for at sætte os selv ud af centrum, og sætte Gud på vores plads. Vi kommer i kirke, for at få hjælp til at se bort fra os selv.

Grundtvig skriver det sådan i den salme, vi skal synge om lidt, at over porten til Guds-staden står der skrevet på et skilt:" Bekend din tro! fornægt dig selv!" Og Grundtvig fortsætter: " Det er den snævre port for sjælen / for det i os, som siger "jeg",/ hvis ære med den dybe knælen/ indlysende forliges ej;/ skønt intet værd er, hvad vi mister,/ os egenkærlighed dog frister/ til på "os selv" at holde fast."

Jesus siger et sted, at porten ind til Guds rige er så snæver som et nåleøje. Ja, Jesus siger det sted, at en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige. Og mon det ikke er fordi jeg-følelsen bliver altfor stor, når vi har mange ting. Så frister egenkærligheden til, at vi holder fast på os selv. Det bevirker vrede og skænderi og uforsonlighed. Den fristelse er vi allesammen udsat for. Det gjaldt i hvert fald disciplene. De følte sig ramt af Jesu ord og spurgte: " Hvem kan så blive frelst?" Og Jesus svarede: " For mennesker er det umuligt. Men ikke for Gud, alle ting er mulige for Gud."

Når det er muligt for Gud at frelse os, så er det fordi Gud viser en sådan kærlighed, at vi glemmer os selv. Ved Guds ord og ved Guds ånd bliver vi drejet 180 grader bort fra den falske jeg-tone til den sande og smukke tone, hvor vi lever i kærlighed til Gud og vores næste. Så mærkeligt er det, at kun ved at opgive os selv, bliver vi et sandt og godt menneske. Den, som ser bort fra sig selv i kærlighed, er et sandt og godt og glad menneske. Det hjælper gudstjenesten, Guds ord og ånd os til.

Et klaver skal stemmes jævnligt for at holde stemningen. Det skal vi også. Det gør vi bl.a. ved at komme i kirke.

Tryk her tilbage til præd 2. tekst
Tryk her tilbage til forside
Siden er opdateret den 260198
Mogens Agerbo Baungård, sognepræst i Moltrup og Bjerning, email