Prædiken til 13. s. e. trin. 1998.

  Forlig jer I skabhalse! Sådan ku´ Vorherre ligesågodt
have sagt til discipelskaren, den dag da
Zebedæussønnernes mor havde været ude i sit nævenyttige
ærinde for at få positiv særbehandling for sit afkom.
Det var ikke så sært, at de øvrige disciple knurrede,
for hvad i alverden bildte den storsnudede familie sig
dog  egentligt ind?

 Vi kender situationen. Den er utrolig menneskelig, og
egentligt talt så er der noget vældigt forløsende i
beskrivelsen af den - for os små mennesker, der også
lever et liv hvor strid og kiv, smålighed og
misundelse, også hører til dagens orden eller snarere
til dens uorden.  Når den slags forekom iblandt dem,
der stod Vorherre nærmest mens han levede, så kan vi
vel også godt leve med, at sådan er det også iblandt
os. Eller ka´ vi?! For det første så skal vi! Vi kan
nemlig ikke blive fri - for sådan er mennesker! Men for
det andet og vigtigste:  Vi skal lade os sige, som det
bliver sagt til disciplene, at i Guds rige er der ingen
personsanseelse; der er der ikke finere eller mindre
gode pladser.  Selvfølgelig er der ikke det - for Guds
rige er betegnelsen for en helt anden virkelighed end
menneskers. En virkelighed, der griber ind i vores liv
her og nu og sætter al vores smålige kævleri på plads,
afslører det som det pjat og pjank det vitterligt er og
giver os lov til at begynde helt forfra på en frisk!

 Det var ikke så helt lidt! - Det som Guds rige gør for
os. Men er det sandt? Kan det erfares? Det kan
ihvertfald ikke gribes med forstanden!  Det kan ikke
gøres til genstand for videnskabelig analyse. Hvis det
kunne det, så kunne det også gradueres og bruges til at
gøre skel mellem mennesker på. Men akkurat det, kan det
aldrig bruges til. Deri består nemlig dagens
evangeliske pointe. Og derfor er det også sandt, og
derfor kan det også erfares - med hjertet, med livet!
Guds rige kommer os nær -når det forkyndes og når det
høres som det det er. TILSAGN OM LIV! Andet er det
ikke, men er det ikke også nok? Liv, der gør dødt
levende - midt iblandt os. Det udfolder sig på
mangfoldige måder - ikke nødvendigvis kun i kirken - i
præstens prædiken og i sakramenternes forvaltning - vi
møder det i kunsten, i musikken, vi møder det hos os
selv; det er der, glimtvis måske kun, i øjeblikket som
det vi ikke kan forføje over, men som alligevel gør
øjeblikket stort.

 Det unddrager sig al magtbrynde. Heldigvis for det!
Derfor er det også så betænkeligt - for ikke at sige
uhyggeligt - farligt - når såkaldte kirkefolk befatter
sig med udtryk som “at ville arbejde for Guds riges
sag”. Guds rige er ikke en SAG! Der kan ikke arbejdes
for det - DET ER!  På lignende vis er såkaldt
menighedsarbejde en misforståelse på grænsen til
kætteri. Desværre breder det sig i såkaldt kirkelige
kredse,  hvor det ligefrem  tilstræbes at få dannet
særlige kirkelige milieuer. Der skal der nok blive brug
for magtbrynde, sladder, småtskårenhed - ja alt det,
som intet overhovedet har med Guds rige at skaffe.
Jamen hvad pokker skal kirkelige milieuer så i kirken?
Det er et godt spørgsmål, for der har de ihvertfald
ingen plads!  Jamen hvor kommer de da fra?  Historisk
set, der er de en kedelig bivirkning af de såkaldte
vækkelser i det forrige århundrede, som reverenter talt
ved sin tilsyneladende success har fået adkomst til at
gøre en parodi ud af dansk kristendom.  En af
vækkelsesbevægelserne indførte, hvad de kaldte “læren
om skellet” - denne bestod i, at der var en afgjort
forskel mellem dem, der netop ud fra en
omvendelsesoplevelse havde afgjort sig og derfor kunne
kalde sig personlige kristne - og så alle de ugudelige,
som bare var døbte. Der var et skel imellem Guds børn
og verdens børn! Den sondring er ukristelig, den er
ihvertfald ugudelig - så sandt som Gud ikke kender til
personsanseelse. Nuvel - det er da fortid? Nej det er
det desværre ikke! Hvis man har nerver til det - skal
man blot følge med i læserbrevsrubrikken i Kristeligt
Dagblad - Her serveres det blot i let moderniseret
udgave i såkaldte kristelige eller kirkelige milieuer.
Den slags står evangeliet imod, og derfor skal de
bekæmpes. Fordi vi sidder her i kirken idag udgør vi da
ikke noget kirkeligt milieu - heldigvis -vi er kommet
sammen i sognets hus for at høre evangeliet forkyndt -
for derefter - glade, frie og frejdige at kunne gå ud i
det liv, der er vores, med de opgaver, som det byder
på. Det er det, der er  meningen!  Her  i kirken er vi
alle eet i ham, der forener os ved sig selv. Ingen er
større her eller bedre end nogen anden. Skulle nogen
mene det, så er hán en hykler. Så er det sagt!

