At skylde hinanden

Kære brudepar !
Vi kan alle glæde os over, at I to fandt hinanden for
anden gang, ellers var vi  ikke blevet kaldt sammen her
i Køge Kirke i dag.  Det er jo det store mysterium, at
I som så mange af os andre bliver givet et andet
menneske, som vi ikke kan komme uden om. I egentlig
forstand har I ikke valgt hinanden. For kærligheden
kommer altid bag på os, og den kan ikke forklares, den
er der bare. Og så er det op til jer, at holde fast i
den. I er blevet hinanden skyldige i at elske hinanden,
og det er det, der er meningen med livet!
Det er det, det hele drejer sig om både i jeres og
vores andres liv. Det drejer sig om skyld.
At være eller ikke at være, at skylde eller ikke at
skylde, det er det, det drejer sig om.
Jo mere I er, jo mere I involverer jer i andres liv og
lader andre mennesker få del i jeres tilværelse, jo
flere er I skyldige.  For (jeres datters) skyld skal I
ikke kun være jer selv og jer selv nok, hende er I også
skyldige, hvad det indebærer af ansvar, troværdighed,
omsorg og kærlighed.
For hinandens skyld skal I ikke kun være jer selv og
jer selv nok, men I er allerede og skal blive ved med
at være det menneske, som den anden er bundet til. I er
hver især ikke blevet et halvt menneske ved at leve med
hinanden. Men I skal fortsat dele tilværelsen sammen.
I skylder hinanden ansvar, troværdighed, omsorg og
kærlighed.  Sagt med andre ord står I i gæld til
hinanden. Det burde I i hvert fald gøre, for det er
det, det drejer sig om ved at være menneske.  I kan
ikke løbe fra gælden eller betale den tilbage på
afbetaling.  I er blevet hinandens skæbne, hvad det
indebærer af tålmodighed og udholdenhed.
Det er mange år siden, at bryllup i Danmark var en
handel mellem brudeparrets fædre. Det er i dag heller
ikke en handel mellem jer indbyrdes, selv om I skylder
hinanden at være mand og kone.  Det I gør, og som I
skal blive ved med at gøre er at sætte pris på
hinanden.
Det udtryk - at sætte pris på - har en
dobbeltbetydning.  Man sætter f.eks. pris på en ting,
en vare for at fortælle forbrugeren, hvad varen koster.
Prisen kan også fortælle, hvor god varen er.  En bil
til 120.000 er nok ikke så stærk og komfortabel som en
til 500.000.  Men det er ikke sådan, vi forstår det at
sætte pris på et menneske. Det er altid meget positivt.
Vi kan gradbøje udtrykket og sige, at vi sætter stor
pris på den anden. Vi værdsætter og skatter den anden
højt. Og det kan vi gøre, uden at den anden har gjort
sig fortjent til det, selv om det ofte kan være svært
ikke at skele til de værdier, vi kan se hos den anden,
som netop gør den anden fortjent til vores pris.
At sætte pris på hinanden og prise hinanden er et og
det samme.  Men det er noget, I skal øve jer i hele
livet. Det kommer ikke af sig selv.  “Bed og arbejd!”
er et motto for en munkeorden. Selv om I hverken er
munk eller nonne, så gælder dette motto faktisk også
for jer.  Digteren Benny Andersen skriver om at være
god. Han prøver helt for sig selv foran spejlet, breder
armene ud, det går rigtig godt, når han er alene.
Mellem linjerne skriver han også, at det står sløjt til
med godheden, når han er sammen med andre. Man kan ikke
øve sig i den, men man kan bede om at få godheden,
blive opvarmet af den af Guds gode Ånd. Vi skal også i
dag bede for jer om Guds velsignelse over jeres
ægteskab, men I må arbejde med på denne velsignelse,
den godhed, som skal fortsætte med at varme og favne
jeres forhold.
Da I blev døbt modtog I velsignelsen med korsets tegn.
Dette tegn vidner om den pris, livets pris, som vor
Herre Jesus Kristus sætter på os.  Det vidner om, at
han satte livet til for vores skyld, uden at nogen af
os kan gøre os fortjent til det.
Set i dette lys er forholdet mellem os mennesker og i
særdeleshed mellem mand og kvinde, og jer to, der lever
sammen, et forhold i frihed. I har fået livet givet af
Gud, og I er derfor skyldige at leve dette liv i
kærlighed til hinanden og til dem, som i mange
forskellige forhold, kommer jer nær.
Vi kan glæde os over jeres glæde for hinanden, når I i
dag med fest markerer, at det fortsat skal være jer to
sammen. Glæde smitter, og det sætter vi alle pris på.

Sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel, Køge Kirke