Vi lever ikke kun i den synlige, men også i den usynlige verden. Denne usynlige verden er ikke en mystisk og åndelig verden, som ikke har noget at gøre med den synlige verden. Nej - den usynlige verden er ordets verden - det er en hørlig verden. Ordets verden er ikke bare et spejlbillede af den synlige verden, den er større og mere omfattende.
Når vi læser en roman eller et digt, så kender vi alle til, hvordan ordet kan fremmane, billedgøre, en hel verden for sig, som nok ligner den verden vi ser, men som også går ud over den. Vi kender også udtrykket "der lå en hel verden i det ord" - man bruger det om noget sagt i en bestemt situation. Ordet afbilleder ikke kun noget - det er skabende. Mellem mennesker er ordets verden tit lige så vigtig som den synlige verden. Vores verden kan bryde sammen på grund af ord. Et "nej" eller et udtryk for ligegyldighed fra den man holder af kan betyde en katastrofe. Lissom et ''ja" kan betyde al verdens herlighed.
Det er de ord vi siger til hinanden, der udgør vores verden i lige så høj grad, ja, måske i højere grad, end vores synlige verden. Og denne ordets verden er ikke uden forbindelse med den synlige verden. Ofte nok bliver ordets verden synlig: tænk bare på, at en eller andens ord kan fa os til at skamme os, så man synligt ser, at vi bliver røde i hovedet. Eller et ord kan få os til at le eller gøre os vrede, så vi begynder at slå løs på vedkommende, eller ordet kan frembringe en forfærdelig fortvivlelse, så at vi går hen og tar livet af os.
Ordene er en trådløs, men meget virkningsfuld forbindelse mellem os. Vi lever på én gang i det synliges og ordets verden, og de verdener er tæt vævet sammen, den ene er ikke mere virkelig end den anden.
Når vi betænker at det forholder sig sådan, så kan vi måske bedre forstå Johannes' gådefulde juleevangelium. Teksten er en af de smukkeste og mest berømte i evangelierne. Johannes fortæller ikke som Lukas. Lukas fortæller historien om Jesusbarnet i Betlehem og hyrderne på marken, når han skal forkynde julens glade budskab. Det gør Johannes ikke. Han fremsiger en hymne, en lovsang om Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os. Johannes-evangeliet er ikke i nær så høj grad et fortællende evangelium som de andre tre. Johannes-evangeliet er et tænkende evangelium, der hele tiden vil meddele os betydningen af historien om Jesus. Og Johannes tænker hele tiden Jesu opstandelse med i sin beretning. Det betyder, at beretningen om Jesu fødsel bliver løftet op på det høje kosmiske plan, som det er tilfældet her.
Her hører vi ikke om en barnefødsel og hyrder og almindelige mennesker, men vi hører om Gudsordet, der blev kød. Og vi hører om en altomfattende modsætning mellem lys og mørke.
Hvis man tænker Jesu opstandelse med, så er betydningen af Jesu fødsel, at Gudsordet blev kød og tog bolig iblandt os. Det er det glædelige budskab, som Johannes vil meddele os. Gudsordet er det ord, som Gud skabte verden med. Bibelen fortæller på de første sider om, hvordan Gud skabte verden med sit Ord. Han sagde: "Bliv lys", og der blev lys. Ud af et sort urkaos skabte Gud en verden aflys og orden og skønhed, og han pustede liv i denne verden med sin ånde. Mennesket blev levende ved, at Han blæste sin ånde i dets næsebor. "I begyndelsen var Ordet. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.
I det var liv, og livet var menneskets lys." Gud skabte en verden, hvor mennesket hørte hjemme, som fisken i vandet og fuglen i luften. Her var der overensstemmelse mellem den synlige verden og Ordets verden. Mennesket mærkede, at Gud talte til det om sin evighed og herlighed gennem sit skaberværk. Og mennesket stod i direkte forbindelse med Gud i sit åndedræt og Ordet, som det som den eneste af skabningerne fik givet. Men så indtrådte syndefaldet. Mennesket faldt ud af Gudsordets verden. Ondskaben og døden kom imellem Gud og mennesket og skilte dem ad. I døden forsvandt livsånden fra mennesket. Og talen mellem mennesker blev uforståelig, sort tale. På samme måde som talen mellem mennesker og resten af skabningen. Mennesket følte ikke mere, at Gud talte til det gennem dets omverden, resten af skabningen. Mennesket følte sig kastet ud af Ordets og lysets verden, ud i et sort tavst urkaos, hvor det var en fremmed og forbandet. Og her våndede det sig som fisken, der er blevet kastet op på land og gisper efter vejret. Mennesket kunne ikke høre Guds Ord, men følte hans tavshed.
Men så besluttede Gud i sin kærlighed til os, at han ville skabe på ny. Han ville tale igen. Og dét er juleunderet, at han nyskabte. Han kommer selv tiljorden, og taler i det , der er mest fortroligt for os: et almindeligt menneske. Og han taler på en måde, så at ondskaben og døden endeligt overvindes.
Gudsordet kommer os helt nær. Det tager skikkelse af et menneske: af Jesus fra Nazaret, der vandrer omkring på jorden. "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed." Vi så, hvordan ondskaben og døden måtte vige for hans magt. Han kom til jorden og til os på trods af os. Og det er det store og mærkelige ved evangeliet. Han kom til den verden der er skabt ved ham, og verden kendte ham ikke. "Han kom til sit eget, og hans egne to ikke imod ham." Men alligevel bliver han. "Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør" siger han, da de korsfæster ham. Da Gud skabte lys denne anden gang, da skabte han det evige lys. "Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke." "Fik ikke bugt med det", som den gamle oversættelse lyder.
Gudsordets verden er kommet for at blive. Den er overalt, hvor evangeliet lyder og leves, den er i vores gudstjeneste. Vi skal aldrig mere være skilt fra Gud. Men der er ikke overensstemmelse mellem den synlige verden og Ordets verden, det er vort vilkår. I vore øjne ser det ud som om ondskaben og døden har det sidste ord. Vi ser forfaldet. Men ordets verden rækker ud over den synlige verden. Der er mere at sige, og det bliver sagt i evangeliet.
Ondskaben og døden betyder nu ikke en adskillelse fra Gud. hans kærlighed rækker ud over disse magter. "Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke." Gudsordets lys er dét, der giver os kraft til at leve i en verden, hvor mørket er stort. Det forhindrer, at vi giver op og går til i den følelse eller tanke: nej, mørket er dog det største. Det gør, at vi trods synd og død, kan se Guds herlighed i det sollys, som her ved julen fra nu af vokser. Det gør, at vi trods alt kan føle os hjemme på jorden og se vores livs mening i at række denne lysflamme videre til andre. AMEN