 Luther skelnede mellem de to regimenter eller de to
riger - det åndelige og det verdslige. Grundtvig
skelnede også - men mellem det han kaldte
“menneskeligt” og det han kaldte “kristeligt”, imellem
det “folkelige” og det “kirkelige” Men lad os straks
slå fast, at begge disse to betydelige kirkefædre
understregede, at vi alle hører til begge steder samt
at Gud er Herre over begge riger. Det er det, der gør
livet stærkt, dette at vi så at sige lever i to
dimensioner, der berører hinanden i punktet Gud.
Populært sagt, så betyder Luthers tale om de to
regimenter, at vi ikke skal tage det kristelige med på
rådhuset, ligesom vi heller ikke skal tage rådhuset med
i kirke. Hver ting til sin tid for det samme menneske.
Men begge dele er levende realiteter for os mennesker.
Det skal slås fast! Derfor er det også lykkeligt, at vi
kalder vores kirke: Folkekirke. Det er IKKE de helliges
kirke; det er almenhedens, folkets kirke; men folket er
helliget d.v.s. hver og een, der bliver døbt er dermed
gjort til et GUDS BARN: derfor - alene DERFOR kan og må
der ikke skelnes i kirken, for deer ER vi alle  t. Vel
forekommer det stadig i visse herregårdskirker ude på
landet,  at der er en særlig loge i kirken til den
grevelige familie. De bør naturligvis bevares af
historiske grunde, omend de ret beset burde fjernes;
for her er i en vis udstrækning rådhuset taget med ind
i kirken. Samfundsordenen er gået med ind i kirken og
på utålelig vis har den fået blandet regimenterne
sammen. Netop det MÅ ikke ske. Det er et fortidslevn -
javist - men det har skygger op i nutiden - bare med
omvendt fortegn; nu er det kirkefyrster eller kirkelige
magtmennesker, der vil gøre kirken gældende i
samfundet, i verdenspolitikken. Disse kirkelige
magtmennesker burde have et repetitionskursus i Luthers
lære om de to regimenter - for kirkens skyld - for
folkets skyld - for evangeliets skyld - at det må lyde
uhæmmet af misbrug.

 SÅ - FORLIG JER I SKABHALSE! Og vid at hvor evangeliet
samler folk til kirke, der er der kun een ting der er
forbudt, og det er SKABERI.  Evangeliet fortæller os,
at vi er skabte til at leve vores liv  på denne jord,
hvor Guds rige kommer os imøde og sætter vores liv i
perspektiv, gør os frie til at møde dagens strabadser
uden brug af kunstige nykker.  Den, der er skabt og
skabning, er så dejligt fri fra at skulle skabe sig.
Den frihed giver både lyst og også overskud til at være
denne jord tro. Kirken er kun til for een eneste ting,
for at få dette sagt, og hvor det siges, der er de
helliges samfund - i trosbekendelsens betydning af
ordet. Der hvor mennesker vil skabe “hellige samfund”,
der er der tale om et skaberi - og det er rent ud sagt:
Fandens værk.

 Vi skal hverken skabe eller skabe os. Helligt krukkeri
er hankeløst, ja det er også hovedløst. I det GUDS
RIGE; DER M DER OS NÅR EVANGELIET H RES OG TROS, der er
vi alle lige. Der sættes vi i stand til at leve vores
liv i “kald og stand” - med frimodighed, med fred, med
glæde. Gud har gjort livet stort - skam få os når VI
gør det småt. Han tilgive os derfor.

     AMEN!!!