Prædiken til 14.s.e.trin. (1996) af Susanne Fabritius
de Tengnagel, Køge Tekst: Johs. 5,1-15
Salmer: 682 - 47 - 801 / 501 - 11
-----
Forventningens glæde er den største, siger man. Noget
er der om snakken.  Men hvis forventningen om det gode
ikke ender med, at det gode kommer, bliver ventetiden
til et helvede. Derfor må vi i vore indbyrdes forhold
sørge for, at vi alle har et menneske, som kan hjælpe
os med at forkorte ventetiden og arbejde på hinandens
glæde. Og vi må tro Jesus på hans ord, at forventningen
om det evige liv på trods af døden er åbenbar med hans
komme til verden og vil blive opfyldt ved dagenes ende.
Tre søde småbørn står ved vinduet, trykker næserne mod
ruden og venter på far. Men han kommer ikke. Dag ud og
dag ind stiller de sig ved vinduet, ventetiden er lang,
håbet holdes i live i forventningen om, at far ikke kan
skuffe dem. Men far er gået hjemmefra og kommer ikke
mere.  Tre søde småbørn står ved vinduet, trykker
næserne mod ruden og venter på mor. Segnefærdige af
træthed går de fra vinduet i seng, uden at få sunget
aftensang og læst godnathistorie. For mor er på
arbejdet hele natten, og de ved ikke, hvor hun er, og
hvornår hun kommer hjem.  Tre søde småbørn løber
rastløse ud og ind af det 12 kvadrameter lille rum, som
er deres hjem med forældre. De venter og venter og
venter. Forældrene går hvileløse rundt, har hovedpine,
ondt i maven, får pludselige raserianfald, er
depressive og kan ikke falde i søvn om natten. De
venter -på at få asyl i Danmark. De har foreløbig
ventet 3 år og 2 måneder på 12 kvadratmeter. De er sat
på venteliste på ubestemt tid.  De syge venter på
operation. Forventningens glæde om et bedre helbred kan
godt smuldre med uvisheden om, hvornår operationen kan
foregå. De er sat på venteliste på ubestemt tid.
Der er to former for at vente. Den ene er den, vi selv
er Herre over. Vi venter på et givent tidspunkt at
kunne gøre et eller andet, som at fortælle med glæde i
stemmen: I aften skal jeg i biografen, jeg har købt
billetten og venter mig meget af filmen. Den anden form
for ventetid er den, hvor vi er afhængige af andre
mennesker for at nå frem til, eller modtage det, vi
venter på. Der er kæresten, som lovede at komme kl.8,
men først kom kl.12 og havde en dårlig undskyldning.
Det ville f.eks. ikke hjælpe de tre søde småbørn at gå
ud på gaderne og lede efter deres mor. Hun havde lovet
at komme hjem. De troede hendes ord.  De forventede, at
hun kom, men måtte blive, hvor de var, ellers ville de
gå galt af hinanden.
Den syge mand ved Betesdas dam lå på venteliste på
ubestemt tid. Han havde opgivet håbet om at blive rask
og befriet fra sin sygdom. Han havde slået sig til tåls
med, at hans skæbne var at ligge ved dammen. For han
havde i 38 år ikke kunnet nå ned i vandet som den
første. Andre var hurtigere end ham. Og så kunne vi
selvretfærdige bebrejde de andre, som var blevet raske,
at de ikke tog ansvaret på sig og blev det menneske,
som hjalp manden hen til dammen. Men det er jo desværre
såre menneskeligt, at når man selv har vundet lykken,
har man svært ved at hjælpe andre til den. Man skal
ofte tage sig sammen, når man skal være menneske for de
andres skyld. For det kan jo ikke betale sig. Og dem,
som får betaling for det, så som præster,
sygeplejersker, læger, de siges at have så travlt, det
er deres dårlige undskyldning.
Beretningen om den syge burde vi høre hver morgen for
ikke at glemme, hvad meningen med vort liv egentlig er,
den at være menneske for andre, være hinandens glæde.
Men det er vist ikke ligegyldigt, hvem man vil være
menneske for. Der er ikke megen forskel på tiden for
2000 år siden og i dag. De syge, blinde, lamme og
krøblinge måtte dengang dele tavsheden og ensomheden
sammen. Og når en af dem var så heldig at blive befriet
fra sin lidelse, brød han ud af de handicappedes
fællesskabet til fordel for de raskes fællesskab. Den
syge mand ved dammen siger et sandt ord: Han havde
intet menneske til at hjælpe sig, - nej, for de raske
brød sig ikke om de syge og handicappede.  De mindede
dem om, at det fuldkomne liv ikke var noget, de kunne
forvente holdt evigt.
Syge og handicappede var en vederstyggelighed for de
raske. De raske havde Gud på deres side, det havde de
andre ikke.
Jeg kan godt genkende de holdninger i dag. “De tog mig
ikke alvorligt”.  Replikken fra en gigtramt
kørestolsbrugende kvinde siger alt. Og hvem fulgte med
i TV’s handicap-OL? - Ingen. For den olympiade blev
ikke sendt i dansk TV. Og den dårlige undskyldning var,
at der ikke var den samme store seerinteresse, som for
de raskes OL.
Jesu ord til manden og deres virkning kan vi ligesom
gætte os til. Det hører sig til, til Jesus, at han
sætter mennesker i frihed. Det hører sig til, at Jesus
lægger mærke til det menneske, som er sat ud på et
sidespor, ud i mørket.
Stå op, tag din båre og gå. Manden får med Jesus et
menneske, der hjælper ham, og derfor går han
selvfølgelig. Selvværdet, identiteten, selvfølelsen,
accepten og håbet er også det, der bringer manden
tilbage til livet.  Han blev mødt af et menneske, ja af
Gud selv. For kun Gud tør overtræde
helligdagslovgivningen og helbrede på en sabbat.
Og så vil jeg citere fra en salme, som også beskriver
befrielsen fra det lille rum på 12 kvadratmeter eller
mindre, sindets mørke rum, og døden, og ikke mindst
døden, hvor intet menneske er i stand til at hjælpe os,
men hvor vi tror, at Gud er helt nær: (Tunge, mørke
natteskyer:)
  2 Vær mig nær, thi uden dig
ensomhed mig truer!
Vær mig nær, thi uden dig
jeg for mørket gruer!
Hold mig med din faderhånd,
så jeg dig fornemmer!
Fri mig ud af mørkets bånd,
så min frygt jeg glemmer!

3 Lad mig føle, hver gang når
livet bli'r mig øde,
at du, Fader, hos mig står
og i sådan møde!
Og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig lysets sejre!

4 Og når dødens nat engang
    over mig sig sænker,
lad mig høre morgensang,
førend ret jeg tænker:
dine fugles morgensang
i den høje sommer,
der, hvor dag er altid lang,
natten aldrig kommer!

Du, som lindrer sorg og nød,
al vor Synd forlader,
lyser op den mørke død,
tak, du lysets Fader!