Der er mindst ét stort problem med den fortælling, som
vi lige har hørt om de syge ved Betesda-dam og om
Jesus, der helbreder den ene af de syge, som lå dér. 
Når vi læser i biblen, og når vi søndag efter søndag
hører evangeliet, så er det jo først og fremmest for at få
at vide, hvordan Gud er/handler og hvordan det er at
være menneske i Guds verden. Det er dét, vi er ude på. 
Men den fortælling, vi hører i dag, den forvirrer - i
hvert fald i første omgang. For hér handler Gud med
mennesker på to vidt forskellige måder - hvis det er
Gud, der handler i begge tilfælde. 
Der er først hele sceneriet med de syge folk, som
ligger omkring det helbredende vand. Stedet findes i
øvrigt i Jerusalem endnu den dag idag. Det er en dam,
og nede på bunden af dammen er der en kilde, som
springer med nogen timers mellemrum. Og de syge,
som lå omkring dammen dengang, mente, at når kilden
rørte på sig og der kom bobler i vandet, så gjaldt det
om at komme først derned. For så var den helbredende
kraft tilstede i vandet. Det var Guds engel, der fik
vandet til at bevæge sig, mente de. Og når det skete, så
vidste man, at Guds kraft var der og kunne helbrede de
forskellige sygdomme. Derfor valfartede syge
mennesker selvfølgelig dertil. De flokkedes omkring
det mirakuløse. Akkurat som det sker idag, hvis nogen
mener, at de oplever noget mirakuløst. Så blir det
straks opreklameret: Her er der noget, som virker. Her
sker der noget. Det er ikke kedeligt. Og folk rejser
gerne langt og betaler i dyre domme for at få del i
miraklet. Og dem, der ikke når frem eller ikke har råd
eller mulighed, de sidder tilbage med spørgsmålet:
Hvorfor sker der ikke mirakler her, hvor jeg er?
Hvorfor hjælper Gud ikke mig? Her sker der ikke
noget ud over det sædvanlige. Jeg får lov til at beholde
min sygdom, min ensomhed, min sorg - hvad det nu er.
Det er de spor mirakelmagere altid trækker efter sig. 
Det er det ene billede af Gud, som tegnes for os idag.
Men vi ser også et meget anderledes billede af,
hvordan Gud handler overfor mennesker. Vi ser Jesus,
Guds søn, som kommer hen til flokken af syge. Han
gør ikke noget nummer ud af sig selv. Han siger ikke
engang, hvem han er. Han står bare ude i yderkanten af
flokken. Og der ser han en mand, som ligger på sin
madras. Jesus ved, at den mand har ligget dér i mange,
mange år. Han ligger så langt væk, at han aldrig har en
chance for at komme ned og røre ved vandet, når
kilden springer. Alligevel er det det, han håber på: At
miraklet skal ske. At heldet skal tilsmile ham, så han
vinder den store gevinst. Han retter hele sin
opmærksomhed mod vandet og han venter og venter....
Og så kommer Jesus til ham fra en hel anden kant -
ubemærket kommer han. Og han gør manden rask. Og
manden står op og går sin vej - uden at vide, hvem det
er, der gjorde ham rask. Og uden at nogen af de andre
lægger mærke til noget. 
Og så er vi ved det store problem i fortællingen. Hvor
finder vi Gud? Hvordan handler Gud med mennesker?
Er det, som vi ser det i det første eller i det andet
billede.
De syge, der ligger ved Betesda dam, tror, at de kan
finde Gud i det mirakuløse. De tror, at Gud handler
pludseligt og helt tilfældigt og gir sin helbredende kraft
til dem, der kan løbe hurtigst hen efter den. Er det
sådan Gud er? Som en automat, der spytter lidt
velsignelse ud af og til, og så er man heldig, hvis man
er i nærheden og får del i den. 
Hvis Gud handler sådan med mennesker, så står det i
hvert fald i skarp modsætning til det, Jesus viser den
mand, som havde været syg i 38 år. 
Jeg forstår det, som Jesus gjorde den dag, som en
protest imod dem, der forblindet søger efter en gud i
det tilfældige og i det mirakuløse - dem, som sidder
passivt hen, mens de prøver på at slumpe sig til lidt
held og lykke i tilværelsen. 
Når vi vil vide, hvem Gud er og hvordan Gud handler
overfor mennesker, så skal vi ikke lytte til
folkeovertroen. Vi skal se på Jesus. Han repræsenterer
Gud. Han er selv Gud. Så det mest interessante i den
fortælling, vi hører idag, det er det, Jesus siger til
manden, som havde været syg i 38 år. Jesus henvender
sig til ham - og hans tilværelse blir vendt helt på
hovedet.
Hvad er det, der sker? Det er ikke et almindeligt
mirakel (hvis man kan tale om alm. mirakler). 
Vil du være rask? spørger Jesus ham. Vil du? Et
underligt spørgsmål til en mand, som har været syg i
38 år. Der er vel ikke noget han hellere vil - sku man
tro. Men måske er der alligvel en grund til, at Jesus
spørger: Vil du? Måske havde han set noget ved
mandens holdning, som ku tyde på, at han ikke rigtig
ville være rask. I hvert fald kommer manden med
forskellige indvendinger, da Jesus spørger - som om at
han egentlig hellere ville blive liggende og have ondt af
sig selv og nyde de fordele, der også er ved at være
syg. 
At være rask - det vil jo sige leve et normalt og
almindeligt liv, med arbejde og ansvar, med kamp for
det daglige brød, med forpligtelse overfor familie og
børn. Var han overhovedet interesseret i at blive rask
og blive bundet af alt det, som den raske er nød til at
tage på sig? Ville han - når det kom til stykket - af med
den sygdom, som beskyttede ham mod alt det
besværlige?
Vi ved det ikke, men noget i Jesu spørgsmål ku tyde
på, at det var en del af problemet. 
Vi kender vel allesammen den trang til at flygte fra
ansvaret og fra livets trivialiteter. Selvfølgelig er der
syge mennesker, som er virkeligt syge, og som hellere
end gerne ville være raske. Men der findes også en
sygdom, som hedder "ikke at ville være rask." Der er
mennesker, som bevidst eller ubevidst vælger at flygte
ind i sygdom eller hjælpeløshed eller elendighed, fordi
de byrder, som den raske og den livsduelige må bære,
blir for uoverskuelige. 
Det spørgsmål, som Jesus stillede til den syge mand
ved Betesda dam (vil du være rask?), det får os til at
tænke, at den mand på samme måde havde valgt at
vende ryggen til livets besværligheder - og i stedet for
lægge sig ned og vente på miraklet - eller på andre
folks hjælp. 
Til den mand - og til os, der har det som ham - siger
Jesus: Rejs dig. Gå ud i den dag, som du ikke vil ud i.
Lev dit liv, selvom du ikke tør det. Det kan han sige,
fordi han har lovet os, at han selv vil være med os alle
dage - også når livet kræver mere af os end vi kan
give. AMEN.